76 timer uden strøm – en personlig beretning

Det er decideret forkert, når DR.DK skrev i en artikel at ”den nationale operatør, UNE, ikke melder noget ud om en årsag til lørdagens kollaps og oplyser ejheller om en tidshorisont for genetablering af forsyningsnettet”. Tidlig fredag morgen – inden strømafbrydelse startede – var premierminister Marrero Cruz på en af de statslige TV-kanaler.

25.10.2024 Henrik Thejl Hansen

76 timer uden strøm. Dér finder man virkelig ud af, hvor afhængig man på alle leder og kanter er af strøm! Strøm til lys, madlavning, til at køle mad ned i køleskab/fryser, til at oplade mobiltelefoner, og til at pumpe vand ud til folks huse.

Fra kl 10 fredag den 18. til mandag den mandag den 21. oktober var vi totalt uden strøm. Andre steder var der strøm nogle få timer om dagen i de nævnte dage, og vi kunne se, hvordan nogle af nabokvartererne havde strøm, men lige i vores område, var vi ret uheldige og fik først strøm mandag kl. 14. Så i alt 76 timer uden strøm. Det betød frem for alt, at vores mad i køleskabe – og senere fryseren – gik i fordærv. Vi prøvede at spise os ud af det, men vi måtte alligevel smide en del mad ud!

En anden vigtig ting var, at der ikke kom vand fra vandværket, hvorfor vores tanke på taget ikke kunne fyldes op, så ingen lange bade og ingen hårvask! Opvask blev foretaget med et minimum af vand. Derudover bliver det mørkt ved 19-tiden på denne tid af året, og selvom vi havde nogle små lamper på batteri, var det stadig meget begrænset lys. En af nætterne lagde vi os op på taget for at kigge på stjerne. Der var jo helt mørkt, så man kunne skimte mælkevejen og se stjerneskud og satellitter.

Heldigvis kom strømafbrydelsen på dage, hvor det var overskyet og regnede en del, så trods det, at vi ikke kunne tænde aircondition/ventilatorer, så var det relativ frisk vejr om aftenen, så man kunne sove uden at ligge badet i sved og blive overfaldet af myg!

Vores mobiler løb hurtigt ud, og så måtte vi finde alternative måder at få dem opladet , så min kone, der havde weekendvagt på hospitalet, og på hospitalerne har de altid nødgeneratorer, tog alle vores mobiler med og fik dem ladet op, så vi i hvert fald havde strøm til næste dag. Men strømafbrydelsen påvirkede også internettet, der var næsten helt nede, så vi kunne under alle omstændigheder ikke bruge nettet i dagtimer. Om natten blev nettet lidt bedre, hvor der så kunne kommunikeres med omverden, og få nyheder om strøm-situationen i landet.

Vores naboskab fik rig mulighed for at kommunikere. Alle var på gaden. Nogle tog strømafbrydelse med stoisk ro, andre lavede jokes omkring situationen, men der var også nogle, der blev hidsige og lagde al skylden på regeringen.

Børnene fik en ekstra skoleferie, da det blev besluttet at lukke alle uddannelsesinstitutioner ned i uge 42. Her blev medtænkt de mange gøremål, som familier/undervisere normalt har i weekenderne, som ikke kunne lade gøre pga strømafbrydelsen.

Forvrængede informationer i danske medier om strømafbrydelsen

Grundet strømafbrydelsen – og derved begrænset adgang til nyhedsmedier – var det derfor svært at få en opdateret information om strømudviklingen i landet, men det ændrer ikke ved, at Regeringen konstant sørgede for at sende nyheder ud og oplyse befolkningen de steder, hvor det trods alt lykkedes at få nogle få timers strøm i løbet af dagen. Derfor er det decideret forkert, når DR.DK skrev i en artikel (Cuba er igen uden strøm efter total nedbrud), at ”den nationale operatør, UNE, melder ikke noget om en årsag til lørdagens kollaps og oplyser ejheller om en tidshorisont for genetablering af forsyningsnettet”

Tidlig fredag morgen – inden strømafbrydelse startede – tonede premierminister Marrero Cruz frem på en af de statslige TV-kanaler, efter at det dagen i forvejen var blev meddelt befolkningen, at der ville komme vigtige nyheder om et større vedligeholdelsesarbejde af det nationale el-værk, som man pga USA’s illegale blokade mod landet ikke har kunne afsætte de nødvendige midler til at investere i det nødvendige/udskifte nedslidt udstyr. Det er generelt indenfor alle sektorer i samfundet, at US-blokaden forhindrer de nødvendige investeringer til vedligeholdelse og forbedringer. Vi fik at vide, at vi kunne opleve mellem 24 – 48 timers strømafbrydelse.

Men et uventet nedbrud af hele anlægget forekom under reparationerne, og trak strømafbrydelsen ud til over 3 dage (for nogles vedkommende). Samtidig prøvede regering og myndigheder så godt som muligt at kommunikere ud til befolkningen, men det blev naturligvis besværliggjort af strømafbrydelsen!

I Cuba er vi generelt vant til en høj grad af informationsniveau, samt at politikerne bevæger sig ud i landet og holder kontrol med udviklingen samt informerer og udveksler med befolkningen! Det er en af de ting, der er meget specielt ved det cubanske politiske system: Der er meget tæt kontakt mellem politisk ledelse og den lokale befolkning!

Det betyder omvendt ikke, at der ikke er masser af problemer, som eksempelvis korruption blandt statsfunktionærer, i det cubanske samfund. Det er uvilkårligt uundgåeligt i et land, hvis økonomi er så ødelagt og skævvreden af 65 års US-sanktioner både mod cubanske institutioner, men også mod 3.-lande (inklusiv internationale banker), der vover at handle med/lave pengetransaktioner for Cuba. Man er nød til at forstå vigtigheden af blokadens indvirkning på det sociale liv i landet! Korruption er jo også kendt i DK. Ikke mindst kan vi takke den Danske Bank for ”hvidvaskningsloven”, som i dag udmærker sig ved at have udviklet sig til et næsten Orwell’sk-lignende overvågningssamfund.

I Cuba har vi nu siden Trump dagene vænnet os til strømafbrydelser, for US-blokaden forhindrer skibe at lægge til i cubanske havne, samt forhindrer Cuba i at købe det nødvendige brændstof fra udlandet. Alle USA’s sanktioner og regulering mod Cuba har kun et formål: En strangulering af landet, som Eisenhowers vice udenrigsminister, Lester Mallory allerede udtrykte det i april 1960: Via økonomisk strangulering ville det skabe et indre oprør og i sidste ende vælte den revolutionære regering.

Cuba – et eksempel på Vestens fortsatte kolonisering af verden

Hvert år fremsætter Cuba en resolution i FN’s generalforsamling, og hvert år bakker hele verdenssamfundet Cuba op mod USA’s tvangspolitik (USA og Israel er de eneste lande, der stemmer imod), men når der ingen ændringer sker i USA’s politik overfor Cuba, er det blot et klart bevis for USA’s totale foragt for FN. ”America first”, sagde Trump, og det har været USA’s politik siden Eisenhower administrationen, for som CIA-direktør John McCone sagde allerede i 1961: ”Hvis Cuba bliver en succes, risikerer vi, at Latinamerika falder”. Mere tydeligt kan det ikke udtrykkes: Kolonitiden er absolut ikke forbi, og Cuba som et eksempel for håb for mange tredjeverdenslande var og er en trussel for USA’s kontrol med fremfor alt alverdens råstoffer samt billig arbejdskraft.

Tirsdag morgen tonede FN’s repræsentant i Cuba, Francisco Pichón, frem i de lokale nyheder på TV-stationen Cubavision, og han skamroste Cuba for dets evne til social inklusion (trods US-blokade) samt dets lederskab i Syd-landene på globalt plan, blandt andet via landets mere end 400.000 udsendte sundhedsarbejdere i typisk fattige lande igennem de sidste 65 år.

Flere lande har lovet at hjælpe Cuba i den givne situation, blandt Rusland, Mexico og Venezuela, men – selvfølgelig!! – ikke et eneste ord fra præsident Biden!