Det store slag vil blive udkæmpet på idéernes slagmark

Tale på den internationale konference ”For ligevægt i Verden” på 150-årsdagen for José Martí’s fødsel den 29. januar 2003

Højtærede gæster!

Medborgere!

Hvad betyder Martí for cubanerne

Da han var knap 18 år gammel, skrev Martí et dokument med titlen ”Politisk fængsel i Cuba” – efter selv at have oplevet at blive grusomt fængslet, med sine fødder i lænker, i en alder af 16.

Heri erklærer han ”Men Gud eksisterer i idéen om det gode, som våger over ethvert levende væsens fødsel – og efterlader i den sjæl, der legemliggør denne idé, en pur og ren tåre. Det gode er Gud. Og tåren er den evige medfølelses kilde.”

For os cubanere er Martí selv idéen om det gode, som han beskrev.

En fredens og kampens mand
De af os, som genoptog den kamp for uafhængighed (der første gang blev indledt den 10. oktober 1868) den 26. juli 1953 – præcis 100 år efter Martí’s fødsel – havde frem for alt lært de etiske principper af ham, uden hvilke man end ikke kan forestille sig en revolution. Af ham lærte vi også en inspirerende patriotisme og et højere begreb om ære og menneskelig værdighed, end nogen anden gennem historien nogen sinde kunne have lært os.

Han var i sandhed en ekstraordinær og exceptionel personlighed. Han var søn af en militærmand og født i en spansk fars og mors hjem – men udviklede sig til en profet og foregangsmand for sit fødelands uafhængighed. Han var en intellektuel og poet – stadig purung, da den første store kamp udbrød – og formåede senere at erobre ældre og erfarne militære lederes hjerter, opslutning og støtte, der selv havde vundet stor hæder i denne første krig.

Han var en lidenskabelig tilhænger af fred, enhed og harmoni mellem mennesker – men tøvede ikke med at organisere og indlede den retfærdige og nødvendige krig imod kolonialisme, slaveri og uretfærdighed. Hans blod var det første, som blev udgydt; og hans liv var det første, der blev ofret som et uudsletteligt symbol på uegennyttighed og selvopofrelse. Igennem mange år forblev han glemt og ukendt for en stor del af det folk, for hvis uafhængighed han havde kæmpet. Men hans udødelige idéer steg fra asken – som en Fugl Føniks – så et helt folk knap et halvt århundrede efter hans død genoptog en kolossal kamp i konfrontation med den mægtigste fjende, som noget stort eller lille land nogen sinde havde stået overfor.

I dag – få timer efter 150 års dagen for hans fødsel – har hundredvis af brillante tænkere og intellektuelle givet ham en bevægende hyldest sammen med den dybe anerkendelse, som hans liv og værk fortjener.

Martí’s forudseenhed
Ud over Cuba – hvad gav han så hele Verden Et exceptionelt eksempel på et skabende menneske og en humanist, som har gjort sig værdig til at blive husket gennem århundreder.

For hvad – og af hvem Af dem, der kæmper i dag – og dem, der vil kæmpe i morgen – for de samme drømme om at redde Verden. Og fordi skæbnen har formet sig sådan, at menneskeheden i dag er vågnet op til de farer, som han forudså og advarede om med sit store klarsyn og inspirerede geni.

Den dag, han faldt – den 19. maj 1895 – ofrede Martí sit eget liv for alle denne planets beboeres ret til liv.

I sit nu berømte, uafsluttede brev til sin nære ven, Manuel Mercado (som Martí afbrød for at engagere sig i et uventet slag, et slag som ingen kunne holde ham fra at tage del i) efterlod Martí sine inderste tanker, nu nedskrevet i historiens annaler. Og selv om de er gentaget så ofte – og derfor også så velkendte – så vil jeg ikke desto mindre gentage dem endnu engang ”Jeg er dagligt i fare for at måtte give mit liv for mit land og i opfyldelsen af min pligt. For jeg forstår denne pligt og har modet til at leve op til den Pligten til at forhindre De Forenede Stater i at brede sig ned over Antillerne, når Cuba vinder sin uafhængighed – og i, med denne forøgede styrke, at bemægtige sig landene i vort Amerika. Alt, hvad jeg hidtil har udrettet – og alt, hvad jeg kommer til at udrette – har dette formål.”

Nogle uger inden da havde Martí i Santo Domingo underskrevet Montecristi Manifestet. Side om side med den eksemplariske latinamerikanske patriot Máximo Gómez (født i Den Dominikanske Republik) som Martí havde udvalgt til at tjene som militær leder af de cubanske styrker. I den stund (kort før afsejlingen til Cuba) gav Martí blandt mange andre brillante revolutionære idéer udtryk for noget, der er så beundringsværdigt, at jeg føler det nødvendigt at gentage det – med risiko for at komme til at virke trættende ”Den cubanske uafhængighedskrig (…) udgør en begivenhed af stor human betydning og en indsats i rette tid… Som med Antillernes velovervejede heroisme bidrager til opnåelsen af stabilitet og retfærdige indbyrdes relationer mellem de amerikanske nationer – samt til forandring af den stadige uligevægt i Verden.”

Hvilken forudseenhed genspejles der ikke i denne sidste sætning – som er blevet det centrale tema for denne konference! Der er intet mere påtrængende og vitalt i dag end at opnå denne fjerne og tilsyneladende utopiske ligevægt.

Fra George W. Bush’s taler 20. september 2001 og 1. juni 2002
Et hundrede og seks år, fire måneder og to dage efter José Martí’s brev til Manuel Mercado – og et hundrede og seks år, fem måneder og seksogtyve dage efter at Martí og Gómez underskrev Montecristi Manifestet – fremsatte De Forenede Staters præsident i en tale til dette lands Kongres den 20. september 2001 følgende erklæringer

”Vi vil [anvende] ethvert nødvendigt våben i krig.”

”Amerikanerne bør ikke forvente et enkelt slag, men en langstrakt kamp, som ikke ligner nogen anden, vi nogen sinde har set.”

”Enhver nation, i alle dele af Verden, må nu træffe en beslutning. Enten er I med os – eller også er I med terroristerne.”

”Jeg har sat de væbnede styrker i alarmberedskab – og det er der en grund til. Tiden er kommet, hvor Amerika vil handle – og I vil gøre os stolte.”

”Dette er civilisationens kamp.”

”Vor tids store præstation – og alle tiders største håb – afhænger nu af os.”

”Hvordan denne konflikt vil forløbe, ved vi ikke – men resultatet er sikkert og vist. […] Og vi ved, at Gud er ikke neutral.”

I en tale den 1. juni 2002, ved West Point Military Academy’s fejring af sin 200 års dag, erklærede De Forenede Staters præsident blandt andet

”I den Verden, vi er trådt ind i, er den eneste vej til tryghed handlingens vej. Og denne nation vil handle.”

”Vor sikkerhed vil kræve en forvandling af det militær, I kommer til at lede – et militær, der må være parat til at slå til med øjebliks varsel i et hvilket som helst mørkt hjørne af Verden […] parat til præventiv aktion, når det er nødvendigt for at forsvare vor frihed og for at forsvare vores liv.”

”Vi må afdække terrorceller i 60 lande eller mere.”

”Vi vil udsende diplomater, hvor de behøves – og vi vil udsende jer, vores soldater, hvor I behøves.”

”Vi står i en konflikt mellem godt og ondt… vi skaber ikke et problem, vi åbenbarer et problem. Og vi vil lede Verden i imødegåelsen af det.”

Overvejelser i anledning af Bush’s taler
Jeg funderer over, hvilke tanker der monstro med lysets hastighed ville være faret gennem sindet på et menneske som Martí og ville have såret ham dybt i hans sjæl … Hvis han havde været tilstede og havde kunnet høre disse ord i en Verden, som nu beboes af mere end 6,4 milliarder menneskelige væsener – der allesammen (af den ene eller den anden grund, fra de superrige til de superfattige) står over for en alvorlig trussel mod selve deres eksistens.

Det var ikke en afsindig, der udtalte disse ord fra et mørkt hjørne på en sindssygeanstalt. De er understøttet af Titusindvis af atomvåben, millioner af bomber og sprænghoveder, titusindvis af præcisionsstyrede missiler, tusindvis af bombe- og jagerfly (bemandede og ubemandede), snesevis af flådeeskadrer og ekspeditionsstyrker (med hangarskibe og atomdrevne eller konventionelt drevne undervandsbåde) , militærbaser (opretholdt med eller uden accept i hvert eneste hjørne af Verden), militære sattelitter (der udspionerer hver eneste kvadratkilometer på planeten), sikre og øjeblikkeligt virkende kommunikationssystemer (der både er i stand til at ødelægge ethvert andet lands kommunikation – og til at opsnappe eller afbryde milliarder af samtaler samtidig), fabelagtige arsenaler af kemiske og biologiske våben… Samt et militærbudget på tæt ved 400 milliarder dollars – der kunne have været anvendt på at imødegå og løse mange af Verdens mest presserende problemer.

Det var den mand, der kontrollerer og kan give ordre til anvendelsen af alle disse midler, som fremsatte de trusler, der er indeholdt i de erklæringer, jeg citerede før.

Hvordan bekæmper man terror
Hvad var retfærdiggørelsen Det brutale terroristiske angreb den 11. september, som kostede tusindvis af mennesker livet i De Forenede Stater. Hele Verden samledes i solidaritet med USA’s folk og fordømte indigneret angrebet. Med verdensopinionens enstemmige støtte kunne terrorismens svøbe have været konfronteret fra alle sider og af alle politiske og religiøse strømninger.

Denne kamp, som Cuba har fastholdt, måtte grundlæggende set være politisk og etisk – i alle Verdens folkeslags interesse og med deres støtte. Ingen her kunne forestille sig den idé at imødegå absurde, miskrediterede og ikke-folkelige terroristiske strategier, der rammer uskyldige mennesker (og som udføres af enkeltpersoner, grupper, organisationer eller endog nogle stater eller regeringer) ved at slå igen med brutal statsterrorisme i global målestok… Hvor én supermagt tiltager sig retten til den mulige udslettelse af hele nationer – og måske endog vil ty til anvendelsen af atomare samt andre masseødelæggelsesvåben.

I selve denne stund – hvor vi højtideligholder 150 års dagen for José Martí’s fødsel; meget muligt den første i historien, der fremførte princippet om ligevægt i Verden – er en krig ved at bryde ud… Som en konsekvens af den mest kolossale uligevægt med hensyn til militær magt, der nogen sinde er set på denne Jord.

Bebudelse af en krig mod Irak
Dagen i går var den deadline, som den mest formidable magt i Verden havde sat… Forud for anvendelsen af sin ensidige ret til at udløse sit arsenal af de mest avancerede våben, der findes, imod en anden nation. Og gøre det med eller uden autorisation fra Sikkerhedsrådet i Forenede Nationer. (En institution, som i sig selv er omdiskuteret i forbindelse med vetoretten… En beføjelse, der kun indehaves af de fem lande, der er permanente medlemmer… Og den heraf følgende knægtelse af de mest fundamentale demokratiske principper for de øvrige næsten 200 stater, som er repræsenteret i Forenede Nationers generalforsamling).

Det er præcis den regering, som i dag proklamerer sin ret til at handle hen over hovedet på dette Sikkerhedsråd, der oftest har gjort brug af sin privilegerede vetoret. Hvor den i forvejen sjældent har været anvendt af de andre fem… Så har de radikale forandringer i den militære magtbalance mellem rådets medlemmer gennem de sidste 12 år nu gjort det næsten umuligt at bruge denne beføjelse i modstrid med ønskerne hos en magt så mægtig. Ikke kun på grund af USA’s overvældende militære styrke, men også på grund af denne stats økonomiske, politiske og teknologiske magt.

Verdensopinionens overvældende flertal er imod denne bebudede krig. Men det allervigtigste er, at ifølge nylige meningsmålinger er 65% af amerikanerne også imod et angreb uden Sikkerhedsrådets godkendelse. Dette udgør imidlertid ikke nogen uovervindelig hindring. Nu, hvor tropperne er afsendt og rede til at gå i aktion (og de mest avancerede våben nødvendigvis skal afprøves) er det i allerhøjeste grad usandsynligt, at krigen ikke vil bryde ud… Hvis myndighederne i det land, som er truet med udslettelse, ikke opfylder kravene fra dem, der truer dem.

Nogle konsekvenser for verden
Ingen kan vide eller forudsige, hvad der vil ske under en krig eller i lignende situationer. Det eneste, man med sikkerhed kan sige, er at truslen om en krig i Irak har presset verdensøkonomien betragteligt. Den står nu over for en alvorlig og dybtgående krise, der (sammen med det fascistiske kup mod den bolivariske regering i Venezuela – en af Verdens største olieeksportører) har forhøjet priserne på denne vitale vare til ubærlige niveauer for det overvældende flertal af de øvrige lande – især de fattigste – allerede inden der er blevet løsnet et eneste skud i Irak.

Det er allerede alment accepteret, at formålet med krigen i Irak er at sætte sig i besiddelse af Verdens trediestørste olie- og gasreserver. Noget, der i høj grad bekymrer næsten alle de øvrige udviklede lande. For eksempel dem i Europa, som importerer 80% af deres energi – i modsætning til De Forenede Stater, der for øjeblikket importerer knap 20-25% af den energi, de forbruger.

I går, den 28. januar klokken 9 om aftenen, erklærede De Forenede Staters præsident over for Kongressen

”De Forenede Stater vil bede FN’s Sikkerhedsråd mødes den 5. februar for at behandle kendsgerningerne om Irak’s fortsatte udfordring af Verden.”

”Vi vil konsultere de andre. Men lad der ikke herske nogen misforståelse Hvis Saddam Hussein ikke fuldtud lader sig afvæbne – med henblik på vort folks sikkerhed og verdensfreden – vil vi lede en koalition for at afvæbne ham.”

”Og hvis vi påtvinges krig, vil vi udkæmpe den med De Forenede Staters militærs fulde styrke og magt.”

Han siger ikke et ord om forudgående godkendelse fra Sikkerhedsrådets side.

Om den økonomiske og økologiske uligevægt i verden
Hvis vi for et øjeblik bevæger os bort fra de forfærdelige konsekvenser af en krig i denne region – som Verdens eneste supermagt vil kunne gennemtvinge efter forgodtbefindende… Så er den uligevægt, som Verden i dag lider under i økonomisk henseende, en lige så enorm tragedie.

Forskellene mellem rige og fattige – både mellem landene og i landene – er vokset og uddybet. Med andre ord Der er et stadig større gab i fordelingen af velstand. Hvilket er vor epokes største svøbe – der resulterer i fattigdom, sult, uvidenhed, sygdom og ubærlig smerte og lidelse for talløse menneskelige væsener.

Hvorfor vover vi ikke at erklære At der ikke kan være tale om demokrati, frit valg eller reel frihed midt i så skrækindjagende uligheder, uvidenhed, total eller funktionel analfabetisme, ringe uddannelse… Samt overvældende mangel på politisk, økonomisk, videnskabelig og kunstnerisk viden og kunnen – der altsammen kun er tilgængeligt for en lillebitte minoritet, selv i de udviklede lande. Altimens Verden oversvømmes med reklamer for en billion dollars [i originalen trillion – amerikansk for billion – red.]… Som presser forbruget i vejret og forgifter folkemasserne med skuffet begær samt uopfyldelige drømme og forhåbninger… Skaber spild af ressourcer og fremmedgørelse – sammen med den nådesløse ødelæggelse af de naturbetingelser, som er essentielle for menneskenes liv

Om knap halvandet århundrede vil vi have opbrugt alle de tilgængelige energiressourcer samt de kendte og potentielle reserver, som det har taget naturen 300 millioner år at frembringe – uden at der er en tilstrækkelig erstatning i syne nogetsteds.

Om den oplysnings- og uddannelsesmæssige uligevægt i verden
Hvad ved folkemasserne om de komplicerede økonomiske problemer, som Verden står overfor i dag Hvem har lært dem, hvad Den Internationale Valutafond, IMF, er for noget – eller Verdensbanken, WTO og andre lignende institutioner Hvem har forklaret dem de økonomiske kriser, deres årsager og konsekvenser Hvem har fortalt dem, at kapitalismen, den frie foretagsomhed og den frie konkurrence knap nok eksisterer længere – og at 500 transnationale selskaber kontrollerer 80% af Verdens produktion og handel Hvem har lært dem om børserne… Den voksende spekulation i de varer, som den tredje verdens landes økonomi afhænger af – samt købet og salget af valuta for billioner af dollars dagligt Hvem har oplyst dem om, at den tredje verdens valutaer er papirlapper, som konstant taber værdi – altimens deres reserver af reelle eller næsten reelle penge ufravigeligt søger mod de rigeste lande Som fulgte de Newton’s lov om tyngdekraften… Og hvem har fortalt dem om de forfærdelige materielle og sociale konsekvenser af denne virkelighed Eller om, hvorfor vi skylder billioner af dollars væk, som aldrig kan hverken betales eller opkræves… Altimens titals millioner mennesker – herunder børn mellem 0 og 5 år – dør af sult og helbredelige sygdomme hvert eneste år Hvor mange ved, at staternes suverænitet knap nok eksisterer længere. Takket være traktater, der udarbejdes uden nogen deltagelse overhovedet fra den tredje verdens landes side – og som alligevel anvendes til at udsætte os for stadig mere udbytning og underkuelse Hvor mange er bevidste om, at vores nationale kulturer i stadig højere grad ødelægges

Om idéers, oplysnings og uddannelses magt
Rækken af spørgsmål er endeløs. Jeg vil stille bare eet mere til dem, der lever af hykleri og løgne om alle menneskelige væseners, alle Verdens folkeslags og selve den samlede menneskeheds helligste rettigheder…

• Hvorfor ikke rejse et monument for den vidunderlige og dybe sandhed indeholdt i Marti’s maxime ”At blive uddannet og oplyst, er den eneste vej til at opnå frihed!”

Jeg siger dette på vegne af et folk, der uden at tøve har gjort modstand i mere end fire årtier… Under en nidkær blokade og ubarmhjertig økonomisk krig – kombineret med tabet af næsten alle udenlandske markeder, handel og forsyninger efter den socialistiske bloks og USSR’s sammenbrud… Og alligevel i dag fremstår som eet af de mest forenede, socialt udviklede folk i Verden – med et af de højeste niveauer for grundlæggende almendannelse, politisk bevidsthed samt kunst og kultur.

Hvis det til en vis grad er lykkedes os at hædre den helt, hvis frugtbare fødsel vi mindes i dag… Så er det gennem at have demonstreret, at et lille og fattigt land – trods uundgåelige fejl, begået under dets læreproces – kan udrette meget med meget lidt.

Det cubanske folks mest storslåede monument til hans minde er at have bygget og forsvaret denne fæstning – så at ingen med indtagelsen af den som en yderligere styrkelse kunne bemægtige sig landene i vort Amerika og Verden.

Af ham lærte vi idéernes ubegrænsede værdi og magt.

Den økonomiske orden, som er påtvunget menneskeheden af vores magtfulde nabo mod nord er ikke-bæredygtig og ikke-opretholdelig. De mest avancerede våben kan intet gøre, der standser historiens gang.

De, der gennem århundreder, har ydet og fortsætter med at yde merværdi og billig arbejdskraft, tælles nu i milliarder. De kan ikke udryddes som fluer. De bliver stadig mere bevidste om de uretfærdigheder, de er påført… Ved den sult, lidelse og ydmygelse – de som menneskelige væsener alligevel skal udholde – ud over de skoler og den uddannelse, som er dem nægtet… Og på trods af de fortraskede løgne, hvormed den monopolistiske brug og misbrug af massemedierne forsøger at fastholde dem i en evig og umulig underkastelse.

De har fået sigende lektioner i nyere tid (såsom dem i Iran, Indonesien, Ecuador og Argentina) Uden at løsne et eneste skud – uden at have et eneste våben at affyre – kan folkemasserne udslette regeringer.

Der er i dag færre soldater i de nationale hære, som er villige til at skyde på og massakrere deres egne medborgere. Og Verden kan ikke regeres med en udenlandsk soldat med riffel, hjelm og bajonet på hver eneste fabrik, på hver eneste skole, i hver eneste park, i hvert eneste boligkvarter – stort eller lille.

Et voksende antal intellektuelle, uddannede arbejdere, akademikere og folk i liberale erhverv samt folk fra middelklassen i de udviklede lande tilslutter sig kampen for at redde menneskeheden fra de nådesløse krige mod folkene og mod naturen.

Om enkeltpersoners og idéers rolle i historiens gang
Gennem hele historien er det demonstreret, at storstilede kriser afføder storstilede løsninger – og at storslåede ledere er fremstået under og som følge af disse kriser.

Lad ingen af den grund tro, at enkeltpersoner skaber historien. Subjektive faktorer har deres indflydelse. Og historiske processer kan fremskyndes, når enkeltpersoner har de rette idéer – eller sættes tilbage, når de tager fejl. Men de afgør ikke det endelige resultat. End ikke en mand så brillant som Martí (eller vi kunne også nævne Bolívar, Sucre, Juárez, Lincoln og mange andre beundringsværdige mænd som dem ) ville blive husket af historien, hvis han var blevet født for eksempel 30 år tidligere eller senere.

Hvis vores nationalhelt – i Cuba’s tilfælde – var blevet født i 1823 og var fyldt 30 i 1853 (midt i et slavebaseret og anneksionistisk samfund med ejerskab til store plantager og enorme masser af slaver – og endnu uden eksistensen af de magtfulde og patriotiske følelser, skabt af de hæderkronede foregangsmænd, som indledte vores første uafhængighedskrig i 1868) så ville han ikke have været i stand til at spille nogen større rolle i vort lands historie.

Dette er grunden til, at jeg har den faste overbevisning, at det store slag nu vil blive udkæmpet på idéernes slagmark – ikke våbnenes. (Men uden at give afkald på anvendelsen af disse i vort lands tilfælde – eller andre lande, der står i en tilsvarende situation – hvis vi påtvinges krig). For enhver troppestyrke, ethvert våben, enhver strategi og enhver taktik har sit modstykke i den uudtømmelige intelligens og bevidsthed hos dem, der kæmper for en retfærdig sag.

I selve De Forenede Staters folk (som vi aldrig har betragtet som vor fjende eller givet skylden for de trusler og aggressioner, vi har lidt under i mere end 40 år) ser vi en ven og en potentiel allieret i menneskehedens retfærdige sager – baseret på deres etiske rødder. Vi så allerede dette under krigen i Vietnam. Vi så det i noget, som berørte os så tæt på som kidnapningen af den lille Elían González. Vi så det i deres støtte til Pastor Martin Luther King’s kamp. Vi så det i Seattle og Quebec City, hvor de kæmpede side om side med canadiere, latinamerikanere og europæere imod den neoliberale globalisering. Vi er begyndt at se det igen i deres opposition mod en unødvendig krig – uden i det mindste Sikkerhedsrådets godkendelse. Vi vil se det i morgen – når de slutter sig sammen med de andre folkeslag i Verden om at forsvare den eneste vej, der kan redde den menneskelige art fra menneskelige væseners eget vanvid.

Hvis jeg skulle driste mig til at fremsætte et forslag for de udmærkede gæster, som er forsamlet her, skulle det handle om noget, som jeg kan se, at I allerede er i færd med. Ikke desto mindre vil jeg – med fare for at trætte jer – tillade mig at gentage og gøre det igen og igen

Ansigt til ansigt med de avancerede og destruktive våben, hvormed de søger at skræmme os og underkaste os en uretfærdig, irrationel og ikke-bæredygtig social og økonomisk verdensorden…

Så idéer! Så idéer! Og så idéer!

Skab bevidsthed! Skab bevidsthed! Og skab bevidsthed!

Mange tak skal I have!

(Stående bifald)

Oversat af Ken Bruun