ForeningenGeneralforsamling

2011 Generalforsamling

Dansk-Cubansk Forening afholdt sin årlige generalforsamling den 26. marts i Malernes Fagforening, Nørrebro.

Generalforsamlingen vedtog flg. udtalelse:

EU’s ’fælles holdning’ til Cuba skal afskaffes

EU’s nuværende politik overfor Cuba, den ’fælles holdning’ fra 1996, er et angreb på Cubas suverænitet og en hindring for normalisering af relationerne mellem Cuba og EU’s medlemslande. 
Det erklærede formål er at ”tilskynde til en overgang til et pluralistisk demokrati og respekt for menneskerettighederne og de fundamentale frihedsrettigheder, samt en bæredygtig genopretning og forbedring af den cubanske befolknings levefod. Overgangen har de bedste muligheder for at forløbe fredeligt, hvis det nuværende styre selv iværksætter eller tillader processen.” 
EU vil blandt andet”opmuntre til en reform af den interne lovgivning om politiske og borgerlige rettigheder, herunder den cubanske straffelov, og som en konsekvens heraf til at ophæve bestemmelserne om politiske forbrydelser, frigive alle politiske fanger og ophøre med chikane og strafforfølgelse af afvigere” .
EU’s ’fælles holdning’ er intet mindre end et krav om, at Cuba – en suveræn stat – ændrer sit politiske og økonomiske system efter europæisk forbillede, og en slet skjult trussel om at blande sig, hvis cubanerne ikke frivilligt accepterer kravene. 
Samtidig anklages Cuba for at have politiske fanger. Hvis EU-politikerne gjorde deres hjemmearbejde, ville de vide at dem, de benævner ’politiske fanger’ alle er dømt for handlinger, der også er strafbare i Danmark, som voldshandlinger og at modtage penge fra fremmede magter for at undergrave staten. Ifølge EU må Cuba altså ikke straffe terrorister og folk, der er til fare for statens sikkerhed.
Det er naturligvis fuldstændig uacceptabelt for cubanerne at blive påtvunget retningslinjerfor, hvordan de skal indrette deres samfund. Dertil får de endda en moralprædiken om menneskerettigheder og demokrati fra deres tidligere koloniherrer.
EU’s ’fælles holdning’ skal afskaffes. Den er indblanding i Cubas indre forhold og stiller sig i vejen for udvikling af de gensidige forbindelser mellem EU’s medlemslande og Cuba.

Øvrigt materiale fra generalforsamlingen er bragt eller bringes i Cubabladet nr. 1 og 2, 2011.