2012 Generalforsamling
Der var generalforsamling søndag den 18. marts kl. 13-18 i Malernes Fagforening, 2400 København NV.
Generalforsamlingen vedtog denne udtalelse:
Danmark må gå forrest: Slut med EU’s destruktive Cuba-politik
Den danske regering må bruge sit EU-formandskab til at sætte en stopper for EU’s såkaldte ’fælles holdning’, der i 15 år bremset udviklingen af forholdet mellem EU-landene og Cuba.
Den ’fælles holdning’ udtrykker i praksis EU’s opbakning til den politik, som skiftende USA-regeringer i 50 år har ført overfor Cuba: Den blokade, som FN’s generalforsamling betegner som ’et folkemord’; den ulovlige Guantánamo-base med det berygtede torturfængsel; biologisk krigsførsel; bombeangreb og endda et utilsløret invasionsforsøg i Svinebugten.
Hvad angår blokaden, har samtlige EU-lande stemt for Cubas resolution imod USA i FN’s generalforsamling. Imidlertid bliver den gode vilje på nationalt plan modarbejdet på EU-plan. Den ’fælles holdning’s erklærede formål er at ”(…) tilskynde til en overgang til et pluralistisk demokrati (…)”, og man vil ”(…) opmuntre til en reform af den interne lovgivning om politiske og borgerlige rettigheder, herunder den cubanske straffelov (…)”.
Med andre ord sætter EU gennemgribende reformer af det cubanske samfund efter eget forbillede som betingelse for at forbedre – normalisere – relationerne til Cuba. Det er et klart brud på Cubas ret til selvbestemmelse og i strid med international ret. Det er i øvrigt påfaldende, at EU med sin egen imperialistiske historie og aktuelle terrorlovgivning tillader sig at moralisere om demokrati og menneskerettigheder.
Der er mange fordele i et udvidet samarbejde med cubanerne. Cuba har en enestående ekspertise indenfor både sundhed, uddannelse og bæredygtig energi, som også Danmark kunne drage fordele af.
Drop den destruktive ’fælles holdning’, og sæt medlemslandene fri til at skabe vores egne gensidige forbindelser med cubanerne. Kræv af præsident Obama, at USA retter sig efter det overvældende flertal af verdens lande – hæver blokaden af Cuba og lukker Guantánamo-basen.