ALBAVores fokus

Hvad er ALBA?

Tale af Evelyn Horowitz fra Venezuelas udenrigsministerium,  12. maj 2007 på Dansk-Cubansk Forenings ALBA-konference i København

Det politiske landskab er under dybtgående forandring med hensyn til integration. Diskussionen om Latinamerika’s integration bliver stadig mere intens – tilskyndet af de progressive venstreorienterede regeringer, som fremmer solidariske relationer i stedet for indbyrdes konkurrence mellem landene. ALBA er et konkret eksempel på, at det forholder sig sådan.

La Alternativa Bolivariana para América Latina y el Caribe (Det Bolivarianske Alternativ for Latinamerika og Caribien) eller ALBA – som det i almindelighed kaldes – er en plan om integration mellem de latinamerikanske og caribiske lande, der lægger hovedvægten på kampen mod fattigdommen og den sociale udstødning. Dette er konkretiseret i et projekt med samarbejde – og politisk, social og økonomisk supplering af hinandens stærke sider mellem landene i vor verdensdel. Fra sin begyndelse – på Cuba’s og Venezuela’s initiativ – ment som et modstykke til La Area de Libre Comercio de las Américas (De Amerikanske Landes Frihandelsområde) eller ALCA, som De Forenede Stater har taget initiativet til.

ALBA tager udgangspunkt i en solidarisk vision om integration i Latinamerika – men denne vision er omsat i underskrivelsen af konkrete samarbejdsaftaler.
ALBA forsvarer princippet om: At ”handelen og investeringerne bør ikke udgøre et mål i sig selv, men være midler til opnåelse af en retfærdig og bæredygtig udvikling”. 
Dette princip blev fremlagt af Præsident Hugo Chávez i december 2001 ved det tredje topmøde for stats- og regeringslederne i sammenslutningen af caribiske stater, CARICOM. 
ALBA er samtidig i høj grad en afspejling af den konsolidering af Den Bolivarianske Revolution, som har fundet sted i vort land.

Principperne i ALBA er meget forskellige fra principperne i ALCA:
• Til forskel fra den neoliberale integration, som lægger hovedvægten på liberalisering af handel og investeringer – så koncentrerer ALBA sig om kampen mod fattigdommen og den sociale udstødning.
• ALBA lægger meget stor vægt på menneskerettighederne, arbejdernes rettigheder, kvindernes rettigheder og beskyttelsen af miljøet.
• Til forskel fra ALCA – så har ALBA sat sig for at eliminere de forhindringer, der hæmmer integrationen: Fattigdommen. Forskellene i landenes udviklingsgrad. Den ulige samhandel. Den ubetalelige udenlandsgæld. De påtvungne strukturtilpasningsprogrammer og ufleksible regler for samhandel. Monopoliseringen af kommunikationsmidlerne. Samt forhindringerne for teknologioverførsel som følge af traktaterne om intellektuelle patenter.
• ALBA modsætter sig de såkaldte ”reformer”, der forfølger målsætningen om en deregulering og privatisering af de offentlige ydelser. I stedet forfølger ALBA et mål om at styrke statens rolle – og fremme borgernes direkte deltagelse i offentlige anliggender.
• I modsætning til hvad frihandelsdoktrinen hævder, når den fremfører påstanden om automatisk at ville føre til vækst og velfærd – så fastslår ALBA nødvendigheden af statslig indgriben for at mindske ulighederne mellem landene.

ALBA vil fremme ”samarbejde”, ”komplementaritet” og ”solidaritet” – i modsætning til den neoliberale form for integration, der kræver liberalisering af alle sektorer og ”gensidighed” i åbningen af markederne. ALBA tager de forskellige udviklingsniveauer – de deltagende landes økonomiers stærke og svage sider – i betragtning; sammen med de deltagende staters konkrete interesse i at beskytte bestemte sektorer. Som følge af dette princip lægger ALBA vægt på samarbejdsprogrammer til fælles fordel -–især dem, der byder sig til mellem statslige foretagender. Derudover benytter ALBA sig af kompensatoriske transaktioner, som ikke koster landene anvendelsen af udenlandsk valuta indbyrdes (varebytte og udveksling af tjenesteydelser uden kontant afregning – red.). Vi kan udtrykke det på den måde, at ALBA’s centrale målsætning er kampen mod fattigdom og for social udvikling.

Herudover har ALBA sat sig for:
• At bevare Latinamerika’s selvbestemmelse og identitet.
• At fremme overførslen af teknologi og teknisk bistand.
• At prioritere de nationale virksomheder som forsyningskilder til de offentlige foretagender.
• At træde op mod monopolernes og oligarkiernes misbrug med effektive midler, som sikrer en sund konkurrence.

ALBA omfatter også principperne om:
• Teknologisk-produktiv integration.
• Selvforsyning på fødevareområdet.
• Folkenes direkte deltagelse i offentlige anliggender.
• Garantier for en retfærdig og bæredygtig handel.
• Produktiv konkurrence med de lande, der ikke er medlem af ALBA.
• Social retfærdighed.
• Suverænitet.
• Kulturernes mangfoldighed.
• Forskellighed.
• Anerkendelse af den nedarvede afro-kultur.
• Oprindelige folkeslags ret til selvbestemmelse samt affattelse af traktater om menneskerettigheder.

ALBA baserer sig på skabelsen af mekanismer, der drager nytte af de indbyrdes forskelle i samarbejdet mellem de forskellige tilsluttede nationer for at kompensere for disse landes indbyrdes forskellige udviklingsgrad. Dette virkeliggøres gennem samarbejdet om kompensatoriske fonde (Fondos de Convergencia Estructural), hvis mål er at rette op på medlemslandenes indbyggede svagheder. Disse fonde minder i høj grad om Den Europæiske Union’s udviklingsfonde.
ALBA’s principper udmøntede sig første gang i den aftale, der blev indgået mellem Cuba og Venezuela i december 2004. De aktiviteter, som begge lande har udviklet inden for rammerne af denne aftale, udgør et godt eksempel på, hvad det konkret er muligt at udrette i medfør af ALBA.
Med undertegnelsen af traktaten om ALBA enedes Cuba og Venezuela om konkrete skridt til en indbyrdes liberalisering – samt en række projekter om samarbejde på det økonomiske og sociale område.
Et eksempel: Den indbyrdes udveksling af goder og varer kan gennemføres i form af kompenserende samhandel. Cuba ophæver told og andre begrænsninger på indførslen af venezuelanske produkter – mens Venezuela fjerner forhindringerne for cubanske varer og tjenesteydelser. Investeringer foretaget af statslige og halvoffentlige virksomheder er blevet fritaget for ejendomsskatter – indtil investeringerne er blevet dækket ind. Cuba giver afkald på deltagelse i cubanske filialer af venezuelanske statslige virksomheder – det vil sige: Cuba overlader ejendomsretten hundrede procent til venezuelanerne.

Med hensyn til samarbejdsprojekter – så udgør tjenesteydelserne på sundheds- og uddannelsesområdet et centralt cubansk bidrag. Til gengæld yder Venezuela et bidrag med teknologi-overførsel og finansiering på energiområdet – samt med hensyn til infrastruktur – samtidig med at det forsyner Cuba med olie på favorable vilkår.
Den cubanske støtte til ”missionerne” i sundheds- og uddannelsessektoren udgør et vigtigt punkt i samarbejdet mellem Cuba og Venezuela. Inden for rammerne af den fælles strategi for opfyldelsen af målsætningerne i ALBA – som aftaltes i april 2005 – lovede Cuba at sende indtil 30.000 sundhedsarbejdere til støtte for den mission, der fik navnet ”Barrio Adentro” (kunne oversættes med: ”Vores Slum” – red.). Et initiativ, der for første gang i historien bringer lægehjælp og grundlæggende sundhedspleje ud til Venezuela’s fattigkvarterer. Inden for rammerne af den mission, der har navnet ”Ribas” (kan oversættes med:…? red.) får 10.000 venezuelanske studenter et stipendium, så de kan studere medicin i Cuba. På samme måde blev det aftalt at sende indtil 100.000 venezuelanere med øjensygdomme til Cuba i løbet af 2005. Ligesom Cuba støtter mission ”Robinson”, der handler om alfabetisering og skoleuddannelse. Venezuela for sit vedkommende har lovet at skaffe videreuddannelse til 45.000 cubanske læger og ydet en række stipendier. De to lande har også aftalt at arbejde sammen om programmer vedrørende sundhed og alfabetisering i tredielande.

Bolivia’s tilslutning til ALBA i april 2006 demonstrerede Det Bolivarianske Alternativ’s udvidelsesmuligheder – en proces, der fortsatte med Nicaragua’s tiltrædelse og muligvis vil blive fulgt af Ecuador’s indtræden.
Bolivia medbragte ved sin indtræden i ALBA principperne i Traktaten om Folkenes Samhandel (Tratado de Comercio de los Pueblos – TCP). Dette projekt svarer i meget høj grad til principperne i ALBA – omend det lægger større vægt på indkorporeringen af kooperativer og oprindelige folkeslags produktionsmåder. Ifølge TCP bør samhandelen tjene til ”styrkelsen af småproducenternes, mikro-virksomhedernes, kooperativernes og kollektivernes rolle”.

Med henblik på at forsvare den ”oprindelige kultur” kræver Traktaten om Folkenes Samhandel følgende:
• Komplementaritet frem for konkurrence.
• Samliv og samspil med naturen i modsætning til irrationel udnyttelse af ressourcerne.
• Forsvar for fælles og social ejendom frem for ekstreme privatiseringer.
• Fremme af den kulturelle mangfoldighed frem for en enhedskultur og den markedets uniformitet, som ensretter forbrugsmønsteret.

Med TCP ønsker man at opnå en integration, der ”rækker ud over det handelsmæssige og økonomiske område” og fører til en ”national og folkelig, retfærdig og bæredygtig udvikling på basis af fællesskabsorienterede principper”.
Nogle af disse principper er blevet indføjet i ALBA-TCP traktaten – underskrevet af Bolivia, Cuba og Venezuela. Først og fremmest afspejler traktaten det eksisterende forskellige udviklingsniveau i de tre lande. I og med at de bolivianske bidrag er beskedne i sammenligning med Cuba’s og Venezuela’s. For eksempel har Cuba tilbudt Bolivia etableringen af seks oftalmologiske centre (centre til behandling af øjensygdomme – red.) – herunder leveringen af udstyr og aflønning af det cubanske personale. Derudover opførelsen af 20 hospitaler i landdistrikterne samt bemandingen med 600 læger og sygeplejersker. Der bliver givet stipendier til 5.000 bolivianere, så de kan studere medicin i Cuba. Og Cuba vil også støtte den bolivianske alfabetiseringskampagne med teknologi og undervisningsmaterialer.
Venezuela for sit vedkommende vil levere olie, brændstof og asfalt – og regningen kan delvis betales med bolivianske produkter. Derudover yder Venezuela teknologisk samarbejde og bistand til de to statslige bolivianske selskaber i olie- og minesektoren, YPFB og Comibol. Vort land bidrager desuden med 100 millioner dollars til en boliviansk fond, der finansierer produktive investeringer – og skænker 30 millioner dollars til sociale formål.
Bolivia’s bidrag syner af langt mindre: At fremme medlemslandenes forsyningssikkerhed med hensyn til energi – og bidrage med sine erfaringer til studiet af de oprindelige folks forhold, naturmedicin og bio-diversitet.
Her afspejles ligeledes bekymringen i forbindelse med de tre parters forskellige udviklingsgrad. Mens Cuba og Venezuela øger deres handelsmæssige indrømmelser til Bolivia – så forpligter Bolivia sig ikke til at sænke sine toldsatser. Den eneste forpligtelse til at liberalisere på anden vis, som Bolivia har påtaget sig, handler om at give fortrinsstilling til statslige cubanske og venezuelanske virksomheders investeringer i Bolivia. Disse virksomheder er undtaget afgifter på deres fortjenester, indtil investeringerne er dækket ind.

Derudover har Cuba og Venezuela givet endnu en handelsmæssig indrømmelse: De har lovet at købe de bolivianske eksportvarer, hvis hidtidige afsætningsmarkeder forsvinder – som følge af de frihandelstraktater, der er indgået af De Forenede Stater og Den Europæiske Union med Bolivia’s nabolande. For eksempel har Bolivia indtil nu eksporteret omkring en trediedel af sin produktion af sojabønner til Colombia og Peru. Med undertegnelsen af frihandelstraktaten med De Forenede Stater har disse lande imidlertid lovet at åbne deres markeder, skridt for skridt, for USA’s landbrugseksport. Eftersom den bolivianske eksport af sojabønner ikke kan konkurrere med de billige sojabønner fra De Forenede Stater – så forventes det, at Bolivia vil miste en del af sine markeder i Andeslandene. Cuba og Venezuela har lovet at kompensere for disse tab med opkøb af bolivianske sojabønner. Venezuela opkøber således allerede i dag halvdelen af den bolivianske eksport af sojabønner.
Et af de vigtigste aspekter ved ALBA er, at det i høj grad handler om samarbejde mellem offentligt ejede selskaber – og skabelsen af nye, fællesejede offentlige selskaber. Et klart eksempel på dette er visionen om en kontinental alliance mellem de statslige energisektorer: “Petroamérica”. Inden for rammerne af de tre regionale initiativer, forestået af Venezuela – ”Petrocaribe”, ”Petroandina” og ”Petrosur” – er Venezuela’s statslige olieindustri, Petróleos de Venezuela eller PDVSA, allerede begyndt at omsætte denne vision om et kontinentalt energi-samarbejde i praksis.
Det mest ambitiøse initiativ i den forbindelse er anlæggelsen af en gasrørledning gennem Sydamerika, forestået af Venezuela: Sydens Store Gasrørledning – der er mere end 8.000 kilometer lang, fører fra Venezuela’s atlanterhavskyst og kommer Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay til gode.

Af tilsvarende stor økonomisk vigtighed er planen om at skabe de latinamerikanske staters fælles bank – ”El Banco del Sur” (”Sydens Bank”) – som skal yde kreditter til fælles projekter mellem to eller flere lande vedrørende infrastruktur. Uden de byrdefulde pålæg fra Verdensbanken, Den Internationale Valutafond IMF eller andre udviklingsbanker i regionen. Venezuela har allerede taget de første skridt i den forbindelse. Opkøbet af argentinske og bolivianske statsobligationer betragtes som spirerne til en latinamerikansk bank. I maj 2005 indledte Venezuela opkøbet af argentinske obligationer, hvilket har hjulpet Argentina med en fremskyndet tilbagebetaling af sin gæld til Valutafonden IMF. I juli 2006 bebudede de to lande udstedelsen af en fælles obligation – den såkaldte ”Sydens Obligation” – der nu er virkeliggjort i to omgange.

Et andet eksempel på en fælles statslig virksomhed – ledet af principperne i ALBA – er fjernsynskanalen ”Telesur” (”TeleSyd”). Den har sendt fra midten af 2005 – og udgør et alternativ til de mest konservative medier på kontinentet. Især nyhedskanaler som CNN, Univisión eller BBC. Ejerskabet til ”Telesur” deles mellem fem lande: Venezuela (46%), Argentina (20%), Cuba (19%), Uruguay (10%) og Bolivia (5%). Programmerne skabes i de forskellige lande gennem egne net af korrespondenter.

ALBA’s integrationsplaner begrænser sig imidlertid ikke til statslige virksomheder. Det er også hensigten at lade Det Bolivarianske Alternativ omfatte initiativer taget af de sociale bevægelser, græsrodsorganisationer eller fagforeninger.
Et eksempel på dette var det latinamerikanske fællesmøde for besatte virksomheder, der blev afholdt i Caracas i oktober 2005. Mandlige og kvindelige arbejdere – som havde taget kontrol med virksomheder, der var blevet opgivet eller bragt til fallit af deres ejermænd – aftalte på dette møde at tage de første skridt til gensidig hjælp. Blandt andet overførslen af teknologi, opgradering af kapaciteten og indbyrdes samhandel. Ved den lejlighed foreslog Hugo Chávez skabelsen af et regionalt netværk af besatte virksomheder under navnet Empresas Recuperadas del Sur (EMPRESUR – ”Sydens Besatte Virksomheder”). Og annoncerede samtidig skabelsen af en fond med den opgave at yde lån på fordelagtige vilkår til arbejderstyrede virksomheder.
Eftersom Venezuela er en af foregangsmændene for Det Bolivarianske Alternativ for De Amerikanske Lande, er det kun logisk, at et af ALBA’s mest overordnede principper også måtte være en integration mellem Latinamerika og Caribien på energiområdet.

For Venezuela tager energisamarbejdet inden for rammerne af ALBA ikke bare udgangspunkt i vores egen interesse i at finde flere markeder for vores olie. Langt snarere i overbevisningen om at: For at kunne opfylde ALBA’s målsætninger må vi lægge hovedvægten på en energimæssig integration mellem landene i verdensdelen – som sikrer en stabil energiforsyning til fordel for de latinamerikanske og caribiske samfund. Ligesom det tager udgangspunkt i Venezuela’s forhåbninger om at have held med at iværksætte en forandringsproces, der begrænser de multinationale olieselskabers rolle i Latinamerika – og fører til offentlig kontrol med hele energisektoren i vor verdensdel.
Denne forandringsproces blev indledt af Præsident Chávez i slutningen af 2004 med Venezuela’s egen olieindustri. Planen er skridt for skridt at rulle åbningen af Venezuela’s olieindustri for den private sektor i 1990’erne tilbage. Dette er virkeliggjort gennem ændringen af alle kontrakter om udvinding til joint venture kontrakter – hvor PDVSA (det statslige venezuelanske olieselskab – red.) har den bestemmende indflydelse med mindst 51% af aktierne. Det er ligeledes virkeliggjort gennem en forhøjelse af produktionsafgifterne for de private producenter – for på den måde at garantere et udbytte for staten på mindst 50% af markedsværdien.
De strategiske (vigtigste? – red.) selskaber til udnyttelse af oliefelterne i Orinoco må på samme måde omdannes til joint ventures, hvor PDVSA har aktiemajoriteten.

PetroAmérica udgør energi-søjlen i ALBA. Målet med PetroAmérica er ”integrationen af de statslige energibrancher i Latinamerika og Caribien” – samt gennemførelsen af fælles investeringer i alle led i olie- og gasindustrien. Lige fra udvinding til markedsføring. Venezuela betragter i høj grad PetroAmérica som et initiativ, der kan give afsættet til dannelsen af en føderation af statslige virksomheder og i sidste ende til et latinamerikansk energikonsortium.
PetroAmérica udgør på sin side rammen om tre regionale initiativer: Petrocaribe, Petrosur og Petroandina. Mens Petrocaribe omfatter 14 lande i Caribien – så indgår MERCOSUR’s lande i Petrosur (Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay). Petroandina for sit vedkommende har ambitioner om et samarbejde med medlemmerne af Comunidad Andina de Naciones (CAN – Andeslandenes Fællesskab): Bolivia, Peru, Ecuador og Colombia.
Petrocaribe’s fundamentale målsætning er: At bidrage til de caribiske landes energimæssige forsyningssikkerhed, socio-økonomiske udvikling og integration. At give de små caribiske landes økonomier adgang til sikre energikilder – og det på vilkår, så priserne ikke bliver en hindring for deres udvikling.
I et vist omfang repræsenterer Petrocaribe en fortsættelse af de præference-aftaler, som Venezuela har indgået med de mellemamerikanske og caribiske lande – inden for rammerne af San José Overenskomsten af 1980 og Caracas Overenskomsten om Energisamarbejde fra år 2000. De former for finansiering, der er forudsat i Petrocaribe, svarer hertil. En del af regningen kan dækkes af en kredit. Omfanget af kreditter afhænger af importens størrelse – og prisen på råolie på verdensmarkedet. Kreditterne har en fastsat løbetid – men kan efterfølgende forandres til langfristede lån til finansiering af udviklingsprojekter. Betalingen af renter og afdrag kan delvis virkeliggøres gennem levering af varer. I Petrocaribe accepterer Venezuela for eksempel, at en del af betalingerne bliver virkeliggjort i form af varer og tjenesteydelser til favorable priser fastsat af skyldnerne. De varer, der indgår som betaling, kan være varer ramt af de rige landes handelsmæssige forholdsregler. Med dette åbner Venezuela muligheden for en vis mindskelse af de tab, der rammer de caribiske eksportører af bananer, sukker og andre varer – som følge af de forvridende handelshindringer gennemført af de industrialiserede lande (høje toldskranker, kvoter, statstøtte samt indførelse af bestemte normer og standarder).
Petrocaribe begrænser sig imidlertid ikke til handel med olie på favorable vilkår. Langt snarere udgør de underskrivende lande (Antigua og Barbuda, Bahamas, Belize, Cuba, Dominica, Den Dominikanske Republik, Grenada, Guyana, Jamaica, Saint Vincent og Grenadinerne, Saint Lucia, San Cristóbal og Nevis, Suriname og Venezuela) en organisation med den opgave at koordinere deres energipolitik. Traktaten beskriver Petrocaribe som en ”organisation, der kan sikre koordineringen og artikuleringen af politikkerne på energiområdet” – og dette i alle relevante fora: ”herunder olie og raffinerede produkter, gas, elektricitet, den effektive brug af samme, teknologisk samarbejde, opgradering af kapaciteten, udvikling af den energimæssige infrastruktur – samt udnyttelsen af alternative energikilder som vind, sol etcetera”.
På det institutionelle niveau omfatter Petrocaribe et ministerråd og et sekretariat placeret i Venezuela’s energi- og olieministerium. Til dette knytter sig fonden ”Alba Caribe” med en startkapital på 50 millioner dollars – indskudt af Venezuela – til finansiering af sociale og økonomiske projekter.
Derudover lægger traktaten vægt på en udvidelse af den statslige indflydelse på energisektoren i medlemslandene: For eksempel fastslår artikel VI, at virkeliggørelsen af energipolitiske initiativer forudsætter eksistensen af statslige enheder. Venezuela tilbyder teknisk samarbejde i støtten til skabelse af statslige enheder i de lande, hvor de endnu ikke eksisterer”.
Til gennemførelsen af de forholdsregler, der er aftalt i Petrocaribe, har PDVSA skabt filialen PDV Caribe. Denne vil få til opgave at transportere olien – og på den måde eliminere mellemhandlerne, hvilket betyder en besparelse for de lande, de har underskrevet aftalen.

Venezuela har på samme måde aftalt en række projekter med medlemslandene i MERCOSUR, som udmønter sig i det regionale initiativ Petrosur. I maj 2005 enedes Argentina, Brasilien og Venezuela om at koordinere deres energipolitik tæt inden for rammerne af Petrosur. De enedes om tre indledende projekter: Søgning efter nye forsyningskilder i Franja del Orinoco (Orinoco-deltaet i Venezuela – red.), forestået af PDVSA, Petrobrás (den statslige brasilianske olieindustri) og ENARSA (den statslige argentinske olieindustri). Opførelsen af et raffinaderi i den brasilianske delstat Pernambuco (forestået af PDVSA og Petrobrás). Og adgang til nye olie- og gasreserver i Argentina (forestået af PDVSA og ENARSA).
Med henblik på at komplementere disse aktiviteter fremmer Venezuela en række bilaterale former for samarbejde. I Argentina gennemfører PDVSA ikke bare udforskning af undergrunden sammen med ENARSA – men er også engageret i opbygningen af et netværk med 600 tankstationer forestået af ENARSA/PDV. Venezuela sælger for eksempel også sin olie til Argentina på favorable vilkår – og køber til gengæld argentinsk oksekød og maskinelt udstyr til sit landbrug.

I februar 2005 aftalte Venezuela dannelsen af en ”strategisk alliance” med Brasilien om at gennemføre forskellige projekter på energi-, olie- og gasområdet. Herunder opførelsen af det fællesejede raffinaderi i Pernambuco og gennemførelsen af forskellige projekter vedrørende ethanol og bio-diesel. Uruguay modtager også venezuelansk olie på favorable vilkår. Det vil sige med mulighed for at finansiere en del af importen med kreditter – og med mulighed for at betale gælden med oksekød og andre fødevarer.
Landene i Det Andinske Fællesskab (Colombia, Ecuador, Peru og Bolivia) har Venezuela tilbudt et meget tæt samarbejde inden for rammerne af initiativet Petroandina. I Lima godkendte parterne i juli 2005 ”Den Præsidentielle Lima-erklæring” – hvor landene i CAN udtrykker deres interesse i en meget dybtgående integration på energiområdet.Ecuador har været det første land til at acceptere tilbudet – og er herefter gået i gang med at forhandle om en raffinering af Ecuador’s olie i Venezuela. På trods af sine egne oliereserver er Ecuador afhængigt af sin import af brændstof som følge af manglen på raffinaderi-kapacitet.
De snævreste bånd er imidlertid knyttet til Bolivia, hvor Petroandina er skabt – som et fælles foretagende mellem PDVSA og den statslige bolivianske olieindustri. Efter at Evo Morales i maj 2006 bebudede en nationalisering af den bolivianske olie- og gasindustri, underskrev Venezuela og Bolivia i løbet af få uger en række samarbejdsaftaler. Blandt andet om fælles søgning efter nye olie- og gasreserver, opførelsen af to anlæg til omdannelse af gas – og frem for alt skabelsen af Petroandina. 51% af Petroandina tilhører den bolivianske stat – og 49% tilhører PDVSA. Et første projekt består i skabelsen af et netværk af tankstationer i Bolivia.

Alle de initiativer på energiområdet, som her er skitseret, er eksempler på, hvordan ALBA konkretiseres og gør fremskridt i vor verdensdel. Alle ALBA’s energiprojekter indeholder vigtige solidariske elementer – herunder muligheden for at betale en del af regningen med eksport af varer og tjenesteydelser. Dette sparer de tilgodesete for udgifter i kontanter. De omtalte initiativer har også en direkte effekt på fordelingen af velstanden. De ressourcer, som spares ved eliminering af de private mellemhandlere, går delvis til udviklingsfonde, som er skabt inden for rammerne af Petrocaribe og ALBA-TCP traktaten.

Vi har også set, hvordan hovedprincipperne i Det Bolivarianske Alternativ afspejler sig i de forskellige projekter: Samarbejde, komplementaritet, solidaritet og respekt for suverænitet.
a) Komplementaritet – som i aftalerne mellem Argentina og Venezuela. Argentina producerer fødevarer, som Venezuela i dag behøver – og Venezuela råder over brændstoffer, der i dag er uundværlige for Argentina. Med andre ord: Komplementaritet på basis af hvert lands potentiale.
b) Samarbejde – som i tilfældet med olieaftaler mellem Brasilien og Venezuela. Brasilien specialiserer sig i søgning efter olie ”til søs” – Venezuela i produktionen ”på fastlandet”. Altså indgås der en samarbejdsaftale – hvor hver af parterne fællesgør viden og kunnen på de områder, hvor de har specialiseret sig mest.
c) Solidaritet – som i tilfældet med Petrocaribe. De caribiske lande råder over meget få rigdomme med hensyn til kulbrinter. Venezuela hjælper disse lande med at skaffe sig brændstof til retfærdige priser på en solidarisk måde – uden at give almisser.
d) Med hensyn til suveræniteten: Alle aftalerne – uden undtagelse – afspejler utvetydigt respekten for hver nations suverænitet og selvbestemmelse.
ALBA har konsolideret sig i en første fase – og vil fortsætte med at vokse og udvide sit virkefelt. Ud over de fire lande, som ALBA omfatter, deltager der seks lande som observatører ved møderne. Fire caribiske: Haití, San Cristóbal og Nevis, Saint Vincent og Grenadinerne samt Dominica. Og to sydamerikanske: Ecuador og Uruguay.

Resultaterne af ALBA’s femte topmøde, der blev afholdt i Tintorero i Venezuela for knap to uger siden, er et klart eksempel på, hvordan medlemslandene har tænkt sig at omsætte Det Bolivarianske Alternativ i praksis i denne anden etape.
På energiområdet overgår det, som man enedes om på det femte topmøde – i ALBA’s Energitraktat – langt de modeller, der var godkendt i tidligere samarbejdsaftaler, indgået af Venezuela på bilateralt eller multilateralt niveau. I Tintorero forpligtede Venezuela sig til at dække ikke bare en del af nabolandenes energibehov – men deres samlede energibehov med 100%. Dette kaldes for solidaritet.
Ifølge det aftalte i ALBA’s Energitraktat vil hver af parterne blive tildelt en blok af oliefelter i Venezuela’s Orinoco-delta. På en sådan måde, at de har oliereserver til deres disposition, der garanterer de respektive landes energiforsyning i de næste 25 år. Efterforskningen og udvindingen vil blive udført i fællesskab gennem et fællesnationalt olieselskab (”Gran Nacional de Petróleo”) ved navn PETROALBA.
I Tintorero lagdes også grunden til et samarbejde mellem medlemslandene om en rationel udnyttelse af energien, en stræben efter maksimale besparelser og energimæssig effektivitet – samt udviklingen af alternative energikilder. Med henblik på at nå disse mål vil landene skabe en fællesnational virksomhed (”Gran Nacional de Energía”) – der vil etablere sig som tosidede korporationer af statslige virksomheder.
Ud over energispørgsmålet beskæftigede det femte topmøde sig også med andre samarbejdsområder: Uddannelse, sundhed, kultur, fødevareforsyning, telekommunikation, transport, turisme, finansvæsen, minedrift og industri.

Blandt talrige fælles projekter eller ”Planes Gran Nacionales”, som man enedes om, kan vi nævne følgende:
• En Plan Gran Nacional om alfabetisering.
• ALBA’s kulturelle fond til fælles produktion og distribution af film, radio, fjernsyn og skriftlige publikationer.
• ALBA’s Gran Nacional virksomhed for industrielle forsyninger – hvis mål vil være formidlingen af råvarer, udstyr og maskineri til industrien.
• Skabelsen af et Gran Nacional center for planlægning og udførelse af projekter inden for forskning, teknologisk fornyelse, teknisk assistance og uddannelse – med henblik på at højne medlemslandenes produktive kapacitet og kvalitet.
• Skabelsen af ALBA’s fond for økonomisk samarbejde og produktive investeringer.
• Udstedelsen af ALBA-obligationer.
• Skabelsen af en ”Banco de Alimentos” (en ”ernæringsbank” – red.) med henblik på at garantere forsyningen med levnedsmidler.
• Skabelsen af en Gran Nacional virksomhed til forædling af fødevarer fra landbruget.
• Skabelsen af en Gran Nacional sammenslutning af statslige luftfartselskaber.
• Skabelsen af et Syden’s Gran Nacional rederi.

Man enedes også om ALBA’s juridiske og politiske værktøjer – såsom skabelsen af et præsidenternes råd, ministrenes råd, de sociale bevægelsers råd samt nedsættelsen af kommissioner på forskellige områder.
Alle disse forslag indgik i de drøftelser, som Cuba’s og Venezuela’s udenrigsministre førte ved det 11. møde inden for rammerne af aftalen om politiske konsultationer, som afholdtes i Caracas.

ALBA er et produkt af den vågnende bevidsthed, der kommer til udtryk gennem fremvæksten af en ny politisk, økonomisk og social kampagne i Latinamerika og Caribien. ALBA – som et bolivariansk og venezuelansk initiativ – føjer sig til de sociale bevægelsers og nationale kampagners og organisationers kamp. Som breder sig og artikulerer sig på kryds og tværs af hele kontinentet – i kampen for en mere solidarisk verdensdel. ALBA er først og sidst en manifestation af den historiske beslutning blandt de revolutionære kræfter i Venezuela og andre latinamerikanske lande om at bevise følgende: ”Et Andet Amerika Er Muligt!”

Talen blev holdt den 12. maj 2007 på en konference om ALBA og Venstrebølgen i Latinamerika. Konferencen blev afholdt af Dansk-Cubansk Forenings ALBA-gruppe.

Oplægsholdere samme dag var Cubas ambassadør i Danmark Guillermo Vazquez Moreno, Ulrik Kohl fra Internationalt Forum og Sven-Erik Simonsen fra Dansk-Cubansk Forening.

Oversat fra spansk af Ken Bruun, der også har skrevet nedenstående note.

*1) Den neoliberale frihandelstraktat for Nord- og Sydamerika, i hovedsagen bestemt af USA, forkortes på spansk: ALCA. Det Bolivarianske Alternativ For Latinamerika og Caribien forkortes: ALBA – hvilket samtidig er det spanske ord for daggry. Simon Bolívar er en af Latinamerika’s store frihedshelte, der i 1800-tallet kæmpede både for Latinamerika’s uafhængighed af Spanien og Portugal – og for Latinamerika’s samling i én stor nation: Gran Nacion. Hugo Chávez og de revolutionære i Venezuela henviser til dette, når de taler om Venezuela’s bolivarianske bevægelse og revolution – og når ordene Gran Nacion indgår i navnet på mange af initiativerne inden for rammerne af ALBA.