ALBAVores fokus

Sydens revolution kom til Norden

Reportage fra ALBA-mødet i Dagbladet Arbejderen, 19. dec. 2009

Foto fra kommunister.dk

Tusinder tiljublede Chavez, Morales og ledere fra resten af ALBA-landene i Valbyhallen torsdag. Chavez opfordrede til nordisk socialistisk revolution

– Revolutionen i Nord kommer. Jeg føler den. Folk i Nord, foren jer med folk i Syd og lad os sammen gennemføre den store verdensrevolution mod imperialismen, kapitalismen og døden!
Jublen eksploderer, da Hugo Chavez med knyttet næve og rungende røst varsler den socialistiske revolution i Danmark og Europa.
Udenfor i Københavns mørke gader emmer vinterens første sne af kulde, men inden for i Valbyhallen er temperaturen hed.
Omkring 4000 begejstrede tilskuere fylder den 5000 kvadratmeter store hal med slagråb, trampen i gulvet, faner og flag fra Venezuela og Cuba. Langs væggen lyser fem meter lange bannere fra Kommunistisk Parti, Arbejderen, Kommunistisk Parti i Danmark og Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening op.
– Den socialisme, som de troede var død, er genopstået. Sydamerikas og Caribiens revolution vil blive spredt mod Europa, mod Danmark. Det bliver livets revolution! Kærlighedens revolution! Det 21. århundredes revolution! Og det er en absolut nødvendig revolution, som menneskehedens fremtidige liv afhænger af, erklærer den revolutionære præsident fra Venezuela.
Hugo Chavez har indtaget scenen sammen med Bolivias præsident, Evo Morales, Cubas vicepræsident, Estaban Lazo og Nicaraguas udenrigsminister Samuel Santos Lopez.

Solidarisk alternativ

ALBA – Solidarisk og bæredygtigt alternativ, er overskriften for det store folkemøde, som har trukket deltagere til fra alle dele af Danmark og mange andre lande, som ønsker at høre om den alternative, latinamerikanske sammenslutning af foreløbig ni lande.
– Vi har netop fejret ALBA`s første fem år i Havana, og kan konstatere, at ALBA er en politisk union, som viser ubestridelige fremskridt. Det er et menneskeligt og solidarisk alternativ, som viser, at en anden verden er mulig, siger Cubas vicepræsident, Estaban Lazo.
Han bliver mødt med taktfaste hilsner til Fidel Castro og den cubanske revolution. ‘Fidel, kammerat, folket er med dig!’ og ‘Cuba, ja! Yankee, nej!’, råber salen, mens Estaban Lazo svarer tilbage:
– Jeg bringer jeg mange hilsener fra Cubas præsident, Raul Castro, og lederen af den cubanske revolution, Fidel Ruz Castro. ALBA er ikke kun et alternativ for Latinamerika og Caribien, men for alle verdens folk.
Og ALBA-landenes alternativ er det eneste bæredygtige, understreger Nicaraguas udenrigsminister, Samuel Santos Lopez.
– Kontrollen med CO2-udslip må ikke overlades til markedets hånd. Vi må ikke spekulere i vores og vores børns fremtid. I dag står vi fra ALBA-landene sammen med de progressive kræfter i resten af verden i kampen for retten til livet og jorden. Vi må frelse denne verden, for vi har ingen anden, siger han.
Derfor udkæmpes det vigtigste slag i menneskehedens historie i København i disse dage, mener Estaban Lazo.
– Vi kæmper ikke bare for social retfærdighed, men for selve menneskehedens overlevelse. Løsningen på klimaproblemerne ligger i en ny økonomisk model, som har mennesket i centrum, fastslår Estaban Lazo.

Folkets stemme

Hyldestråbene stiger, da Bolivias præsident, Evo Morales, indtager talerstolen.
Sammen med Hugo Chavez kommer han direkte fra forhandlingerne i Bella Centret.
– De præsidenter, som er samlede i Bella Centret for angiveligt at redde kloden, vil ikke diskutere årsagerne til problemet. Men uden at se på årsagerne, kan vi ikke løse problemerne. Og årsagerne til klimaforandringerne er den kapitalisme, som er livets værste fjende, siger Evo Morales.
Da han blev præsident nationaliserede Bolivia blandt andet sine olie- og gasressourcer, fortæller Evo Morales. Det har været med til at vende underskuddet på statsbudgettet til et overskud, som Bolivia nu bruger på sociale goder til folket.
– I Bolivia og de andre ALBA-lande er vi i gang med dybdegående forandringer, og vi sender en hilsen til de mange sociale bevægelser, der er samlet i København i disse dage. Lad os forene os og forsvare vores jord, opfordrer Evo Morales.
I Bella Centret forsvarer de rige landes ledere kapitalismen, overflodens og spildens samfund, fortæller præsidenten.
– Men det er ikke regeringslederne, der bestemmer over disse spørgsmål, fastslår han, inden han overrasker med at kræve en verdensomspændende folkeafstemning om klimaet.
– Jeg vil gerne stille de første forslag til folkeafstemningen her i dag: Er I enige i, at vi skal genoprette harmonien med naturen og Moder Jord? Er I enige i at standse overforbrug og spild? Er I enige i at overføre alle de penge, der bruges på krige til klimaet i stedet, spørger Evo Morales den jublende publikumsmasse, som begejstret råber ‘SI’ som svar på hans spørgsmål.

Demokrati og diktatur

Til klimatopmødet i Bella Centret er ALBA-landenes delegerede også de sociale bevægelser og progressive kræfters delegerede, understreger præsidenterne.
Hugo Chavez beklager, at de folkelige organisationer er blevet udelukket fra at deltage i topmødet og kritiserer politiets brutalitet.
– Jeg har set meget hård undertrykkelse i Københavns gader disse dage. Det ser man ikke i Venezuela. Det ser man ikke i Cuba, Ecuador eller Bolivia, fastslår han.
Foran scenen bevæger kamerafolk fra DR og ALBA-landenes svar på CNN, Tele Sur, sig rundt. Millioner af latinamerikanske tv-seer følger med live og ser, hvordan publikum vifter med ALBA-landenes flag og råber ‘Leve Latinamerika’ igen og igen.
Men pas på, advarer Hugo Chavez. og opfordrer især de mange unge i salen til at lytte efter:
– Hvis I ser på et verdenskort, vil I kunne se, at den bolivarianske revolution er ved at blive omringet af amerikanske baser. Bag Obamas nye facade kæmper imperiet desperat for at bremse sydens socialistiske revolution. Unge kammerater, det er vigtigt at vide, at imperialismen truer hele det latinamerikanske folk. Den største tyran i verden er USA’s forbandede imperialisme!
– Men vi vil stå imod og ikke bare stå imod. Vi vil også tilføre imperiet et nederlag. Vi fortsætter fremad. Der er ingen kraft, der er stærk nok til at bremse vores folk, lover den venezuelanske præsident.
Samuel Santos Lopez taler for det sande demokratis udbredelse.
– Vi tror ikke på kapitalismens pseudodemokrati, som ødelægger naturen og udbytter folket. Men på det sande demokrati, som forstår, at hvis du skal være demokrat, skal du også kunne læse og have et godt helbred, understreger den nicaraguanske udenrigsminister.

En anden verden er mulig

Revolution, socialisme, menneskehedens overlevelse.
Midt i Valbyhallen denne torsdag aften i december virker de store visioner pludselig ikke så langt væk.
Hugo Chavez ser ud over de tusinder begejstrede stående tilskuere, som toner ud før stolerækkerne med siddepladser rejser sig næsten 100 meter fra scenen.
Han sender en hilsen til Dansk-Cubansk Forening og alle de andre partier, fagforeninger og organisationer, som står bag arrangementet.
– Kun enhed fører os til sejr, siger Hugo Chavez, som får citeret både Rosa Luxemburg, Fidel Castro, den latinamerikanske frihedshelt Simon Bolivar og den danske filosof Søren Kirkegaard i sin tale.
– Har I læst det kommunistiske manifest? Læs det igen! Det skal relanceres. Fra Caracas har vi indkaldt til en femte internationale, for vi mener, at vi skal samles i politiske partier, sociale bevægelser, kommunister, socialister, marxister. Organisér jer, opfordrer Chavez salen, mens begejstringen stiger.
‘Et forenet folk kan aldrig besejres! Chavez, Chavez, Chavez’, råber publikum i takt.
Den venezuelanske præsident går ned fra talerstolen og lægger armen om Evo Morales på scenen.
– Leve socialismen, råber de.
– Leve, svarer salen.
– Det socialistiske fædreland eller døden! Vi vil sejre, råber Chavez.
Så tager han og Morales tilløb, springer ned fra scenen og løber hen for at gribe de fremstrakte hænder fra de forreste rækker.
De tusinder af danske og internationale revolutionære, som var samlet i Valbyhallen torsdag, går derfra med håb i deres hjerter: En anden verden er mulig.

/fe