Demonstration
Juan Guaidó er ikke velkommen i Danmark – nej til kup i Venezuela og til Anders Foghs militarisme. Protestdemonstration mandag den 10. maj 2021 kl. 16.00 – Ved Skuespilhuset/Nyhavn 71, København K
I januar 2019 forsøgte den højreorienterede politiker Juan Guaidó at kuppe sig til magten i Venezuela. Kupforsøget var iscenesat fra Washington og USA anerkendte straks Guaidó som Venezuelas præsident. Og få dage efter anerkendte den danske regering med Anders Samuelsen som udenrigsminister også Guaidó.
Skandalen vil ingen ende tage og nu har Anders Fogh Rasmussen Juan Guaidó på talerstolen under et todagesmøde i Skuespilhuset i København.
En kreds af organisationer og partier – herunder Dansk-Cubansk Forening – indkalder til protestmøde på mandag. Læs her det grundlag, som samler de 14 organisationer og partier. Og kom og deltag på mandag kl. 16, lyder opfordringen:
Det fælles grundlag:
Mandag den 10. maj afholdes et såkaldt ”demokrati-seminar” i på Skuespilshuset i København og digitalt. Blandt talerne er Venezuelas oppositionsleder Juan Guaidó, som siden 2019 har forsøgt at kuppe sig til magten i Venezuela og udråbe sig selv som ”præsident” selvom han ikke er blevet valgt af Venezuelas folk.Guaidó har både forsøgt åben militæropstand i april 2019, støttet tyveriet af Venezuelas udenlandske besiddelser og samarbejdet med colombianske paramilitære bander. Da Venezuela blev angrebet af en militær invasion i maj 2020, ledt af amerikanske lejesoldater, havde Guaidó underskrevet en kontrakt med bagmændene og hans advokat havde sendt et forskud på 50.000 dollars til lejesoldaterne.
Hvis det her var foregået i ethvert vestligt land, ville Guaidó være fængslet under anklager om terrorisme, men USA holder hånden under ham og promoverer ham fortsat, i deres kamp for at få et lakajregime i Venezuela. USA har dog ingen som helst moralsk eller politisk ret til at blande sig i hvem der skal være præsident i Venezuela.
Bag seminaret, hvor Guaidó skal tale, står Anders Fogh. Manden som var ansvarlig for at hive Danmark ind i de blodige krige i Afghanistan og Irak og som senere ledte krigsorganisationen NATO. Det er absurd at denne mand skal tale om ”demokrati” og ”frihed”, efter at han har smadret millioner af uskyldige menneskers liv igennem de seneste årtiers krige. Derfor fordømmer vi Foghs militarisme og ser hans invitation til Juan Guaidó som en del af denne krigspolitik.
Parolerne for vores demonstration er:
Nej til kup i Venezuela – Guaidó er ikke velkommen
Stop dansk deltagelse i kupforsøget
Forsvar Venezuelas suverænitet
Afvis Anders Foghs militarisme
Arrangør: Venezuelanetværket.Tilsluttede organisationer: Bygge- Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, Enhedslistens Internationale Udvalg, DKP, Revolutionære Socialister, KPiD, Dansk-Cubansk Forening, Kommunistisk Parti, Hands Off Venezuela, Socialisten, Grupo Salvador Allende, Venskabsforeningen Danmark-DDF Korea, Circulos Allendistas, Patria Grande, UngKommunisterne.