Oxfam kræver at USA stopper sin Cuba-blokade
Den internationale bistands- og udviklingsorganisation Oxfam, som danske “Oxfam-Ibis” er med i, har udsendt en rapport om blokadens konsekvenser for cubanerne. Samtidig rettet Oxfam en appel til USA’s præsident om at normalisere forholdet til Cuba.
Den internationale udviklingsorganisation Oxfam har udsendt en vigtig og aktuel ny rapport, som viser konsekvenserne af USA’s sanktioner for Cubas befolkning – særligt for kvinderne. Rapporten “Right to Live Without a Blockade: The Impact of US Sanctions on the Cuban Population and Women’s Lives” fortæller, hvordan blokaden rammer de mest sårbare grupper i Cuba.
Gennem det seneste år har USA’s politik “udgjort en alvorlig forhindring når det gælder indkøb og anskaffelse af respiratorer, ansigtsmasker, diagnose-udstyr, medikamenter, vaccinations-sprøjter og nåle samt andre nødvendige materialer for at imødegå Covid-19”, lyder det i rapporten.
>> LÆS RAPPORTEN HER (engelsk): Right to Live Without a Blockade
Nu, hvor der kun er få uger til, at FN’s generalforsamling skal stemme om Cubas resolution, der kræver en ophævelse af blokaden, stiller Oxfam sig sammen med mange andre i hele verden, der kræver at USA’s regering stopper de onde sanktioner mod øen og vender tilbage til processen med en normalisering.
Den store britiske organisation Cuba Solidarity Campaign gennemfører lige nu en pengeindsamling for at indkøbe sprøjter og kanyler og sende dem til Cuba til brug i den igangværende vaccinationskampagne, hvor Cuba bruger to af landets egne vacciner med navnene SOBERANA02 og ABDALA.
Dansk-Cubansk Forening er tilsvarende i gang med en pengeindsamling – i samarbejde med venskabs- og solidaritetsforeninger i andre lande og netværket MediCuba Europa. Den danske indsamling blev lanceret for to uger siden, og der er allerede modtaget over 30.000 kroner.
Kampagnen “Kanyler til Cuba” kan støttes med beløb til Regnr: 1551 kontonr. 7153015 * Eller MobilePay: 477149 (mærket “Kanyler til Cuba).