Læserindlæg: Er Cubabladet blevet et organ for USA’s interesser?

Siden krisen i 2008 har Cuba haft overskud på betalingsbalancen, frem til 2020 typisk i størrelsesordenen 2% af bruttonationalproduktet pr. år. I hele Nord- og Sydamerika overgås det da også kun af Venezuela og Trinidad & Tobago, og de 2% er på niveau med euro-landene som helhed…. I dette læserindlæg rejser Søren Poulsen en række kritiske spørgsmål vedrørende de strukturelle økonomiske forandringer, som Cuba er i gang med at sætte i værk….. Læs også artikel fra Henrik Thejl, som kommenterer på kritikken. (Link i bunden).

Læserindlæg fra Søren Poulsen, Aarhus C, økonomikonsulent, cand. merc. og cand. mag.

Det er med nogen overraskelse, at jeg læser artiklen ”Nu skal der produceres mere i Cuba” i det sidste nummer af Cubabladet (marts 2021, red.)

Det anføres, at det nu skal ”kunne betale sig at arbejde”. Da jeg læste denne sætning troede jeg et kort øjeblik, at jeg havde fået fat i en udgivelse fra Liberal Alliance eller Nye Borgerlige.

Desuden skal ”priserne … ideelt set afspejle omkostningerne ved produktionen”

Det indses tilsyneladende ikke, at fremmes en sådan opfattelse, vil det betyde enden på f.eks. et gratis hospitalssystem og et gratis skole- og uddannelsessystem, som man kender det i både Cuba og i Danmark.

Hele det offentlige system i Danmark i almindelighed, og i det kommunistiske system i Cuba i særdeleshed, er netop baseret på, at prisen ikke ”afspejler omkostningerne ved produktionen”

Og hvorfor plædere for en sådan udvikling, når det generelt ikke synes nødvendigt?

Betalingsbalancen er som bekendt udtryk for det økonomiske resultat af et lands samlede omsætning med omverdenen. Heri indgår eksempelvis handelen med både varer og tjenester, samt overførsler til og fra udlandet, det sidste inkluderer de såkaldte remittances, altså penge der modtages fra slægtninge, der arbejder i et andet land.

CUBA HAR OVERSKUD PÅ BETALINSBALANCEN

Siden krisen i 2008 har Cuba haft overskud på betalingsbalancen, frem til 2020 typisk i størrelsesordenen 2% af bruttonationalproduktet pr. år. Det er pænt uden at være prangende.

I hele Nord- og Sydamerika overgås det da også kun af Venezuela og Trinidad & Tobago, og de 2% er på niveau med euro-landene som helhed.

Om tendensen for 2020 skriver tidsskriftet Economic Survey of Latin America and the Caribbean, at ”Although the current account balance will be adversely affected by the sharp drop in tourism revenues, it should still post a small surplus thanks to the buoyancy of export earnings associated with health care (medical services and pharmaceuticals), which generate 48% of total export earnings”.

Der er således intet der tyder på, at cubansk økonomi skulle være i nogen form for krise eller markant nedgang. Misforståelsen opstår muligvis fordi turismens betydning overvurderes?

For de nævnte overskud på betalingsbalancen betyder, at kapital er strømmet ind i Cuba i de sidste 12 år!

Bruttonationalproduktet (bnp) er som bekendt udtryk for værdien af et lands samlede produktion. Det bør naturligvis ses i sammenhæng med et lands befolkningsmæssige størrelse, altså som bnp pr. indbygger.

Også her er Cuba meget fint placeres i en sammenligning. Med en gennemsnitlig vækst i bnp pr. indbygger på 4% p.a. i perioden fra 1998 til 2018, overgås Cuba, i hele Nord- og Sydamerika, kun af Panama, hvis økonomi til gengæld er fuldstændig afhængig af tilstrømningen af dollars.

En stor tilstrømning af dollars giver imidlertid anledning til politiske og økonomiske problemer, som jeg senere skal vende tilbage til.

Da kapital, efter disse tal, strømmer ind i Cuba, synes der ikke at være overordnede grunde til at ændre det cubanske system.

Påstanden om, at statsstøtten til daglige fornødenheder, herunder eksistensen af rationeringsbogen, generelt skulle have kostet den cubanske stat ”meget store beløb i subsidier” er formentlig begrundet i manglende økonomiske overvejelser?

Det angives ofte, at Cuba må importere en stor del af sine fødevarer, og at dette er en belastning for økonomien, men er det nu korrekt?

FØDEVAREIMPORT STIGER PARALLELT MED VÆKST I TURISMEN

Indtil Østblokkens sammenbrud var der kun begrænsede underskud på den cubanske varehandel med udlandet, da kunne man altså godt brødføde befolkningen uden at importere fødevarer. Men det ændrede sig, efterhånden som turisme blev en stadig større del af den cubanske økonomi.

Det er således nærliggende at antage, at det var og er velhavende udenlandske turisters efterspørgsel af mere luksuriøse varer, herunder fødevarer, der i hovedsagen forårsager et stadigt større underskud på varehandelen med udlandet.

Men varehandelen er jo, som beskrevet, blot en mindre del af et lands transaktioner med udlandet, det samlede resultat udtrykkes af betalingsbalancen, og her er der pæne overskud, så hvad er problemet?

Hvad i alverden er der galt ved, at man har et stort underskud på varehandelen, såfremt det mere end opvejes af et endnu større overskud på handelen med tjenester?

Indtil der offentliggøres en opdeling af vareimportens fordeling på turister og lokale, er påstanden om, at statsstøtten – herunder rationeringsbogen – har kostet den cubanske stat ”store beløb i subsidier” uden dokumentation.

At der er tale om omfordeling er ubestrideligt, men det er jo hele ideen i det cubanske kommunistiske system, og kendes – som beskrevet – også i begrænset form i Danmark.

Misforståelsen kunne skyldes, at det tilsyneladende antages, at rationeringsbogens funktion kun er at sikre alle familiers forbrug? Men meningen er også at forhindre, at de mere velhavende – og de findes også i Cuba – blot kan opkøbe statssubsidierede produkter og videresælge dem til opskruede priser.

Det er derfor langt fra nok, at visse basale varegrupper modtager statssubsidier, det drejer sig også om ligelig fordeling.

Uanset gode intentioner og omfattende kontrol, med det formål at bekæmpe ”spekulation og forsøg på at tage ågerpriser”, så er rationeringsbogen stadig den mest effektive og den administrativt mindst bekostelige metode til at opnå både prisstabilitet og ligelig fordeling.

Da man sagtens kan differentiere størrelsen af rationerne, således at de afhænger af arbejdsindsatsen, forekommer det uklart hvorfor man skulle udfase rationeringsbogen. Her må man virkelig håbe, at cubanerne ved hvad de gør?

OG TIL EN ANDEN ARTIKEL I BLADET

Lige så overraskende er det, at læse artiklen ”Demokratiske senatorer i USA vil ophæve blokaden”.

Ukritisk anføres, at tre navngivne ”demokratiske senatorer” vil ”fjerne begrænsningen på årlige pengeoverførsler…”

Det overvejes slet ikke, hvilken effekt muligheden for såkaldt frie pengeoverførsler vil have på Cuba?

Tillader man ”frie” overførsler af penge fra udlandet, fra et stort til et mindre land, vil økonomien i det mindre land hurtigt indrette sig herpå, og derved blive afhængig af det store land. Hvem har så reelt magten over det lille land?

Man skal ikke have overværet mange demonstrationer i Cuba for at kende slagordet ”Nuestra Fortaleza es la Unidad” … Enheden er vor styrke. Javist, men hvor længe holder den cubanske enhed, såfremt der tillades en rangordning af befolkningen på basis af udenlandske pengeoverførsler?

Her burde nylige begivenheder have givet anledning til kritiske overvejelser omkring såkaldt frie pengeoverførsler.

Et lille land som Nicaragua er i høj grad afhængig af pengeoverførsler, såkaldte remittances, der sendes hjem af nicaraguanere, der arbejder i USA.

At det betyder, at den nicaraguanske politiske ledelse kan udsættes for pres, blev tydeligt i 2019, da USA lukkede for pengeoverførslerne, og dermed forstærkede de, i hovedsagen af social nød betingede, samtidige uroligheder i Nicaragua.

Med pengeoverførslerne skaber den store stat et afhængighedsforhold for den lille stat, og den lille stats politiske ledelse kan herefter udsættes for effektiv pression fra den store stats side.

Det er derfor ikke ubegrundet, at Fidel Castro i bogen ”Obama and the Empire” betegner USA som Imperiet.

I bogen citere Fidel, i artiklen ”The cynism of the Empire”, Obama for følgende udtalelse: ”It´s time to let Cuban-American money make (Cuban families) less dependent upon the Castro regime…”

Cubanerne skal altså ikke være afhængige af ”Castro” men af cubansk/amerikansk kapital!

CUBA SKAL VÆRE FORSIGTIG MED PENGEOVERFØRSLER

Af disse grunde har Cuba også – klogelig – haft et forsigtigt forhold til muligheden for at overføre penge fra udlandet.

På den ene side har tilførslen af dollars været ønskelig, og på den anden side har man været sig bevidst om både den afhængighed det vil medføre og den undergravning af det politiske system, der er den åbenlyse hensigt.

De offentligt tilgængelige tal peger på, at Cuba modtager omkring 800 millioner dollars om året, hvorimod Den Dominikanske republik, der har en økonomi af nogenlunde samme størrelse som den cubanske, modtager over 10 milliarder!

Enhver bør derfor kunne indse, at ønsker man, at det cubanske system skal bestå, så skal muligheden af pengeoverførsler fra udlandet begrænses mest muligt, og det der tillades, bør underlægges hård beskatning.

Der er derfor ingen grund til at fremhæve de senatorer, der fremsætter forslaget som værende ”demokratiske senatorer” En sådan tilgang vil kun bidrage til en fejlagtig og naiv dansk opfattelse af, at det amerikanske demokratiske parti omtrent er at sammenligne med det danske socialdemokratis højrefløj.

Da Alejandro Castro Espin, for første gang lod sig interviewe i spansk TV, udtalte han sig da også – med rette – således om de to amerikanske partier ”En esencia la diferencia entre los partidos republicano y democrata en Estados Unidos son minima”… Forskellen mellem demokrater og republikanere er minimal.

Den politiske indpakning kan variere, men målet for dem begge er – ikke overraskende – det samme: Tilintetgørelsen af den cubanske stat i dens nuværende skikkelse.

Og gør man sig til talsmand for såkaldt liberalisering af pengeoverførsler til Cuba, er man med til at forfølge dette mål!

Kilder:
De anvendte økonomiske nøgletal kan ses og/eller beregnes ud fra tal offentliggjort på tradingeconomics.com
Interviewet i den spanske TV-kanal RT af Alejandro Castro Espin kan googles, udtalelsen om de politiske partier i USA falder efter 1 minut og 30 sekunder.
Bogen ”Obama and the Empire” kan købes i Havana eller Santiago de Cuba.

>>> LÆS HER HENRIK THEJLS ARTIKEL SOM KOMMENTERER PÅ DETTE LÆSERINDLÆG