Frankrig støtter Cuba med 300 millioner kroner til produktion af vacciner
Nu kan Cuba udbygge og modernisere sine produktionsanlæg til fremstilling af vacciner blandt andet mod meningitis og lungebetændelse og flere mennesker – også i fattige lande – kan blive vaccineret.
Den franske regering har besluttet at støtte Cubas produktion af vacciner mod meningitis og lungebetændelse. Over tre år vil Frankrig bidrage med 45 millioner euro – et beløb der svarer til cirka 300 millioner kroner.
Finansieringen går til Finlay-Instituttets vaccineafdeling og vil muliggøre at udstyre og udvikle Cubas anlæg til produktion af vacciner, fortæller Frankrigs ambassadør i Cuba Patrice Paoli ifølge nyhedsbureauet Prensa Latina.
Fransk støtte til Finlay-Instituttet (IFV) er ikke nyt.
Det Franske Agentur for Udviklingsbistand (AFD), som svarer til det danske DANIDA, har tidligere bevilget 5,3 millioner euro til arbejdet med at forbedre Cubas testkapacitet under corona-pandemien, oplyser Finlay-Instituttets direktør Vicente Vérez.
Finlay-Instituttets mål og formål er at udvikle og producere billige kvalitetsvacciner, som blandt andet kan distribueres gennem Verdenssundhedsorganisationen WHO og FN’s børneorganisation UNICEF for således at øge vaccinedækningen mod meningitis og lungebetændelse samt mindske uligheden mellem landes og befolkningers adgang til vacciner og sundhed, skriver Prensa Latina.
Cuba udviklede allerede i 1980’erne sine meningitisvacciner (VA-MENGOC-BC) og Cubas vaccine mod meningitis type B er enestående i verden. Den er anvendt i stor målestok siden 1989 og i Cuba indgår den i landets grundlæggende vaccineprogram.