Demokrati i Cuba – FUP eller FAKTA

Der var valg i Cuba den 11. marts 2018. Der skulle vælges medlemmer til 15 provinsråd, og 605 medlemmer til Cubas nationalforsamling. Ved sit første møde den 19. april valgte medlemmerne af den nye nationalforsamling landets præsident. (Næste valg til den lovgivende Nationalforsamling er i foråret 2023 – inden da planlægger Dansk-Cubansk Forening at udsende en bog om Cubas Folkemagt, valgsystem og indeholdende grundloven).

01. marts – 2018: Co-produktion Sven Tarp og Sven-Erik Simonsen

DENNE ARTIKEL BLEV PUBLICERET DEN 1. MARTS 2018!!

Cuba får en ny præsident til april. Her kan du læse om, hvordan valg foregår i Cuba, og du får input til svaret på spørgsmålet om demokratiet i Cuba er FUP eller FAKTA!

Skal man tro den vestlige propaganda, kan spørgsmålet om demokrati stort set reduceres til, om der deltager et eller flere partier i den demokratiske proces. Der kan således ikke være tale om demokrati på Cuba, hvor der som bekendt kun findes et legalt parti.

Denne måde at præsentere spørgsmålet på er, som vi skal se, ikke uden bagtanker. Desværre har også en del af den europæiske og danske venstrefløj givet efter for dette ideologiske pres og har sluttet sig til koret af anticubansk propaganda. Herved bliver hele diskussionen forplumret og forsimplet og formår ikke at trænge ned under problemernes overflade.

Til grund for det cubanske demokrati ligger en helt anden filosofi end den, der råder i USA og Vesteuropa. For at forstå det cubanske demokrati må man følgelig forstå denne filosofi.

Udgangspunktet for det nuværende samfundssystem på Cuba er den revolution, som sejrede ved årsskiftet 1958/59 – altså for næsten 60 år siden. Det var en selvstændig folkelig revolution, som hurtigt udviklede sig over i en socialistisk revolution under arbejderklassens og det nydannede kommunistiske partis ledelse.

På Cuba har arbejderklassen og folket således magten. Og på grundlag af denne folkelige statsmagt – på spansk Poder Popular – udvikler det cubanske demokrati sig. Målet er, at befolkningen i størst mulig omfang tager direkte del i beslutningsprocessen på alle områder af samfundslivet. Det cubanske demokrati er på denne måde et totalt demokrati.

Hvad menes der hermed? Lad os se på Danmark. Det demokratiske system, som vi kender i dag, er resultatet af en over hundrede år lang proces. Den almindelige valgret har kun eksisteret i en mindre del af dette tidsrum.

Kun i takt med, at det danske borgerskab følte, at systemet var konsolideret og stabilt, blev valgretten udstrakt til at gælde alle dele af befolkningen. I starten gjaldt den således kun mænd over 35 år, som ikke havde gæld og var på fattighjælp. Først ind i dette århundrede fik den kvindelige halvdel af befolkningen valgret og langt senere folk, der var på fattighjælp.

Historien viser, at borgerskabet ikke er bleg for at opgive de demokratiske principper, som det ellers har gjort sig til talsmand for, når det føler magten skride under sig. Det fik man en god lektion i, da det tyske finansborgerskab i 1933 støttede Hitlers fascistiske kup. Man så det også i Frankrig i efterkrigsårene, da Frankrigs kommunistiske parti som følge af den store prestige og indflydelse, det havde opnået i frihedskampen, stod til at blive landets største og få afgørende indflydelse på parlamentets arbejde. Så ændrede man blot valgloven, så de reaktionære valgkredse blev begunstiget på bekostning af de folkelige.

For borgerskabet i Frankrig, Danmark og andre vestlige lande er demokratiet således kun et middel til at bevare magten og sine privilegier. Når det lykkes arbejderbevægelsen og de folkelige kræfter at vinde frem og true disse privilegier, forstummer talen om demokratiske principper. Den private ejendomsret til produktionsmidlerne bliver da det vigtigste princip, som må forsvares, koste hvad det vil.

Det vestlige demokrati er med andre ord et demokrati, der har sine klare begrænsninger. Det udstrækker sig ikke til økonomiens centrale område, privatejendomsretten, for her ville borgerskabet tabe den første dag, det stillede dette spørgsmål til afstemning.

Latinamerika er et godt eksempel i denne henseende. Her hersker der for tiden flerpartisystem i de fleste lande. Det er imidlertid endnu ikke faldet en eneste regering ind at gennemføre folkeafstemning om ejendomsretten til den jord, som 5 pct. af befolkningen ejer 80 pct. af. Heller ikke folkeafstemninger om en mere retfærdig fordeling af goderne, som kunne forbedre situationen for den store andel af befolkningerne, som officielt lever under fattigdomsgrænsen, har været på tale. Dette ville ellers være demokratisk nok. Men da resultatet er givet på forhånd, er et sådant demokrati ikke i magthavernes interesse.

Da den folkevalgte Allende-regering i Chile således i begyndelsen af 1970’erne forsøgte at pille ved ejendomsforholdene i landet, blev den mødt med et blodigt CIA-støttet kup fra reaktionens side. Da den sandinistiske regering i Nicaragua efter 1979 forsøgte noget lignende, finansierede den amerikanske regering de kontra-bander, der efterhånden underminerede landets økonomi. I begge disse lande eksisterede der flerpartisystem. Men at gribe ind over for den private ejendomsret er øjensynlig ikke demokratisk i imperialismens øjne, selv ikke når et flertal af befolkningen står bag.

Siden dette blev skrevet har folkelige regeringer primært i Bolivia og Venezuela faktisk udfordret ejendomsretten til jorden i begrænset omfang og iværksat en omfordeling til fordel for de fattige i landene. Men disse eksempler bekræfter de nævnte erfaringer. Venezuela er i dag under et enormt politisk og økonomiske pres, og man kan alvorligt frygte, at et kup i stil med det i Chile i september 1973 kan blive sat i værk.

På Cuba er situationen anderledes. Her udstrækker demokratiet sig også til at gælde de områder, som er tabu i de vestlige lande. Befolkningen deltager her i diskussionen af ejendomsformerne, fordelingspolitikken osv.

Demokratiet reduceres ikke til udfyldning af stemmesedler hvert tredje eller fjerde år, hvorefter løbet er kørt. Det cubanske folk har en reel mulighed for at holde øje med sine valgte repræsentanter også mellem valgene. Det har endvidere en række demokratiske rettigheder, som er ukendte i Vesten. F.eks. en udstrakt indflydelse på de enkelte virksomheder, hvor arbejderne kan fyre ledelsen, hvis den efter deres mening arbejder dårligt.

Det er på denne måde, at begrebet totaldemokrati skal forstås.

Demokratiet på Cuba betragtes ikke som et mål i sig selv, men som et middel til at give befolkningen indflydelse og magt til at forbedre sin egen situation. Demokratiet ses i nær sammenhæng med de sociale fremskridt.

Alene denne forskel burde vække nysgerrighed hos enhver, som af sit hjerte interesserer sig for demokratiets muligheder og former. Men den åndsfattige vestlige propaganda stirrer sig blind på det manglende flerpartisystem på Cuba.

Cuba har imidlertid haft sit flerpartisystem, tilmed under direkte bevågenhed fra USA, som i dag har udråbt sig til international dommer i dette spørgsmål. Den forfatning, som blev indført i 1901, indeholdt en særlig klausul, den såkaldte Platt Amendment, som USA havde påtvunget som betingelse for at opgive den besættelse af landet, som det havde opretholdt siden det spanske koloniherredømmes sammenbrud i 1898.

I denne forfatningstilføjelse gav USA sig selv ret til at intervenere i Cuba og konfiskere en del af landet, som det stadig i dag holder besat omkring Guantánamo-basen i Østcuba. På grundlag af denne besynderlige forfatning fik cubanerne deres »demokrati« og flerpartisystem.

Og cubanernes erfaring med dette flerpartisystem faldt ikke heldigt ud. I de seks årtier, der gik fra uafhængigheden af Spanien og frem til revolutionen i 1959, kunne cubanerne nyde frugterne af dette det bedste af alle systemer. Disse frugter var store sociale forskelle, dyb armod i dele af befolkningen, korruption og magtmisbrug på topplan, afhængighed af udlandet, amerikansk bordel og mafiahovedkvarter, statskup, når de folkelige bevægelser vandt frem osv.

Cubanernes helt originale og selvstændige svar på dette flerpartisystem og dets konsekvenser var revolutionen i 1959. Og ikke engang herefter forbød man af princip eksistensen af flere partier. De tre politiske organisationer, som støttede revolutionen, gik kort efter sammen og dannede det kommunistiske parti, mens de øvrige gjorde sig udtilbens ved at støtte den åbne kontrarevolution, hvorved de satte sig selv uden for loven.

Heller ikke i dag er cubanerne af princip imod eksistensen af flere partier. Således udtalte en højtstående partileder på Cubas kommunistiske partis kongres i oktober 1991, at man meget vel kunne tænkes at vælge en anden fremgangsmåde om 10-15 år.

Men i dag er der mere end nogensinde brug for enhed i den cubanske befolkning for at stå imod den amerikanske blokade og indkredsning af den lille tropeø. Hvis man under disse ugunstige og fjendtlige betingelser tillod flere partier, ville det give imperialismen mulighed for at drive en kile ind i den nationale enhed og derved svække landets modstandskraft. Og det ville i sidste ende kunne føre til opgivelse af revolutionens landvindinger og tilbagevenden til afhængigheden af den store nabo mod nord med alt, hvad det fører med sig.

De smågrupper, som i dag står parat til at udråbe sig som »demokratiske« og »folkelige« partier, eksisterer stort set alle på amerikanske CIA-dollars nåde.

I øvrigt er det værd at mærke sig, at eksistensen af et enkelt enhedsparti ikke er noget, Cuba har importeret fra den sovjetiske model. Det bygger derimod på en selvstændig cubansk erfaring fra frihedskampen mod spanierne, da digteren, tænkeren og politikeren José Marti dannede et revolutionært enhedsparti til at føre an i denne kamp. Eksistensen af dette parti var en forudsætning for de store fremgange i kampen mod det spanske imperie, ligesom det i dag er en af forudsætningerne for modstanden mod det nye imperie mod nord.

Forfatningen og valgloven

Det cubanske demokrati udfolder sig juridisk på grundlag af den forfatning, som blev vedtaget i sommeren 1992. Her defineres Cuba som en socialistisk stat, hvor al magt udspringer fra folket. Forfatningen definerer endvidere befolkningens rettigheder og pligter og åbner op for en udstrakt folkelig deltagelse i såvel alle beslutninger som i kontrollen med deres udførelse.

Den nuværende valglov blev vedtaget i oktober 1992 som et direkte resultat af den nye forfatning. Valglovens bestemmelser blev allerede ført ud i livet ved kommunevalget i december samme år og ved provins- og landsvalget i februar 1993. Resultaterne var, som vi skal se, overvældende. De bekræftede befolkningens aktive opslutning om det socialistiske system og den nuværende politik under den særlige periode.

Den nye valglov indførte en række ændringer i forhold til den foregående, der stammede tilbage fra 1982, og som atter afløste den første valglov fra 1976, da det cubanske demokrati blev lagt i mere faste rammer efter de første hektiske revolutionsår. Disse ændringer gik først og fremmest ud på at sikre en større folkelig deltagelse på alle niveauer i den demokratiske proces, indføre direkte valg til national- og provins- forsamlingerne, samt afskaffe det kommunistiske partis direkte indgriben i valgprocessen.

Navnlig det sidste synes kritikerne af det cubanske »et-partisystem« ikke at have fået øje på. Som vi skal se, har Cuba godt nok kun et legalt parti, men dette parti stiller hverken op til valgene, præsenterer kandidater eller fører valgkamp for sine medlemmer. »Et-partisystemet«, hvor partiet bestemmer alt, er således en myte med hensyn til Cuba. Det er en fordom, som den vestlige propaganda blindt og ukritisk har overført fra Sovjet, hvor anklagen var velbegrundet, til Cuba, hvor situationen er helt anderledes.

Kandidater til kommunevalget

Skal man tro mange vestlige forfatningseksperter, er selve valghandlingen det vigtigste i den demokratiske proces. På Cuba tillægger man også denne valghandling stor betydning. Men man fremfører samtidig, at den langt fra er den eneste og afgørende betingelse for, at et valg foregår på demokratisk vis, så folket får reel indflydelse på hele denne proces.

På Cuba starter den demokratiske proces som i andre lande med nomineringen af kandidater. Men her hører ligheden også op. Mens det i alle vestlige lande er forbeholdt en forsvindende del af befolkningen at deltage i denne nominering, er det på Cuba et bredt folkeligt anliggende, hvor alle kan give deres besyv med.

Man har to forskellige måder at nominere disse kandidater på, alt efter om det drejer sig om henholdsvis kommunevalg eller provins- og landsvalg. De to forskellige former er endvidere integreret i hinanden.

Cuba er opdelt i 15 provinser og 169 kommuner. Hver af disse kommuner er inddelt i et antal valgkredse, som atter kan være inddelt i zoner. I kommuner med over 100.000 indbyggere er valgkredsene endvidere samlet i distrikter for at gøre hele processen smidigere og billigere. Der findes i alt 13.865 valgkredse med gennemsnitlig ca. 600 vælgere. Valgkredse i tyndt befolkede landområder kan have 200 eller færre vælgere, men kan dække et meget stort område. I byområder omfatter de væsentligt flere vælgere på et mindre område. Valgkredse, der har op til 700 indbyggere, er opdelt i minimum 2 zoner. Har de over 2.800 indbyggere, kan de være inddelt i maksimalt 8 zoner. Disse zoner kan således omfatte 100, 200, 300 eller lidt flere vælgere.

Det er i disse zoner, at den demokratiske proces tager sin begyndelse på Cuba. Et relativt lille antal beboere, som stort set alle kender hinanden, mødes for at foreslå kandidater til kommunevalget. Det sker på følgende måde: Mødetidspunktet skal slås offentligt op i god tid forinden. For at mødet er beslutningsdygtigt, skal dirigenten desuden konstatere, at der er en massiv deltagelse af zonens beboere. Hvad en sådan massedeltagelse konkret består i, definerer valgloven ikke. Men op til kommunevalget i december 1992 deltog omkring 6.840.000 cubanere over 16 år på de ialt 24.215 opstillingsmøder, dvs. 78 pct. af de registrerede vælgere.

Denne andel var nærmest uændret 25 år senere ved opstillingen af kandidater til kommunalvalgene i november 2017, hvor 6.746.867 vælgere deltog ifølge oplysninger fra landets valgkommission.

Når mødet er åbnet begynder selve opstillingsproceduren. Den er simpel og ubureaukratisk. Alle beboere, der ønsker det, får ordet. De kan så frit foreslå en kandidat, hvorefter de skal give en begrundelse for dette forslag. Hverken det kommunistiske parti eller de cubanske masseorganisationer har som organisationer ret til at foreslå kandidater på disse opstillingsmøder. Kun de lokale beboer har denne ret, hvad enten de er partimedlemmer eller ej. Alle navne, som foreslås, noteres på en liste. De tilstedeværende kan så kommentere disse forslag.

Når alle er kommet med deres forslag og kommentarer, skrider mødet til afstemning. Det sker ved simpel håndsoprækning. Den person, der har fået flest stemmer, er herefter nomineret som zonens kandidat. Denne person skal have bopæl i valgkredsen, men ikke nødvendigvis i den pågældende zone.

Hver valgkreds vælger et medlem af kommunerådet. I alle valgkredse skal der ifølge valgloven opstilles minimum to og maksimum 8 kandidater for hver plads i kommunerådet. Såfremt en valgkreds kun består af en zone, eller hvis alle zoner opstiller samme kandidat, siger loven, at de er nødt til at finde endnu en kandidat, så der kan være flere at vælge imellem.

Alle cubanere kan på denne måde frit deltage i opstillingen af kandidater på møder i lokalområdet, hvortil alle har adgang. De kan ud fra deres egen overbevisning foreslå personer af alle professioner, såvel kommunister som ikke-kommunister, religiøse og tilmed modstandere af systemet. Den kandidatkommission, der endelig skal godkende kandidatlisten, har ingen ret til at afvise de kandidater, som er blev opstillet på beboermøderne, såfremt disse opfylder de nødvendige betingelser, dvs. at de er over 16 år og har cubansk statsborgerskab.

Kommunevalgene afholdes en gang for hvert to et halvt år. For at blive valgt kræves det, at man opnår over 50 pct. af de gyldige stemmer. Opnår ingen kandidat dette tal, afholdes endnu en valgrunde med de to kandidater, der har fået flest stemmer. Ved valget den 20. december 1992 var der opstillet 28.474 kandidater til de i alt 13.865 pladser i kommunerådene. Heraf blev 13.432 kandidater valgt i første valgrunde, mens der den 27. december var omvalg i 433 valgkredse. De 53,9 pct. af samtlige valgte var valgt for første gang, mens 16,3 pct. var under 30 år.

Ved kommunalvalget for godt to et halvt år siden (2015) var tallene meget lignende. Der var en anden valgrunde i flere valgkredse end i 1992. I 11.425 valgkredse blev valget afgjort i første valgrunde, mens 1164 skulle ud i en anden valgrunde mellem de to kandidater, der havde fået flest stemmer.

Kandidater til provins- og landsvalget

Der afholdes provins- og landsvalg på Cuba hver, femte år, umiddelbar forlængelse af hvert andet kommunevalg. Opstillingen af kandidater til de cirka 1200 pladser i de 15 provinsforsamlinger og de godt 600 pladser i nationalforsamlingen foregår på en helt anden måde end til kommunerådene.

Antallet af pladser i de respektive forsamlinger ligger i øvrigt ikke fast, men afhænger af befolkningens størrelse. Således skal hver kommune vælge et medlem af nationalforsamlingen for hver 20.000 vælgere plus et for hver påbegyndt 10.000 flere vælgere. Resultatet er, at hvor nationalforsamling i 1992 havde 589 medlemmer så skal der den 11. marts 2018 vælges 605 til den lovgivende forsamling

Nomineringen af kandidater til provins- og landsvalgene foregår i såkaldte kandidatkommissioner. Disse kommissioner er organiseret på lands-, provins- og kommuneplan. I disse kommisioner sidder repræsentanter fra Cubas seks vigtigste masseorganisationer. Det drejer sig om fagbevægelsen (CTC), de revolutionære forsvarskomiteer (CDR), bondeorganisationen (ANAP), kvindeforbundet (FMC), studenterforbundet (FEU) og mellemskoleelevenes forbund (FEEM). Det drejer sig om organisationer, som i alt organiserer over 90 pct. af den cubanske befolkning, alle med frivilligt medlemsskab.

Tidligere var det det kommunistiske parti, der ledte kandidatkommissionerne, men denne praksis forsvandt med den nye valglov fra 1992. I dag er det derimod fagbevægelsens repræsentant, der ifølge loven skal være leder og ansvarlig for disse kandidatkommissioner. Dette princip, som er en selvstændig cubansk opfindelse og enestående i hele verden, skal sikre, at arbejderklassen kan udøve sin ledende rolle i den demokratiske proces.

Kandidatkommissionerne arbejder imidlertid ikke som et lukket forum. Tværtimod kræver loven, at de foretager en omfattende konsultation med befolkningen og de forskellige institutioner for at finde de bedst egnede kandidater. Til dette formål benytter man sig bl.a. af de eksisterende strukturer i masseorganisationerne, idet der holdes medlemsmøder på de respektive niveauer, hvor man diskuterer og foreslår kandidater. Tilsvarende retter man henvendelser til de forskellige institutioner og virksomheder i det pågældende område. Målet er at sammensætte en kandidatliste, der afspejler områdets særlige karakteristika. Er en kommune f.eks. et typisk landbrugsområde, sørger man for, at der opstilles folk fra denne sektor. Drejer det sig om et mere industrialiseret område med mange fabrikker, finder man kandidater, der arbejder på disse.

Op til valget i februar 1993 rådførte kandidatkommissionerne sig på denne måde med over halvanden million mennesker. Der indkom ca. 70.000 forslag, dels fra organisationernes egne rækker og dels fra de forskellige myndigheder og institutioner, som blev taget med på råd. Samtidig skulle kommissionerne tage hensyn til de 13.865 nyvalgte medlemmer af kommunerådene, idet loven kræver, at op til 50 pct. af pladserne i national- og provinsforsamlingerne besættes af medlemmer af kommunerådene, som er direkte udpeget og valgt af befolkningen.

Ud fra alle disse forslag nominerede kommissionerne de cirka 1190 kandidater til de 14 (her i 2018 er der 15) provinsforsamlinger og 589 til nationalforsamlingen. Det siger sig selv, at det er et stort og krævende arbejde at finde de bedst egnede kandidater blandt den store mængde mulige emner. Man skal ikke alene tage hensyn til kandidaternes bopæl, men også til deres erhverv, kvalifikationer og personlige kvaliteter. Alle over 16 år kan opstilles og vælges til provinsforsamlingerne, mens aldergrænsen for deputerede til nationalforsamlingen er 18 år. Målet er at sammensætte nogle folkevalgte forsamlinger, der på den ene side repræsenterer alle sider af det cubanske samfund og på den anden side består af de mest kvalificerede folk.

Manuel Menéndez, der var formand for den nationale kandidatkommission (CCN) op til valget i februar 1993, forklarer: »Det var et meget omfattende og omhyggeligt arbejde på omkring 18 timer om dagen, som de 36 medlemmer af CCN udførte på lidt over to måneder. Det var det, fordi det er en stor udfordring blandt så mange gode folk at skulle udsøge dem, der er vores folks bedste mænd og kvinder, blandt de mange som vi nu har, for mellem dem er der nogle ikke særligt kendte, nærmest anonyme folk, som er virkelige helte. Vi har lagt en hel række principper til grundlag for vores valg. I første række patriotismen, for vi kan ikke forestille os en deputeret, som ikke er rede til at forsvare sit land. Dertil kommer deres moralske kvaliteter, resultaterne på deres arbejde, deres fortjenester i løbet aflivet og deres evne til at udøve de høje funktioner, som de foreslås til«.

Menéndez oplyser endvidere, at hele processen var renset for levebrødspolitik, idet ingen kandidat foreslog sig selv: »I vores land får ingen deputeret noget materielt ud af at beklæde denne post. Kun det, som det i moralsk henseende udgør at have dette ansvar. Og måske det privilegium at kunne arbejde mere, at kunne yde mere for nationen«..

Når kommissionerne på de respektive niveauer har afsluttet det store og ansvarsfulde arbejde, som Menéndez her beskriver, og har udarbejdet kandidatlisterne, skal disse godkendes af kommunerådene i de kommuner, kandidaterne opstiller i. Afvises en eller flere kandidater her, kan disse ikke stille op til valget. Det er så kandidatkommissionernes opgave at foreslå andre navne i stedet. Accepterer kommunerådet heller ikke de nye forslag, konstituerer det sig selv som en slags kandidatkommission og færdiggør kandidatlisten. På den måde sikres det, at medlemmerne af kommunerådene, som er direkte nomineret og valgt nedefra, får et afgørende ord at skulle have sagt i hele nomineringsproceduren til de højere forsamlinger. Også dette bidrager til, at folket får indflydelse på processen.

Valgkampagnen

På Cuba opererer man med noget, man kalder valgmoral. Valgløfter, som vi til overflod kender dem i Vesten, anses for uetiske og er derfor forbudt i henhold til loven. Man ønsker ikke, at kandidaterne skal fremkomme med alle mulige vidtløftige løfter, som de alligevel ikke kan holde sidenhen. Valgkampagnen på Cuba foregår følgelig på en helt anden måde end i Vesten.

Som tidligere nævnt har hverken det kommunistiske parti eller de forskellige masseorganisationer ret til at føre valgkamp for de af deres medlemmer, som er opstillet. Cubanerne mener ikke, at det skal være den organisation, man evt. har i ryggen, men kandidaternes personlige kvalifikationer, der afgør, om de bliver valgt.

Det skal heller ikke som i Vesten være pengepungen, der bestemmer valgresultatet. Valgkampagnen betragtes af cubanerne som et seriøst anliggende, ikke som showbiz og reklamegøgl. Den eneste propaganda, som det er tilladt at offentliggøre, er et billede af kandidaten med en biografi, der oplyser om alder, uddannelse, job, erfaringer og øvrige kvalifikationer. Det gælder for samtlige opstillede kandidater.

Naturligvis har kandidaterne på de valgmøder, som afholdes landet over, ret til at besvare spørgsmål om, hvad de har tænkt sig at gøre ved det og det problem, som berører befolkningen og landet. Det er her deres pligt at indgå i en dialog med vælgerne om løsningen af store og små problemer.

Ved valgene til kommunerådene, hvor der som nævnt er flere kandidater, som konkurrerer om samme plads, er det desuden forbudt kandidaterne at angribe og tilsmudse hinanden. På de valgmøder, som afholdes, siger valgloven, at samtlige kandidater skal være til stede, så de kan fremkomme med deres synspunkter. På denne måde får vælgerne bedre mulighed for at tage stilling til, hvem de foretrækker at stemme på. En sådan praksis ville man givetvis kunne lære meget af i Danmark, hvor valgmøderne, især på TV, efterhånden er blevet de få eksklusives klub.

Valghandlingen

På Cuba betragtes valgdagen som en festdag, hvor alle cubanere over 16 år har ret til at stemme. Men det er ikke kun folk over denne alder, som deltager i valghandlingen. I modsætning til situationen i f.eks. de latinamerikanske lande, hvor det normalt er militæret, som bevogter valgstederne, ses ikke en eneste soldat eller betjent ved de cubanske valgsteder. Den opgave at holde øje med valgurnerne har man på Cuba overladt til skolebørn under valgretsalderen. Ved sidste valg deltog hundrede tusinder af børn i skoleuniformer i denne opgave. Hermed fik valget en ægte folkelig karakter. Og samtidig viste man sin tillid til den opvoksende ungdom ved at betro den denne vigtige opgave.

Ved sidste valg blev der oprettet 20.250 valgsteder over hele landet. Det betyder, at alle cubanere har et sted at afgive deres stemme i umiddelbar nærhed af deres hjem. 300-400 personer er således tilknyttet hvert valgsted. Som valgtilforordnede arbejdede over 100.000 mennesker, idet hvert valgbord er besat af fem personer, der nyder prestige og autoritet i deres lokalområde.

Selve afstemningen er ifølge loven »fri, direkte og hemmelig«. Det er følgelig ikke obligatorisk at stemme. Ligesom i Danmark foregår selve stemmeafgivningen i en lukket valgkabine. Men modsætning til praksis i Danmark og andre steder har man ved provins- og landsvalget mulighed at sætte sit kryds på flere forskellige måder. På stemmesedlen står alle navnene på de kandidater, som er opstillet i den pågældende kommune. Den enkelte cubaner kan så sætte sit kryds ved samtlige kandidater, ved nogle få, ved en enkelt eller helt undlade at gøre det. Vælgerne har på denne måde mulighed for at afgive den såkaldte voto unido (enhedsstemme), hvorved man godkender samtlige opstillede kandidater og dermed påtager sig et ansvar for hele den valgte forsamling.

Alle kandidater skal have mindst 50 pct. plus en stemme for at blive valgt. Opnår de ikke dette, er de vraget, og der må foretages en ny opstilling med efterfølgende valg for at besætte de tomme pladser.

Som nævnt er der kun en kandidat til hver plads i national- og provinsforsamlingerne. Man kan diskutere, om dette er det mest demokratiske. Cubanerne forsvarer det med, at man i den nuværende situation ikke ønsker at køre en konkurrence op mellem lige kvalificerede folk og dermed åbne op for splittelse. Samtidig borger hele opstillingsproceduren for, at det er de bedst egnede kandidater, der præsenteres. Hvis folket endelig skulle være utilfreds med dem, kan det vise dette ved valgurnerne.

I modsætning til dem, der mener, at det er mere demokratisk at opstille flere kandidater for hver post, der skal besættes, fremfører cubanske eksperter, at disse kandidater i mange lande vælges ved, at de relativt set får flest stemmer, men alligevel kun en lille procentdel af samtlige afgivne stemmer. Cubanerne mener, at det mest demokratiske er, at samtlige folkevalgte har opbakning fra over 50 pct. af befolkningen. Hermed får de valgte organer større autoritet.

Når valghandlingen er afsluttet, foregår optællingen af stemmerne. Der har i den internationale presse været påstande fremme om, at cubanerne svindler og pynter på valgresultatet. Kendsgerningen er, at det er nærmest umuligt at svindle på den måde, optællingen foregår ved de cubanske valg. Den er nemlig åben for offentligheden. Beboere og repræsentanter fra masseorganisationerne overværer hele optællingsproceduren. For at svindle skulle over 100.000 valgtilforordnede på over valgsteder blive enige om dette, hvad der ikke kunne ske, uden at befolkningen straks vidste det, og uden at regeringen og hele valgprocessen blev miskrediteret og til grin. Omkring 200 udenlandske journalister overværede således valget i februar 1993. På ingen af de valgsteder, de besøgte, konstaterede de nogen uregelmæssigheder.

Valget i februar 1993

Ved indgangen til 1993 befandt Cuba sig i den hidtil værste økonomiske og sociale situation siden revolutionen i 1959. Befolkningen led på andet i træk år store afsavn som følge Østeuropas og Sovjets sammenbrud. Utilfredsheden med tilstandene var udbredt. Men også viljen til at finde løsninger for at undgå en kapitulation til den store nabo mod nord.

Samtidig tordnede den vestlige propaganda mod Cuba. Man lagde hele skylden for de opståede problemer på Castro og hans forbenede kommunister. Tiden var inde til forandring af det cubanske system. Den internationale presse krævede »demokratiske« reformer og indførelse af direkte valg på Cuba. Folket skulle have lov til at udtrykke sin utilfredshed med Castro-regimet, hed det i den vestlige propaganda.

I denne ekstremt vanskelige situation, hvor det politiske og ideologiske pres fra udlandet var større end nogensinde før, tog det cubanske styre udfordringen op. Man ændrede valgloven og udskrev for første gang nogensinde direkte valg til landets øverste organer. Som Castro sagde kort før valget, ville ingen anden regering i verden have handlet på den måde i en tilsvarende situation, da den på forhånd ville være sikker på at falde. Men udskrivningen af valget var et udtryk for den tillid, som ledelsen havde til det cubanske folks dømmekraft. Man var sikker på, at folket ville leve op til sit ansvar.

Og valgresultatet blev formidabelt. Ved kommunevalget den 20. december 1992, der gik umiddelbart forud for landsvalget, lå valgdeltagelsen på 97,2 pct. Heraf var ca. 10 pct. af stemmesedlerne fejlagtigt udfyldt eller blanke. Op til valget i februar 1993 foretog man en omfattende mobilisering for om muligt at hæve stemmeprocenten. Og det lykkedes. Ikke mindre end 99,57 pct. af vælgerne mødte op ved valg- urnerne den 24. februar, selv om den såkaldte opposition og den Cuba- fjendtlige propaganda havde opfordret til boykot.

I ingen cubansk provins var valgdeltagelsen under 97 pct. Af de afgive stemmer var 92,97 pct. gyldige, mens 3,04 pct. var blanke og 3,99 pct. forkert udfyldt. Det største antal ugyldige stemmer var i Havanna,

hvor landets sociale problemer er koncentreret. Her var 10,34 pct. af stemmerne fejlagtigt udfyldt og 4,39 pct. blanke, dvs. i alt knap 15 pct.

Ved valget til provinsforsamlingerne, der fandt sted samme dag, lå valgdeltagelsen og antallet af gyldige stemmer på omtrent samme niveau som ved landsvalget.

De samlede resultater af de to valg sagde således ikke så lidt om størrelsen og den reelle betydning af den af udlandet understøttede og så lovpriste cubanske opposition.

Samtlige opstillede kandidater til national- og provinsforsamlingerne blev valgt. Det overvældende flertal af dem med over 90 pct. af de gyldige stemmer. Til landsvalget var der således ingen med under 87 pct. Castro selv blev valgt i sin hjemby, Santiago de Cuba, med over 99 pct. af de gyldige stemmer. Af de valgte til den nye nationalforsamling var 274 – svarende til 46,5 pct. – såkaldte kandidater fra basis, dvs. medlemmer af kommunerådene, der som nævnt er direkte nomineret og valgt i deres lokalområde. 496 af de 589 medlemmer var nyvalgte, hvad der svarer til en fornyelse på omkring 83 pct.

Gennemsnitsalderen i den nye nationalforsamling lå på 43 år, idet den omfattede såvel helt unge fra 18 år og opefter som ældre veteraner fra befrielseskampen. Særlig interessant er de deputeredes sociale sammensætning. Her er 92 arbejdere, 18 bønder, 36 pædagoger og lærere, 18 intellektuelle og kunstnere, 9 sportsfolk, 2 præster, 11 journalister og 49 videnskabsmænd og forskere. Blandt de deputerede finder man internationalt kendte kunstnere som Pablo Milanés og Silvio Rodriguez og sportsfolk som løberen Alberto Juantorena, verdensrekordholderen i højdespring Javier Sotomayor og træneren for det succesrige cubanske bokselandshold, Alcides Sagarra. Hertil kommer folk, der arbejder inden for statsapparatet, administrationen, partiet og hæren. 441 deputerede har universitetsgrad, hvad der afspejler såvel den cubanske befolknings som de deputeredes høje uddannelsesniveau.

Næppe noget andet land i verden har en så bred social sammensætning af parlamentet som Cuba, hvor nationalforsamlingen i langt højere grad afspejler befolkningens sociale sammensætning, omend ikke fuldstændigt. Hermed er der langt større mulighed for at tage beslutninger, som inddrager alle synspunkter og tilgodeser alle lag af befolkningen.

Op til valget i februar 1993 havde den cubanske ledelse opfordret til, at man afgav den såkaldte voto unido, dvs. at man satte et enkelt kryds, der angav, at man stemte på alle kandidaterne en blok. Castro havde personligt lagt sig i selen, for at befolkningen hermed skulle vise sin nationale enhed over for det store udenlandske pres. Resultatet af denne opfordring taler for sig selv. Til de 14 provinsforsamlinger var gennemsnitligt 94,99 pct. af de gyldige stemmer voto unido, svingende fra 90,88 pct. i Havanna by, der grundet sin størrelse har status som provins, til 98,43 pct. i provinsen Granma. Til nationalforsamlingen var ialt 6.939.894 stemmer, dvs. 95,06 pct. af de gyldige stemmer voto unido, hvad der svarer til 88,48 pct. af samtlige afgivne stemmer.

Med denne stemmeafgivning afviste det cubanske folk myten om, at det skulle være spaltet og modstander af det socialistiske system. Hvis det havde forholdt sig på denne måde, havde det været tilstrækkeligt, at folk enten ikke var mødt op til valget eller havde stemt imod de opstillede kandidater. Havde disse ikke opnået de nødvendige 50 pct. af stemmerne, var landet med sikkerhed blevet kastet ud i et kaos, som meget vel kunne have ført til et systemskifte.

Der er stadig en meget høj valgdeltagelse i Cuba. Således stemte 88 procent ved kommunalvalget i november 2017.

Konstituering af de valgte organer

Efter valgene konstituerer de valgte organer sig selv. Ved hemmelig afstemning vælges der formænd, næstformand og sekretærer til at varetage det daglige arbejde. Disse personer arbejder for det meste som professionelle, mens hovedparten af de øvrige valgte fortsætter i deres oprindelige job og udfører arbejdet som folkets repræsentanter i deres lokalområde.

I nationalforsamlingen vælger medlemmerne ligeledes formand, næstformand og sekretærer. På forsamlingens konstituerende møde den 15. marts 1993 blev den tidligere udenrigsminister Ricardo Alarcon, 55 år, valgt som formand. Han regnes for en af landets mest erfarne og kvalificerede ledere. Gennem dette valg udtrykte de deputerede et ønske om at styrke nationalforsamlingens rolle som folkemagtens øverste organ.

De deputerede vælger endvidere statsrådet, der er landets øverste myndighed mellem nationalforsamlingens møder. Det statsråd, der blev valgt på det konstituerende møde i marts 1993, bestod af 23 medlemmer, hvoraf de 15 for første gang er blevet betroet dette ansvar. I dag vælges der 31 medlemmer af Nationalforsamlingen til statsrådet.

I statsrådet sidder der ledere af det kommunistiske parti, masseorganisationerne og hæren, ledere af lokale folkeråd, samt andre vigtige personligheder, f.eks. en kendt læge, formanden for Videnskabernes Akademi osv. Yngste medlem er 25 år. Det er således også et bredt sammensat organ, der har mulighed for at tage beslutninger på et kvalificeret og solidt grundlag. Det var derfor en uhyre vanskelig opgave at finde de bedst egnede blandt de deputerede. Ikke mindre end 449 forslag kom på bordet, før man fandt frem til de 23 navne.

Som formand for statsrådet genvalgtes Fidel Castro og som første næstformand hans broder Raúl Castro. De blev begge valgt enstemmigt. Formanden for statsrådet kan betragtes som landets præsident, som på denne måde vælges indirekte. Fra international side har det imidlertid været fremført, at det ville være mere demokratisk, hvis Castro lod sig vælge direkte af landets indbyggere. Men er det nu det?

I forbindelse med diskussionen af den nye valglov i 1992 foreslog også flere cubanere, at man skulle indføre direkte valg til præsidentposten. Castro selv gik imod dette forslag. Han begrundede det med, at en præsident, der vælges direkte, forvandles til en person, der står over alle andre. En præsident, der vælges indirekte, og som samtidig er formand for statsrådet, som er et kollektivt organ, har derimod pligt til at aflægge beretning og må til stadighed stå regnskab over for dette organ, hvorfor han ikke kan siges at stå over de andre.

Cubanerne ændrede de i 1990’erne folkevalgte organers arbejde for at give dem en mere central og autoritativ placering i landet. Man vil bl.a. befri dem fra en del rent administrativt arbejde, som de tidligere havde. Det gælder ikke mindst lokalt. Tidligere formand for nationalforsamlingen og nuværende medlem af statsrådet, Juan Escalona, udtalte i november 1992, at man faktisk var ekstremt utilfredse med den måde, den lokale administration fungerede på. Han forklarede:

»På grund af overdreven demokratisme skal kommunerådet, når det konstitueres, vælge formand, næstformand, sekretærer og en gruppe delegerede til eksekutivkomiteen, der har ansvaret for at forvalte og lede kommunen. Hvad sker der? At når en valgkreds vælger en delegeret, har man ikke tænkt på, at han kan blive medlem af en eksekutivkomite… Den socialistiske administration er meget kompleks… Den kommunale regering skal forvalte skoler, familielæger, polyklinikker, spisesale, butikker osv. Vi finder derfor, at den offentlige administration ikke altid har den ønskede kvalitet. Vi er meget utilfredse med vores administration. Og da processen gentages hvert to et halvt år, skal vi konstant uddanne folk til disse opgaver«.

Man gjorde derfor hele apparatet mere professionelt, idet den nye forfatning havde åbnet op for, at man lokalt danner såkaldte Consejos de Administración, dvs. administrative råd, som udpeges af kommunerådet. Medlemmerne af disse råd er professionelle og er ansat lige så længe, som kommunerådet finder, at de yder en god indsats. Samtidig har man afskaffet de hidtidige eksekutivkomiteer.

På tilsvarende vis forbedrede man arbejdet i provinsforsamlingerne og nationalforsamlingen. Man villet give disse forsamlinger større myndighed og vægt i landets liv. Man har bl.a. efter nationalforsamlingens møde i sommeren 1993 nedsat 10 stående udvalg, der hver især har fået et vigtigt ansvarsområde.

Folkerådene

Også andre forandringer har fundet sted i de senere år. Mellem kommunerådene og basis er der siden 1988 blevet indført et slags mellemled, de såkaldte Consejos Populares (folkeråd), som nu dannet i hele landet i et antal af over tusind. De dækker hver især et område med i gennemsnit omkring 10.000 indbyggere, men kan i øvrigt svinge meget i størrelse.

I folkerådene sidder de kommunerådsmedlemmer, der er valgt inden for det pågældende område. De består desuden af repræsentanter fra masseorganisationerne, arbejdere fra områdets fabrikker, lærere fra skolerne, læger fra hospitalet osv. De sammensættes af en 30-40 mennesker, der repræsenterer befolkningen og forskellige sider af det lokale liv. De har på denne måde et bredt overblik over situationen i området.

Folkerådene er fremfor alt blevet skabt for at mindske afstanden mellem basis og kommuneråd og dermed også lette de folkevalgtes arbejde. Ofte måtte man tidligere for at løse et problem henvende sig til adskille organismer inden for kommunen. Hele proceduren kunne på denne måde blive både langvarig og bureaukratisk. Begrebet »at løbe panden mod muren« var bestemt ikke ukendt på Cuba. For på en hurtigere og mere effektiv måde at kunne løse problemerne har man derfor skabt disse råd og givet dem de nødvendige beføjelser, idet kommunerådene på denne måde har uddelegeret en del af deres ansvarsområde.

Folkerådene har i dag ansvaret for områdets skoler og børnehaver, for sundhedsvæsnet, for forsyningerne til befolkningen, for bevogtning af statens ejendom, for befolkningens sikkerhed osv. De fører også tilsyn med de statsvirksomheder, der ligger inden for deres område. De har ikke beføjelse til at lede disse virksomheder, men de kan kritisere ledelsen af dem og tilmed afsætte den. Folkerådenes opgave er med Juan Escalonas ord »at være modvægt mod vores elendige administration«, som dog sidenhen er blevet væsentligt forbedret med oprettelsen af de nye administrative råd. Folkerådene arbejder i nær samarbejde med lokalbefolkningen og inddrager denne i løsningen af en lang række af opgaverne. Den brede sammensætning af rådene gør det muligt på de ugentlige møder at tage hurtige og kvalificerede beslutninger, der tager hensyn til områdets særlige forhold.

Erfaringen med folkerådene er i almindelighed meget positiv. De fleste folkeråd fungerer i et tæt samarbejde med lokalbefolkningen, selv om der er eksempler på steder, navnlig i Havanna, hvor der har været problemer med at få dette samarbejde op at stå. Men der er næppe nogen tvivl om, at disse råd er kommet for at blive, og at de er med til at skabe en direkte forbindelse mellem folket og de ledende organer.

Kontakten til vælgerne

Efter valgene mister de cubanske vælgere ikke kontakten med de folkevalgte. Som tidligere nævnt er de deputerede på Cuba ikke levebrødspolitikere, der får løn for det arbejde, de udfører som folkets repræsentanter. På nær de relativt få, der vælges som formænd og sekretærer for de respektiver organer, beholder alle øvrige deputerede deres tidligere job og løn.

De valgte byråd og folkeforsamlinger er ikke stående organer, der som det danske Folketing sidder i møde det meste af året. Den cubanske nationalforsamling mødes således normalt kun to gange om året, i juli og december, til et to-tre dage langt møde. Ind imellem passer de deputerede deres almindelige job. Det betyder dog langt fra, at de ikke er aktive som deputerede i denne tid. I modsætning til f.eks. et dansk folketingsmedlem er de cubanske deputerede ikke kun lovgivere, men har også pligt til at deltage i udførelsen af de trufne beslutninger i deres respektive kommuner, folkeråd, arbejdspladser, boligområder osv. En del af nationalforsamlingens medlemmer er som tidligere nævnt medlemmer af kommunerådene, og en del er samtidig formænd for de lokale folkeråd med alt, hvad der dertil hører af ansvar og opgaver. At være folkevalgt på Cuba er på alle måder et heltidsjob, hvor det eneste privilegium er retten og pligten til at arbejde mere for nationens fremgang.

Når der viser sig et konkret problem i lokalområdet, er det den folkevalgtes pligt at søge at løse dette problem, hvis det administrative råd under kommunerådet ikke allerede har taget vare på det. Det kan f.eks. være problemer med strøm- eller vandforsyningen, problemer i det lokale sundheds- eller skolesystem, mangel på visse nødvendige varer i butikkerne, en fabrik, der ligger stille som følge af manglende forsyninger osv. Drejer det sig om et problem, som kun kan løses i dagtimerne, må den folkevalgte bede om fri fra arbejde, idet han ikke bare kan blive væk uden grund. Omvendt har virksomheden ikke ret til at nægte ham denne frihed, hvor han fortsat oppebærer sin løn.

De folkevalgte på Cuba har på denne måde en helt anden, bredere, mere åben og aktiv rolle end f.eks. de danske folketings- eller byrådsmedlemmer. Alene gennem dette arbejde, som på dansk ville hedde nærdemokrati, er den deputerede i løbet af året i personlig kontakt med hundreder eller måske tusinder af beboere inden for sin kommune. Men kontakten til vælgerne begrænser sig ikke til dette daglige arbejde. Enhver folkevalgt på Cuba har ifølge loven pligt til løbende at holde vælgerne orienteret om sit arbejde. Det gælder for såvel medlemmer af kommunerådene som medlemmer af national- og provinsforsamlingerne.

Denne orientering sker fremfor alt på de såkaldte ‘reuniones de rendición de cuentas’, dvs. beretningsmøder, der normalt finder sted to gange om året. Disse møder indkaldes i god tid ude i de enkelte valgkredse og zoner. Her beretter den deputerede så om sit arbejde, hvad han har gjort for at løse det og det spørgsmål, hvorfor forskellige problemer evt. ikke er blevet løst, hvad han har tænkt at gøre fremover for at finde løsninger osv. Beboerne stiller spørgsmål og, såfremt de er utilfredse, retter de kritik af den folkevalgtes arbejde eller af andre forhold i det pågældende område. Undertiden kan diskussionen være temmelig heftig.

Deltagelsen på disse beretningsmøder er ofte massiv. I de senere år regner man med, at omkring 65 pct. af befolkningen har deltaget på landsplan. Selv om denne procentdel nok er faldet noget i den nuværende anstrengte situation, hvor folk ofte har travlt med at løse deres egne personlige problemer, er det stadig en betragtelig del af den cubanske befolkning, der deltager i denne demokratiske kontrol med de folkevalgte.

Ofte diskuterer man på beretningsmøderne også de nye tiltag og love, som den cubanske nationalforsamling skal tage stilling til på sit efterfølgende møde. Herigennem tages befolkningen med på råd, hvorved nationalforsamlingen bliver i stand til at tage mere kvalificerede beslutninger, samtidig med at man på denne måde sikrer sig, at man har befolkningens støtte til de nye tiltag.

Et godt eksempel på denne demokratiske praksis fik man i forbindelse med nationalforsamlingens møde i december 1993. Her skulle man bl.a. diskutere de enorme finansproblemer på Cuba, der omfattede såvel underskuddet på statsbudgettet som den store mængde penge, der var pumpet ud i befolkningen uden reel dækning i produktionen. Det var klart for enhver, at der var behov for både nytænkning og tiltag, der ville kunne mærkes i befolkningen.

Nationalforsamlingens møde var blevet forberedt gennem en lang række møder landet over og blev afventet med stor interesse af befolkningen. Men også med usikkerhed og ængstelse. Hvor var Cuba på vej hen? Hvordan ville de nye tiltag påvirke dagligdagen? Mødet blev i sin helhed transmitteret over radio og TV, så befolkningen kunne følge med i debatten.

Alle indtil da indkomne forslag blev kritisk og fordomsfrit diskuteret. Det var en seriøs og meget konkret debat uden megen overflødig retorik. Medlemmerne kom med kritiske bemærkninger til de enkelte forslag. Nye forslag kom på bordet og blev vendt og drejet for at vurdere deres virkninger og eventuelle bivirkninger.

Da man imidlertid ikke ønskede at handle overilet og teknokratisk, enedes man om at udskyde den endelige beslutning om de tiltag, der skulle tages, til en efterfølgende ekstraordinær samling. I mellemtiden skulle alle forslag undersøges af eksperter, samtidig med at man ville gennemføre en omfattende konsultation blandt befolkningen for både at høre dens meninger og forberede den på de drastiske skridt, som var nødvendige.

Stort set hele den cubanske befolkning var på forhånd enig i, at der måtte gøres noget. Men samtidig brød ingen sig om de konkrete skridt, som skulle tages. For at løse denne komplicerede modsætning besluttede nationalforsamlingen derfor at gennemføre en bred og åben folkelig debat af politisk, ideologisk og opdragende karakter. Målet var at skabe overensstemmelse mellem befolkningens synspunkter og indstilling på den ene side og de nødvendige beslutninger og foranstaltninger på den anden side. Det cubanske folk måtte have konkrete oplysningerne om den reelle situation for dermed at kunne forstå, at det var nødvendigt med utraditionelle tiltag. Samtidig kunne den selv være med til at pege på de forslag, som den mente ville gøre mindst ondt og have størst effekt.

Med hele denne åbenhed og denne omhyggelige politiske og tekniske forberedelse af de nye tiltag søger man at undgå upopulære chokkure med efterfølgende folkelige protestbevægelser, uventede bivirkninger og fremfor alt en voksende adskillelse og afstand mellem vælgerne og de folkevalgte. Det er i denne enhed mellem folket og dets repræsentanter, at man skal søge et af de vigtigste politiske trumfkort, som sætter Cuba i stand til at imødegå den amerikanske blokade af landet.

Tilbagekaldelse – snor i politikeren

De cubanske vælgeres kontrol med deres valgte repræsentanter begrænser sig imidlertid ikke kun til beretningsmøderne og kontakten i det daglige arbejde. I modsætning til i Vesten kan de folkevalgte ikke bare køre deres eget løb, når de først er valgt. Den udbredte vestlige praksis med, at politikerne løber fra deres valgløfter, er ukendt på Cuba. For virkelig at sikre den stadige kontakt og overensstemmelse mellem vælgere og folkevalgte har man i loven åbnet op for en mulighed, der kan tages i brug som et sidste middel, når der opstår alvorlige uenigheder og problemerne går i hårdknude. Det drejer sig om retten til at tilbagekalde de folkevalgtes mandat.

På Cuba kan samtlige personer, der er valgt til de respektive organer, til enhver tid trækkes tilbage af deres vælgere, uanset om det er midt i valgperioden eller kun et par måneder efter valget. Det gælder for medlemmer af såvel kommuneråd som national- og provinsforsamlingerne.

Selve proceduren er uhyre enkel. En hvilken som helst cubaner, som er utilfreds med en af de repæsentanter, der er opstillet og valgt i den lokale valgkreds, kan tage initiativ til at indsamle underskrifter for at få vedkommende fjernet. Opnår man underskrifter fra mindst 25 pct. af vælgerne i det pågældende område, indkaldes et offentligt møde, når det drejer sig om et medlem af kommunerådet. Her fremføres kritikken af den folkevalgte, hvorefter man skrider til afstemning ved simpel håndsoprækning. Stemmer over 50 pct. af de fremmødte for tilbagekaldelse, er vedkommendes mandat automatisk trukket tilbage. Det er så op til valgkomiteen i det pågældende område at foranstalte nyvalg til den tomme plads.

Til national- og provinsforsamlingerne er den sidste del af proceduren lidt anderledes. Valgkredsene er her større, og det er derfor alt for kompliceret at samle alle vælgerne til et fællesmøde. Det er derfor de valgte forsamlinger, der selv skal tage stilling til tilbagekaldelse af et medlems mandat, når dette er blevet udtrykt massivt af beboerne inden for vedkommendes valgkreds.

Dette skridt, der egentligt forekommer at være en elementær demokratisk ret, er en sidste udvej for vælgerne til at bevare kontrollen med de folkevalgte. Det udgør samtidig en slags pres mod disse, så de strenger sig mere an og yder en ekstra indsats i folkets tjeneste. Ingen bryder sig selvsagt om at blive trukket tilbage af deres vælgere, da det ikke alene er et alvorligt mistillidsvotum, men også en slags falliterklæring.

Retten til tilbagekaldelse er ikke blot en papirret, men tages faktisk med jævne mellemrum i anvendelse på Cuba, når der ikke findes andre løsningerne. Naturligvis er det ikke noget, man ligefrem stræber efter og praler af, da det også samtidig er en kritik af vælgerne for ikke at have været omhyggelige nok i forbindelse med opstillingen og valget af de pågældende. Men alle er enige om, at det er en nødvendig garanti, for at demokratiet kan fungere i praksis.

I øvrigt er retten til tilbagekaldelse af folkets repræsentanter ikke nogen specifik cubansk opfindelse. Cubanerne har overtaget denne praksis fra tidligere socialistiske revolutioner, fremfor alt Pariserkommunen i 1871, der for første gang knæsatte den som demokratisk princip for socialismen. Men princippet er ikke i sig selv socialistisk. Retten til tilbagekaldelse har også eksisteret før den moderne socialisme, i det mindste i nogle af fristæderne i den europæiske middelalder.

Da venstreprotestanten Thomas Munster under den tyske bondekrig i februar 1525 indtog byen Mühlhausen i spidsen for de revolutionære skarer, blev der således straks valgt et nyt byråd. Rådmændene her blev imidlertid valgt for livstid, men kunne samtidig til enhver tid trækkes tilbage, hvis befolkningen var utilfreds med deres indsats. Denne åbenbare modsætning mellem livstidsvalg og tilbagekaldelsesret er blev løst af den moderne socialistiske bevægelse gennem princippet om almindelig valgret, som er forbundet med pligten til at aflægge regelmæssig beretning og retten til at trække de valgte tilbage.

Masseorganisationerne

Som det fremgår af ovenstående, spiller de cubanske masseorganisationer en vigtig rolle i landets valgproces, navnlig i forbindelse med nominering af kandidater til national- og provinsforsamlingerne. En forudsætning for, at befolkningen virkelig får indflydelse på denne måde, er selvsagt, at disse organisationer er ægte repræsentanter for folket, og at de selv er demokratisk opbygget.

Medlemskab af masseorganisationerne er som tidligere nævnt frivilligt og kontingentet uhyre beskedent. Alligevel er det overvældende flertal af den cubanske befolkning medlem af en eller flere af disse organisationer. Den cubanske fagbevægelse, CTC, organiserer således ifølge egne oplysninger over 3.200.000 af Cubas 3.600.000 arbejdende, dvs. en organisationsprocent på omkring 90 pct.

Den høje organisationsgrad i den cubanske fagbevægelse skyldes bl.a., at fagforeningerne ikke som i f.eks. Danmark er kraftigt pamperdominerede. Den cubanske arbejder har faktisk en udstrakt indflydelse inden for sin egen organisation. Alle faglige ledere vælges direkte af medlemmerne og kan til enhver tid trækkes tilbage. Afstanden mellem basis og top er meget lille. De faglige ledere nyder ingen særlige privilegier, og deres levevilkår er stort set de samme som medlemmernes. Antallet af lønnede funktionærer er samtidig meget lille, kun omkring 4.000, dvs. godt en promille af samtlige medlemmer og under en procent af alle med faglige tillidshverv. De fleste faglige ledere passer således deres daglige job sammen med de øvrige medlemmer. De betalte funktionærer får desuden ikke mere i løn end de almindelige arbejdere. Faktisk tjener en sukkerrørsarbejder mere end formanden for CTC.

Den cubanske fagbevægelses vigtigste opgave er i dag at forsvare og sikre de arbejdendes rettigheder på deres arbejdspladser og i samfundet som helhed. Fagforeningerne gennemlever for tiden en proces, hvor man er i gang med klarere at definere deres opgaver i overensstemmelse med den situation, der er opstået med den »særlige periode«. Men generelt kan man sige, at fagforeningerne har meget stor indflydelse såvel på de enkelte arbejdspladser som i landet som helhed. Faktisk vedtages der ikke en eneste vigtig lov på Cuba, som ikke først har været til høring i fagbevægelsen. CTC’s (nu tidligere, red.) leder Pedro Ross udtrykker det således:

»De arbejdende, og jeg taler ikke om fagtoppen, deltager aktivt i de beslutninger af politisk og økonomisk karakter, som tages i landet. På Cuba er der ikke blevet vedtaget nogen vigtig lov, der angår folkets og de arbejdendes liv, hver man ikke først har rådført sig med ikke blot fagforeningerne, men også med arbejderne. Der er intet vigtigt spørgsmål, hvor man ikke beder om vores mening og holdning. Ikke blot som formsag, men for at tage den i betragtning. Vi ved meget vel, at der bliver taget meget hensyn til vores meninger og holdninger«.

Da den cubanske nationalforsamling i december 1993 besluttede at sende de nye tiltag, som var påtvunget af den svære økonomiske situation, ud til diskussion i befolkningen, inden de blev sat i værk, fik fagbevægelsen og dermed arbejderklassen en vigtig plads i denne folkelige konsultation. På forslag fra Pedro Ross, der også er medlem af nationalforsamlingen, blev diskussionen i første omgang organiseret gennem fagforeningerne på de enkelte arbejdspladser. Her er ca. 80 pct. af den erhvervsaktive befolkning repræsenteret. For første gang siden revolutionens sejr i 1959 drejede det sig om gennemføre reformer, som ville gå ud over befolkningen, og som dermed i deres væsen ville være upopulære. Men det gik ikke ud over engagementet og diskussionslysten. De arbejdende diskuterede overalt i landet og bidrog konstruktivt med en lang række nye forslag, som ikke tidligere havde været på bordet.

På denne måde opstod det, som på få dage blev døbt og kendt som el Parlamento Obrero (Arbejderparlamentet), hvorfra der dagligt blev bragt indslag i TV, radio og aviser. Hermed udvikledes en helt nye form for demokrati, hvorigennem arbejderne og de øvrige arbejdende på de enkelte virksomheder gennem deres faglige organisationer fik direkte indflydelse på udformningen af de nye lovtiltag. Processen blev afsluttet midt i marts 1994, og der havde været afholdt over 80.000 af denne slags møder landet over. Et lignende eksempel på folkelig deltagelse i lovgivningsarbejdet kendes næppe fra noget andet land i verden.

Også de andre masseorganisationer er demokratisk opbygget med stor medlemsindflydelse. De har samtidig hver for sig en række opgaver, som ud over selve valgene sikrer dem indflydelse i landets liv. Kvindeforbundet, FMC, organiserer således omkring 80 pct. af landets voksne kvinder. Det arbejder ikke kun for at forsvare kvindernes og familiernes rettigheder, men tages også med på råd, når der træffes beslutninger og vedtages love, der berører dette område. Det tager endvidere direkte del i løsningen af en lang række sociale og andre problemer i boligområderne. Her arbejder det direkte i folkerådene og i et nært samarbejde med de øvrige masseorganisationer.

De revolutionære forsvarskomiteer, CDR, er tilsvarende en basisorganisering af den cubanske befolkning, der har 85-90 pct. af alle cubanere over 14 år som medlemmer. De opstod historisk, som navnet siger, for at forsvare revolutionen på et tidspunkt, hvor der stadig fandtes væbnede kontrarevolutionære bander i landet. Også i dag udøver de denne opgave, idet de udfører et stort præventivt arbejde i boligkvartererne, hvor frivillige døgnet rundt holder vagt for at sikre borgernes sikkerhed og forhindre røveri mod områdets institutioner, butikker og fabrikker. Komiteerne har imidlertid også en lang række andre sociale opgaver, f.eks. er de ansvarlige for indsamling af donorblod til det cubanske sundhedsvæsen. CDR-komiteerne vurderer selv, at denne form for basisorganisering er hovedårsagen til, at befolkningen hele tiden har sluttet om den socialistiske opbygning på trods af de mange vanskeligheder, som er påført af den nordamerikanske blokade.

Bondeorganisationen, ANAP, arbejder med at forsvare de private og kooperative bønders rettigheder og har stor indflydelse på lovgivning, uddannelse, organisering osv. i forbindelse med landbruget. Endelig er FEU og FEEM organisationer, der ud over at forsvare de studerendes rettigheder, tager direkte del i såvel planlægning af undervisningen som sikring af de studerendes levevilkår med hensyn til bolig, mad, bøger, fritid osv.

Det kommunistiske parti

Man kan med god ret spørge, hvor Cubas kommunistiske parti befinder sig. Det deltager som nævnt ikke direkte i valgprocessen. Ifølge forfatningen har det heller ikke nogen lovgivende eller udøvende myndighed. Hvilken rolle spiller dette parti så i det kraftigt kritiserede cubanske »etpartisystem«? Svaret er i og for sig meget enkelt: en helt altafgørende rolle! Susana Lee, journalist og parlamentsmedlem, forklarer det således:

»Partiet og staten har sammenløbende, men forskellige opgaver. Partiet udstikker de grundlæggende retningslinjer, som vejleder staten, men det hverken erstatter den eller blander sig i dens arbejde. Partiets beslutninger har kun bindende karakter for dets medlemmer, organismer og organisationer. Og det er dets medlemmer, med deres personlige eksempel og deres argumenter og erfaring, som fra deres konkrete arbejdspladser på konkret vis ansporer til, at man udfører de generelle retningslinjer, som partier anviser for samfundets udvikling som helhed. Partiet administrerer ikke, men udstikker kursen og strategien for landets udvikling. Heraf dets ledende rolle. Partiets grundlæggende arbejde er med mennesket, med dets politiske og ideologiske dannelse«.

Cubas kommunistiske parti er et kadreparti, der kun optager de bedste repræsentanter for arbejderklassen og folket i sine rækker. Sammen med det kommunistiske ungdomsforbund, der også er en kadreorganisation, organiserer partiet lidt over en million af Cubas knap 11 mill. indbyggere. Det er ikke et bureaukratparti, hvor medlemskab af partiet giver adgang til en lang række privilegier, som det var tilfældet i Sovjet og Østeuropa. Tværtimod stilles der store krav til partiets medlemmer med hensyn til eksemplarisk levevis, opførsel og patriotisme. Det er netop gennem denne indstilling, at det har vundet så stor prestige og autoritet på Cuba.

Partiet er heller ikke et valgparti, hvad der dog ikke forhindrer, at mange af dets medlemmer vælges til poster i de forskellige folkemagtsorganer. Folket kan som tidligere anført frit foreslå, hvem det vil som kandidater til disse organer. Alligevel oplever man, at omkring 70 pct. af alle, der blev valgt ved de seneste valg, var medlemmer af partiet. Det skyldes netop dette eksempel, som de udgør i deres lokalområder. Folket foreslår og stemmer på personer, det har tillid til, og som er villige til at hjælpe til med at løse dagligdagens mange problemer. Det foreslår og stemmer ikke på folk, der nyder privilegier, vasker deres fingre og varetager personlige interesser.

I øvrig er partiet ikke en lukket organisation, selv om optagelsen af nye medlemmer er selektiv. Disse nye medlemmer accepteres nemlig først, efter at deres kolleger på arbejdspladsen er blevet taget med på råd. Heller ikke partiets rolle og opgaver i det cubanske samfund er udelukkende et partianliggende. Da partiet forud for sin 4. kongres i 1992 udsendte et kongresoplæg, blev der afholdt mere end 800.000 møder landet over. Omkring 3,5 mill. cubanere deltog her i de diskussioner, som udgjorde grundlaget for kongressens senere beslutninger.

I Cubas forfatning kan man læse, at det kommunistiske parti defineres som nationens fortrop og landets øverste ledende kraft. Denne forfatningsmæssige stadfæstelse af partiets ledende rolle forekommer umiddelbart at være i klar modstrid med den rolle, som partiet reelt spiller og er tiltænkt, og som er skitseret ovenfor. Faktisk er det et lån fra Sovjet og de østeuropæiske lande og er i virkeligheden slet ikke i overensstemmelse med de cubanske kommunister nuværende opfattelse og praksis. Alligevel valgte man at inkludere denne passus i 1992-forfatningen. Tidligere parlamentsformand Juan Escalona forklarer hvorfor:

»Vi må modernisere vores sprogbrug. Artikel 5 (i forfatningen) taler om det kommunistiske partis ledende rolle. Vi gjorde os følgende overvejelse: Denne artikel er en kopi af de socialistiske forfatninger i Europa. Der er ingen grund til, at den er med i forfatningen, for det er ikke forfatningen, der giver partiet autoritet til at lede samfundet. Det er omvendt revolutionen og partiet, som har skabt forfatningen. Partiet opnår ikke sin autoritet, fordi det står skrevet i forfatningen. Det burde altså slet ikke stå der, men vi stod over for følgende dilemma: I dag har alverdens rotter skiftet navn og opgivet partiet. På et tidspunkt, hvor hele verden fornægter partiet, vil vi derfor ikke gøre det. Det kan ske i den næste revision af forfatningen«.

Myten om, at Cuba er et diktatorisk et-partisystem, hvor partiet bestemmer alt, er og bliver således en myte, der næres af argumenter uden for virkelighedens verden. Cubas kommunistiske parti spiller uomtvisteligt en afgørende og ledende rolle i landets liv. Men den prestige, som er betingelsen for, at det kan spille den rolle, er noget, som kun opnås i en daglig og vedvarende kamp, hvor partiets medlemmer gennem deres personlige eksempel og indsats går i spidsen for at fremme landets udvikling. Den dag, partiet begyndte at fjerne sig fra folket, ville denne prestige givetvis forsvinde som dug for solen.

Vestligt versus cubansk demokrati

Den vestlige propaganda retter svære angreb mod det cubanske demokrati, som er beskrevet i det foregående. Kritikken består for det meste af kendsgerninger, som rives ud af deres sammenhæng og præsenteres i en fordrejet form. Fordomme og myter sammenblandes med virkeligheden med det formål at forherlige det vestlige demokrati på cubanernes bekostning. Således gøres antallet af partier i de forskellige systemer ofte til målestok for demokratiet. Her trækker Vesten selvsagt det lange strå, mens Cuba får dumpekarakter. Det cubanske demokrati præsenteres derimod stort set aldrig på sine egne præmisser.

I modsætning til den vestlige propaganda ser cubanerne det ikke som deres opgave at opkaste sig til dommer over Vestens måde at gøre tingene på. Det overlader de helt korrekt til befolkningerne i de pågældende lande. Men som borger i et vesteuropæisk land kan det være interessant at drage visse sammenligninger mellem demokratiet i de forskellige systemer.

I Vesten som på Cuba starter den demokratiske proces med opstillingen af kandidater til parlamenterne og de andre repræsentative organer på forskellige niveauer. På Cuba er hele denne procedure en uhyre demokratisk proces, der starter på grundplan med opstillingsmøder i alle lokalområder. De forskellige mekanismer, som cubanerne har udviklet for opstilling af kandidater til kommunerådene og de højere forsamlinger, sikrer, at der er en udstrakt folkelig deltagelse og indflydelse på alle niveauer – ved sidste valg deltog som nævnt omkring 78 pct. af vælgerne. Opstillingsproceduren er altså i sit væsen et bredt folkeligt anliggende.

Omvendt forholder det sig i Vesten. Her er opstillingen af kandidater i samtlige lande en lukket proces, der foregår internt i de forskellige partier. I et land som Danmark, der bryster sig af sit demokrati, foregår opstillingen således i partiforeninger landet over. Eftersom kun ca. fem pct. af befolkningen i dag er organiseret i politiske partier, er det således kun et anliggende for en lille brøkdel af befolkningen. Hertil kommer, at langt fra alle medlemmer af de pågældende partier møder op. Desuden er kandidatlisten ofte bestemt i forvejen af partiledelsen. Det er således en lille eksklusiv klub, der opstiller de folk, der skal være landets parlamentarikere.

De vestlige ledere forsvarer denne fremgangsmåde med, at folk, der ikke føler, at deres behov bliver indfriet på denne måde, blot kan organisere sig i nye partier. Denne mulighed står godt nok åben rent formelt, i det mindste i alle vesteuropæiske lande. Men den er normalt forbundet med så store vanskeligheder, at den for det mest forbliver en papirret. Det gælder f.eks. valg til det danske Folketing. Loven kræver her, at man for at blive opstillingsberettiget først på en indviklet og kostbar måde skal indsamle omkring 20.000 underskrifter, hvad der svarer til et mandat ved foregående valg. Dette gør, at kun få nye partier reelt har denne mulighed.

I andre lande er forholdene endnu mere umulige. I Japan skal man således deponere en million yen for overhovedet at få tilladelse til at stille op til landets parlament. Bliver man valgt, får man pengene igen. Gør man ikke, ja, så var det den fornøjelse – og udgift. Også i USA skal man erlægge en klækkelig sum for at kunne stille op.

Hertil kommer så, at de udemokratiske valgregler tager modet fra mange. I Danmark kan man f.eks. få valgt tre medlemmer af Folketinget, uden at de af den grund kommer ind som følge af den besynderlige regel om, at man skal opnå mindst to pct. af stemmerne svarende til fire mandater. I Tyskland er det endnu mere grotesk. Spærregrænsen på fem pct. betyder her, at man reelt kan opnå valg af endnu flere kandidater, uden at de får sæde i Forbundsdagen.

Efter opstillingsfasen kommer valgkampen. På Cuba så vi, hvordan moralen her spiller en vigtig rolle. Ikke alene er valgløfter ifølge loven forbudt under valgkampagnen, men også organisatorisk og økonomisk støtte til de enkelte kandidater. Alle kandidater stiller derfor op på de samme betingelser, således at det alene er deres personlige kvalifikationer, som bliver bedømt af vælgerne.

Det modsatte er tilfældet i de vestlige kapitalistiske lande. Med systemet af partier og lukkede partimøder er det her muligt for en relativ snæver gruppe mennesker at kontrollere såvel opstillingen af kandidater som hele valgprocessen. På denne måde søger de at få valgt deres egne repræsentanter. Selve valgkampen er et pengeforetagende. Millioner af kroner eller dollars spyttes i kandidaternes valgkampagner. De folkelige vælgermøder, som tidligere eksisterede, er blevet afløst af milliondyre reklamekampagner med smarte slogans og retoucherede billeder af kandidaterne.

Valgkampen er på alle måder blevet showbiz. De, der kan samle flest penge, er mest sikre på at blive valgt. Ikke mindst fjernsynet spiller her en vigtig rolle. Kandidater, der ikke har råd til dyre reklameindslag, eller som ikke findes »interessante« af de magtfulde redaktører, har så godt som ingen chancer for at komme på tinge. I Vesten er pengepung og gode forbindelser øjensynlig en demokratisk dyd. I modsætning hertil må cubanske kandidater klare sig med deres egne personlige kvalifikationer og fortjenester.

På Cuba er valgdeltagelsen ekstremt høj set i international målestok. Eftersom det ikke er obligatorisk at stemme, er den eneste forklaring herpå den brede folkelige deltagelse i hele opstillingsprocessen, som sikrer, at befolkningen er mobiliseret omkring valgene. Cubanerne har med andre ord en høj valg-kultur.

Den cubanske valglovs krav om, at samtlige kandidater skal vælges med over 50 pct. af de gyldige stemmer, betyder sammen med den høje valgdeltagelse, at alle folkevalgte indtil videre er valgt med opbakning fra over halvdelen af vælgerbefolkningen. Det giver dem en uhyre autoritet. Til sammenligning vælges præsidenten i USA, Cubas hovedkritiker, normalt kun med 25-30 pct. af samtlige mulige stemmer på grund af den lave valgdeltagelse, der ligger omkring 50 pct.

Det cubanske opstillings- og valgsystem sikrer endvidere, at nationalforsamlingen og de øvrige folkemagtsorganer i langt højere grad er repræsentative for befolkningens sammensætning, end det er tilfældet i de udviklede kapitalistiske lande. Samtidig beholder de fleste deputerede deres oprindelige job, hvad der betyder, at man kan sidde i nationalforsamlingen og samtidig være arbejder på et metalværksted. I Vesten ville en arbejder derimod blive tvunget ud af sit sociale miljø og efterhånden risikere at miste jordforbindelsen. F.eks. er ikke en eneste arbejder medlem af det danske Folketing. I det mindste ikke en, som stadig er arbejder eller har været det inden for de seneste år. Og det på trods af, at arbejderklassen udgør over 60 pct. af den danske befolkning.

Med hensyn til social sammensætning af parlamentet viste en undersøgelse, som tidsskriftet Forbes offentliggjorde i 1990, at de 50 rigeste af ialt 535 medlemmer af den amerikanske kongres’ to kamre på daværende tidspunkt havde formuer, der svingede mellem 1,8 mill. og 460 mill. dollars. Alene de 19 rigeste af Senatets 100 medlemmer havde en gennemsnitlig formue på 58 mill. dollars. Selv i von Ands hjemland ligger dette beløb milevidt over gennemsnittet. Den amerikanske kongres er med andre ord rigmændenes kongres. Omvendt er der ikke en eneste millionær i den cubanske nationalforsamling, men derimod omkring 20 pct. arbejdere og bønder, som jo ikke just har kronede dage i USA.

Selve sædet i de parlamentariske organer er ofte en indbringende forretning i Vesten, især når man medregner de mange ben, som de valgte får tænderne i. Desuden er det parlamentariske arbejde ofte et springbræt lukrative poster i det private erhvervsliv eller i statslige institutioner. I modsætning hertil får de folkevalgte på Cuba ikke en rød øre for deres arbejde. Tværtimod beholder de fleste her ud over deres oprindelige job også deres oprindelige løn. På denne måde sikres det, at det ikke er penge og privilegier, som ansporer dem til deres arbejde, men derimod sagen, dvs. arbejdet for folkets og nationens bedste.

På Cuba er der tradition for, at befolkningen også deltager i det lovgivende og udøvende arbejdet efter valgene. Landets forfatning åbner her op for, at der udvikles forskellige former for folkelig deltagelse i dette arbejde. Denne praksis betyder bl.a., at der i langt højere grad er fodslag mellem folket og de folkevalgte. Man undgår herved upopulære chok-kure og andre ubehageligheder, som skyldes en teknokratisk handle- og tænkemåde.

Kløften i Vesten mellem folkets og politikernes holdninger er en direkte konsekvens af det lukkede partisystem og det eksklusive parlamentariske arbejde. Befolkningen sættes reelt uden for politisk indflydelse. Den deltager ikke i opstillingen af kandidater. Den informeres ikke om de reelle forhold i landet og om de folkevalgtes arbejde, der for det meste udføres bag lukkede døre. Ud over valgene hver 4. eller 6. år har den ikke mulighed for at stille de folkevalgte til regnskab for deres handlinger og endnu mindre at trække deres mandat tilbage. Alligevel forsømmer Vestens ledere ikke en lejlighed til at skamrose dette systems fortræffeligheder, mens de samtidig nedgør cubanernes måde at gøre tingene på.

Konklusioner

Det grundlæggende kriterium for et ægte folkeligt demokrati er, at befolkningen har reel indflydelse og selv tager direkte del i udøvelsen af dette demokrati. Det er ud fra dette grundkriterium, at man bør bedømme det cubanske demokrati, og ikke ud fra den kendsgerning, at det kommunistiske parti for tiden er det eneste legale parti.

Alligevel er der næppe nogen tvivl om, at det politiske system på Cuba også teoretisk muliggør eksistensen af flere partier, selv om de i praksis ville være temmelig overflødige. De ville i så fald have en anden funktion end i de vestlige lande. Det ville ikke være partierne, der præsenterede kandidater og opstillede til valgene, idet denne opgave og kontrollen af de valgte stadig ville blive varetaget direkte af befolkningen.

Det ville i den sammenhæng være interessant at se, om Vesten ikke alligevel ville angribe det cubanske system. Den ville nemlig heller ikke på denne måde have mulighed for at udøve indflydelse og kontrollere valgkampen på Cuba ved at sende dollars til disse partiers kampagner. Det, Vesten virkelig ønsker, er ikke kun flere partier, men også et opstilling- og valgsystem, der gør hele processen til et eksklusivt foretagende, hvor den, der har flest penge og midler til sin rådighed, sejrer. Og det vil i almindelighed sige kapitalismens repræsentanter.

De forskellige politiske systemer har udviklet forskellige mekanismer, som anvendes i den demokratiske proces. Disse mekanismer afhænger af den eller de klasser, der er ved magten. På Cuba er det folket med arbejderklassen i spidsen. I Vesten er det de rige kapitalister, dvs. borgerskabet. De demokratiske mekanismer på Cuba sigter på, at arbejderklassen og folket reelt kan udøve sin magt. I Vesten sigter mekanismerne derimod på at fastholde borgerskabet ved magten.

Når man skal sammenligne forskellige politiske systemer, er det derfor disse mekanismer, og ikke antallet af partier, der er interessante at kigge på. Problemet er ikke i sig selv flerparti- eller et-partisystem. Det drejer sig ikke, om der et, flere eller ingen partier i et land. Spørgsmålet er derimod, om befolkningen i størst mulig omfang kan deltage i den demokratiske proces og få indflydelse på beslutningerne. Et ægte demokrati er åbent for denne folkelige deltagelse. Det er, som vi har set ovenfor, tilfældet på Cuba. Det vesteuropæiske flerpartisystem er derimod et lukket system, såvel i opstillingsfasen som i forbindelse med valgkampen og det senere arbejde i parlamentet. Det kan på denne måde lettere kontrolleres og manipuleres fra magthavernes side. For et land, der udadtil ønsker at se demokratisk ud, men hvor et mindretal indadtil kæmper for at bevare magten, er dette system perfekt. Det er for tiden kapitalismens foretrukne styreform.

En sammenligning af de forskellige politiske systemer viser altså, at Vesten overhovedet ikke har noget at skulle belære Cuba om med hensyn til demokratiske opstillings- og valgregler, men at man tværtimod burde feje for egen dør, før man begyndte at klandre andre for deres måde at gøre tingene på. Men det er måske grunden til, at de vestlige medier har så travlt med at rette blikket og kritikken mod Cuba, så deres egne befolkninger ikke får øje på skoven for bare træer. At kritisere Cuba for ikke at være demokratisk, fordi der kun findes et legalt parti, er ganske enkelt udenomssnak. En sammenligning mellem de forskellige demokratiske mekanismer ville klart falde ud til Cubas og det cubanske systems fordel – i hvert fald hvis kriteriet var folkelig deltagelse i den demokratiske proces.

I den sammenhæng kan det være interessant at slutte af med en udtalelse af borgmesteren i den spanske by Puerto Real, José Antonio Barroso Toledo, som overværede valget på Cuba i februar 1993: »Den cubanske valgproces er ren, gennemsigtig og lærerig. Det drejer sig om en måde at udøve demokrati på, som er ukendt i hele verden, og som før eller siden vil forvandle sig til fyrtårn og vejleder for resten af kloden«.

Selv om modellernes tid er forbi, og heldigvis for det, så er der givetvis meget folkene i Vesten kan lære af det cubanske demokrati. De kan i hvert fald lære, at den form for demokrati, som findes i deres egne lande, hverken er den eneste eller bedste form.

Denne tekst er en bearbejdet udgave af det hefte, som professor Sven Tarp – dengang adjunkt på Handelshøjskolen I Aarhus – udgav hos Dansk-Cubansk Forrening i 1994.

Teksten er forkortet af Sven-Erik Simonsen, som også har indføjet en række aktualiseringer.

Sven Tarp
Cubansk demokrati – set med vestlige øjne
Dansk-Cubansk Forening
ISBN 87-980468-6-1