På opdagelsesrejse i Cuba med demokrati, orkanen Ian og velfærd på programmet

17 dage i Cuba efterlader mig som rejsende med masser af spændende og mangfoldige oplevelser. Her får du et beskedent udpluk af de mange oplevelser, som forhåbentlig kan give andre blod på tanden efter en lignende rejseoplevelse.

Rejsebretning af Birgit Sørensen

Jeg er folkepensionist, frivillig skribent på Arbejderen og en af 18 opdagelsesrejsende, som den 24. september ankom til et lille, hyggeligt hotel i Havanna i Cuba sammen med to erfarne guider, Marianne Maass og Sven-Erik Simonsen fra Dansk Cubansk Forening. Med er også vor cubanske guide Idalmy, som fulgte os på hele turen. Det var den første af 17 dages rejse til den socialistiske tropeø i Caribien.

Efter indkvarteringen var vi flere, som hurtigt satte os til rette i hotellets lille, skyggefulde forhave, hvor vi, forfrisket med en mojito, kunne betragte det lokale byliv.

Et par andre rejsefæller fik lyst til at gå på indkøb i nogle lokale boder, og hotellets personale var mere end villige til at veksle rejsefællernes medbragte euro til de nye cubanske pesos, landets eneste officielle valuta, som blev indført i 2021. Store bundter af pesos-sedler blev hevet op af personalets lommer, og rejsefællerne fik så mange cubanske sedler tilbage for en 50-euro-seddel, at de fik problemer med at rumme dem i deres små, danske pengepunge. Men herom senere. De pesos-besiddende rejsefæller var nu snart på farten i boderne efter cigaretter, chips, øl og andre fornødenheder.

På anden rejsedag var der folkeafstemning om en ny familielov i Cuba, og vores engelsktalende cubanske guide Idalmy fortalte, at vi var de første heldige turister, som hun tog med til selve afstemningshandlingen.

Vi vidste ikke så meget om den foreslåede familielov, da vi overværede afstemningen, men nedenstående artikel, som Arbejderen bragte få dage efter afstemningen, kan varmt anbefales.

På det lokale valgsted blev vi lidt forbavsede, da vi hørte, hvordan den foreslåede lov lægger op til, at man i et uland som Cuba med rester af en “macho-kultur” foreslår, at mennesker af samme køn og med alle slags seksualitet skal kunne indgå ægteskab og adoptere børn, og at kvindernes ligestilling skal sikres bedre, blandt andet ved at omsorgsarbejde i hjemmet skal anerkendes som lønnet arbejde.

Alle cubanere, som er fyldt 16 år, og som er bosat i landet, har stemmeret. Landet er opdelt i mange små valgkredse, hvor der kan stemmes, og hvor navn og adresse på de stedlige stemmeberettigede er lagt frem, så alle kan se dem.

Stemmesedlen hentes, som her i Danmark, ved et bord, hvor den tilforordnede krydser alle, som stemmer af på en liste, og selve valghandlingen foregår i en lille stemmeboks bag et forhæng, som i Cuba selvfølgelig er mere farvestrålende end her hos os.

Når borgeren har afgivet sin stemme, afleveres stemmesedlen i en boks, som overvåges af to skoleelever. Overvågningstjansen går på skift mellem de cubanske skolebørn, som herved hele tiden har sikkerhed for, at alt går rigtigt for sig.

Idalmy fortalte, at USA’s præsident Joe Biden og mange andre amerikanske politikere hævder, at Cuba ikke er et demokrati. Efter hendes mening forholder det sig omvendt, og hun sagde, at Cuba er mere demokratisk end USA.

Som eksempel nævnte hun afstemningen om den foreslåede nye familielov, der som en selvfølge skal afgøres ved en folkeafstemning.

Hun fortalte også, at valgsystemet i Cuba indebærer, at kandidaterne til kommunalbestyrelserne og parlamentet er foreslået og opstillet af folket, og at det hele starter på tusindvis af vælgermøder rundt om i landet. Hun nævnte, at de valgte kommunalbestyrelsesmedlemmer og parlamentsmedlemmer hver halve år skal ud i valgkredsene og aflægge beretning om det, som de gennemfører. Hvis borgerne ikke er tilfredse med det, som deres kandidater beretter, kan de afsættes.

Mangel på dagligvarer

På den tredje rejsedag var vi til møde med Det Cubanske Institut for Venskab mellem Folkene (ICAP). Vi blev modtaget af ICAP’s præsident, Fernando Gonzáles, som fortalte om den aktuelle situation i Cuba. Cubanerne befinder sig i en økonomisk svær periode, hvor den almindelige cubaner jævnligt må undvære almindelige dagligvarer som for eksempel rengøringsmidler og bestemte fødevarer.

Cuba har i mange år været hårdt ramt af en alvorlig handelsboykot og økonomisk blokade fra USA, som også indebærer, at USA ikke vil have samhandel med udenlandske virksomheder, der handler med Cuba. Donald Trump skærpede i 2021 boykotten ved at sætte Cuba på en liste over lande, “der støtter terror.” Joe Biden har ikke ændret ved dette, og USA arbejder nu meget nidkært for at undgå, at Cuba har handel og bankforbindelse til nogen af de lande, som USA samarbejder med.

Valutareform

Donald Trumps placering af Cuba på “terror-listen” faldt meget uheldigt sammen med, at cubanerne ved årsskiftet 2020/2021 indførte en længe ønsket valutareform, så de kun skulle have én slags penge.

Mange cubanere har længe været vrede over, at der i deres land fandtes butikker med varer, som kun kunne købes for fremmed valuta og en særlig slags cubanske penge, som kun kunne erhverves for fremmed valuta. De ønskede, at der kun fandtes én slags cubanske penge, og at alle slags varer kan købes for denne valuta. De har nu fået en slags cubanske penge, men ønsket om, at alle varer kan købes for disse penge, er ikke blevet opfyldt.

Blokaden betyder nemlig, at Cuba, som ikke er selvforsynende med fødevarer og andre fornødenheder, er nødt til at få fat i store mængder udenlandsk valuta for at kunne sikre befolkningen mad, og dette kan de blandt andet få hos de cubanere, som har adgang til udenlandsk valuta. Derfor driver staten fortsat butikker over hele landet, hvor man kun kan betale med hård valuta.

Den ene halvdel af den cubanske befolkning har familie og venner i udlandet, som er villige til at sende udenlandsk valuta hjem, mens den anden halvdel ikke har sådanne bekendtskaber. Det er sidstnævnte halvdel, som er vrede, og som nogle gange er nødt til at veksle deres pesos til fremmed valuta på det sorte marked for at kunne købe varer, som de mangler.

Orkanen Ian

Senere samme dag fik pludselig at vide, at en orkan var på vej til at ramme Cuba, og at vi derfor skulle flyttes til et hotel, som havde en generator.

Fjernsynet i lobbyen på det nye hotel blev herefter det samlingssted, hvor vi kunne følge med i orkanens rasen. Da den næste dag nåede til Havanna, var den en kategori tre på en skala mellem et og fem. De skader, som orkanen forvoldte i storbyen, blev herved ikke så slemme som andre steder i landet, hvor den havde været oppe på fem og havde ødelagt huse, afgrøder, havnefronter og meget mere.

Orkanens ødelæggelse i Havanna medførte, at al strømmen i byen var væk i flere dage. Hotellets generator svigtede ind imellem, og hotellet annoncerede samtidig, at der planmæssigt blev slukket for strømmen på gange og værelser fra klokken 23 om aftenen. Lommelygter og opladede mobiltelefoner blev herefter en nyttig del af rejseudstyret.

Det var en særlig oplevelse at stå neden for hotellets trappe om aftenen og kigge ud i det bælgmørke og helt stille Havanna. Der var ingen biler på vejene, for væltede træer, nedfaldne grene og alt muligt ødelagt inventar fyldte gaderne og umuliggjorde bilernes kørsel.

Det var også en særlig oplevelse at være på gåtur den følgende dag og se, hvordan cubanerne med tilvant effektivitet fik samlet træer, grene og ødelagt inventar sammen på fortovenes ydersider, så det var klar til at blive kørt væk, og så bilerne efterhånden kunne komme rundt i gaderne igen. Havnefronten var udfordret, for orkanen havde smidt så store mængder af havvand, sand og småsten op på vejen, at bilerne ikke kunne komme frem, og krabber spadserede undrende rundt oven på det malplacerede sand.

Vi i rejsegruppen var ikke berørt af orkanen på anden måde, end at vi få gange manglede strøm, og ved at store dele af vort program blevet suspenderet og ændret til noget, som sikkert var lige så godt – takket være en stor, dygtig indsats fra vores tre guider.

Cubas sundhedsvæsen

Verdenssundhedsorganisationen WHO har udnævnt Cubas sundhedssystem til “det bedste i verden”, og vicegeneraldirektøren for WHO, Dr. Anarfi Asamoah-Baah, opfordrede i 2017 “hele verden til at lære af Cuba.”

De ansatte i det cubanske sundhedsvæsen er dog langtfra tilfredse. De er godt nok stolte over, at de – nogle gange af nød – formår at opfinde nye virkningsfulde medikamenter og vacciner ud fra den cubanske naturs ressourcer. Men de anklager samtidig USA for, at cubanere dør, fordi stormagten via blokaden forhindrer, at syge kan tilbydes den rigtige medicin. Vi i rejsegruppen talte med ansatte i flere forskelligartede dele af sundhedsvæsenet, og lige meget hvor vi kom, fik vi på et eller andet tidspunkt denne besked fra personalet.

Et særkende ved Cubas sundhedsvæsen er, at alle borgere har meget let og gratis adgang til en læge og sygeplejerske. Også tandlæge og medicin er gratis. På vores hotel, som ifølge receptionisten rummede 311 hotelværelser, var der både en fuldtidsansat læge og sygeplejerske, som udelukkende havde hotelgæsterne og personalet som arbejdsopgave. Hotellets kvindelige læge og mandlige sygeplejerske sagde ja tak til at mødes med os for at fortælle om deres arbejde og det sundhedsvæsen, de er en del af.

Sådan blev dele af rejsegruppens program reddet på alternative måder under nedlukningen, idet planlagte besøg på institutioner med videre blev gennemført som besøg på hotellet, da der på lægeklinikkerne, poliklinikkerne, hospitalerne med videre var strømafbrydelse og nok at gøre med oprydning efter orkanen.

Hotellægen fortalte, at hun og sygeplejersken samarbejdede med personalets og gæsternes familielæger, hvor det var relevant. De tog sig blandt andet af genoptræningsforløb, hvis der var behov. En fysioterapeut var derfor også tilknyttet teamet.

Hotellægen fortalte, at Cubas sundhedsvæsen har tre niveauer, idet man har familielæger, poliklinikker og hospitaler, hvor sidstnævnte kan være mere eller mindre specialiserede. Derudover er det, som på hotellet, normalt, at der er læger på større arbejdspladser.

Vi fik senere fornemt besøg på hotellet af vicedirektøren for Center for Neuro-videnskab (CNEURO), som er placeret på et af hovedstadens hospitaler. Han fortalte, at en af centrets mange opgave er bedre at kunne forstå hjernens funktion og udvikling, så man bedre kan afhjælpe og kompensere for udfordringer, hvad enten de kan registreres tidligt eller sent i livet. Han fortalte om en lang række områder, hvor centrets viden bliver taget i anvendelse, og her skal kun nævnes nogle få.

For eksempel arbejder centret med udvikling af høreapparater til børn, men også med at afhjælpe problemer med koncentration og opmærksomhed blandt denne aldersgruppe ved at give de udfordrede børn særlige typer af computerspil, som er testet i videnskabelige undersøgelser og har vist lovende effekt.

Vicedirektøren for CNEURO fortalte også, at centret arbejder med at blive bedre til at forebygge og diagnosticere Alzheimers syndrom og blandt andet samarbejder med Canada og Mexico om et projekt, som virker meget lovende.

Under coronapandemien var det et stort problem, at Cuba på grund af blokaden ikke kunne indkøbe respiratorer på det internationale marked. I denne situation satsede landet på selv at fremstille respiratorer. Gæsten fra CNEURO oplyste, at centret havde medvirket ved udvikling og masseproduktion af en respirator, som var blevet færdig på bare otte måneder, og som har reddet liv, da befolkningen var ramt af covid-19.

Han tilføjede, at mere end 90 procent af befolkningen er vaccineret mod covid-19, og at Cuba sendte læger til Italien og Andorra, da disse lande var hårdest ramt af virussen.

Faktisk har Cuba under coronakrisen udsendt over 4000 læger og sygeplejersker til mere end 30 lande, som har bedt Cuba om hjælp, fik vi også at vide.

Sex og det cubanske samfund

Vor næste gæst på hotellet var en ledende medarbejder ved Cubas Nationale Center for Seksualundervisning (CENESEX). Et center som blev grundlagt i 1960.

Han fortalte, at centret primært arbejder med befolkningens seksuelle holdninger og adfærd gennem oplysningsarbejde og aktuelt var meget optaget af den nye familielov, som var blevet vedtaget med 67 procent af de afgivne stemmer. Han mente, at centret nu har en stor opgave med at komme i dialog med dem, som stemte imod.

Centret har som noget fast en oplysningskampagne fire dage om året, hvor temaerne er generel oplysning om seksualitet, udvikling fra barn til voksen, identitet, moderskab og fødsel, parforhold og “en dag mod homofobi og transfobi.”

Centret har 50 specialister ansat til at arbejde for at nedbryde fordomme, og at centret tilbyder lægefaglig bistand på 600 afdelinger på hospitaler i landets provinser.

Vi fik at vide, at kvinder i Cuba siden 1960 har haft fri abort, og at Cuba er et af de lande i verden med mest liberal tilgang til abort.

Og også at Cuba med dets placering i nogen grad stadigvæk er et samfund med macho-kultur, hvilket udfordrer CENESEX-centeret i dets oplysningsarbejde.

Han nævnte, at landets første operation af en transkønnet person foregik i 1980’erne, men at projektet måtte stoppes igen på grund af befolkningens følelser. Han tilføjede, at mange cubanere i 1990’erne stadigvæk betragtede homoseksualitet som en sygdom.

Operation af transkønnede blev siden genoptaget i år 2000, og Cuba har nu foretaget 30 kønsskifteoperationer, dog bliver en behandling ikke startet op, før borgeren er fyldt 16 år, og der er mange behandlingsskridt før selve operationen.

Mangel på kondomer er et af landets aktuelle udfordringer, som USA’s blokade har skylden for, fortalte han og forklarede:

– Normalt er Cubas forbrug 90 millioner kondomer om året, men nu har vi kun 10 millioner.

Han tilføjede, at man måske kunne købe nogle i Kina, men at kondomer derfra ikke lever op til cubansk standard.

På besøg i det humanitære projekt Quisiquaba

Den cubanske stat drager omsorg for borgerne i større grad end mange andre lande, men enkelte falder alligevel igennem.

Vi besøgte et af de projekter, som griber mennesker, som falder igennem det statslige sikkerhedsnet. Projektet hedder Quisiquaba, og det blev oprettet længe før den cubanske revolution, som fandt sted i 1959.

Det drives i dag af Enrique Alemán, som er barnebarn af projektets grundlægger. Han fortalte, at projektet har kristen baggrund, men at religionen ikke bliver nævnt, når organisationens folk hjælper trængte borgere.

Han tilføjede, at det blandt andet er enlige mødre, unge som har begået kriminalitet, ensomme gamle, LGBT+-personer og hiv-smittede, som får hjælp fra projektet.

Nogle af dem får udbragt tre måltider mad om dagen, og efter USA’s skærpede blokade er der flere, som skal have denne hjælp end tidligere. Projektet hjælper også med tøj og sko og med at tackle banken, hvis den giver problemer.

– Vi har aktiviteter til enlige mødre og deres børn, og de ensomme gamle, som måske har mistet deres ægtefælle, kan også komme her til gymnastik eller forskellige kreative aktiviteter, tilføjede Enrique Alemán.

Han er glad og stolt over, at projektets 41 ansatte og 74 frivillige lykkedes med at udbringe mad og holde kontakten til de udsatte borgere under covid-19-nedlukningen. Projektet er anerkendt af mange, som kender det, herunder også parlamentsmedlemmer, og Enrique Alemán har ligefrem selv fået en plads i parlamentet.

Santa Clara og Escambray-bjergene

På rejsens næste dag tog vi vestpå mod byen Santa Clara. Her besøgte vi det historiske, armerede og afsporede tog, som står på det sted, hvor Che Guevara og hans styrker vandt et afgørende slag mod Batistas tropper i 1958. Derefter besøgte vi Che-museet, hvor revolutionsheltens jordiske rester er bisat, og herfra gik turen videre til et dejligt frokoststed og endelig til et luksushotel, som var smukt beliggende ved den sø, som man kan se på denne artikels øverste billede.

Vi havde nu flere skønne naturoplevelser og var blandt andet nødt til at køre med en gammel sovjetiske lastbil for at nå de smukke, højt beliggende vandfald, som kan ses på billedet nedenfor. Guiden Idalmy, der var med på alle ture, kaldte køreturen med den sovjetiske lastbil for “russisk massage.”

På hotellet blev vi inviteret til spisning og foredrag hos nogle naboer, som vores buschauffør kendte.

Maden blev nydt i stedets naturskønne omgivelser, og foredraget blev holdt af en gammel mand, som havde været med i den væbnede kamp for revolutionen og Fidel Castros magtovertagelse. Den gamle mand var blevet i hæren i en årrække efter revolutionen og var derefter taget hjem for at blive bonde på forældrenes gård.

På besøg i en børnehave og en skole

Vi var næste dag på besøg i en børnehave og i en skole i området. I børnehaven fik vi en masse oplysninger om, hvordan det cubanske samfund varetager førskolebørnenes almindelige udvikling.

De fleste cubanske førskolebørn bliver passet af deres mor i hjemmet, men der ér vuggestue- og børnehavepladser til børnene, hvis mor skal arbejde, fik vi at vide.

De fleste vuggestuer og børnehaver er statslige, men nogle drives af nonner, og der findes også dagplejeordning, hvor mødre får en uddannelse, så de kan passe deres eget og andres børn.

Mødre, som passer deres egne børn, gennemgår et program med kurser om børn, børneopdragelse og familieforhold, og det ligger også i programmet, at de mødes med andre mødre og deres børn.

Der er i vuggestuerne og børnehaverne ansat læger, sygeplejersker, talepædagoger, psykologer og andre eksperter, som sikrer, at børnene får den nødvendige hjælp til deres udvikling. De starter i førskole som femårige.

Skolen, som vi besøgte, lå tæt på børnehaven, og her blev vi modtaget med en lille danseopvisning med indbygget fremførelse af nogle cubanske vers.

Som det fremgår af billedet, bærer de fleste cubanske skolebørn, men ikke alle, skoleuniform, ligesom det heller ikke er alle, der er udstyret med pionertørklæde.

I Cuba går børnene i skole mandag til fredag. De har mulighed for at møde ind fra klokken 6 om morgenen i en slags skolefritidsordning. Undervisningen starter klokken 8. Skoledagen slutter klokken 17 om eftermiddagen. Børnene har om morgenen/formiddagen fire undervisningslektioner og tre om eftermiddagen, alle lektioner af 45 minutters varighed.

Lærerne underviser i formiddagslektionerne og forbereder sig om eftermiddagen til næste dag, fik vi at vide af skolelederen. Andre faggrupper tager over om eftermiddagen med aktiviteter som bevægelse og kreative fag.

Resten af tiden tilbringer børnene både med at løse skriftlige opgaver, kreative aktiviteter, leg og for eksempel boldspil. De kan også om eftermiddagen få særlig støtte til skolearbejdet, hvis de har behov.

Skolen har et tæt samarbejde med forældrene, som har adgang til at komme på skolen i weekenden og blandt andet gøre brug af biblioteket og nogle computere.

Der findes et center med specialister i tilknytning til områdets skoler, fortalte skolelederen, og personalet derfra kommer til skolen og ser børn i klasserne og taler med lærerne og skolens andre fagpersoner efter behov.

Cuba har også specialskoler til børn, som ikke kan klare sig i en almindelig skole.

Adspurgt om, hvad skolen gør, hvis børn har meget dårlig adfærd, svarede skolelederen, at sådanne børn har skolen ikke. En anden fagperson fra skolen oplyste dog, at det nævnte specialcenter også hjælper i sådanne tilfælde.

Cienfuegos og Trinidad

i rejste nu til et strandhotel tæt på Cienfuegos, og de efterfølgende dage bød blandt andet på hospitalsbesøg, oplevelser i de to nærliggende, smukke byer og fri hotelbar fra morgen til nat.

Ovenstående billede viser en bygning, som i dag bruges som restaurant, men som under Batistas diktatur var casino for især amerikanske rigmænd. Vi spiste ikke i restauranten, men i flere andre, smukke, gamle, restaurerede bygninger, som Cuba er rig på.

Maden i disse bygninger er ofte ikke finere eller bedre end på restauranter i mere almindelige bygninger.

Hospitalsafdeling for gravide kvinder

Mens vi boede på strandhotellet, var vi på besøg på en hospitalsafdeling for gravide kvinder og en lægeklinik. Ifølge FN-Forbundet var børnedødeligheden i 2020 fem ud af 1000 børn inden det fyldte femte år. Til sammenligning var den 61 på Haiti, som er nærmeste nabo.

I Danmark er tallet fire, og en fødselslæge på hospitalsafdelingen for gravide kvinder fortalte os, at tallet nu også er nede på fire i Cuba.

Hun fortalte også, at alle gravide bliver fulgt af familielægen fra graviditetens konstatering og til barnets fyldte fjerde år. Gravide, som har komplikationer, kan blive indlagt på en hospitalsafdeling, som den vi besøgte, i få dage eller længere tid, alt efter hvilken hjælp de har behov for.

Fødselsforberedelse og rådgivning om amning og familieforhold efter fødslen er obligatorisk, og fædrene er velkomne til at være med, også ved selve fødslen, fortalte lægen. Mange cubanske kvinder er overvægtige, når de skal have børn, og undervisning om rigtig kost bliver inddraget efter behov.

Der er i Cuba tæt samarbejde mellem hospitalsafdelingerne, poliklinikkerne og den praktiserende læge, og hjælpen til de gravide kvinder og småbørnsmødrene kan gives på alle niveauer efter behov, lød det også.

Vi besøgte efterfølgende en lægepraksis, som også havde en sygeplejerske og en fysioterapeut ansat. Den lå i et udsat boligområde, fik vi at vide.

Der er 1061 patienter per læge i Cuba, og alle borgere tilbydes en gang om året et alment tjek af sundhedstilstanden.

Lægen kan vurdere, om patientens bolig er den rigtige, hvis patienten for eksempel har vejrtrækningsproblemer, og hun har kompetence til at sætte en proces i gang, så patienten får en anden bolig, fortalte lægen, som ses yderst til højre på billedet ovenfor.

Krokodiller og besøg på Matanzas Universitetshospital

Vi var nu på vej mod tures sidste hospitalsbesøg, men først måtte vi forbi en krokodillefarm.

Cuba er en ø, som med lidt god vilje har facon som en krokodille, og landet har sin helt egen art af dette charmerende dyr. Dyret er truet, blandt andet fordi amerikanske krokodiller har trængt ind på deres enemærker, og nogle naturglade og initiativrige mennesker har derfor oprettet en krokodillefarm, hvor de opdrætter og bevarer den cubanske krokodille.

Efter besøget på krokodillefarmen gik turen videre til et særligt mindested, hvor Fidel Castro en gang overraskede nogle fattige bønder, da han landede i sin helikopter for at komme til at tale med dem og endte med at blive inviteret på julemiddag.

Og derefter gik turen til universitetshospitalet i Matanzas.

Hospitalet kom i august på en usædvanlig, uhyggelig opgave, fordi et stort oliedepot på havnen i Matanzas brød i brand, og mange kom til skade. 75 patienter blev behandlet på universitetshospitalet, og 85 procent af ofrene er nu erklæret raske, mens en person er afgået ved døden, og et lille antal stadigvæk er i behandling.

Hospitalet har et stort antal specialer, og, som noget særligt, et stort antal studerende fra mange forskellige lande – herunder mange ulande.

Der er i Cuba prestige i som læge og sygeplejerske at arbejde i nogle år i andre lande, og mange af hospitalets ansatte har erfaringer som udsendte, fortalte hospitalets chef os.

Fra Matanzas gik turen videre til Havanna, og dagen efter måtte vi tage afsked både med vores dygtige cubanske guide og chauffør og tage hjem til Danmark.

Jeg har i denne artikel kun fået plads til en brøkdel af det, som kan opleves på en 17 dages studietur til Cuba med Dansk-Cubansk Forening, men håber alligevel, at min artikel vil give andre blod på tanden efter at få en lignende, mangfoldig oplevelse.

Artiklen har været bragt på www.Arbejderen.dk