CubaCubansk kulturDemokrati og menneskerettighederNyheder

JOURNALISTIK PÅ CUBA »Nationens stemme«

Informationsudveksling i Berlin: Næstformanden i det cubanske journalistforbund taler om journalistarbejde i Cuba…. Hun påger, at anklagerne om censur bør rettes mod USA, for der er mere end 200 apps, som er tilgængelige i resten af verden, men er blokeret i Cuba. 

En cubaner læser avisen Granma, der udgives af Cubas Kommunistiske Parti

Af Ina Sembdner/JungeWelt

Rosa Miriam Elizalde ved, hvad hun taler om. Den anerkendte cubanske journalist er næstformand i Cubas Journalistforbund (UPEC). På internationalt niveau oplyser hun om udfordringerne i forbindelse med digitaliseringen af pressen i almindelighed og om USA’s cyberkrig mod Cuba i særdeleshed. På den seneste internationale Rosa Luxemburg-konference talte hun om den samfundsmæssige fare, der udgår fra teknologi-koncernernes enorme magtkoncentration. Journalisten brugte også sit ophold i Berlin til at invitere interesserede fagkollegaer til informationsudveksling i den cubanske ambassade. Dér kom Elizalde nærmere ind på pressen i Cuba og skildrede aktuelle udviklingstendenser og udfordringer for det cubanske samfund, især set i lyset af den “værste økonomiske og sociale situation i de seneste 60 år”. 

UPEC blev dannet d. 15. juli 1963 med sammenslutningen af professionelle pressefolk, som indtil da havde været organiseret i Det Nationale Journalistkollegium, i Forbundet af Reportere i Havana, i det cubanske Presseforbund og i hundreder af små journalistiske organisationer og forbund. I dag repræsenterer UPEC ca. 4.000 foreninger og 200 medier. Ved afslutningen på den 10. UPEC-kongres i 2018 understregede præsident Miguel Diáz-Canel, at der tilkom de cubanske journalister den ubestridelige fortjeneste “at have bevaret nationens stemme under de værst tænkelige omstændigheder, med beundringsværdig loyalitet, høj ansvarlighed, talent, intelligens og smittende entusiasme, som altid kommer med interessante forslag”. Og forespurgt i Berlin bekræftede Elizalde, at de cubanske medier desuden nyder stor troværdighed i landet – ikke overraskende større troværdighed end dem, der rapporterer om Cuba fra udlandet.   

Det mest synlige medie på nettet i Cuba er Cubadebate, som Elizalde var med til at stifte i 2003 og også var chefredaktør for indtil 2017. Ifølge hendes oplysninger når det månedligt ud til 20 millioner mennesker, for hvem det skal være “et forum for informationer og meningsudveksling om spørgsmål angående de organiserede undergravende aktioner og bagvaskelseskampagner mod Cuba”.  Hvad angår rapportering om den aktuelle krise og andre problemer, så er især de lokale medier meget kritiske og tættere på befolkningen end udgivelser på nationalt plan. Ifølge Elizalde bliver institutioner også udsat for kritik.  

Journalisten skriver også en klumme i den mexicanske avis La Jornada, hvor hun senest har beskæftiget sig med emnet udvandring. På grund af den forværrede situation i Cuba og det, som Washington tilbyder cubanske immigranter, har ca. 240.000 mennesker i det forløbne år forladt øen for at komme til USA. Og især derfra kommer der også penge til Cubas digitale medier. Mere end 80 procent af den cubanske befolkning bruger i dag internettet, og amerikanske online-tjenester som Facebook er de mest populære. Med den udvikling gælder det om at være særligt forsigtig de steder. Men der er ingen begrænsninger, understregede Elizalde – bortset fra på de internettjenester, der ikke er tilladt på grund af den amerikanske embargo: fx Zoom eller Google Maps. Så anklagerne om censur kan i stedet for rettes mod USA, for der er mere end 200 apps, som er tilgængelige i resten af verden, men er blokeret i Cuba. 

Journalisten var meget stolt af udviklingen af en kommunikationslovgivning, der skal gælde fra februar. Det tog mange års diskussioner at nå frem til en passende ramme for pressens arbejde. Nu er der også planer om at oprette et institut for kommunikation. Desuden styrker loven retten til pressefrihed, som allerede er forankret i grundloven. Nu skal det gøres klart, at medierne er samfundets “sociale og institutionelle ejendom” og at denne ret til pressefrihed omfatter “alle aktører, også publikum”.

Oversat af Dann Simonsen

Link til den originale artikel i jungewelt