Bryd blokadenKampagne mod blokadeNyheder

Efter 62 års blokade og 32 FN-resolutioner Nu må der ske noget!

Appel til regering og folketing om at handle imod USA’s Cuba-blokade – samt opfordring til at foreningens medlemmer og alle solidariske danskere hjælper Cuba NU!

Udtalelse fra Dansk-Cubansk Forenings hovedbestyrelse.

Dansk- Cubansk Forening har fra sit hovedbestyrelsesmøde den 9. november henvendt sig til den danske regering og Folketinget for at udtrykke vores glæde over Danmarks stemmeafgivning ved FN´s Generalforsamling den 30. oktober. Her stemte Danmark samt 186 andre lande for Cubas resolution til fordømmelse af USA’s ulovlige blokade mod Cuba. 

Verdenshistoriens længste blokade (i alt 62 år) rammer cubanerne voldsomt og i nogle tilfælde dødeligt, blandt andet fordi det ellers så anerkendte cubanske sundhedssystem er ramt af mangel på medicin og andre fundamentale forsyninger. Blokaden rammer så voldsomt og grusomt, at det kan karakteriseres som folkemord. Blokaden og deraf dens sanktioner rammer også mennesker, organisationer og erhvervsinteresser i tredjelande, og det er ulovligt ifølge international lov!

Enhver påstand om, at denne blokade er et bilateralt spørgsmål mellem Cuba og USA holder ikke!

Dansk-Cubansk Forening har konkrete eksempler på at banker som Den Danske Bank og Arbejdernes Landsbank har afvist at overføre penge til Cuba, ligesom de afviser at overføre penge til Medicuba`s konto i Schweiz, penge der skal bruges til at støtte det cubanske sundhedssystem.

Bankerne frygter at få milliardbøder af USA, hvad adskillige europæiske banker har været udsat for i de sidste årtier. Danske rejsebureauer og importører rammes af samme problem.

Danske rederier og shippingvirksomheder som Mærsk og DSV oplever, at de bliver trukket i retten i USA af eksilcubanere, der kræver erstatning for losning og lastning af containere ved cubanske havneanlæg, som de påstår, de ejer. Rederier, der lader et skib gå i cubansk havn, kan ikke efterfølgende lægge til i havne i USA i 180 dage. Forsendelse af breve og pakker fra Danmark stoppes, da transportvejen går via USA.

Dansk- Cubansk Forening appellerer kraftigt til den danske regering om at tage initiativer til straks at få de ulovlige og helt uacceptable konsekvenser, som blokaden medfører for landet, bragt til ophør. Og samtidig få Cuba fjernet fra USA´s selvbestaltede liste over lande, der støtter terrorisme, således at der er mulighed for normal samhandel mellem Cuba og Danmark.

Vi appellerer til at den danske regering, som kommende medlem af FN´s Sikkerhedsråd, rejser sagen i dette organ, der har magten til at vedtage en bindende resolution.

Vi vil endnu engang understrege, at blokaden har ført til en meget alvorlig situation for den cubanske befolkning, udover at landet netop har gennemlevet to orkaners hærgen, et jordskælv og et landsdækkende nedbrud af el-forsyningsnettet. Så derfor er solidariteten af allerstørste nødvendighed, en solidaritet der omsættes i effektiv politisk støtte og umiddelbar materiel hjælp.

Der kan støttes ved:

– at blive medlem af Dansk-Cubansk Forening via webshoppen på www.cubavenner.dk

– at indbetale støttebeløb på konto: 5327 0242944, mrk. støtte.

– hvis du rejser til Cuba så tag en ekstra kuffert med som foreningen har pakket med medicin og hospitalsudstyr. Foreningen betaler udgiften, og den rejsende afleverer den til en repræsentant for det cubanske sundhedsministerium, som står og venter udenfor ankomsthallen i Havannas lufthavn.