ForeningenGeneralforsamling

2019 Årsplan

Fokus på: Kamp mod blokaden, information om Cuba og Latinamerika samt styrkelse af Dansk-Cubansk Forening i hele landet!!

Dansk-Cubansk Forening har opgaver inden for tre områder:

1: Hovedopgaven bliver at sætte fokus på ophævelsen af USA’s blokade og de nye former, som USA’s fjendtlighed kan forventes at antage over for Cuba i de kommende år. Herunder skal der sættes fokus på USA’s illegale tilstedeværelse på Guantánamo-basen.

2: Generelt informationsarbejde i Danmark om situationen og udviklingen i Cuba – herunder opdateringen af Cubas økonomiske model; bæredygtighed, suverænitet og socialisme; samt ALBA og den antiimperialistiske enhed og venstrekræfterne i Latinamerika, som er under pres fra et ekstremt agressivt USA under Trump.

Venstrekræfterne i Latinamerika er under hårdt pres og behøver vores solidaritet. Her fra Venezuela.

3: Styrke foreningen i form af medlemshvervning, støtte til lokalafdelinger, og en samlet indsats for at åbne foreningen yderligere mod nye – ikke mindst unge – aktive Cubavenner.

For at opfylde disse tre målsætninger vil vi arbejde på at gennemføre følgende:

Materialer og information

Foreningens oplysningsarbejde skal udvikles. Medlemmerne skal så vidt muligt høre fra Dansk-Cubansk Forening mindst én gang om måneden. Emails, elektroniske nyhedsbreve, hjemmeside og facebook benyttes.

Cubabladet skal fortsat udkomme tre-fire gange årligt. Artikler fra Cubabladet skal lægges på hjemmesiden, der også skal gøres til en mere aktiv ramme om foreningens oplysnings- og informations-arbejde. Folk med teknisk evne og vilje til at videreføre og udvikle det arbejde søges.

Vi skal fortsætte og udvikle arbejdet med at nå ud til unge – især på gymnasier, tekniske skoler og lignende. Disse unge står ofte på spring til at skulle rejse efter endt ungdomsuddannelse. Materiale bør udarbejdes, som henvender sig direkte til denne gruppe.

Hvis det er muligt gennemføres en Che-konference sammen med ungdomsorganisationer og andre interesserede.

Bog om den cubanske folkemagt og demokratiet i Cuba, som oprindeligt var planlagt til at udkomme i december 2015, prioriteres i år idet ændringerne af valgloven nu er på plads.

Der tages initiativer for at styrke modstanden mod USA’s blokade, og der arbejdes med at få udbredt og solgt den bog om blokaden, som foreningen udsendte 6. december 2015. Vi er opmærksomme på, at den 17. i hver måned er kampagnedag mod blokaden – og den 17. oktober er en særlig global kampagnedag mod blokaden.

Der gennemføres en særlig national kampagneuge mod blokaden i uge 36 (fra 2 til 8. september), hvor medlemmerne, lokalafdelinger, kollektive medlemmer og de organisatioenr og partier, som vi kan sæte i begægelse opfordres til at bidrage til en mangfoldighed af aktiviteter mod blokaden over hele landet.

Vi følger bedst muligt med i samt er aktive i forhold til, hvordan de store medier skriver og rapporterer fra og om Cuba.

Vi viderefører de gode erfaringer med åbne debatmøder om udviklingen i Cuba, evt. knyttet an til rejsernes temaer.

Cuba-solidariteten skal være repræsenteret på Folkemødet på Bornholm i juni 2019, hvis det kan ske ved medlemmer, der er der alligevel.

Drift og økonomi

Dansk-Cubansk Forenings salg af materialer skal forbedres ved bl.a. øget brug af web-butikken, der skal opdateres, Cubabladet samt tilbud via nyhedsmails m.m.

Foreningens fysiske butikssalg skal arbejde aktivt med tilbud og gøre brug af markedsdage – blandt andet de markedsdage der er i Casa Latinoamericana den første søndag i hver måned. Der skal tages stilling og prioriteres i forhold til varesortiment i lyset af ringe pladsforhold og de erfaringer vi har med, hvad der sælger. Priser skal være tillokkende for vores målgruppe.

Vi deltager med butik og boder 1. maj, K-festival, Roskilde Minifestival og andre aktiviteter, hvor det er muligt og relevant … generalforsamlinger i fagforeninger etc.

Hovedbestyrelsen sammen med Cubas ambassadør – markerer Jose Marti’s fødselsdag.

Foreningen skal arbejde videre med at involvere medlemmerne i aktiviteterne, arbejdet og ledelsen af foreningen. Hidtidige erfaringer med at definere, beskrive og uddelegere afgrænsede arbejdsopgaver skal videreudvikles. Der er et akut behov for at inddrage nye kræfter i arbejdet, og der er et påtrængende strategisk behov for at fremme et generationsskifte i foreningen.

Hovedbestyrelsen tager stilling til, om der skal ansættes lønnet arbejdskraft til at udføre definerede og specifikke opgaver på en tidsbegrænset kontrakt.

Rejser og brigader

Vi vil mobilisere til foreningens rejser og brigader. Det er en prioriteret opgave for hele foreningen at arbejde for at udbrede kendskabet til Dansk-Cubansk Forenings rejser og brigader. Blandt rejse- og brigade-deltagere er der også nye medlemmer og potentielt aktive.

Rejseaktiviteter skal planlægges i så god tid, at der kan samles tilstrækkeligt med rejsedeltagere. Priserne skal holdes på et attraktivt niveau for interesserede og matche vores målgruppes forventninger. De erfaringer, der i samarbejdet med C&C-Travel er gjort for at billiggøre rejserne og muligheden for at gennemføre rejser med ned til 5 deltagere, videreudvikles.

Der skal laves nye materialer om rejser og brigader. Hvis muligt skal foreningen udgive en rejse-avis.

Det er en særlig vigtig opgave at udbrede budskabet om brigaderne til mennesker – især unge – i hele landet.

Projekter og aktiviteter

Når gæster fra Cuba besøger de nordiske lande, vil Dansk-Cubansk Forening gøre brug af dem – herunder også med besøg i lokalafdelinger.

Lotteriet og Verdens-julemarkedet er gode måder at nå ud til nye kredse af Cubavenner på, og skal derfor igen i år prioriteres højt.

Der afholdes så vidt muligt en Cubafest sammen med venner fra fagbevægelsen, partier og andre kredse.

Samarbejdet mellem Dansk-Cubansk Forening og Cojímar prioriteres. Der arbejdes på at få det formelle grundlag for samarbejdet på plads. Sideløbende med denne desværre langsomme, bureaukratiske proces gennemfører vi de projekter og aktiviteter, som er mulige.

Der arbejdes for at virkeliggøre rodzone-projektet i 2019-20 i et godt samarbejde med Allan Lausten fra Christianias Byggekontor og organisationen Transform.

Der arbejdes med at styrke Cojimar-gruppen, så den både kan stå for miljø-delen og ‘venskabsby-aktiviteterne’ såsom kultur, praktikanter osv.

Cijimar og samarbejdet med Cojimar beskrives i tekst og billeder i et hæfte, som udsendes i 2019.

Samarbejdspartnere

Dansk-Cubansk Forening ønsker fortsat at indgå i samarbejdet med andre organisationer i freds- og solidaritetsbevægelsen med særlig vægt på Latinamerika.

Foreningens ledelse sikrer et kontinuerligt samarbejde med Cubas ambassade i Danmark samt med ICAP i Cuba.

Det internationale og nordiske samarbejde prioriteres.