GeneralforsamlingNyheder

Årsplan 2024-25

De tre hovedområder for arbejdet er: Informationsarbejde i Danmark om udviklingen i Cuba; arbejde for en ophævelse af USA’s blokade; fastholde nuværende medlemmer samt at tiltrække nye medlemmer.

Susanne Wind – genvalgt formand for Dansk-Cubansk Forening fremlagde forslag til årsplan. Foto: Johnny Mortensen

Politisk fokus 

Vi fortsætter kampen mod USA’s blokade af Cuba, herunder udbrede kendskabet til og  aktivt gøre brug af al den ammunition, som dommen fra Tribunalet om blokaden  sidste år gav os.  

Vi vil fortsat informere om situationen i Cuba, og vi vil arbejde for at støtte Cuba  politisk og økonomisk i landets kamp for at overleve økonomisk og for selv at  bestemme, hvilket samfund de ønsker.  

Vi fortsætter vores indsats for at tydeliggøre, at DCF er en forening for både  socialister og alle andre gode mennesker i Danmark, som vil solidaritet med Cuba. Der  er fortsat behov for, at vores budskaber når en langt bredere kreds herhjemme. 

Organisatorisk styrker vi vores samarbejde med de øvrige solidaritets-organisationer i  Norden og Europa og koordinere arbejdet, så vores fælles indsats får en større  gennemslagskraft end hidtil, især i EU. 

I forbindelse med det kommende valg til EU-parlamentet vil vi planlægge, hvordan vi  – overalt i landet og med alle vores medlemmer – kan forsøge at bruge politikernes  valgkamp som en anledning til at informere dem om situationen i Cuba og drøfte med  dem, hvordan de kan støtte Cuba. Det er især vigtigt, når dybt reaktionære politikere i EU-parlamentet fremsætter dagsordener, der går ud på at EU skal lægge afstand til  Cuba og stoppe det spinkle samarbejde, der nu eksisterer mellem EU og Cuba. 

De tre hovedområder for arbejdet er

• Et generelt informationsarbejde i Danmark om udviklingen i Cuba; om Cubas  økonomiske model, og om hvordan Cuba arbejder på at tilpasse sig til den aktuelle økonomiske virkelighed; om bæredygtighed; om suverænitet og  socialisme; samt om Cubas samarbejde med G77-landene og venstrekræfterne  i Latinamerika. 

• At arbejde for en ophævelse af USA’s blokade mod Cuba; at arbejde for at Cuba  fjernes fra USA’s liste over lande, der støtter terrorisme; samt at protestere  mod USA’s besættelse af cubansk territorium i Guantánamo.

• At fastholde nuværende medlemmer samt at tiltrække nye medlemmer til  foreningen blandt andet ved vores arrangementer; ved at støtte  lokalforeningerne; ved at arbejde både centralt og i lokalforeningerne for at få  flere aktive cubavenner og flere kollektive medlemmer. 

Information og kampagner 

Medlemmerne skal høre fra foreningen jævnligt, eksempelvis gennem det månedlige  elektroniske nyhedsbrev, ved at læse vores hjemmeside www.cubavenner.dk samt ved  at se nyt på vores sociale medier bl.a. med opslag om arrangementer og lignende. 

Vi skal have korte, relevante pjecer om Cuba, som de pt. eksisterende pjecer om  Cubas Demokrati, De politiske Aktører i Cuba og Blokadens historie kort fortalt. Vi skal  overveje hvilke flere pjecer, der er behov for, herunder eksempelvis en pjece om  Cubas sundhedssystem og en pjece om Cubas nye familielov.  

Det er vigtigt, at vi har let forståelige materialer at dele ud af, når nogen viser  interesse for Cuba. Blandt andet skal der udarbejdes en ny lille folder  (sammenklappet A4-ark) om Dansk Cubansk Forening samt en ny lille folder om  brigader, samme størrelse. 

Cubabladet skal udkomme 2-3 gange om året, og artikler fra bladet kan lægges på  vores hjemmeside, som løbende opdateres og gøres til en aktiv platform for  foreningens oplysningsarbejde. 

Vi skal arbejde på at nå ud til flere unge, blandt andet på gymnasier, tekniske skoler  og lignende. Mange unge har både lyst til og mulighed for at rejse ud og opleve  verden, og det kunne godt ske med afsæt i en brigade. 

Vi skal styrke danskernes viden om og modstand mod USA’s blokade ved hjælp af  bl.a. temamøder, gadeaktioner og oplysning henvendt til politikere og ministre. 

Vi skal prioritere fælleseuropæiske og internationale kampagner mod USA’s blokade  og for Cubas ret til sin suverænitet. 

Vi skal afholde åbne debatmøder om Cuba og udviklingen der. De kunne handle om  blokaden, om ytringsfrihed, om menneskerettigheder og om økonomi. 

Den 22.-24. november 2024 deltager DCF deltager i det kommende europæiske  stormøde i Paris, hvortil solidaritetsorganisationer, cubavenner og partier fra hele  Europa er inviteret. 

Butik  

Foreningens salg af materialer skal forbedres bl.a. ved øget brug af web-butikken,  Cubabladet, nyhedsmails mm. Vi skal arbejde for at få gennemført en lageroptælling  af foreningens materiale, så vi får et klart overblik over foreningens økonomiske  status. 

Målet er at have en god, altid opdateret oversigt på regneark, som justeres, når vi  sælger noget. Det er håbet, at der blandt foreningens medlemmer er nogle, der  faktisk vil hjælpe med til at udføre dette arbejde. 

Vi kan både i København og i lokalafdelingerne synliggøre Dansk Cubansk Forening og  sælge materialer på boder ved blandt andet lokale markedsdage som for eksempel  Valbydagene, 1. maj-arrangementer mm. 

Aktivister 

Foreningens nuværende aktivister skal inddrages mere og bedre i solidaritetsarbejdet,  og vi skal invitere flere til at deltage som aktivister i arrangementer og til at være  med til at udvikle Dansk Cubansk Forenings solidaritetsarbejde i det hele taget. 

Brigader og temarejser 

Vi skal fortsætte med at udbrede kendskabet til foreningens brigader og temarejser.  Blandt deltagerne på rejserne kan der være nogle, som kunne have lyst til at deltage i  foreningens arbejde som aktivister.  

Der er 3 brigaderejser om året: 1. maj-brigaden, sommerbrigaden og vinterbrigaden,  Den nordiske Brigade i december-januar. 

Foreningen satser på at udbyde en lettere tilrettet økonomirejse i februar/marts 2025 som erstatning for den økonomirejse, vi havde planlagt i 2024, der måtte aflyses. 

ICAP henstiller nu direkte til alle solidaritetsorganisationerne, at vi tilrettelægger evt.  temarejser til Cuba gennem ICAP/AMISTUR, da Cuba mangler udenlandsk valuta. Det  vil vi i Dansk Cubansk Forening gøre. 

Aktiviteter og projekter 

Den økonomiske situation i Cuba er så alvorlig, at ICAP nu direkte efterlyser  økonomisk støtte – også fra Danmark.  

ICAP har lovet at udarbejde en liste i foråret 2024 med forslag små lokale projekter i  Cuba, vi kunne være med til at støtte. Det vil sikre os den nødvendige lokale forankring, når vi beslutter hvilket/hvilke projekter, vi ønsker at støtte. Det kan ske i  forbindelse med det årlige lotteri, men kan også ske ved hjælp af andre aktiviteter  som fester mm. 

ICAP anbefaler blandt andet, at vi kan støtte gennem midler til MediCuba, men også  gennem et direkte samarbejde med ICAP og ambassaden, hvis vi f.eks. ønsker at  købe medicin eller råvarer til medicin i Cubas nærmeste omegn, som for eksempel  Den dominikanske Republik. Hermed undgår vi problemer med at overføre penge til  Cuba, hvilket er uhyre svært pga. blokaden. Vi undgår også at bruge mange penge til  transporten, hvis vi køber i Cubas nærområde. Ved et direkte samarbejde med ICAP og MINSAP (Sundhedsministeriet), der kan vurdere, hvad der er størst behov for, kan  vi vælge råvarer eller medicinsk udstyr mm., som vi kan købe direkte.  

ICAP tilbyder også et tæt samarbejde med os, hvis vi indsamler medicinsk udstyr i  samarbejde med Sverige, for at sende det til Cuba. 

I den kommende periode skal vi desuden undersøge, hvilke muligheder for  fundraising, vi har. Disse midler kunne lægges sammen med vores egne indsamlinger. 

Som i den foregående periode forventer vi på at holde to fester i København om  sommeren, bl.a. en Che-fest den 14. juni, samt Verdensjulemarkedet til december i  2024. Vi satser på at kunne samle penge ind ad den vej. Som tidligere regner vi med  at afholde en Cubafest i København i samarbejde med BJMF i februar/marts 2025. 

Desuden forventer vi at invitere til et par kulturelle arrangementer i den kommende  periode samt et debatmøde. 

Samarbejdspartnere 

Foreningens ledelse har et kontinuerligt samarbejde med Cubas ambassade i Danmark  samt med ICAP og AMISTUR. 

Vi samordner også fremover vores aktiviteter med de øvrige nordiske og europæiske  solidaritetsorganisationer. 

I den kommende periode skal vi forberede det fællesmøde med vores nordiske venner,  der skal afholdes i Danmark i maj 2025. Det blev aftalt på fællesmødet i Oslo i 2023.  

Desuden vil vi arbejde på et større direkte samarbejde med vores kollektive  medlemmer til gavn for solidariteten med Cuba. 

Vedtaget den 6. april 2024 på Dansk Cubansk Forenings generalforsamling