International solidaritetNyhederSundhed og uddannelse

Appel: Nødhjælp, støtte og solidaritet med Cuba nu!

Dansk-Cubansk Forening appellerer til alle medlemmer og til alle kontakter, venner, organisationer, fagforeninger og partier om at støtte Cuba i denne vanskelige situation.

Cuba står i en vanskelig situation, som grundlæggende skyldes USA’s blokade, men som er blevet forstærket på grund af konsekvenserne af corona og senest blevet helt akut som følge af den katastrofale storbrand i oliedepotet ved Matanzas.

Dansk-Cubansk Forening sender på den baggrund sine varme solidariske tanker til alle cubanere – særligt til ofrene for brandkatastrofen og deres familier. Vi har fulgt med i slukningsarbejdet og hele indsatsen for at kontrollere og stoppe katastrofen, og vi ønsker at udtrykke vores respekt og sige tak til de cubanske redningsfolk og brandfolk samt til de organisationer og regeringer, som resolut sendte omfattende hjælp – det gælder især regeringerne i Mexico og Venezuela.

Fra hovedbestyrelsesmødet den 14. august udgår der straks en appel til alle medlemmer af Dansk-Cubansk Forening og til alle kontakter, venner, organisationer, fagforeninger og partier om at støtte Cuba i denne vanskelige situation.

Støtten vil blive organiseret på forskellige måder og modtaget i forskellige former. Dansk-Cubansk Forenings hovedindsats vil dog være en pengeindsamling til medicin og medicinsk udstyr til Cuba, som vi vil formidle sammen med vores europæiske partnere i netværket MediCuba Europa.

På den måde vil støtten helt aktuelt gavne den akutte indsats på Cubas hospitaler for at redde og helbrede skadede efter oliebranden, men også i det længere perspektiv understøtte Cubas sundhedsvæsen i dets utrættelige indsats for at sikre alle cubanere den helt fundamentale menneskeret; nemlig retten til livet og retten til sundhed….. en ret som Cuba med sin internationale sundhedsindsats søger at udbrede til nødstedte i mange andre lande.

Dansk-Cubansk Forenings hovedbestyrelse appellerer også til Folketinget og Regeringen om at svare konkret med materiel og/eller økonomisk støtte på Cuba regerings appel om hjælp i denne situation.

HVORDAN?

Økonomiske støttebidrag kan indbetales til Dansk-Cubansk Forening:
Konto i Arbejdernes Landsbank: Regnr. 5327 Kontonr. 0242944.
Giro: 715 3015 (kort type 01)
Mobilpay nr: 477 149
Eller ”køb et støttebidrag” i Dansk-Cubansk Forenings webshop: 100 kr. **** 500 kr. eller mere
Mærk alle bidrag: #CubaForLivet

Der organiseres indsamlinger til Cuba i mange lande. Det samordnes under overskriften #CubaPorLaVida (#CubaForLivet). Den overskrift bruger vi også i Danmark.

Vores indsamling kører frem til søndag den 4. december, hvor vi afslutter den i forbindelse med det såkaldte Verdensjulemarked i Casa Latinoamericana/Valby Kulturcenter, Høffdingsvej 10 i Valby (hvor vindernumrene i Cuba-solidaritetslotteriet offentliggøres).

Dansk-Cubansk Forening vil også gerne være behjælpelig med at formidle materielle donationer til Cubas sundhedsvæsen – i det omfang vi kan. Kontakt os herom med en mail til: post@cubavenner.dk