Beretning til generalforsamlingen 2024
Hovedbestyrelsens beretning for 2023 – 2024 til Dansk-Cubansk Forenings generalforsamling lørdag den 6. april 2024
2023 blev desværre endnu et meget svært år for Cuba. USA’s præsident Biden gjorde stadigvæk intet for at få Kongressen til at lempe eller ophæve den blokade, hvis direkte formål er at kvæle Cuba økonomisk i håb om at fremtvinge et systemskifte. Han har heller intet gjort for at fjerne Cuba fra USA’s liste over stater, der støtter terrorisme, på trods af at han som præsident har magt til at gøre det. Og USA fastholder fortsat sin ulovlige base, Guantánamo, på cubansk territorium. Alt i alt en fortvivlende situation for Cuba.
USA’s langvarige og udmarvende økonomiske krig mod Cuba har dybt alvorlige følger for den almindelige cubaner, og i december 2023 oplyste økonomiminister Alejandro Gill på et møde Nationalforsamlingen, at Cubas økonomi forventes at falde med 2 procent i BNP i 2023.
Forventningen ved årets begyndelse havde været, at man ville få en vækst på 3 procent. Ministeren angav 4 hovedårsager til det skuffende resultat:
1) blokaden og placeringen af Cuba på USA’s terrorliste
2) antallet af turister blev lavere end forventet: 2.4 millioner mod forventet 3,5 millioner
3) at landbrugsproduktionen blev mindre end forventet og
4) at en betydelig del at den unge arbejdskraft emigrerer pga. den alvorlige mangelsituation i landet.
Der er mangel på stort set alt i Cuba: På medicin og hospitalsudstyr, fødevarer, benzin og gødning. Der er hyppige strømsvigt, og til tider problemer med vandforsyningen.
Dansk Cubansk Forening har ligesom alle andre solidaritetsorganisationer protesteret mod USA’s politik overfor Cuba ved forskellige lejligheder året igennem.
Åbent brev til Joe Biden i juni
I juni skrev foreningen et åbent brev til Joe Biden, hvor vi bad ham om at fjerne Cuba fra USA’s terrorliste. På det tidspunkt fungerede Cuba sammen med Norge som fredsmæglere i forhandlinger i Havanna mellem Colombias præsident Gustavo Petro og ELN (Ejército de Liberación Nacional). Forhandlingerne havde fuld opbakning fra EU m.fl., og den 9. juni resulterede forhandlingerne i en ny fredsaftale mellem Colombias regering og ELN. Vi vurderede, at det ville være en god anledning for Biden til at anerkende Cuba som en fredsmægler og ikke en terrorstat. Men vi har endnu ikke hørt fra ham.
Henvendelse til EU med en ”petition” i juli
I juni opfordrede ICAP alle solidaritetsorganisationer til at indsende en officiel ”petition”, dvs. en officiel type af henvendelse, til EU. I Dansk Cubansk Forenings henvendelse opfordrede vi bl.a. EU til at fortsætte en regelmæssig kontakt med Cuba og til at udbygge samarbejdet med Cuba. ICAP var bekymrede for, at højre-kræfter i EU ville spamme EU med henstillinger om at lukke ned for ethvert samarbejde med Cuba i anledning af årsdagen for demonstrationerne mod styret i Havanna. Hvilket højre-kræfterne da også gjorde.
Dansk Cubansk Forenings ”petition” blev officielt accepteret og registreret i EU-systemet og er blevet videresendt til orientering til EU’s ansvarlige for relationerne med Centralamerika, Delegation for relations with the Countries of Central America (DCAM).
Topmøde i den internationale alliance: G77+Kina (Syd-landene) i september
I september var Cuba vært for et topmøde for Syd-landene i Havanna. Her drøftede man bl.a. en fælles optræden ved den kommende generalforsamling i FN, og i sluterklæringen blev USA og Vestens praksis med blokader og sanktioner fordømt. FN’s generalsekretær deltog i topmødet og udtrykte sin støtte til deres fælles ”kamp for et system, der leverer for hele menneskeheden og ikke kun for de privilegerede”. Også det kommende klimatopmøde, COP 28, i Dubai blev drøftet. Der var enighed om at kæmpe for, at de rige industrilande lever op til deres løfter om økonomisk støtte til de lande, der rammes af klimaforandringerne.
FN-afstemning i november 2023
Siden 1992 har Cuba hvert år på FN’s generalforsamling fremsat en resolution, der fordømmer USA’s blokade mod Cuba og som kræver, at blokaden bliver ophævet. Blokaden var og er en åbenlys overtrædelse af FN-pagtens kapitel 1 art.1, stk. 2 og art. 2, stk. 4.
Ved afstemningen den 2. november 2023 stemte 187 ud af 190 lande for at blokaden skulle ophæves; USA og Israel stemte imod, og Ukraine undlod at stemme.
I sit forsvar for at opretholde blokaden udtalte USA’s FN-ambassadør, Paul Folmsbee, at man er klar over de ”udfordringer”, som det cubanske folk hver dag lider under pga. blokaden. Men, som han forklarede, ”USA står fast sammen med det cubanske folk”… og USA stemmer imod resolutionen, fordi ”sanktioner er et blandt flere værktøjer i vores politik overfor Cuba mhp. at få landet til at fremme demokrati og sikre respekten for menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder”.
Tribunal om USA’s blokade i Bruxelles, november 2023
Den 16. og 17. november 2023 blev der i Bruxelles afholdt et tribunal, dvs. en international domstol, om USA’s blokade mod Cuba. Formålet var at undersøge, hvorvidt USA’s blokade af Cuba er lovlig i henhold til de folkeretlige regler for forholdet mellem stater, dvs. internationale bestemmelser og love. Dansk Cubansk Forening støttede afholdelsen af tribunalet både økonomisk og med deltagelse som observatør.
Også Mogens Lykketoft deltog i tribunalet på en videooptagelse med sine betragtninger om USA’s ”vanvittige blokade politik”. Han fortalte om sine oplevelser, da han var formand for FN’s generalforsamling i 2015-2016. Bl.a. var han i Havanna under fredsforhandlingerne mellem Colombias regering og FARC, hvor Cuba og Norge mæglede. Det var for ham et klart bevis på, at Cuba er et land, der arbejder for fred i regionen – ikke et land, der støtter terrorisme.
Dommen var klar: USA’s massive politiske og økonomiske sanktioner mod Cuba gennem deres blokade siden 1961 til i dag, er en klar overtrædelse af international lov. Det fremgår af alle de internationale love og regler, dommen baserer sig på: FN-pagten af 1945, Menneskerettighedernes Internationale Traktat om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder af 1966, ICESCR, Rom Statutten fra 1998 om forbrydelser mod menneskeheden, Genève Konventionerne af 1948 om forebyggelse af folkemord, reglerne i WTO, Verdenshandelsorganisationen samt principperne i Maastricht Traktaten.
Konklusion: ”Eftersom de mange sanktioner og de amerikanske love, som de er baseret på, er ulovlige, skal de ophæves. USA må betale for den skade, der er påført den cubanske stat, dens virksomheder og borgerne.”
50-året for Pinochets militærkup i Chile den 11. september 1973
I forbindelse med 50-året for kuppet i Chile blev der afholdt en del arrangementer i Danmark, som Dansk Cubansk Forening bakkede op om: Et arrangement på den Røde Plads i København, hvor et vægmaleri af Salvador Allende, som tidligere var blevet malet over, var blevet restaureret, så det igen fremstod klart. Et arrangement i BJMF; et arrangement i Arbejdermuseet, et arrangement i biblioteket i Farum, et arrangement på Københavns Universitet og en udstilling på Universitet. Alt i alt var der stor opmærksomhed om de forskellige arrangementer, og det var tydeligt, at de chilenske flygtninge og deres modstandskamp har efterladt et stort indtryk på mange danskere og den danske venstrefløj.
Aktiviteter i København:
Boder 1. maj 2023
Foreningen var til stede 1. maj i København med en velbesøgt bod i Fælledparken.
Che’s fødselsdag den 14. juni 2023
Fredag den 16. juni 2023 fejrede vi Che Guevaras fødselsdag med en fest i Casa Latinoamericana. Det blev en større succes, end vi havde forventet – faktisk kom der flere end vi havde beregnet mad til. Vi indledte med festen med at synge ”Hasta Siempre, Comandante” som fællessang med en styrke, så vores ambassadør på det tidspunkt, Roger López García, blev helt rørt. Siden gik det videre med lækker grillmad, en tale fra ambassadøren om Che’s betydning, Henrik Thejl holdt oplæg om Che Guevara, og vi sluttede af med dans til musik af Patria Grande.
Fejring af startskuddet for revolutionen: Angrebet på Moncada den 26. juli 1953
Fredag den 11. august 2023 fejrede vi 70-års dagen for angrebene på kasernerne Moncada i Santiago de Cuba og Carlos Manuel de Céspedes i Bayamo – angrebene som kom til at udgøre startskuddet for revolutionen. Derfor har dagen lagt navn til den oprørsbevægelse, Fidel Castro ledede: ”26-juli bevægelsen”. Også dette arrangement fik et stort fremmøde – og denne gang var der mad nok til alle. Ambassadøren holdt et oplæg om historien om det nederlag, som 26-juli bevægelsen fik vendt til en sejr i 1959; Inge Høgh holdt et oplæg om angrebene, og der var musik af Patria Grande.
Fidels fødselsdag den 13. august 2023
Søndag den 13. august 2023 mødtes vi i Christiania ved den sten, der er sat til minde om Fidel Castro. Vi lagde roser ved stenen, og Cubas ambassadør holdt et oplæg om Fidel, om hans betydning for revolutionen og den svære kamp for at realisere de mål, revolutionen satte sig. En proces, som USA’s vanvittige blokade siden 1962 har lagt store hindringer i vejen for – en blokade, der i dag er mere omfattende end nogensinde tidligere. Også ved dette arrangement var vi så heldige at have dygtige guitarister blandt os, og vi sluttede ceremonien af med sange af både Chiles Victor Jara og de traditionelle cubanske revolutionssange, som alle kunne synge med på. Solen skinnede, og mange mennesker standsede op og lyttede til musikken.
Boder på Valbydagene den 1. og 2. september 2023
Som noget nyt havde DCF en bod på Valbydagene, hvor vi bl.a. solgte bøger og t-shirts samt havde foreningens agitationsfoldere og blade liggende. Det var et par super hyggelige dage, hvor vi kom i snak med rigtigt mange af de besøgende. Vi havde nogle gode debatter og snakke med folk om det cubanske demokrati og hvad USA’s ulovlige blokade betyder for Cuba, ikke mindst hvad blokaden betyder for den menige cubaner. Foreningen havde også en loppebod på Valbydagene. Det var en kæmpe succes, og i 2024 vil DCF igen deltage med boder på Valby Langgade den 30. – 31. august, samt have en loppebod i de tilstødende gader.
Verdensjulemarkedet den 2. december 2023
Lørdag den 2. december afholdt vi det årlige Verdensjulemarked i Casa Latinoamericana, hvor vi havde inviteret solidaritetsorganisationer fra hele verden til at opstille en bod. Det var pænt besøgt, og som i tidligere år var Dansk Cubansk Forenings Koldingafdelings store bod den mest velbesøgte af alle. Ambassadørparret Roger og Eneida skulle vende tilbage til Cuba ved nytårsskiftet, så ambassadøren benyttede lejligheden til at takke Dansk-Cubansk Forening for vores engagement og et godt samarbejde. Han opfordrede os til at fortsætte med det solidaritetsarbejde, der er så vigtigt for det Cuba, der er presset som aldrig før. Formanden kvitterede med at takke begge for det gode og inspirerende samarbejde. Inden vinderne af årets lotteri blev offentliggjort spillede og sang Arne Würgler for os – alle de gode gamle sange krydret med små anekdoter. Moisés Roa sluttede af med smukke sange til sit guitarspil.
Revolutionsfest den 3. februar 2024
Igen i 2024 inviterede Dansk Cubansk Forening til Cubafest i BJMF’s lokaler i Valby for at fejre revolutionen, som ved årsskiftet i år kunne fejre 65 år. Selve datoen for festen var et udtryk for trods – trods imod USA’s vanvittige blokade mod Cuba. Det var netop den 3. februar 1962 præsident Kennedy iværksatte blokaden, som fortsat holder Cuba i sit jerngreb.
Festen bød – som altid – på lækker mad og drikke. Tue Tortsen, der i januar var kommet hjem fra Den nordiske Brigade holdt en tale, hvor han sammenlignede sit indtryk af den mangelsituation, Cuba er ramt af i dag med landets situation, da han i 1976 var på sin første brigade. Dengang sikrede handlen med Østbloklandene økonomien i Cuba, så blokaden ikke havde så alvorlige konsekvenser. Men han kom også hjem med mange nye oplevelser, med ny energi inspireret af de ukuelige cubanere og med ideer til det fortsatte solidaritetsarbejde med Cuba.
Som festens hovedattraktion spillede det fantastiske danske salsaband, Salsa la Vista, op til dans med deres inciterende rytmer. Det er også Cuba, og mange fik sig en dejlig danseaften. Desværre var fremmødet til festen ikke så stort, som det tidligere har været.
Lokalafdelinger, kontaktpersoner og aktivister
Dansk-Cubansk Forening har lokalafdelinger i Aalborg, Aarhus, Kolding og Odense. Pt. er Aarhus-afdelingen desværre ikke så aktiv, da formanden er trådt tilbage pga. sygdom.
Lokalafdelingerne gør et stort arbejde – både ved at samle deres egne medlemmer til møder om relevante temaer og i forbindelse med besøg fra Cuba, så vores gæster kan mødes med både medlemmer og med relevante fagpersoner og fagforeninger rundt omkring i landet. Desuden sørger de for, at Dansk-Cubansk Forening og vores budskaber er synlige i deres lokalområde ved at komme ud med information om Cuba og blokaden ved alle mulige lejligheder som bl.a. 1. maj.
Vi har også lokale kontaktpersoner i Esbjerg, Skive, Herning, Silkeborg, Odder, Gedser og Kastrup.
Endelig er der alle vores aktivister: De skal have en stor tak for deres uvurderlige bidrag til, at foreningen kan afholde arrangementer, såsom fester, informationsmøder, at passe boder med informationsmateriale, at hjælpe med til at udføre de nødvendige driftsopgaver samt at hjælpe med salget af lodsedler m.v.
Nyt økonomisystem
Dansk-Cubansk Forening er trådt ind i den digitale verden i forbindelse med en mindre investering i nyt økonomisystem. Det giver både datasikkerhed og fremtidige ressourcemæssige besparelser:
- Adgang til systemet fra enhver position med netforbindelse
- Backup er altid sikret ved leverandøren Visma
- Kontingentopkrævninger vil fremover kunne sendes via systemet eller som minimum via mail eller sms, hvis vi bare har en af oplysningerne
- Portoudgift på nu 14.000 kr. om året hertil spares ved kontingentopkrævning via systemet. Udgift til systemet er i alt 3.000 kr. om året
For at vi kan få det fulde udbytte af det nye system, har vi brug for mailadressen på vores medlemmer. Vi håber, at I alle vil hjælpe os med det, så det kun er få medlemmer, der fortsat skal kontaktes med et brev til deres bopæl.
Nyhedsbreve
I 2023 har DCF udsendt nyhedsbreve næsten hver måned, og det har givet os mulighed for at reagere hurtigt, når der er nyheder, der kan interessere vores medlemmer og andre.
Cubabladet
Cubabladet er – sammen med hjemmesiden www.cubavenner.dk, Dansk-Cubansk Forenings månedlige nyhedsbrev, og vores digitale medier – foreningen ansigt udadtil. Samtidigt er bladet et åbent vindue til Cuba. Vi prøver at komme ud med information om, hvad der sker i foreningen, hvad der sker i Cuba, og hvad der sker i udlandet, som berører Cuba. Af og til prøver vi at give et blik ind bag facaden hos cubanerne.
I marts-nummeret 2023 kunne du læse om Cubas rolle på topmødet i Latinamerika. Om iværksættere og livet på landet hos en cubansk familie.
I september nummeret kunne du læse om den aktuelle økonomiske situation i Cuba. Vi kom på besøg på universitetet i Cienfuegos med Rasmus Lindboe. Reportagen: ”Min første – men bestemt ikke min sidste brigade”. EU og Latinamerika et Folkenes Topmøde afhold i Bruxelles i juli. En anmeldelse af bogen DOXFATHER, der fortæller Theodor Christensen unikke rolle i skabelsen af Dokumentarfilmen som genre, både i Danmark og Cuba.
December nummeret: Om Cubalotteriet med flotte billeder. Om Tribunalen om USA’s blokade mod Cuba afholdt i Bruxelles. Om Mogens Lykketofts video-bidrag på tribunalet, hvor han redegjorde for sin holdning til blokadespørgsmålet. Cuba havde i 2023 formandskabet for den internationale alliance G77+Kina, der samlede 135 lande til et møde i Havanna i september. Du kunne også læse om foreningen nye formands vej til foreningen. Om solidaritet med Cuba i USA, fup eller fakta? Læs side 19 og få svaret. Samt information om, at bogen om Cubas nationalhelt José Martí af Jørn R. Hansen er genoptrykt med små ændringer.
Målet om, at Dansk Cubansk Forening skal nå ud til en bredere målgruppe
For at kunne ud til en bredere målgruppe end hidtil, har vi i det forløbne år udarbejdet nogle pjecer, som giver grundlæggende information om det cubanske samfund og om blokadens historie:
1) ”Cubas demokrati”, som blev opdateret i april, 2023 efter valget til Cubas Nationalforsamling,
2) ”Politiske aktører i Cuba”, som udkom i juni 2023 og
3) ”USA’s blokade mod Cuba”, som udkom i januar 2024.
Desuden har DCF haft en artikel i Spansklærernes fagblad, Rodrigo, i december 2023, hvor vi fortæller om foreningen og bl.a. informerer om brigaderejserne. Håbet er, at spansklærerne – og hermed også deres elever – får kendskab til os og mulighederne for lære Cuba at kende ved at deltage i en brigade.
Samarbejdet med Cuba:
1 Med ambassaden i Danmark
DCF har haft et godt samarbejde med både den tidligere ambassadørpar Roger López García, som altid har stillet op med oplæg til vores arrangementer, og som har hjulpet med information om og kontakt til Cuba i det hele taget. Vi har også fået et godt samarbejde med den nuværende ambassadør Ana Maria Chongo og konsul Pavel Diaz Chongo.
2 Med ICAP, Instituto Cubano de Amistad de los Pueblos
Vi har et tæt samarbejde med ICAP, Cubas Institut for Venskab mellem Folkene, vores primære samarbejdspartner i Cuba. I forbindelse med forberedelsen af det internationale Tribunal i Bruxelles bistod ICAP os og de øvrige solidaritetsorganisationer med vigtig koordination af det store forberedelsesarbejde, der foregik fra begyndelsen af 2023 indtil selve afholdelsen. Derudover er det ICAP – sammen med Amistur – vi samarbejder med omkring brigaderne og forberedelse og gennemførelse af studierejser. Sidst men ikke mindst er ICAP vores samarbejdsorganisation, når vi har brug for nye kontakter i Cuba, f.eks. når vi søger efter nye måder at støtte Cuba på i lyset af USA’s blokade, der blandt andet gør det ekstremt vanskeligt for os at overføre penge fra f.eks. lotterier til projekter i Cuba. I foråret 2023 havde vi besøg af ICAP’s ansvarlige for hhv. Norden og Europa, og senere i 2024 forventer vi igen besøg fra Cuba.
3 Med AMISTUR: Cubas og ICAP’s turistbureau
Vores samarbejdspartner i forbindelse med brigaderne og studierejserne. Brigaderne følges både af en repræsentant fra ICAP og på ekskursionerne af en guide fra Amistur. Amistur står for de praktiske aftaler og ekskursionerne på brigaderne. Og det er Amistur vi udarbejder programmet for studierejserne sammen med, og de fantastiske guider, vi bruger på alle rejser, er ansat i Amistur. Det var Amistur, DCF havde det praktiske samarbejde med, da vi planlagde den Økonomirejse, der desværre ikke blev til noget. Det er også Amistur, vi samarbejder med, når vi skal betale, hvilket i flere tilfælde har været uhyre svært.
Brigadegruppen
I 2023 har Dansk Cubansk Forening sendt deltagere til både 1-maj brigaden og til Den nordiske Brigade i december/januar 2023/2024. Tilbagemeldingerne fra deltagerne er, at det har været gode brigader med et spændende program. Desværre aflyste Havanna den store, traditionsbundne 1-maj demonstration, de plejer at afholde hvert år på Revolutionspladsen, pga. alvorlig benzinmangel. I det hele taget har de to brigader mærket mangelsituationen, og i modsætning til tidligere har begge brigader haft en del overnatninger på hoteller i Havanna i stedet for i brigadelejren.
Rejsegruppen
Rejsegruppe udbød i 2023 en studie- og ferierejse til Cuba med temaet: Cubas økonomiske udvikling med fokus på de nye muligheder for oprettelse af og investering i private virksomheder. Sammenlignet med tidligere studierejser var opholdet – og ikke mindst selve flyrejsen – noget dyrere. Det skyldtes både at flyrejser til Cuba efter pandemien er blevet færre og dyrere og at inflationen i Cuba er høj. Rejsen måtte aflyses pga. for få deltagere i forhold til den aftalte pris.
Indsamlingsgruppen
Arbejdet med at indsamle medicinsk udstyr og sende en container til Cuba er et arbejde, der kræver en del logistik. Gruppen har arbejdet hårdt for få kontakter i Cuba, så fremtidige containeres indhold kommer i de rigtige hænder. De kontakter er det endelig lykkedes at få på plads. Det cubanske sundhedsvæsen er i knæ, og manglen på sundhedsartikler er enorm.
Indtil videre har vi besluttet at fylde en kuffert med medicinsk udstyr til de medlemmer af DCF som rejser til Cuba, og som har mulighed for at tage ekstra bagage med.
Vi har tæt kontakt til den Svenske Cubaforening omkring indsamlingen af medicinsk udstyr til Cuba, så vi i fremtiden i fællesskab kan sende containere til Cuba. Det er et stort arbejde at gennemføre en sådan indsamling. Det kræver både menneskelige kræfter og økonomi. Det er dyrt både at fragte en ekstra kuffert eller især at sende en container til Cuba. Så alle der kunne tænke at lægge kræfter i gruppen er mere end velkomne.
Lotteriet
Foreningens Cuba-lotteri i 2023 blev som tidligere år en stor succes; Vi fik et overskud på lige godt 50.000 kr. Årets overskud går henholdsvis til MediCuba og til socialt arbejde for befolkningen i Manatia regionen, som er hårdt ramt, fordi sukkerfabrikken er lukket.
Lotterigruppen vil gerne takke alle for jeres store hjælp med det flotte design og trykning, tak til sponsorerne og tak for hjælpen med at få sendt lodsedler rundt i det ganske land. Og sidst, men ikke mindst, tak til alle jer, der købte lodsedler.
Landskontoret i Valby
I løbet af sommeren gennemførte seje, kvindelige pensionistmedlemmer i Dansk Cubansk Forening en stærkt tiltrængt oprydning i det lille landskontor i Valby. Vi har også ændret vores ugentlige åbningstid til fredage kl. 16 – 18, fordi Casa Latinoamericana havde besluttet at have åbent fredage for at få flere til at besøge Casa. Hermed var der mulighed for, at også vores medlemmer kunne sætte sig ind i Casa eller ud i haven og hygge sig.
Kontoret har ved årsskiftet fået et nyt telefonnummer: 4115 5038.
Medlemsudviklingen
Medlemstallet er nogenlunde stabilt. Mange medlemmer betaler støtte beløb, samt bidrager til indsamlinger til Cuba. Dansk Cubansk Forening arbejder målrettet for at få flere aktivister i alle aldre, også gerne unge. Foreningen arbejder ligeledes på at få flere kollektive medlemmer, blandt andet fagforeninger og faglige klubber. På generalforsamlingen vil der være et mundtlige oplæg om, hvordan medlemssituationen ser ud.