ALBAInternational solidaritetSundhed og uddannelse

Bolivia og Latinamerika: Når cubanske læger bliver gjort til fjender

Lægemangel i Latinamerika: Efter angreb fra Bolivias kupmagere er der mangel på cubanske læger. Sundhedssystemet i det sydamerikanske land er tæt på at bryde sammen.
Billedtekst: Hjemme i Cuba igen: Ligesom disse læger, der har været udsendt til Brasilien, måtte det læger og sygeplejersker i Bolivia også forlade deres post” (foto 23.11.2018, Havana)

skrevet af Volker Hermsdorf, jungeWelt

Tre måneder efter præsident Evo Morales blev styrtet den 10. november, mangler stadigt flere af Bolivias elleve millioner indbyggere medicinsk behandling. Cuba havde hentet 750 specialister hjem for deres egen sikkerheds skyld, da seks af de udsendte cubanske læger blev arresteret fire dage efter den selvudnævnte ”overgangspræsident” Jeanine Áñez’s statskup, og flere sundhedsansatte var blevet angrebet og mishandlet af kupmagernes bøller.

Efter det cubanske sundhedspersonales afrejse og kupmagernes afbrydelse af de diplomatiske forbindelser er det bolivianske sundhedssystem tæt på at bryde sammen.

”For at komme til en neurokirurg, dermatolog, ørelæge eller andre speciallæger er mine tidligere patienter nu nødt til at rejse mere end 19 timer på en besværlig vej til byen Trinidad. Med fly tager det ganske vist kun en time, men det har de som oftest fattige mennesker ikke råd til”, forklarede Dr. Juan José Pulido López i et interview med online-portalen Cubadebate i slutningen af januar.

Efter sine udsendelser til Venezuela og Ecuador fra februar 2018 til november 2019 arbejdede den cubanske læge i Bolivia, i første omgang ca. 90 kilometer vest for den brasilianske grænse i den bolivianske del af Amazonområdet i byen Reberalta. Uden for centrum af dette lokalsamfund lever en stor del af de knap 80.000 indbyggere i hytter af træ og ler med tage af palmegrene. Knap halvdelen af befolkningen består af indfødte grupper.

13 år med store fremskridt

Regionen Beni, hvor byen ligger, er et af de latinamerikanske områder med utilstrækkelig adgang til lægehjælp. Dr. Pulido López og hans kollegaer udbyggede stykke for stykke den lille klinik ”Rene Salazar” til et sundhedscenter i bymidten.

”For første gang i sin historie kunne klinikken tilbyde neurokirurgiske ydelser, intensivpleje, dermatologisk behandling og øre-, næse-, halsbehandlinger. Vi kunne opnå kontrol af de vigtigste risikofaktorer såvel som en tilbagegang i smitsomme sygdomme og på den måde redde hundreder af patienter”, fortæller lægen.

Et center for øjensygdomme, som cubanerne også oprettede, behandlede dagligt omkring 50 patienter, som for nogles vedkommende tog dertil fra Brasilien. Disse læger udførte gennemsnitligt 18 operationer dagligt.

Siden statskuppet er dette nu historie. Lægerne er væk, centret for øjensygdomme, lægernes konsultationer og terapifaciliteter i Riberalta blev lukket ned.

Kupmagerne tøvede ikke længe. De anklagede Cuba for at have en ”fjendtligsindet holdning” på grund af Havanas solidaritet med den styrtede præsident Evo Morales, og de beskyldte de cubanske læger for at stå bag de landsomfattende protester og for at finansiere dem.

Det blev snart tydeligt, hvad der var den reelle baggrund for det det fiktive påskud, der i sidste ende førte til, at missionen blev standset. I januar 2020 erklærede kuppræsidenten Jeanine Áñez, at de cubanske lægers 13 år lange indsats, som var påbegyndt under Evo Morales, har kostet landet mere end 140 millioner dollars. Disse penge skulle især være blevet brugt til ”at finansiere Castro-kommunismen, som undertrykker det cubanske folk og gør dem til slaver”, påstod de.

Det er meningen, at denne påtvungne afslutning på missionen skal skade Cuba økonomisk, men den rammer først og fremmest den bolivianske befolkning.

”I Santa Cruz blev øjenklinikken lukket, i kommunerne Guayaramerin, Yacuiba og Vallegrande er der ikke mere nogen intensivstationer, i hospitalet i Montero mangler lægerne, i Cochabamba er der mindst tolv sundhedscentre uden læger, og i El Alto, landets næststørste by, har indbyggerne 23 færre medicinske centre”, opremser den tidligere leder af den lægebrigade, som var aktiv i Bolivia, Dr Yoandra Muro Valle, i interviewet med Cubadebate, og det er kun nogle af konsekvenserne.

Det koster menneskeliv

Som svar på Áñezs angreb oplyste Havanas udenrigsminister Bruno Rodríguez kupregeringen om, at efter de cubanske læger forlod Bolivia, er en halv million medicinske behandlinger aflyst. I dette tidsrum måtte næsten 1.000 kvinder give afkald på hjælp ved fødsler, og derudover blev 5.000 kirurgiske indgreb og mere end 2.700 øjenoperationer ikke gennemført. ”Dette er ikke kun tal, det er mennesker”, skrev Rodríguez den 22. januar på Twitter.

På kun tre måneder har kupmagerne ført landets sundhedsvæsen tilbage til den tilstand, som herskede, inden den venstreorienterede Evo Morales overtog præsidentembedet i 2006. Også takket være de cubanske læger lykkedes det hans regering i løbet af 13 år at forhøje den gennemsnitlige forventede levealder fra 62 til 69. Under Evo Morales kunne andelen af børn, der dør før deres femte leveår, reduceres fra 6,9 til knap 3 procent. Men på trods af successer som disse var sundhedsvæsenet på tidspunktet for kuppet stadig konfronteret med store udfordringer.

Ifølge ”Læger uden grænser” er Bolivia for eksempel det land, der har verdens højeste forekomst af Chagas-tilfælde. Denne tropiske infektionssygdom, som overføres af tæger, dræber de inficerede i 10 procent af tilfældene. Lægemanglen efter kuppet levner dem ikke store chancer for at overleve.

BAGGRUND: ANGREB PÅ UDSENDTE CUBANSKE LÆGER
Emilio González, en eksilcubaner, som den daværende amerikanske præsident George W. Bush havde sat til at lede immigrationsmyndighederne, udviklede i august 2006 det amerikanske regeringsprogram ”Cuban Medical Professional Parole” (CMPP). Det skulle lokke medicinsk fagpersonale fra Cubas internationale hjælpemissioner til at desertere ved at love dem indrejse- og opholdstilladelse såvel som vellønnet beskæftigelse i USA. González betegnede de cubanske lægers arbejde i udlandet som ”statsligt sanktioneret menneskehandel”. Bush så en mulighed for at ydmyge de internationalt roste udsendinge og den cubanske regering.
Hans efterfølger Barack Obama udtalte derimod anerkendelse i 2014. ”Cuba sendte hundreder af læger til Afrika, hvor de bekæmpede Ebola”, erklærede han og foreslog, ”at vi side ved side kæmper mod spredningen af denne dødelige sygdom”. Godt to år senere standsede han CMPP-programmet trods modstand fra Republikanerne og de eksilcubanske contraer.
Under Donald Trump blev Cubas medicinske internationalisme angrebet på ny. Med millioner af dollars i støtte startede USA en propagandakampagne for at nedgøre cubanske læger. Ved at eliminere det internationale samarbejde omkring sundhedspersonale – som støttes af WHO og som skaffer valuta til Cuba – ønsker Trump at fremskynde sit erklærede mål om at ”kvæle den cubanske økonomi”. Den første til at følge ham var Brasiliens fascistiske magthaver Jair Bolsonaro, som allerede før sin tiltrædelse erklærede: ”Vi vil smide cubanerne ud”. Som det brasilianske tidsskrift Carta Capital afslørede, havde Bolsonaro måneder forinden sammen med den stærkt højreorienterede amerikanske senator Marco Rubio udviklet strategien for programmet ”Mais Médicos”, som Brasilien og Cuba havde vedtaget i fællesskab.