Ché Guevaras datter

Aleida Guevara March fortæller om sin berømte fars liv.

Tale under Danmarks Sociale Forum lørdag den 4. februar 2006

Che Guevara blev ikke dannet af ingenting.
Jeg husker nogle papirer, som min mor overlod mig. Det var et manuskript, som jeg begyndte at læse uden at vide, hvem der
havde skrevet det. Senere fandt jeg ud af, at det var optegnelser fra en rejse – og det var faktisk de optegnelser, som filmen
“Motorcykeldagbogen” er bygget over.

Jeg kendte selvfølgelig ikke filmen dengang. Men da jeg tog fat på at læse optegnelserne,
så tænkte jeg ved mig selv: At det var da en fantastisk, ung mand, der havde skrevet dem. Og det var ikke noget, min mor syntes
om, at jeg sagde. For jeg følte mig jo næsten forelsket i ham! Men jeg vidste jo ikke, at det var min egen far. Jeg kunne kun se, at
her var et ungt menneske, der var ved at forme sin bevidsthed. Og da jeg så fik at vide, at det var min egen fars optegnelser – så
følte jeg mig endnu mere stolt af at være hans datter. For her var et ungt menneske, der var begyndt at opdage den verdensdel,
han levede i – og begyndt at danne sig en forståelse af den virkelighed, der herskede dér.
Han var ganske vist stadigvæk en ung mand, et ungt menneske – ligesom mange af jer, der nu er hér til stede. Og se, det lærte
jeg forskellige ting af. Den ene ting var: At Che Guevara – han blev ikke dannet af ingenting. Men han var et ungt menneske –
med sine egne drømme, sine egne håb og sine egne ønsker om at lære sin omverden.

Når enden er god…

Og det var faktisk en ung… man kan sige dén frækkeste unge mand, jeg nogen sinde har lært at kende! For det er jo sådan, at
de fleste af os… Vi ved jo godt, at i vores tidligste ungdom – jamen der har vi j o allesammen begået de mest dumme og fjollede
ting… Men det er nu alligevel de færreste af os, som kunne finde på at skrive om det! Her er et eksempel: Tænk sig engang det
hér unge menneske, der har beskrevet for os andre -ja, og for hele verden; for alle dem, der ønsker at læse det – der har han
beskrevet en nat i nogle tyske indvandreres hus? Og den aften, den nat dér, fik han rigtig ondt i maven; men der var ikke noget
vand eller toilet. Og han ville ikke forlade tyskernes hus. – Og hvad tror I så, han gjorde? Ja; han satte sig op i vinduet og stak
bagdelen bagud – og så fik han besørget det, han skulle! Næste morgen, da han vågnede – og så lige skulle se, hvad der var
blevet af hans efterladenskaber – så han, at de lå nede på det bord, hvor de stakkels tyskere tørrede deres figner!
Jeg kan fortælle jer, at jeg også har begået de værste ting i mit liv – men jeg ville altså aldrig kunne få mig selv til at fortælle om
det… Når begyndelsen er god…
Så dette manuskript viste mig altså, at min far – lige fra han var helt ung – var et meget ligefremt menneske. Det viste også, at
hos dette unge menneske – fra det øjeblik, han fik øje for den virkelighed, der omgav ham – jamen så voksede hans bevidsthed
og forståelse til stadighed for denne virkelighed. Men det er ikke nok at danne sig en bevidsthed. Che’s liv viser os også, at man
skal kæmpe for at forsøge at ændre og forandre denne virkelighed.
Så allerede nu ser vi nogle af de særlige træk, der var ved denne mands personlighed: Det var hans ærlighed; hans store ønske
om at lære alting nærmere at kende – og hans menneskelige følsomhed.
Allerede nogle år inden denne rejse begyndte Che – eller rettere sagt Ernesto Guevara – at skrive en filosofisk ordbog. Mine
bedsteforældre sagde, at dengang min far var 11 år, havde han læst over 1100 bøger. Og da han kun var 17 år, havde han
allerede en meget bred almen dannelse; og han tog også fat på at bruge den. Han begyndte at skrive sin filosofiske ordbog, da
han var 17 år – men han blev aldrig nogen sinde færdig med den! Og det viser et andet karaktertræk ved denne mand: En
forståelse for, at den menneskelige viden er principielt ubegrænset – og at vi altid skal være åbne overfor at tilegne os ny
forståelse.

Mødet med brødrene Castro

Nogle år efter begynder så hans anden rejse i Latinamerika. Og dér møder han så noget andet – han møder revolutioner i
Latinamerika!
Han kommer til Mexico – og dér møder han Fidel Castro. Min far havde på det tidspunkt allerede været i Guatemala – hvor der
netop havde fundet en revolution sted, som USA greb ind i. Og han havde så været nødt til at rejse ud af Guatemala. I Mexico
bliver Che Guevara’s venskabsforhold til Fidel Castro og Raúl Castro skabt – og han bliver en af deltagerne i ekspeditionen med
“Granma” til Cuba. Ulykkeligvis blev den cubanske gruppe, der var ved at forberede ekspeditionen med “Granma” i Mexico,
arresteret og sat i fængsel. Fidel sagde så til de andre: “Ingen må fortælle noget om deres politiske tilhørsforhold – og ingen må
fortælle om eller tale om vores revolutionære planer”. Hvad tror I så, min far gjorde – med sin store oprigtighed? Han nøjedes
ikke med at fortælle, at han gik ind for kommunisternes sag. Nej; han begyndte også – selv over for fangevogterne – at diskutere,
hvad Stalin egentlig var for en person. Og hvad var resultatet så? At alle cubanerne blev sat på fri fod – med undtagelse af min
far… Hér starter et helt fantastisk venskab og oprigtigt forhold mellem Fidel Castro og Che Guevara. For Fidel beslutter – selv om
han på en måde sætter hele resten af gruppens overlevelse på spil – at han vil ikke forlade Mexico uden at have Che Guevara
med sig. Min far har senere skrevet, at det nok var på det tidspunkt, at han blev klar over, at Fidel Castro var en helt
ekstraordinær leder.

Che Guevara og den cubanske revolution

De rejser så sammen til Cuba. – Er der nogen af jer, der har rejst i det caribiske område i november eller december? Så ved I,
hvad jeg taler om – for så bliver havet dér lige som Nordsøen! Og så prøv at forestille jer et lille skib, der egentlig kun var
beregnet til én familie – men. det har så 82 mennesker ombord… Ja; man må erkende, at der i Cuba findes en hel del skøre
personer! Men disse skøre mennesker, de når altså i land – og de indleder en revolutionær proces i Cuba. Det blev nogle hårde
år – nogle år med meget hårde kampe. Min far var egentlig med som gruppens læge – men han bliver snart Fidel Castro “s
næstkommanderende. Han begynder også at blive kendt i befolkningen for sit mod, for sin dristighed i kampen – men først og
fremmest for sin store medmenneskelighed. – Og så er der også mange cubanske kvinder, der begynder at sukke efter denne
argentiner. I synes sikkert – ligesom mig selv – at Che Guevara var en stor kommunist; og at han var et tappert menneske… men
også en flot fyr! Men sådan vinder han sig altså en plads i det cubanske folks historie. Og senere sender Fidel ham ned mod den
vestlige del af landet, hvor han skal fortsætte kampen. De er to grupper – den ene under ledelse af Che Guevara, og den anden
under ledelse af Camilo Cienfuegos. De når frem til den midterste del af Cuba – i provinsen Las Villas…
Her gør jeg et lille indskud; for det var nemlig her, min far lærte min mor at kende. Og det er virkelig en meget, meget smuk
historie om kærlighed mellem to guerilla-kæmpere…
Der finder meget voldsomme kampe sted. Landet er nu delt midt over – og man kæmper fortsat – men Batista bliver nødt til at
forlade Cuba!

At tage magten – og ændre folks mentalitet

Derefter -ja, så starter den allervanskeligste etape eller fase i revolutionen… Og det er: Både at tage magten – men også at
ændre folks mentalitet.
Der er mange historier fra denne tid; men der er især én, som jeg holder meget af. Da revolutionen har sejret, så samler Fidel en
gruppe af kammeraterne. Og han siger: “Hvem af jer er økonom? (på spansk: “economista”). Min far rækker hånden op. Og Fidel
siger: “Jamen jeg troede, du var læge – ikke økonom?” Så siger min far: “Jeg troede, du sagde kommunist!” (på spansk:
“comunista”). Men hvorom alting er – så sagde Che: “Jamen lad os så se, hvad vi kan gøre!” Og denne læge, han begyndte så at
studere matematik og politisk økonomi hver aften. Han blev den første direktør for nationalbanken i det nye Cuba – og senere
blev han industriminister.
Når I får lejlighed til det, så prøv at finde bøger, skrevet af Che Guevara selv – for dér kan I læse om alle disse ting med hans
egne ord. Jeg mener, at det er ham selv, der bedst vil kunne fortælle jer om, hvordan disse første år forløb – hvor man både
gennemførte revolutionen og også prøvede at skabe en revolutionær mentalitet. Jeg vil navnlig anbefale jer den artikel, der
hedder: “Mennesket og socialismen i Cuba”. For her fortæller han meget klart om alt det, man må gøre for at ændre folks
mentalitet.
Det er faktisk kun få år, han bliver sammen med det cubanske folk. Men det er meget intense år; og han når at få skabt utrolig
meget. Jeg mener, at det er den smukkeste etape af hans liv. For her bliver han et menneske, der uddanner og inspirerer det
nye menneske; former og skaber det nye menneske.

Lidt mere om Che Guevara’s personlighed

Der findes nogle få breve og nogle forskellige dokumenter, der meget klart viser Che Guevara’s personlighed. Han mistede for
eksempel aldrig sin humoristiske sans. Allerede mens han sad fængslet i Mexico, havde han skrevet til sin mor og fortalt hende:
At når revolutionen havde sejret, så ville han have sin frihed til at være med til at starte andre revolutionære processer i
Latinamerika. Lad mig læse et lille stykke af et brev – så I kan se, hvad det er, jeg snakker om. Han skriver: “Det, som gør mig
allermest forskrækket – det er din manglende forståelse for alle disse ting. Og dine råd om, at jeg skal være mere moderat; dine
råd om at være mere egoistisk og så videre… for det er de kvaliteter, som jeg synes er de ringeste hos et menneske”. Han
skriver også: “Jeg ønsker ikke at være moderat. Tværtimod! For hvis man skal opnå noget stort – jamen så skal man også sætte
sig noget stort for!” Og endelig skriver han: “Sammen med denne gruppe cubanere har jeg lært noget meget vigtigt: Det er ikke
jeg’et, der er det vigtige – det er vi! det er os!”
Men efter denne moralprædiken til sin mor, så skriver han også: “De pletter, som du kan se på brevet – det er altså ikke blod…
Det er bare sådan noget tomatjuice, der er dryppet ned på brevet…” Han har altid bevaret den dér humoristiske sans –og det er
også én af de ting, der gør, at han er et helt ekstraordinært menneske for os cubanere. Et eksempel: På et tidspunkt skete der
det, at kammerat Ordaz, som var leder af det psykiatriske hospital i Havanna, sendte ham et særligt tidsskrift for psykiatri. Men
min far vidste, at det var udkommet i 6.300 eksemplarer. I begyndelsen af revolutionen tog de fleste akademikere – mange
akademikere, læger og så videre – til USA; og vi stod tilbage med kun 3.000 læger. Så siger han til Ordaz: “Jamen hvordan kan
det være, at du trykker det her blad 16.3 00 eksemplarer – er det for, at rotterne skal have noget at spise? Eller er det, fordi du vil
lægge et eksemplar ved hovedgærdet hos alle de psykiatriske patienter?” Og så siger han til ham: “Det er et godt blad, du laver –
men oplaget kan jeg ikke acceptere! Og det må du tage for gode varer – for vi skøre, vi har altid ret!”
På det tidspunkt var far industriminister. Og han stod fast på, at man måtte drive udviklingen videre frem – at den cubanske
revolution ikke længere måtte gå baglæns.

Che Guevara i Congo

Revolutionære processer kan ikke eksporteres. De skal findes – der skal eksistere interne forhold, der gør dem mulige. Og
ligegyldigt hvor meget du ønsker at hjælpe og støtte og være til gavn og nytte -jamen så nytter det ikke noget, hvis de
mennesker, der befinder sig på et givet sted, ikke ønsker det…
Han prøvede så at undersøge: Hvilket latinamerikansk land kan ‘eg tage til? – Jamen der er jo ingen af de lande, der faktisk
rummer mulighederne lige nu! Men han havde også allerede rejst i Afrika. Og afrikanerne havde brug for hjælp i Congo. Che
Guevara stillede sig så i spidsen for en gruppe cubanere; som ville hjælpe Kabila og andre revolutionære i Congo. Det var et
meget vanskeligt tidspunkt i Che Guevara’s liv. For han finder ud af, at selv om vi tror, at vi kender virkeligheden -ja, men så
kender vi den faktisk først for alvor, når vi selv har oplevet den konkret. For enhver militær leder i Latinamerika er det et krav, at
han skal stille sig foran – han skal være i spidsen for sine folk – hvis de skal respektere ham. Og sådan var det ikke for
afrikanerne. Hos afrikanerne behøvede lederen ikke stille sig i spidsen -ja, mange gange behøvede han ikke engang at være
med i et slag. Og eftersom Che indordner sig under den militære orden i Congo -jamen så er han nødt til at gøre det, han får
besked på. Og det er øjeblikke, der er meget svære for ham; for han kan ikke selv stå i spidsen for sine mænd, når de er i kamp.

Che Guevara’s tanker om døden

På det tidspunkt får han også besked om, at hans mor ligger for døden. Far havde altid været et meget beskedent menneske
økonomisk. Og han havde ikke selv råd til at betale for, at hans mor kom til Cuba – det skulle så i givet fald have været staten,
der betalte for det. Derfor havde han ikke kunnet sige farvel til sin mor, før han skulle til Congo – og han følte sig meget, meget
trist og bedrøvet ved tanken om, at han ikke fik hende at se nu, hvor hun lå for døden. Og han skriver så en af de smukkeste
tekster, som han har forfattet. Han kalder den: “Stenen”. Her beskriver han det øjeblik, hvor han modtager den sørgelige besked.
Det er et meget vanskeligt øjeblik for ham; og han føler sig meget, meget trist til mode. Han begynder at tænke nærmere over
tingene, filosofere… Og så skriver han noget, som jeg synes er meget tankevækkende. Han stiller sig selv spørgsmålet: “Hvad er
døden? For en kommunist – ja, der er døden ingenting! Man kan rejse en flot hvælving over graven – hvis man ønsker det – men
døden er ingenting i virkelighedens verden… Hvordan overlever man døden? Hvordan overlever menneskeslægten døden?” Han
skriver – idet han refererer til Antonio Maceo (frihedshelten fra kampen mod spanierne, red.) – at når man finder en død mand
med en machete ved sin side, jamen så lever han videre, så overlever han for så er man et vidne til hans kamp gennem livet. For
det er den kamp, som han har givet et udtryk med sin machete. Og dette er et symbol på, at mennesket gennem hele sin historie
– gennem de ting, det har efterladt sig – har levet videre efter sin egen død. Børn er en anden måde, man overlever sin egen død
på. Men Che ønsker ikke at overleve gennem sine børn. Han ønsker kun: At hans børn skal være mænd og kvinder, som er
værdige til at leve sammen med det folk, som de er rundet af. Og det er så også noget, der har gjort det muligt for os at trække
vejret ubesværet i livet nu… Vi skulle altså ikke være nogle særlige mænd eller særlige kvinder… Nej; vi skulle bare gøre os
værdige til at leve sammen med de mennesker, som vi lever iblandt. – Og jeg siger igen og igen: “Tak for det, far!”

Che Guevara forbereder sig til at tage til Bolivia

Officielt så siger han først farvel til det cubanske folk i 1965, hvor Fidel Castro læser hans afskedsbrev op for den cubanske
befolkning,
Fidel ser sig nødsaget til at skrive til Che og fortælle ham: At Cuba er det bedste sted for ham at vende tilbage til; og dér kan han
forberede sig til nye kampe. Og Fidel får også min far til at komme tilbage til Cuba – men på betingelse af, at han kan komme
hemmeligt og ukendt ind i landet igen; fordi han allerede én gang havde sagt farvel. Derefter er der en cubansk gruppe, der tager
fat på at forberede sig; fordi det kommunistiske parti i Bolivia har sagt ja til, at de kunne komme og deltage i kampen i Bolivia. Og
det var så sidste gang, jeg så min far – det har jeg fået at vide senere… Min far skulle spise sammen med os den aften. Han var
forklædt som en anden person; og han udgav sig for at være en ven af min far. Sommetider har jeg det med at snuble over
ordene; men jeg har altid snakket meget i mit liv – lige siden jeg blev bevidst om mine omgivelser. Og det er helt klart, at hvis jeg
den aften havde vidst, at det var min far – så havde jeg selvfølgelig også fortalt det henne i børnehaven dagen efter. Så tænk
engang: Jeg ser et menneske, en mand, som ønsker at se sine børn – og hvor det måske bliver sidste gang, han kommer til at se
dem… Jamen han ønsker jo at spise sammen med dem; han ønsker at være sammen med dem den aften. Og det er virkelig
hårdt for ham ikke at kunne sige, at han er vores far – og det er han nødt til at lade være med…

Mere om Che Guevara’s sidste aften med sin familie

Men altså – jeg tilbragte den aften sammen med ham. Og min mor havde sagt til ham, at jeg udmærket kendte hans smag og så
videre… – og at han derfor måtte passe meget på over for mig. Min far drak altid rødvin med vand – det er der mange argentinere,
der gør; for på den måde kan de drikke mere – men den aften drak min far rødvinen uden vand. Og jeg sprang op fra min stol og
sagde: “Jamen der kan man selv se, at du er overhovedet ikke en ven af min far!” Så sagde han: “Hvorfor tror du ikke det?” Og
jeg svarede: “Jo; for min far drikker altid rødvin med vand! Og det er det rigtige!” Så hældte jeg vand i hans vin. Og forestil jer,
hvor stolt han var; fordi hans lille pige på fem år forsvarede hans smag og hans vaner så ivrigt. Efter at vi havde spist – så
begyndte jeg og mine søskende at lege. Vi legede ret voldsomt, ligesom vi plejede – og jeg faldt og slog mit hovede hårdt. Min far
var jo læge; og han løftede mig op og undersøgte mig. Og han rørte ved mig på en speciel måde. Lidt senere så forsøger han og
min mor at snakke sammen – og j eg kredser rundt og rundt om min mor. Jeg ville fortælle min mor en hemmelighed; men det fik
jeg ikke lov til – fordi hun var ved at tale med ham. Min mor havde tidligere haft nogen kedelige oplevelser med mine
hemmeligheder., Såjeg tror, at det også var derfor, jeg ikke måtte fortælle hende denne hemmelighed. Et eksempel: Den
cubanske, nationale digter – han var meget, meget grim… Og da jeg var fem år, så sagde jeg til min mor. mens han hørte på det:
“Jamen han ligner en chimpanse!” Så min mor ville ikke rigtig have, at jeg skulle sige noget til hende nu. Men min far bemærker,
at hvis jeg ikke får lov til at sige det, jeg vil – jamen så får de heller ikke fred resten at aftenen. Og så sagde jeg til min mor med
høj stemme: “Mor; jeg tror, den mand er forelsket i mig!” Det var et meget svært øjeblik for min far; for han ville selvfølgelig
meget gerne fortælle mig, hvorfor det var, han holdt af mig: For mig var det i hvert fald et meget særligt øjeblik. Og flere år efter…
Jamen så forstod jeg jo, at den lille pige, jeg var dengang, havde mærket noget ganske særligt – som den mand forsøgte at
udtrykke uden ord…
Her har vi altså et nyt karaktertræk ved min far. Han var oprigtig, og han var hengiven og kærlig; og han forstod også at vise det!

Arven efter Che Guevara

Der er mange ting, som Che Guevara har givet os i arv. Og jeg håber, at I selv vil læse hans bøger – og selv se, hvad han har
skrevet. Se for eksempel budskabet til Den Tri-Kontinentale Konference i 1966. Fjern ordet Vietnam – og sæt ordet Irak i stedet
for. Så vil I se, at Che Guevara siger til os: At lige nu er der kun Irak’s folk selv at stole på! Fordi: Vi har protesteret mod krigen –
men vi har ikke været i stand til at standse den… Fordi: Vi har ikke magten som folk; og demokratierne er en fiktion… Folkene har
endnu ikke tiltaget sig den reelle magt! Hvorfor er vi ikke i stand til at bestemme, at USA skal ikke have én dråbe olie, før de
fjerner sig fra Irak? Hvorfor gør vi os til medskyldige i disse krige? Det er et vanskeligt spørgsmål – men det er nødvendigt, at det
spørgsmål forplanter sig i hver eneste af os! Og så lad os gøre – som det lyder i en gammel milonga-sang fra Argentina. Den
lyder: “Hvis jeg dør, så skal du ikke græde for mig! Du skal gøre det samme, som jeg gjorde – og på den måde vil jeg leve videre
i dig!” Så lad os lægge vores kræfter sammen – og lad os virkelig kæmpe for en bedre verden!

(Bifald).

Spørsmål fra salen: Hvad sker der på Cuba efter Fidel?

Jeg troede, at jeg skulle slippe for det spørgsmål … Men hør så lige engang! En revolutionær proces som vores har meget stor
støtte i befolkningen. Om lidt skal I se den dokumentarfilm, der fortæller om alle de aggressioner – alle de angreb – som vi bliver
udsat for fra De Forenede Staters regering: Bakteriologisk krig, kemisk krig, væbnet krig. I 1980’erne indførte USA i Cuba en
sygdom, der hedder dengue-feber. Der var 200.000 cubanere, der blev ramt . Hundrede og et eller andet antal døde af det –
heraf 1 O 1 børn. De har også anbragt bomber i et cubansk passagerfly; så alle ombordværende – herunder det cubanske
ungdoms-fægtehold – omkom. Vi har engang måttet slagte en million svin i Cuba; fordi de blev påført smitte. Vi har haft
sygdomme i sukkeret og tobakken – vi har haft tusindvis af sygdomme, påført os udefra… Hurtigbåde, som tilhører cubanere, der
lever i Miami, har affyret skud mod mennesker i Cuba. Og det cubanske folk yder stadig modstand!
– Tror I virkelig, at den modstand skyldes eet eneste menneskes eksistens? Det er umuligt, at eet eneste menneske skulle kunne
opretholde en socialistisk stat! Det er indiskutabelt, at Fidel Castro er et helt usædvanligt menneske. Det vil jeg slet ikke sætte
spørgsmålstegn ved. Men han er produkt af et folk, som har kæmpet for sin uafhængighed og for sin værdighed i over 150 år.
Men ud over det – så er det cubanske folk også et meget romantisk folk. Og med det vil jeg sige: At ligegyldigt om Fidel er der
eller ej – jamen så ved det cubanske folk godt, hvor det vil hen, og hvad det skal gøre! Og om det så kun var på grund af vores
hengivne følelser over for det menneske, som for første gang har givet os mulighed for at leve et værdigt liv… – Ja; så ville vi
aldrig kunne svigte Fidel’s værk! Der er også en cubansk sangskriver, der siger: “Man må foretrække at drukne i havet frem for at
forråde det lys eller den værdighed, man har levet i!”
Og for Cuba er alternativet klart: Enten socialisme eller også socialisme!

Hvordan har du det med at din far var ude at kæmpe – i stedet for at være hjemme dengang du var lille?

Modspørgsmål fra Aleida Guevara: Er du dansker? Svar: Både danske og svensker…

Aleida Guevara: Så er du jo efterkommer af vikingerne… Historien om de mennesker, der har kæmpet for alt muligt jamen det er
også historien om ofre! Men når man holder rigtigt af et menneske – så holder man ikke af det menneske, som det burde være;
men som det har været og er! Det, som jeg virkelig føler -og det, som jeg virkelig er ked af det er, at jeg ikke var gammel nok til
at ledsage min far i alt, i hans kamp… Det er et vanskeligt spørgsmål; for jeg kunne også godt have ønsket mig, at mine døtre
havde haft min far som bedstefar. Men den mand, han tilhører j o ikke længere bare os – nej; han tilhører også alle de unge
mennesker, der bruger ham som kampsymbol. Hvis han var blevet sammen med sin kone og sine børn, så havde han måske
været et mere lykkeligt menneske. Men i hvert fald ville du så ikke have siddet hér og hørt på det hér indlæg. Så derfor – så er
det sommetider nødvendigt at ofre i det små, i det nære miljø, for at kunne yde store ting i sin omverden. Husk på, hvad Che
sagde: “Det er ikke mig, der betyder noget – det er os, der betyder noget!” Det kan være vanskeligt at forstå – og ja; det kan være
meget svært at leve sig ind i… Men jeg kan takke min far – ikke alene for det liv, han har givet mig… Jeg kan også takke ham for
den styrke, han har givet mig, til at leve mit liv i værdighed!

Spørgsmål om Evo Morales, Hugo Chávez og international solidaritet

Altså, jeg er ikke nogen diplomat – og du sætter mig i en meget vanskelig situation… Evo Morales er et menneske, som har et
meget stærkt ønske om at gøre noget for sit folk. Men man kan ikke dømme endeligt; før man har set, hvad der sker. Og derfor
skal vi give Evo tid til at vise, om han virkelig er i stand til at skabe de store forandringer i sit land, som han ønsker. Jeg tror, han
er på rette vej; fordi han ønsker at ændre forfatningen. Hvis han vinder en folkeafstemning, som giver ham mulighed for at ændre
forfatningen – så vil han kunne regere meget bedre og under bedre vilkår. Altså: Vi bliver jo altid begejstrede for de nye ledere i
Latinamerika; og sommetider bliver vi så skuffede. Det er et meget vanskeligt problem; for det pres, som Bolivia udsættes for fra
USA’s side, er meget stort. USA – det er dem, der idag ejer Bolivia! Tænk bare på: At den militærbase, som USA har i Paraguay –
den er de allerede i gang med at flytte, så den kommer tættere på Bolivia. Altså står Evo over for en meget vanskelig situation –
det bliver ikke let for ham – og angrebene vil ikke lade vente på sig. Derfor mener jeg også, det er meget vigtigt, at vi allesammen
her gør os klart, at det er nødvendigt at være solidarisk med det folk.
Der er en ting, som vi skal holde os helt klart – og det er, at intet land, ligegyldigt hvor udviklet det er, har ret til at blande sig i
andre landes indre forhold! Tænk bare på, at i den korte tid jeg har været her i Danmark – der er der nogen, der har sagt til mig:
“Jamen USA vil jo indføre demokrati i Irak!” – Men hvem er USA? – Og hvad har de at byde på, som skulle give dem ret til at
indføre demokrati i andre lande? – De kan bare indføre demokrati hjemme hos sig selv!
Men I skal være meget agtpågivende over for alt det her. For den europæiske presse er meget indflydelsesrig – og den
misinformerer i høj grad! For noget tid siden var jeg i Spanien – og dér kunne jeg se alle steder i fjernsynet og læse alle steder i
aviserne: At Chávez er en tyran! Chávez er ond! Chávez er jeg ved ikke hvad… Aha! tænkte jeg: Så er det venezuelanerne, det
skal gå ud over – nu er det ikke længere bare os… Men det, der skete, var: At pressen jo var ved at forberede den offentlige
mening i Spanien på det kup – det statskup! – der skulle finde sted – og som fandt sted kort efter i Venezuela…
Heldigvis er det spanske folk forholdsvis agtpågivende over for den slags ting: En ting, som gjorde et utrolig stort indtryk på mig –
det var dengang, da krigen i Irak startede … Der så man, at det spanske folk gik massivt på gaden for at protestere. Det var
længe siden, at vi havde set det gamle Europa forny sig selv med så stor styrke. Og selv luderne i Madrid deltog i
demonstrationerne mod krigen i Irak. De gik rundt med et stort skilt, hvorpå der stod: “Vi – gadernes arbejdersker – vi sværger på,
at José Maria Aznar ikke er vores barn!” Det var en helt fantastisk oplevelse! Og det er det, der giver os troen på, at solidariteten
hos disse folk – hos de europæiske folk – også er reel!
Og de unge mennesker har en meget vigtig rolle at spille i hele denne proces. Husk på, hvad Che Guevara sagde: “Ungdommen
er det bløde ler, som man kan forme det nye menneske i”. Derfor har det været en stor glæde for mig at se: At der blandt de
grånende hoveder også er mange unge mennesker, der deltager i alle disse aktiviteter!
Spørgsmål om “by-landbrug” og kollektive selvhjælpsgrupper i Cuba.
Jamen vi har også meget at lære! Og jeg tror også, at vi bør lære en masse af de fælles haver i boligkvartererne. For på den
måde kan vi medvirke til at få nedsat prisen på grøntsagerne på markederne. Ja; næste gang, du kommer til Cuba – så skal du
se, om ikke du kan komme til den midterste del, den centrale del, af Cuba; for dér har de faktisk en hel del køkkenhaver. I Santa
Clara har de for eksempel en kvindegruppe, der kalder sig “”Mariannerne” – de er opkaldt efter Antonio Maceo’s mor. Og på det
tidspunkt, hvor Cubas økonomi var ude i en meget vanskelig situation – der gik de hjemmefra, og gik ud og dyrkede nogle fælles
køkkenhaver for sig selv og deres naboer. På den måde lykkedes det dem at få bønderne til at sætte priserne ned på deres
grøntsager på markederne. Det var en mægtig god idé. Men jeg tror, det er rigtigt, at vi skal prøve at få noget mere gang i
køkkenhaverne. Og også de fælles køkkenhaver. Der er også en anden ting: I Cuba høster man afgrøder to gange om året. Vi
bør nå frem til, at man hele tiden har en eller anden afgrøde i gang. Og så skal vi stadigvæk lære mere om landbrug på små
jordstykker og med større produktivitet. Så alle de processer, som I synes, I vil være med til at gennemføre – og som kunne være
nyttige for Cuba -jamen der skal I bare tage kontakt med os; og så prøver vi at se, om vi kan lære noget.
Hvordan har du det merl, at din far også er blevet udnyttet kommercielt?
Jeg vil godt minde om nogle ord af Julio Antonio Mella. Han sagde: “Selv efter vi er døde, er vi til nytte!” Og det er jo det, min far
er!
Altså: Vi har et stort kunsthåndværksted, hvor de laver kunsthåndværk med min fars billede -f.eks. i bunden af et askebæger…
Det samme, når de laver et billede af min far, som overhovedet ikke ligner i ansigtet – så siger jeg: “Kan I ikke sørge for, de får en
bøde for vansiring af et ansigt?” Centret for Che Guevara-Studier bør forsøge at begrænse denne fuldstændig vilkårlige
udnyttelse af Che’s ansigt…
Altså: Vi synes da, det er godt, at unge mennesker går rundt med Che Guevara på en t-shirt eller på et flag. Men vi ønsker
naturligvis ikke en decideret kommerciel udnyttelse af disse billeder. Og selv om man ikke har ret meget privat virksomhed i
Cuba – og det store erhvervsliv hører under staten – så skal man da alligevel føre nogen kontrol med alt det her. Men man må jo
heller ikke glemme, at mange af de her t-shirts og så videre – som man ser med Che’s billede på – jamen de bliver også
fremstillet af venskabsog solidaritetsforeninger. Og de er med til at skaffe penge til hospitaler, til skoler og til mange andre ting i
Cuba. Så derfor kan man ikke altid være helt konsekvent. Man er nødt til at se på: Jamen hvad er det, der bliver lavet? Og hvem
er det, der tjener på det? Hvis det er befolkningen, folket, der får gavn af det – jamen så er det helt i orden for os!

Kirsten Schelbeck tolkede Aleida Guevaras tale.
Dette er en udskrift af en båndoptagelse er foretaget af Ken Bruun, som også har indsat mellemoverskrifter og foretaget en nænsom
sproglig bearbejdning.