Corona rejser det store spørgsmål om ‘retten til livet’

Eksperter vurderer, at 99 procent af USA’s 150.000 corona-døde kunne være reddet. Hvor er deres ret til livet blevet af, spørger Henrik Thejl i denne 13. reportage fra Cuba, som også konstaterer, at corona igen flammer op enkelte steder i Cuba.

Havanna, 26. juli 2020

Så er der atter sket en stigning i antallet corona-tilfælde i Cuba. Efter at have været nede på blot 38 tilfælde for hele landet, er vi nu atter oppe på 57 coronaregistrerede tilfælde, nu koncentreret i Havanna, Artemisa provinserne og et enkelt tilfælde i Villa Clara.

Det er tydeligt, at det er en virus, der ikke bliver udryddet, før der er udviklet en vaccine. I byen Bauta i provinsen Artemisa blev der for nylig afholdt en fest, hvor én person, der var blevet smittet (uden symptomer) i Havanna, deltog. Efterfølgende er der indtil videre blevet registreret 24 personer relateret til smitte fra denne fest.

Denne begivenhed viser netop, hvor høj smittefaren er. Men med myndighedernes præventive politik herovre er byen blevet sat i karantæne, og det er nu ikke muligt for uvedkommende at besøge byen, indtil dette udbrud er nedkæmpet. Ligeledes kan folk fra det karantæneramte område heller ikke tage ud af byen, men der opretholdes nødvendigt salg af fødevarer, sikring af de sanitære forhold etc, og alle bliver testet for coronavirus mindst 2 gange.

Netop den præventive politik er Cuba’s succes i bekæmpelse af coronavirus, og det er, som jeg tidligere har beskrevet, Cuba’s udgangspunkt i mange forskellige forhold i landet, belært ikke mindst af 60 års blokade fra amerikansk side: Det er billigere at forebygge end at helbrede hedder den simple opskrift, så indtil der er udviklet en vaccine mod coronavirus, vil fokus i Cuba ligge på den præventive politik.

Pandemien er på sit højeste 

Netop i disse tider registrerer WHO det højeste antal daglige smittede på verdensplan (over 284.000 nye smittede på ét døgn) samt det næsthøjeste antal døde på ét døgn (9753 døde – det højeste antal coronadøde på ét døgn er fra den 30. april med 9797 dødsfald).

I USA, en af verdens rigeste lande samt med det bedste udstyr til coronabekæmpelse (ifølge præsident Trump), er der registreret nye rekorder på 73795 nye coronatilfælde på ét døgn samt mere end 1000 coronarelaterede dødsfald de sidste mange dage.

Amerikanske sundhedseksperter erkender nu – iflg TV2.dk -, at coronakrisen er kommet ud af kontrol. USA’s sundhedsrådgiver, Anthony Fauci, mener, at USA først vender tilbage til normale forhold engang i 2021, når der er udviklet en vaccine. De amerikanske sundhedseksperters råd er nu: ”Luk ned, begynd forfra, og gør det rigtige”.

Men hvad betyder det at lukke ned, begynde forfra og gøre det rigtige?

Det er her, at Cuba kommer ind og viser sig som eksempel, og det er uden tvivl også derfor, at USA har så travlt med at pålægge landet nye sanktioner og sanktionere lande, der beder om hjælp fra Cuba’s sundhedsbrigader, Henry Reeve Brigaderne, der tager ud og hjælper lande – rige som fattige – i deres kamp mod coronavirus.

Næsten samtlige USA-administrationer siden Eisenhower-dagene har haft et traumatisk forhold til Cuba pga dets altruistiske og solidariske støtte til lande i nød, det være sig i form af hjælp indenfor sundheds-, uddannelses- eller kulturområdet, eller decideret militær støtte imod aggressive magter, der forsøger at invadere 3.-verdenslande. Alt dette er beskrevet i nogle af mine tidligere ’skriverier’.

Igen vil jeg henlede opmærksomheden på den cubanske præsident Díaz-Canel’s tale fra ALBA-TCP topmødet den 10. juni 2020, hvor han sagde:

”I dag kan man tydeligt se forskellene mellem regeringer, der har forsvaret og styrket staten som en garant for social stabilitet, og dem, der ledet af nyliberale teorier har reduceret [statens indflydelse] ved at skære ned i sociale og offentlige sundhedsydelser samt videnskabelig forskning. I dag betaler hele verden prisen for, at kapitalismen i dens vilde form hersker.… Den neoliberale model, der har bredt sig i vores region, har ikke været i stand til at imødekomme de nødvendige behov skabt af pandemien, og den vil heller ikke være i stand til at imødegå scenariet efter COVID19.

Erfaringerne fra disse måneder bekræfter, at staten, med en passende administration af finanspolitikken og uden at forsømme den makroøkonomiske balance, spiller en vigtig rolle i pligten til at beskytte, regulere og tildele de nødvendige midler for at imødegå krisen, redde liv, og holde gang i økonomien og samtidig udvikle programmer til alles bedste.”

Når kortsigtet hensyn til økonomien er i centrum

Det er tydeligt, at mange af verdens rigeste lande i Europa samt USA ikke har været i stand til at bekæmpe coronavirus pandemien. Kortsigtet hensyn til økonomien har været i centrum, og, som i tilfældet USA, har det nu resulteret i en ny ekspansion af pandemien, som på lang sigt vil påvirke økonomien langt mere, end hvis man havde handlet præventivt fra starten.

De før-nævnte amerikanske sundhedseksperter mener – ifølge TV2.dk -, at op imod ”99 procent [svarende til pt 144.500 personer] af alle coronarelaterede dødsfald kunne være undgået” i USA. Det vil sige, at hensynet til økonomien og en manglende statslig indgriben i høj grad er ansvarlig for en stor del af de coronarelaterede dødsfald i USA samt i mange europæiske lande (og andre steder i verden).

>> LÆS OGSÅ: Når liv er vigtigst og lillesøster taler i telefon

Det er derfor, at Cuba er så interessant i deres bekæmpelse af coronavirus. Kodeord i Cuba’s præventive politik har i hele denne periode været begreber som social isolation, obligatorisk mundbind i det offentlige rum, obligatorisk indlæggelse af alle smittede samt muligt smittede, karantæne og test af alle kontakter til smittede og – om nødvendigt – karantæne af hele områder, hvor der er registreret højt antal smittede.

Vi må skærpe synet på rettigheder

Coronakrisen har i den grad konfronteret os med vores forståelse af rettigheder overalt i verden. Forbud mod store forsamlinger, udgangsforbud om aftenen, og karantæneramte områder har forårsaget demonstrationer til fordel for borgernes forståelse af deres fundamentale menneskerettigheder, og specielt i lande (som USA og Brasilien), hvor de respektive præsidenter har modarbejdet sundhedspolitikker og skabt splittelse i befolkningerne, har dette været udbredt.

Men hvad er egentlig forudsætningen for vores rettigheder?

Hvis vi kigger på FN’s Menneskerettighedserklæring fra 1948, står der i artikel 3: ”Alle har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed”.

Lige meget, hvordan vi vender og drejer verden og vores rettigheder, så er den første forudsætning for menneskerettigheder ”retten til livet”, for hvis vores leveforhold ikke sikrer os retten til livet, har alle andre rettigheder overhovedet ingen mening.

Når retten til livet er tabt

Hvad med de 99% coronadødsfald i USA, som sundhedseksperter mener kunne have været reddet med en ansvarlig coronapolitik. Havde de ikke retten til livet?

Coronakrisen har også forværret livet drastisk for verdens fattigste befolkninger. I dag lever cirka 10% af verdens befolkning i ekstrem fattigdom. ’Ekstrem fattigdom’ er fastsat ud fra en maksimal indtægt på 1,9 US$ pr. dag pr. person. Men hvis denne grænse på daglig indtægt pr. person hæves til blot 4 US$ pr. dag pr. person, vil 65% af verdens befolkning falde ned i fattigdomskategorien!

Disse har end ikke retten til livet som noget givet, men må hver dag kæmpe for blot at kunne leve, hvilket forhindrer dem i enhver anden form for krav om basale menneskerettigheder som eksempelvis føde, klæder, bolig og lægehjælp, nødvendige sociale goder, ret til tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand, alderdom etc (artikel 25 i Menneskerettighedserklæringen).

Det er specielt i fattige lande, at informelt arbejde er udbredt (svarende til næsten halvdelen af verdens arbejdspladser), og det er specielt de informelle arbejdspladser – hvor man ikke har nogen former for kontrakt eller arbejdssikkerhed -, der trues af coronakrisen. Ifølge den internationale arbejdsorganisation ILO forventes det, at over 300 millioner arbejdspladser vil forsvinde som konsekvens af coronakrisen, og de fleste af disse arbejdspladser vil være i den informelle sektor.

Men der findes også mulighed for at erklære en stat i undtagelsestilstand under bestemte natur- eller menneskeskabte katastrofer (herunder truslen om krig), som påtvinger lande at bryde med basale rettigheder, da katastrofen (af natur- eller menneskeskabte årsager!) forhindrer alle andre rettigheder i at eksistere. Et begreb som ”frihed” kan eksempelvis ikke eksistere, hvis et land trues af et andet land. Så er et lands FN-sikrede selvbestemmelse (FN-pagtens art. 1,2) allerede truet og friheden væk. I den danske straffelovs kapitel 12 og 13 kan man læse meget mere om de drastiske frihedsbegrænsninger, der er for danske statsborgere i tilfælde af trusler fra en ydre fjende. Her gives op til livstidsfængsel for lovbrud.

Derfor har coronatiden konfronteret alles normale opfattelse af rettighedsbegrebet.

USA/England/Brasilien/Sverige vs Cuba

I den forbindelse er det derfor også interessant at sammenligne visse lande (som USA, England og Brasilien eller for den sags skyld Sverige), der har været længe om at tage coronakrisen alvorligt, eller som har anlagt en meget ’liberal’ coronapolitik, og så Cuba, hvor man har ført en meget radikal præventiv coronapolitik.

Jeg har tidligere sammenlignet disse lande med Cuba, og vil blot her nævne, at det relativt fattige og blokaderamte Cuba via deres præventive og terapeutiske sundhedspolitik har formået at holde pandemien i ave med blot 2495 coronatilfælde i alt for hele coronaperioden og 87 coronarelatererede dødsfald – svarende til cirka 7 døde pr million indbyggere. 

Sætter vi dette op overfor USA’s 4,2 millioner smittede for hele perioden og 445 coronadøde pr million indbyggere, Brasiliens 2,4 millioner smittede og 410 døde pr mio indb, Sveriges 80.000 smittede og 568 døde pr mio indb, ses der kvalitative forskelle, der kun kan forklares med Cuba’s effektive præventive samt terapeutiske politik.

Men da Cuba samtidig lider under Vestens stigmatiserede billede af landet, er det meget lidt, der høres om Cuba’s succesfulde coronabekæmpelse, eller for den sags skyld Kinas succesfulde coronapolitik.

Tværtimod oplever vi et USA, der konstant forsøger at beskylde Kina for coronasmittens udbredelse, samt beskylder Kina og Rusland for at stjæle oplysninger om coronavacciner, som om det vigtigste for en coronavaccine er fortjenesten, der kan opnås herved efterfølgende. Alt andet lige må det være samarbejde og solidaritet, der skal bekæmpe coronavirus.

Medicinalfirmaernes evt profit herved er ret uinteressant, hvis man vel og mærke tager artikel 3 i Menneskerettighedserklæringen alvorlig. Meget få vestlige medier har gjort opmærksom på, at Kina har lovet, at når de udvikler en coronavaccine, skal det være ejendom for hele verden, specielt for at sikre så billig vaccine som mulig til fattige lande.

Pompeo i Danmark

Under USA’s udenrigsminister Pompeo’s besøg i Danmark lagde han ikke skjul på, at USA betragter Rusland og Kina som fjender, som han sagde i et interview med DR.dk. I en snak om Grønland uddybede Pompeo: ”Hvis vores fjender vil konkurrere i området, kan vi ikke bare vende den anden kind til. Vi skal svare på en måde, der øger velfærd og sikkerhed for både folk i USA og i Danmark”.

Det er ikke blot Cuba, der rammes af USA’s konstante stigmatisering med fremmaning af fjendebilleder.

Men hvis vi ser på Pompeo’s udtalelse om at øge velfærd og sikkerhed, kan vi passende vende tilbage til Menneskerettighedernes artikel 3 (”Alle har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed”) og spørge os selv, om USA i sin coronabekæmpelse har skabt nogen former for ret til liv eller personlig sikkerhed for USA’s borgere? Der er næsten 3 gange så mange døde under coronakrisen i USA som døde amerikanske soldater under hele Vietnam-krigen.

USA opfordres nu af deres egne sundhedseksperter til at lukke hele landet ned igen og starte forfra i coronabekæmpelsen, til endnu større skade for landets økonomi på lang sigt (hvis man kan være så kynisk at betragte tilværelsen så ensidigt), medens Cuba er i gang med 3. fase af genåbningen (bortset fra Habana, der stadig befinder sig i fase 1), og trods genåbning i landet har vi haft dage uden nye coronaregistrerede tilfælde. For hele juli måned har der blot været 1 enkelt coronarelateret dødsfald, og lægges det sammen med 27 dage i juni, 18 dage i maj samt 1 dag i april måned, når vi op på sammenlagt 71 dage uden coronarelaterede dødsfald i hele conoraperioden, der i Cuba startede den 11. marts. I alt er 87 personer døde af coronavirus i Cuba.

Flere coronatilfælde i Cuba!!

I dag var der dog 17 nye coronatilfælde, et meget højt antal, hvis vi ser på de sidste 14 dages udvikling, men 7 af de nye registrerede var relateret til festen i Bauta. Derudover er 3 tilfælde blevet importeret udefra af cubanere, der er vendt tilbage til landet. Disse kommer automatisk i karantæne indtil negativ svar på coronatest, og disse 3 tilfælde er blevet opdaget i karantæneperioden, så de ikke har nået at smitte andre familie/venner.

De sidste 7 tilfælde er alle fra Havanna, hvoraf 5 er smittet i Habana del Este området. Det synes at være en ny lokal event. Af de 14 personer, som er smittet i Cuba, skyldtes smitten kontakt med allerede smittede. Af de 14 lokalt smittede var de 11 uden symptomer.

Cubanske corona-læger vender hjem 

I disse tider er flere Henry Brigader begyndt at vende tilbage til Cuba efter afsluttede missioner i udlandet. Bla er 2 missioner fra Italien vendt tilbage, og der er megen taknemmelighed overfor de cubanske sundhedsmissioner i byen Torino, hvor de har virket de sidste 3 måneder. I Cuba modtages de, som var det udenlandske statsrepræsentationer, der kom til landet. Præsident Díaz-Canel holder via en storskærm i lufthavnen en modtagelsestale til alle. Når de kører igennem Havanna og ud til den efterfølgende karantæne, står folk ved vejen og vinker til de hjemkomne læger og sygeplejersker.

Køerne ved butikkerne er der stadigvæk, specielt hvis man vil have fat i kødprodukter. Politiet bruger nye metoder for at sikre, at bestemte folk ikke hamstrer ved at markere flere gange i køen, hvorved færre vil have adgang til de relativt få kødprodukter, der sælges i butikkerne. Dem, der står i kø, får indscannet deres ID-kort, så man kontrollerer, at de kun køber én gang.

Køer uden blot skyggen af ost

Forleden kom jeg forbi den samme butik, hvor jeg for nylig – og efter et par timers kø i bagende sol og fugtigvarme – fik købt 2 pakker kaffe. Der stod atter en kø på ca 30 mennesker, så jeg var nysgerrig efter at vide, om der nu var noget godt at købe (evt smør eller ost, som jeg ikke har set skyggen af i over 5 måneder). Det viste sig imidlertid, at køen ventede på, at der kom nye varer til butikken, som de evt kunne være interesseret i.

Det vil sige, at folk stod i kø i håbet om, at der kom nogle produkter, der var værd at stå i kø for, men dét rækker min tålmodighed ikke til, så jeg tog videre.

Jeg har forsøgt at få familien med til Danmark, om ikke andet så blot for august måned, men efter flere flyaflysninger måtte vi erkende, at det ville blive alt for kort ophold for dem i Danmark, når karantæneperioder både i Danmark og Cuba inkluderes. De aflyste fly skyldes, at der endnu ikke er lukket op for regulære fly over Cuba, og det betyder, at der kun kommer nogle ’humanitære fly’ hertil engang imellem.

I dag – den 26. juli

Netop i dag fejrer vi Cuba’s nationaldag (26. juli). Det var den dag, Fidel og en gruppe på 126 mand i 1953 angreb den næststørste militærkaserne i Cuba, Moncada, i Santiago de Cuba og startede oprøret mod det USA-støttede Batista-diktatur i Cuba. 

Det var også det år, hvor den på det tidspunkt siddende CIA-direktør Allen Dulles besøgte Cuba og bad Batista om at oprette organisationen BRAC (Bureau de Represión contra Acciones Comunistas – Bureauet til Undertrykkelse af Kommunistiske Aktiviteter).

Jeg synes, det er vigtigt at nævne USA’s støtte til Batista diktaturet, da USA jo netop bruger argumentationen om ”Det Kommunistiske Cuba’s” påståede krænkelse af Menneskerettighederne som baggrund for blokaden mod Cuba. USA har igennem tiderne ikke haft problemer med at støtte det blodige Batista diktatur, eller senere diktaturer i Argentina, Brasilien, Chile, Uruguay, El Salvador og Bolivia. Tværtimod arbejdede CIA i 70’erne tæt sammen med mange af disse stater (under operation Condor) i deres forfølgelse af venstreorienterede. Mange af disse lande har stadig et traumatisk forhold til disse årtier.

Da Bolivia sidste år oplevede et militærkup mod den siddende præsident Evo Morales, der økonomisk havde hævet landet fra at være en af Latin Amerikas fattigste lande til at blive placeret i mellemgruppen for FN’s Human Development Index ved bla at sikre gratis uddannelse og sundhed for alle, samt nationalisere produktionen af vigtige råvarer i landet, fremhævede Donald Trump (efter kuppet sidste år), at landet nu kunne se frem til ”democracy and prosperity”. Landet oplever nu en stærk forfølgelse af den tidligere MAS regeringsmedlemmer, og landets økonomi ligger atter i ruiner, men USA’s støtte til Bolivia diktaturet er sikret.

Den 26. Juli 1953 i Cuba blev ikke bare starten på oprøret mod diktator Batista, men Fidel vidste allerede på det tidspunkt, at der efterfølgende måtte komme en endnu større kamp.

Oprøret mod Batista blev Cuba’s første ”Moncada”, men det efterfølgende ”Moncada” ville være Cubas kamp for reel uafhængighed. Fidel vidste godt, at det ville betyde et opgør med USA’s hegemoniske syn på den Vestlige halvkugle. Og der kom også mange ”Moncada’er” efterfølgende i kampen mellem David og Goliath: Svinebugtsinvasionen, USA’s blokade mod Cuba, JFK’s efterfølgende ønske om invasion af Cuba, der dog blev afbrudt af Missilkrisen i oktober 1962, de mange attentats- og sabotageaktioner samt den psykologiske krigsførelse, hvormed USA har prøvet (og stadig prøver) at stigmatisere landet som en slyngelstat og retfærdiggøre USA’s ulovlige blokade mod Cuba.

Men derudover har der været mange andre voldsomme udfordringer…. ”Moncada’er” om man vil: Orkaner, jordskælv, økonomiske kriser etc, og den sidste nye ”Moncada” er kampen mod coronavirus.

Men Cuba har vist, at ved samarbejde og solidaritet kan selv den største forhindring overvindes og nedkæmpes.

Måske et lærestykke til andre…?!