Cuba fordømmer terrorisme og politisk manipulation

USA deler åbenbart terrorisme i god og fjendtlig terrorisme. Den 30. april 2020 fandt et bevæbnet angreb rettet mod Cubas ambassade i Washington DC, USA. En ildevarslende tavshed fra myndighederne udstiller USA’s dobbeltmoral

Den 30. april 2020 blev der gennemført et bevæbnet angreb rettet mod Cubas ambassade i Washington DC, USA. En eksilcubaner ved navn Alazo Baró affyrede 32 skarpe skud mod ambassaden, kun få meter fra det Hvide Hus. Heldigvis skete der kun materiel skade. Men efter det fulgte der tavshed – ingen reaktioner eller oplysninger. En ildevarslende tavshed, der udstiller USA’s dobbeltmoral, og mere end antyder, at USA anerkender ”ond terrorisme” når man optræder mod USA’s interesser og sideløbende agerer som om der eksisterer ”god terrorisme”, der rammer et land som Cuba – af USA udpeget til en fjende.

Cubas udenrigsministeriet har afsløret dobbeltmoralen og givet USA svar på tiltale med følgende erklæring:

Erklæring fra det cubanske udenrigsministerium:

Det cubanske udenrigsministerium tager skarpt afstand fra den krænkende optagelse af Cuba på en liste opstillet af USA’s udenrigsministerium og offentliggjort den 13. maj 2020 over lande som påstås ikke at samarbejde fuldt ud med USA’s indsats mod terrorisme. Påstanden er på det skarpeste blevet afvist af præsident Miguel Díaz-Canel Bermúdez.

Der er tale om en ensidig og vilkårlig liste uden reelt grundlag, autoritet eller international støtte, som i sin foreliggende form kun bidrager til at bagvaske og presse lande, der nægter at bøje sig for USA’s regerings ønsker i forbindelse med de beslutninger, de træffer som selvstændige og uafhængige lande.

USA’s hovedargument har været, at medlemmer af Den Nationale Befrielseshær (ELN), som indgik i delegationen til fredsforhandlingerne i Colombia, stadig opholder sig i Cuba.

Det er velkendt, at medlemmerne af Den Nationale Befrielseshær (ELNs) delegation til fredsforhandlingerne er i Cuba, fordi Ecuador pludselig ikke længere ville være værtsland for fredsforhandlingerne, og at værtskabet på anmodning af den colombianske regering og ELN i maj 2018 overgik til Havana.

Fredsforhandlingerne blev indledt den 7. februar 2017 i Quito, Ecuador. Efter anmodning af parterne har Cuba sammen med Brasilien, Chile, Ecuador, Venezuela og Norge været garant for fredsprocessen.

Efter Iván Duque Márquez´ tiltrædelse som præsident for Colombia den 7. august 2018, deltog repræsentanter for hans regering i tidsrummet fra den 8. august 2018 til januar 2019 i en række møder med Cuba og ELN’s delegation til fredsforhandlingerne med henblik på at fortsætte den dialog, som var indledt under Santos´præsidentperiode – en proces hvor vort land har udvist skyldig diskretion og udelukkende optrådt som garant.

Straks efter bombningen af Politikadetakademiet i Bogotá den 17. januar 2019, udtrykte Cuba og landets udenrigsminister medfølelse med Colombias regering og folk, og navnlig med de pårørende til ofrene for bombningen, og bekræftede Cubas stærke holdning om at tage afstand fra og fordømme alle former for og forekomster af terrorhandlinger.

Herefter traf den colombianske regering politiske og juridiske foranstaltninger imod den ELN- delegation til fredsforhandlingerne, som befandt sig i Cuba, og stoppede fredsdialogen. Desuden besluttede den ikke at følge den vedtagne ‘Protokol i Tilfælde af Afbrydelse’, og svigtede og overtrådte de forpligtelser, som den colomibanske stat havde indgået med de øvrige seks nationer, der havde undertegnet protokollen.

‘Protokollen i Tilfælde af Afbrydelse’ var undertegnet inden for rammerne af de fredsforhandlinger, som fandt sted den 5. april 2016 mellem Colombias regering, ELN og garantlandene. Den fastslår, at guerilla-delegationen skulle kunne vende sikkert tilbage til Colombia, hvis fredsforhandlingerne blev afbrudt.

Den cubanske regering har erklæret, og fastholder fortsat i dag på grundlag af de vedtagne dokumenter, at protokollen bør gennemføres. Dette standpunkt, som støttes bredt af det internationale samfund og af kredse, som er engageret i at nå frem til en forhandlingsløsning på den væbnede konflikt i Colombia, er en accepteret universel praksis, som gentagne gange er ratificeret i overensstemmelse med folkeretten og de forpligtelser, der påhviler det land, som er garant og værtsland for forhandlingerne. Det skyldes den manglende gennemførelse af denne protokol, at medlemmerne af ELN’s delegation til fredsforhandlingerne stadig befinder sig i Cuba.

Den colombianske regering har kastet sig ud i en række fjendtlige handlinger imod Cuba, herunder offentlige erklæringer, trusler og beskyldninger gennem en utaknemmelig og politisk motiveret manipulation af Cubas ubestridelige bidrag til freden i Colombia. Blandt disse handlinger skal nævnes et skifte i Colombias historiske støtte til den resolution, der årligt vedtages på FN’s Generalforsamling med krav om afslutning af USA’s økonomiske, handelsmæssige og finansielle blokade mod Cuba, som påfører vores befolkning store skader og lidelser. Det var et klart brud med den konsekvente holdning, som samtlige colombianske regeringer har indtaget siden 1992.

Samme dag, som USA meddelte, at Cuba var blevet medtaget på listen over lande, der påstås ikke at samarbejde fuldt ud med USA’s indsats mod terrorisme, erklærede den colombianske regerings fredshøjkommissær Miguel Ceballos Arévalo, offentligt, at USA’s beslutning om at medtage Cuba var en ”anerkendelse” af Colombias regering og dens ”gentagne anmodninger” om, at Cuba sendte medlemmerne af ELN’s delegation til fredsforhandlingerne tilbage til Colombia.

Disse erklæringer fra Miguel Ceballos har mødt kritik fra mange kredse i Colombia, der er engagerede i freden, og en række colombianske politikere har krævet en forklaring fra regeringen om disse erklæringer og den manglende gennemførelse af den vedtagne ‘Protokol i Tilfælde af Afbrydelse’.

Cubas udenrigsministerium afviser på det skarpeste erklæringerne fra den colombianske fredshøjkommissær.

Det kan udledes af udtalelserne fra fredshøjkommissæren, at den colombianske regerings handlemåde har betydet en støtte for argumenterne for USA’s aggressive hensigter mod vor nation og har ”sagt god” for USA’s modbydelige handlinger mod en latinamerikansk og caribisk nation.

At nævne tilstedeværelsen i Cuba af repræsentanter for ELN, som USA’s anklager bygger på, er fuldstændigt og bevidst ubegrundet. Der er konkrete, og i visse tilfælde, meget nylige eksempler på vores bilaterale samarbejde med USA i bekæmpelsen af terrorisme samt på fælles retshåndhævelsesaktioner og aktioner af særlig interesse for USA, så medtagelsen af Cuba på listen, som meddelt af USA’s udenrigsministerium, er en bevidst fordrejning af sandheden.

Det skal huskes, at Cuba som land har væet mål for mange terroraktioner, der har været finansieret og gennemført fra USA’s territorium af grupper og enkeltpersoner, hvis aktiviteter USA’s regering har set gennem fingre med og beskyttet, hvilket er offentligt kendt. Cuba har også tidligere været offer for statsterrorisme, begået direkte af USA’s regering. som ved visse lejligheder har handlet i hemmelig forståelse med den organiserede kriminalitet i landet. Som følge af sådanne aktioner, er 3478 cubanere blevet dræbt, og 2099 har fået varige skader.

Den 30. april 2020 var Cubas ambassade i USA mål for en terrorhandling. USA’s regering reagerede med medskyldig tavshed og hverken fordømte eller tog afstand fra denne handling, samtidig med, at den undlader at gribe ind over for terroristiske enkeltpersoner og grupper, som med base på USA’s territorium tilskynder til vold mod Cuba og landets institutioner.

Resultatet har været, at der efter terrorangrebet mod vores diplomatiske mission i Washington, har været trusler mod cubanske diplomaters og ambassaders sikkerhed både i selve USA og i Mexico, Costa Rica, Antigua & Barbuda, Canada, Cypern, Østrig og Angola, som alle er blevet meldt til de respektive regeringsmyndigheder.

USA’s holdning om åbenlys meddelagtighed indebærer fare for at blive fortolket som støtte til terrorisme. Holdningen svarer nøje til den styrkede politik for aggression og tilskyndelse til vold mod Cuba, som endog er blevet udbredt til lande, hvor cubansk sundhedspersonale arbejder i henhold til bilaterale samarbejdsprogrammer.

Cubas engagement og beslutsomme indsats mod og fordømmelse af terrorisme er nedfældet i forfatningen. Forfatningen afviser fuldstændigt og kategorisk enhver form for terrorisme, navnlig statsterrorisme, og det er også udmøntet i den relevante lovgivning. Der er utallige grunde til at betvivle, at USA’s regering kan afgive en ligeså kategorisk erklæring om sin holdning til terrorisme.

Cuba har konsekvent støttet freden i Colombia og arbejdet som garant for gennemførelsen af fredsaftalen mellem den colombianske regering og De Colombianske Revolutionære Væbnede Styrker – Folkets Hær (FARC-EP), selvom den colombianske regering ikke har garanteret beskyttelse eller sikret en nøje gennemførelse af fredsaftalen.

Som det allerede er sket gennem diplomatiske kanaler, anmoder det cubanske udenrigsministerium den colombianske regering om at gøre rede for sin holdning til den rolle, som fredsprocessens garanter, herunder navnlig Cuba, bør spille.

Udenrigsministeriet kræver ligeledes at blive informeret om den colombianske regerings holdning til håndhævelsen og gennemførelsen af fredsaftalen mellem Colombias regering og FARC-EP.

Det cubanske udenrigsministerium henstiller indtrængende til Colombias regering at meddele sin officielle holdning til medtagelsen af Cuba på den liste, som USA’s udenrigsministerium har opstillet, og gøre rede for dens embedsfolks rolle og holdning under de forudgående konversationer med USA om dette emne.

Som et land, der har været offer for terrorisme, tager Cuba stærkt afstand fra enhver form for manipulering og politisk opportunisme i forbindelse et så følsomt spørgsmål.

Havana, den 1. juni 2020

Oversat fra spansk ved Kirsten Schelbeck, DCF