Cuba til OL i Paris
Cuba og OL 2024 – en kamp mod neokolonialismen. USA’s blokade og fjendtlighed mod Cuba rammer også sporten hårdt.
Af Henrik Thejl Hansen
I de sidste 30 år af det XX århundrede lå Cuba blandt de 10 mest medaljevindende lande i OL-sammenhæng. Fra år 2000 og frem holdt Cuba sig indenfor de 20 bedst placerede lande, men ved OL i år endte Cuba på en 32. plads i det samlede medaljeregnskab (9 medaljer; 2 guld – 1 sølv – 6 bronze).
Hvilke faktorer spiller ind på det relativt lave antal medaljer og kunne Cuba have gjort det bedre?
Det sidste spørgsmål kan egentlig besvares med, at Cuba rent faktisk gjorde det meget bedre og vandt flere medaljer end det officielle resultat udtrykte. Hele 8 medaljer (1-4-3) blev vundet af cubanere, men de talte ikke med i det cubanske medaljeregnskab af den grund, at vinderne stillede op for andre nationer. Her kan specielt nævnes 3-springskonkurrencen, hvor 3 cubanere besatte guld-, sølv- og bronze-pladserne men repræsenterede henholdsvis Spanien, Portugal og Italien.
Hvorfor stillede så mange cubanere op for andre nationer?
Inden jeg nærmer mig dette spørgsmål, skal det lige nævnes, at Cuba – trods sin relative lave medaljehøst – gjorde sig specielt bemærket ved, at det for første gang nogensinde lykkedes en sportsudøver i OL-sammenhæng, den nu 41-årige cubanske bryder Mijaín López, at vinde OL-guld ved 5 olympiader i træk. Da finalen var fløjtet af, og López havde sikret sig sin 5. guldmedalje, tog han symbolsk sine sportssko af og stillede dem midt i kampmadrassen, for nu har han valgt at stoppe sin karriere. Velfortjent må det siges!
Interessant var det også, at Mijaín vandt finalekampen over den 36-årige Yasmani Acosta, der godt nok stillede op for Chile, men som i virkeligheden også var cubaner, tilmed en god ven og træningspartner til selv samme Mijaín Lopez. Og hermed kommer vi ind på, hvorfor så mange cubanere ved dette OL har kæmpet for andre nationer.
Og endnu en gang ”fører alle veje mod Rom”, eller rettere mod USA: Efter præsident Donald Trumps FN-stridige sanktioner mod Cuba (Trump indførte 243 nye sanktioner mod Cuba), som bl.a. genplacerede Cuba på listen over terroreksporterende lande, har over 600 internationale banker lukket for pengetransaktioner til og fra Cuba. Det har gjort det næsten umuligt for Cuba at handle med omverden og derved ødelagt den cubanske økonomi, hvilket har været et ønske hos næsten samtlige US-administrationer lige siden, at Eisenhowers viceudenrigsminister Lester Mallory den 6. april 1960 foreslog en økonomisk kvælning af landet for at ”skabe sult og desperation med henblik på en omstyrtning af Revolutionen”.
Sammen med den stærkt forværrede økonomiske situation gjorde præsident Biden blot ondt værre ved at skabe en privilegeret migration for cubanere. USA’s 3000 km lange mur ved grænsen til Mexico gælder KUN for latinoer, IKKE for cubanere. Cubanere betragtes som politiske flygtninge i USA og har derved automatisk adgang til det forjættede land, og Bidens åbning på dette område har alene i de sidste 2 år betydet en masseflugt fra Cuba, som ikke er set tidligere: op mod 500.000 cubanere er migreret til USA. Over de sidste 4 år er der estimeret 1 million cubanere, der har valgt at forlade deres hjemland og slå sig ned i andre lande. Det gælder naturligvis også de mange dygtige cubanske sportsfolk, der lokkes af lukrative kontrakter i udlandet og derved kan slippe væk fra de evigt ødelæggende US-sanktioner. Den cubanske bokser og OL-sølvvinder i 92 kg-klassen, Loren Berto Alfonso, stillede eksempelvis op for Aserbajdsjan men udtalte i den forbindelse: ”Denne sejr er også til mit fædreland Cuba. Jeg ankom til Aserbajdsjan som en færdigudviklet bokser takket være den cubanske bokseskole, hvor jeg studerede. Enhver medalje eller succes, som jeg opnår, er til mit fædreland… I dag repræsenterer jeg Aserbajdsjan, men jeg er og føler mig som cubaner!”
Den stærkt forværrede økonomiske situation betyder, at træningsforholdene for de tilbageværende sportsfolk har været stærkt forringet. Der har ikke været økonomiske rammer for ordentlige træningslejre og dermed manglende nødvendige forberedelser og udfordringer for atleterne til at deltage i olympiade-sammenhæng.
Og så skal der naturligvis nævnes de 2 cubanere, der stillede for ”Det Olympiske Flygtninge Team”, Fernando Dayan Jorge (kajak), bosat i USA og Ramiro Mora (vægtløftning), bosat i England.
Det Olympiske Flygtninge Team blev etableret i samarbejde med FN’s flygtningeorganisation og den Olympiske Komité. Teamet deltog første gang ved OL i Rio i 2016 og består af tvangsfordrevne atleter, der herved kan deltage ved OL uden at stille op for deres hjemland.
Fernando Dayan, som vandt guld i OL i Tokyo for Cuba, udnyttede i 2021 et træningsophold i Mexico til at tage videre op til USA, hvor Biden havde åbnet grænse-muren for cubanere, men forudsætningen for at komme ind i USA på denne måde er at erklære sig ”politisk flygtning”. Det gjorde Dayan og blev derved en vigtig brik i USA’s medieshow om de mange politiske flygtninge fra Cuba, der tager til USA. Den i øvrigt stærkt Cubafjendske Florida-republikaner Marc Rubio, har gentagne gange kritiseret Bidens Cuba-politik, da – som han siger – det ikke kan være rigtigt, at mange cubanere, der kommer ind i USA som politiske flygtninge, tager tilbage til Cuba, så snart de har fået adgang til offentlige ydelser i USA.
Politiske flygtninge kan ikke tage tilbage til deres hjemlande uden at blive arresteret af det pågældende lands myndigheder. Men dette sker ikke i Cuba. Personligt kender jeg adskillige cubanere, der benytter sig af denne mulighed for at ’forbedre’ deres økonomiske situation. Og Dayans ”flugt” til USA ligger også i økonomiske årsager, men Dayan – som så mange andre cubanske emigranter – accepterer præmissen om at være politisk flygtning og har derved fået mulighed for at deltage på OL’s Flygtninge Team. Cuba har officielt kritiseret den olympiske komité for at underlægge sig USA’s Cuba-fjendske politik og mediernes forvrængning af forholdene i Cuba. De 2 cubanere på flygtningeteamet vandt ingen medaljer.
Medtæller vi de medaljer, som cubanere, der repræsenterede andre nationer, vandt ved OL i Paris, blev den samlede medaljehøst på 3 guld, 5 sølv og 9 bronze. Det ville have skubbet Cuba op på en samlet 22. plads.
