Cubas coronavacciner: »Vi vidste, at vi havde gode chancer«

Cubas kamp mod coronavirus: Om den vellykkede udvikling af egne vacciner og immuniseringsprocessen midt under USA’s blokade. En samtale med Luis Herrera

Interview: Frederic Schnatterer, jungeWelt

I over et år har verden kæmpet mod coronaviruset SARS-CoV-2. Ligesom andre lande blev Cuba overrasket, da pandemien brød ud. Hvordan forsøgte man at begrænse spredningen af Covid-19 til at begynde med?

I den første fase af pandemien satsede man på at holde afstand, isolere de smittede, tage mundbind på, undgå mange mennesker i lukkede rum og så videre. Disse forholdsregler viste sig at være meget effektive. Vi havde god kontrol over smitteniveauet. For at nå dertil var det også nødvendigt praktisk taget at lukke grænserne, så ingen smittede personer kunne rejse til landet.

Luis Herrera er videnskabeligt-kommerciel rådgiver for direktøren i den cubanske virksomhedsgruppe Bio-Cuba-Farma. Han er uddannet i lægevidenskab og biologi på Havanas universitet og betragtes som skaberen af det metodiske grundlag for uddannelsen af den nuværende generation af cubanske bioteknologer

De arbejder som videnskabeligt-kommerciel rådgiver for direktøren for virksomhedsgruppen Bio-Cuba-Farma. Hvordan reagerede De, da pandemien brød ud?

Fra det tidspunkt, hvor Verdenssundhedsorganisationen advarede mod Covid-19, begyndte vi at studere sygdommen, som dengang var helt ukendt. I begyndelsen blev vi også hjulpet af vurderingerne fra myndighederne i Folkerepublikken Kina. Da der til at begynde med kun var meget få tilfælde i Cuba, var vores første reaktion at informere de kinesiske kammerater om potentielt alternative behandlingsmuligheder. For eksempel med Beta-Interferon, et medikament, som i mange år var blevet produceret i Folkerepublikken i samarbejde med Kina. Behandlingen med Beta-Interferon var lovende, eftersom medikamentet bliver anvendt ved infektioner, der har lighedspunkter med den sygdom, som udløses af SARS-CoV-2.

Da infektionen snart efter blev påvist i Cuba, måtte vi også forstærke bestræbelserne på at bekæmpe Covid-19 her i landet.

Efter udviklingen af behandlinger fokuserede vi fra begyndelsen også på at udbygge mulighederne for at diagnosticere Covid-19. I den sammenhæng kunne vi gøre brug af den allerede eksisterende infrastruktur. I hele landet blev der for eksempel skabt forudsætninger for at gennemføre PCR-tests, hvormed man på standardiseret vis kan konstatere corona-infektion. Vi opnåede, at vi ikke længere var afhængige af andre for at diagnosticere Covid-19 – lige fra podning til test-analyse.

Efter at tallene i 2020 havde været ret små i Cuba, begyndte de at stige senest i begyndelsen af 2021. Hvad var årsagen til stigningen?

Midt i november sidste år blev landets lufthavne åbnet igen. Det ser ud, som om virusset – også i kraft af nye mutationer – derpå igen spredtes kraftigt i nogle dele af landet. På den anden side må det også understreges, at antallet af døde kunne holdes meget lavt – langt mindre end i andre lande i vores region. [Ovs. note: I begyndelsen af juni var Cubas dødstal vokset til at være på niveau med Islands, det af de fem nordiske lande, som har klaret sig bedst i pandemien] Desuden blev der startet et revalideringsprogram for Covid-19 syge, som led af følgesygdomme. Dertil kommer udviklingen af flere vacciner mod coronavirus fra slutningen af sidste år.

De taler om udviklingen af egne vacciner. Hvordan foregik det?

Cuba har stor erfaring med at udvikle og producere vacciner. I mange år rasede en meningitis-epidemi i Cuba (hjernehindebetændelse, jW). Allerede i 1980erne lykkedes det at udvikle en vaccine mod meningitis type B. Denne vaccine gjorde det muligt at bekæmpe sygdommen effektivt. I dag er den helt under kontrol i Cuba. Desuden blev vaccinen anvendt med succes i en række latinamerikanske lande, fx i Brasilien og Argentina. Sammen med Brasilien lykkedes det os senere at udvikle en lignende vaccine, også imod meningitis, som ligeledes blev brugt i afrikanske lande.

I slutningen af 90erne udviklede vi en vaccine mod hepatitis B – den første vaccine fra Latinamerika, som blev godkendt af WHO. I mellemtiden råder vi nu over et stort antal vacciner udviklet i Cuba. Det viser, at der længe har eksisteret en videnskabelig-teknisk infrastruktur i Cuba til udvikling og produktion af vacciner.

Under udviklingen af vaccinekandidaterne mod Covid-19 kunne man altså bygge på disse erfaringer. Så det er altså ikke rigtigt, når mange borgerlige medier fortæller myten om det “cubanske mirakel”?

Nej, vi byggede på disse erfaringer såvel som på den tekniske infrastruktur, og praktisk taget fra udbruddet af pandemien begyndte vi at forske i mulige vacciner. Uden et sådant sikkert fundament, som man behersker videnskabeligt og teknologisk, starter man med noget, der ikke lever op til det, som kræves i en pandemi, d.v.s. en nødsituation. Ligesom det var tilfældet med de vacciner, som vi tidligere har udviklet, tog vi udgangspunkt i receptor-bindingsdomænet (RBD). Det er det sted, hvor virusets spike-protein binder sig til cellens receptor. Dette protein – udvundet både af celler fra pattedyr og fra gærceller – er det videnskabelige grundlag for de fem cubanske vaccinekanditater “Soberana 1”, “Soberana 2”, “Soberana plus”, “Mambisa” og “Abdala”.

De taler om vaccinekandidater. Det vil sige, at den cubanske vaccine mod Covid-19 endnu ikke er godkendt. Hvilken testfase befinder de sig i på nuværende tidspunkt?

Både “Soberana”-vaccinerne og “Abdala” er allerede kommet meget langt. Det antal vaccinedoser, som var beregnet i forsøgsbeskrivelsen, er allerede blevet givet. Nu er det et spørgsmål om at vente, indtil de nødvendige resultater sandsynligvis foreligger i begyndelsen af juni, og vi kan lave den afsluttende vurdering af vaccinens effektivitet. Men det må bemærkes, at vi allerede i forsøgsfase ét og to kunne konstatere særdeles gode resultater. Bivirkningerne var også meget små, så præparaterne er altså meget sikre. 

Der bliver allerede vaccineret med flere forskellige vacciner mod Covid-19 rundt omkring i verden. Hvorfor besluttede Cuba at udvikle sine egne vacciner?

Globalt set er der i mellemtiden kommet en række vacciner, som er blevet nødgodkendt og også bliver brugt i praksis. De fleste af disse vacciner blev udviklet i USA eller i den Europæiske Union. Hvis vi ikke havde kunnet tage udgangspunkt i vores egne erfaringer, ville det ikke have været muligt at udvikle vores egne vacciner. Under de givne omstændigheder stod det imidlertid klart for os fra starten, at der var gode chancer for, at et sådant projekt kunne lykkes.

Dertil kommer, at Cuba befinder sig i en situation, som er præget af USA’s økonomiske, finansielle og handelsmæssige blokade. Der findes mere end 240 sanktionstiltag mod Cuba; blokaden blev skærpet på brutal vis i de forløbne år. Da de fleste vacciner enten er kontrolleret direkte af USA og US-institutioner eller produceres af virksomheder, der er påvirket af amerikanske interesser, var det usandsynligt, at vi kunne få adgang til dem. 

De foreliggende undersøgelsesresultater om vores vaccinekandidater giver os grund til at antage, at vores anstrengelser med meget stor sandsynlighed har kunnet betale sig. Med den størst mulige indsats kunne vi udvikle vacciner, som på sikker og effektiv vis vil være i stand til at bekæmpe denne sygdom. Vi er meget tæt på at bevise, at vi traf den rigtige beslutning. 

Cuba har jo indtil nu udviklet fem forskellige vaccinekandidater mod Covid-19. Ville én effektiv vaccine ikke have været nok?

I begyndelsen af arbejdet med at udvikle vaccinerne lå det fast, at vores vaccine ville benytte sig af spike-proteinets receptor-bindingsdomæne som det centrale element. Det kom sig logisk af vores teknologiske erfaring. Der var derimod ikke på forhånd defineret andre egenskaber ved den fremtidige vaccine, men de var genstand for dyreforsøg såvel som for kliniske studier i fase ét og to. Det gjorde det muligt for os at fastslå, hvad der kunne være de mest effektive vaccinevarianter. 

“Mambisa” er for eksempel et præparat, som virker via slimhinderne. En sådan funktionsmåde ville virke meget positivt med hensyn til at formindske udbredelsen af viruset og dermed infektionsprocessen. “Soberana plus” er velegnet til behandlingen af folk, der har haft infektionen. På den måde kan man beskytte mennesker, der ikke har opbygget tilstrækkelig immunitet. Med andre ord vil vores vacciner være gode alternativer til de allerede eksisterende. 

Midt i maj startede immuniseringen af tusinder af mennesker i flere af Havanas bydele. Hvordan er dette “sundhedstiltag” med vaccinerne “Abdala” og “Soberana 2” gået?

Højrisikogrupper og beboere bliver vaccineret især i de bydele i hovedstaden, som er særligt ramt af pandemien. Det drejer sig ikke om et klinisk studie men om et såkaldt sundhedstiltag. Målet er at minimere risikoen for hårde sygdomsforløb i de nævnte befolkningsgrupper og at få smittespredningen under kontrol. Det er en forholdsregel, som Sundhedsministeriet kan forordne – sådan som det også er sket tidligere, når der var en sundhedstrussel mod befolkningen eller mod dele af befolkningen. 

I betragtning af det faktum, at de kliniske studier i fase ét og fase to såvel som resultaterne af interventionsstudierne af vaccinerne “Abdalas” og “Soberana 2’s” sikkerhed, netop hvad dannelsen af tilstrækkelige mængder antistoffer angår, har Sundhedsministeriet besluttet at immunisere dele af befolkningen. Alligevel befinder de to vacciner sig fortsat i studiefase 3. 

Mens der i andre lande, blandt andet her i BRD, findes såkaldte vaccineskeptikere, ser det overvejende flertal af befolkningen i Cuba ud til at ønske at blive vaccineret mod coronavirus. Hvad er forklaringen på befolkningens store tillid til vaccinationsprogrammet?

Vaccinationer er frivillige i Cuba. Vi har i mange år beskyttet vores befolkning med de mest forskelligartede vacciner. Allerede for år tilbage bekræftede WHO og den Panamerikanske Sundhedsorganisation, at vores vaccinationssystem i praksis har udryddet en stor gruppe af smitsomme sygdomme i landet. Andre sygdomme, som ikke kunne udryddes fuldstændigt, for eksempel hepatitis B, har Cuba fået under kontrol. 

Denne succes har medført, at der er meget stor opbakning til vores vaccinationssystem fra den cubanske befolkning. Hvorfor skulle det ændre sig i forbindelse med Covid-19? Den cubanske befolkning er velinformeret og meget bevidst. Dertil kommer, at vores sundhedssystem garanterer, at patienterne bliver fulgt nøje, når de er blevet vaccineret. Desuden er folk bevidste om, at præparaterne giver os en stor chance for at befri landet fra Covid-19’s svøbe. 

Ifølge sundhedsminister José Angel Portal skal 70 procent af den cubanske befolkning kunne være vaccineret i august. Også Eduardo Martinez Díaz, direktøren for Bio-Cuba-Farma, går ud fra, at den nødvendige mængde vacciner vil være til rådighed i august. Ved årets udgang skal hele den cubanske befolkning være immuniseret. Mener De, at dette mål er realistisk?

Vi arbejder systematisk, grundigt og professionelt, så vi allerede i år kan producere mere end 100 millioner vaccinedoser. Vi vil være i stand til at vaccinere vores befolkning, og i august skulle vi være tæt på at have vaccineret næsten 70 procent af befolkningen eller mere. Sidst på året vil hele befolkningen være vaccineret. 

Cuba har ikke alene udviklet vaccinerne. Hele produktionen vil også være koncentreret på øen. Hvilken rolle spiller Bio-Cuba-Farma?

Virksomhedsgruppen Bio-Cuba-Farma er centrum for vaccineproduktionen – og også for produktionen af midlerne til diagnostik, podning, transportsystemer og udrustning til alle de terapeutiske systemer, som skal bruges i behandlingen af Covid-19-patienter. I den henseende spiller Bio-Cuba-Farma en afgørende rolle sammen med Sundhedsministeriets institutioner, som virksomhedsgruppen har et meget tæt samarbejde med, ligesom med Havana Universitet, afdelinger i Indenrigsministeriet og andre institutioner. Disse fælles anstrengelser garanterer, at vores lands og den cubanske befolknings interesser kommer i første række. 

I flere uger har der igen været talt meget om at ophæve patenterne på vacciner mod Covid-19. USA’s præsident Joe Biden udtalte for nylig sin støtte til dette, men Forbundsregeringen i Tyskland er derimod fortsat modstander af at give patenterne fri. Hvad siger De og Cuba til et sådant skridt?

Der er flere måder at få gang i produktionen af vacciner. En af dem er at frigive patenterne; på den måde kan det blive fordelagtigt at producere vacciner andre steder. Men det kræver, at den industrielle kapacitet også er til rådighed, og derudover kræver produktionen af vaccine veluddannet personale. I den nuværende pandemi har vi ikke den samme tid til rådighed som ellers. Tidligere kunne man bruge tre, fire eller fem år på at indrette produktionsanlæg, uddanne personale og så videre. Men nu kræves der industriel produktion på så kort tid som muligt. Selv om patenterne blev stillet til rådighed, ville det i mange tilfælde ikke være nok til at løse problemet med manglen på vacciner. 

I modsætning til de vacciner, som blev udviklet og produceret i kapitalistiske lande, blev de cubanske præparater ikke udviklet med henblik på at blive solgt for profit. Især for fattigere lande i syd vil de derfor kunne komme til at spille en vigtig rolle i bekæmpelsen af corona-pandemien.

Det er en del af Cubas selvforståelse at bidrage så meget, som vi kan, så meget som muligt, og oven i købet dele det, som vi har. Inden for rammerne af vores økonomiske muligheder vil vi naturligvis være med til at sørge for, at også mennesker i andre lande kan blive vaccineret. Repræsentanter for forskellige latinamerikanske lande, især Argentina og Venezuela men også afrikanske lande har fra starten af tilkendegivet, at de er interesseret. Den islamiske republik Iran er også interesseret i hele udviklingsprocessen og er til og med allerede begyndt at gennemføre et klinisk studie i landet med de cubanske vacciner. 

Navnene på de enkelte præparater tyder på en tæt forbindelse mellem udviklingen af vaccinerne og den cubanske historie.

Ja, vaccinernes navne er tæt forbundet med vores lands karakteregenskaber. Det er tilfældet med “Soberana” (dansk: den suveræne), såvel som med “Abdala” (titlen på et digt af den cubanske nationalhelt José Martí) og “Mambisa” (betegnelsen for krigere i uafhængighedskrigen med Spanien i det 19. århundrede). Navnene viser, at for os cubanere er vaccinerne mere end bare vacciner. De er det levende udtryk for et folk, som kæmper, som har kæmpet og som fortsat vil kæmpe for sin frihed, men også for sine mange brødres og søstres frihed.