Nyheder

Cubas udsendte læger skal have Nobelpris

Franske cubavenner har taget initiativ til en international appel om at nominere Cubas Læger og sygeplejersker i den såkalte Henry Reeve Brigade til Nobels Fredspris 2021. Dansk-Cubansk Forening støtter initiativet.

Henry Reeve kom til Cuba fra USA i slutningen af 1800-tallet for at støtte frihedskampen mod den spanske kolonimagt.

Der er fuld gang i en kampagne for at støtte nominering af Cubas internationalt udsendte læger og sygeplejersker til Nobels Fredspris. Og det vil være det helt rigtige valg.

Cuba har udsendt 1218 læger og sygeplejersker til 19 lande i Europa, Afrika, Asien og Latinamerika for at hjælpe i kampen mod coronapandemien.

Tallet 1218 er fra Cubas udenrigsministerium fra 22. april. Tallet veksler lidt i medierne – oftest angives det højere med flere cubanske læger i flere lande. Og det kan være svært at afgøre helt præcist, idet Cuba allerede inden coronapandemien havde udsendt cirka 30.000 sundhedsarbejdere til op mod 70 lande, og selv om disse ikke er udsendt specifikt for at bekæmpe corona, så er mange af dem naturligvis involveret.

Der er dog ingen forvirring herom i de store danske medier. De undlader bare at skrive om Cubas udsendte sundhedsarbejdere.

International solidaritet og grænseoverskridende hjælp til mennesker i nød modvirker konflikter og krige.

Det er ikke Cubas udsendte læger og sygeplejersker i almindelighed, der arbejdes på at nominere til Nobels Fredspris – selvom de absolut kunne fortjene det. Nej, det er Cuba såkaldte Henry Reeve Brigade, som netop nu sættes ind i kampen mod corona, som den blev sat ind i kampen mod ebola i Afrika (2014), i hjælpeaktionen efter jordskælvet i Haiti (2010) og første gang efter jordskælvet i Himalaya i Pakistan i 2005.

Henry Reeve Brigaden blev oprettet i 2005, da Cuba – på initiativ af daværende præsident Fidel Castro – tilbød at sende 1500 læger til USA for at hjælpe med at redde menneskeliv efter orkanen Katrina.

Cuba opkaldte nødhjælpsbrigaden efter USA-borgeren Henry Reeve, der i slutningen af 1800-tallet drog til Cuba og kæmpede sammen med cubanerne mod den daværende spanske kolonimagt.

1500 læger stod klar

USA afviste Cubas tilbud om hjælp. Kort efter kom jordskælvet i Pakistan, og her modtog man taknemmeligt de 1500 cubanske læger og sygeplejersker, der stod klar.

Initiativet til at nominere Cuba til Nobels Fredspris blev først taget af franske organisationer, og nu ruller en international bølge af støtte fra enkeltpersoner og organisationer.

Det er meget positivt, at folkelige bevægelser og enkeltpersoner bakker op om forslaget. Jo flere og jo mere forskellige, desto bedre. Retten til at nominere ligger hos en række grupper og personer, hvilket fremgår af nobelprisernes hjemmeside.

Mange – også danskere – har faktisk ret til at nominere. Det gælder Folketingets 179 medlemmer, professorer ved danske universiteter og bestyrelsesmedlemmer i Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed.

Så det er bare om at komme i gang med lobbyarbejdet. Nomineringen foregår mellem september 2020 og januar 2021…. Nominering til i år er for sent.

Hvorfor er Fredsprisen rigtig til de cubanske læger? Fordi international solidaritet og grænseoverskridende hjælp til mennesker i nød modvirker konflikter og krige!

America er en herboende cubaner. Hun kæmper for sit folk og sin revolution her fra Danmark, hvor hun som SUSU er en af coronatidens helte. Foto: Privat