Da Cuba blev socialistisk

16. april i år åbner Cubas Kommunistiske Parti sin 8. kongres. Det er præcis 60 år efter at Cubas revolution midt under invasionen i Svinebugten blev erklæret for socialistisk. 8. kongres skal blandt andet evaluere den igangværende modernisering af Cubas økonomi, og det forventes, at Raúl Castro afløses på formandsposten. Læs her beretningen om, da Cuba blev socialistisk – skrevet af cubaneren Blas Roca.

Lille indledning:

Den 16. april 1961 blev Cubas revolution erklæret socialistisk. Det er således i år 60 år siden.

Følgende artikel af cubanske Blas Roca, som blev skrevet i efteråret 1961, giver grundigt indblik i situationen i Cuba på daværende tidspunkt. På den baggrund kan beslutningen om at erklære revolutionen socialistisk og den videre udvikling i Cuba forstås.

Revolutionære socialister og marxister, der kæmper i lande som lider under et diktatur, som er koloniserede og tilbagestående politisk og økonomisk, må ofte føre den revolutionære frihedskamp under paroler om demokrati, borgerrettigheder og social fremgang. Med disse paroler forsøge at skabe en bred front, som kan sejre over et diktatur, over en feudal despot eller en kolonimagt/en imperialistisk magt .

Sådan var det også i Cubas frihedskamp under Fidel Castros ledelse fra 1953 til sejren i 1959. 26. Juli Bevægelsen forenede bønder og landarbejdere, arbejderne i byerne, brede kredse af intellektuelle og store dele af det nationalt sindede borgerskab og småborgerskab.

Men efter sejren i januar 1959 sker der en polarisering.

Forholdet til USA forværres i lyntempo og i april 1961 gennemfører kontrarevolutionære eksilcubanere, som er trænet, bevæbnet og støttet af USA, en væbnet invasion i Svinebugten for at styrte Cubas revolutionære regering.

I denne højdramatiske situation erklæres Cubas revolution for socialistisk.

Det er denne beslutning og udviklingen før og efter, som Blas Roca analyserer. Det er en analyse, som naturligvis er specifik cubansk og udfolder sig i 1960’erne, men dens elementer og dynamikker har gyldighed langt ud over Cuba og sin egen tid.

Historisk dokument:*)

En ny fase i den cubanske revolution

af Blas Roca **)

Den 16. april (1961) blev revolutionen på Cuba officielt proklameret som en socialistisk revolution.

Proklameringen blev foretaget i et dramatisk øjeblik, da vi forberedte os til at føre en hård og afgørende kamp mod de forenede amerikanske imperialistiske og kontrarevolutionære styrker.

Den samme dag begravede vi dem, der var blevet ofre for det forræderiske bombardement af vore flyvepladser, som de nordamerikanske imperialister foretog som en forberedelse af invasionen på Giron–stranden Svinebugten; red), som begyndte den næste dag.

På et mindemøde, der blev overværet af tusinder af medlemmer af folkemilitsen og oprørshæren, fabrikarbejdere og funktionærer, mænd og kvinder, anklagede kammerat Fidel Castro ikke blot de amerikanske imperialister for at være ansvarlige for forbrydelsen, men afslørede også grundene til deres dybe had til den cubanske revolution. Denne revolution, sagde Castro på mødet, er en socialistisk revolution, som først og fremmest kæmpes for national uafhængighed og suverænitet; den var imidlertid fuldført efter jordreformen og andre demokratiske omformninger, men gik videre for at løse opgaven at afskaffe menneskets udbytning af mennesket, gik videre mod socialismen.

Fædrelandet eller døden

Den begejstring, som disse ord blev mødt med, trodser enhver beskrivelse. Tusinder af geværer og maskinpistoler blev hævet over tapre soldaters hoveder, og hundredtusinder stemmer råbte i kor: »Leve vor socialistiske revolution! Fædrelandet eller døden! Vi vil sejre!«

***************************************************

BLAS ROCA

Blas Roca var en ledende kommunist i Cuba fra staten af 1930’erne og indtil sin død i 1987.

*) Artiklen blev blev trykt på dansk i november 1961 i Tidens Forlags blad ”Verden Rundt” nr. 6

Blas Roca blev født den 24. juli 1908 i byen Manzanillo og døde den 25. april 1987.

Han var cubansk politiker og revolutionær marxist og teoretiker. Han var formand for Folkemagtens Nationalforesamling fra 1976 til 1981, og han var medlem af den komite, som skrev Cubas første socialistiske grundlov, der blev vedtaget i 1976.

Allerede som 11-årig forlod han skolen for som skopudser at støtte familien økonomisk.

I 1929 blev han som 21-årig formand for skomagernes fagforening i Manzanillo. To år senere blev han medlem af det daværende kommunistiske parti i Cuba, og som 26-årig blev han i 1934 formand for partiet – en post han havde indtil Revolutionen sejrede i Cuba i 1959.

Blas Roca spillede en nøglerolle i forhold til at skabe enhed mellem kommunisterne og Fidel Castros ”26. Juli Bevægelse”.

I 1935 deltog Blas Roca i Kominterns 7. Verdenskongres i Moskva, hvor man med Dimitrov i spidsen vedtog strategien om skabelse af folkefronter mod fascisme. Blas Roca stod i spidsen for at gennemføre denne strategi i Cuba.

I 1940’erne skiftede partiet navn til Det Folkesocialistiske Parti (PSP). Da Fidel Castro og 160 oprørere den 26. juli 1953 angreb Batistadiktaturets Moncada-kaserne i Santiago de Cuba blev handlingen kritiseret af PSP som et ‘kup-forsøg’ uden bassis i en massekamp. Men i 1956-57 reorganiserede Blas Roca partiet og skabte en tæt alliance med 26. Juli Bevægelsen under Fidel Castros ledelse

Under Blas Rocas ledelse spillede kommunisterne en central rolle og bidrog organisatorisk og ideologisk til den socialistiske revolution. Partiet var også central i forbindelse med opbygningen af det nye Cubas samarbejde og alliance med det daværende Sovjetunionen.

Partiet (PSP) deltog i den politiske enhedsproces som kulminerede i 1965 med stiftelsen af Cubas Kommunistiske Parti (PCC).

Læs evt. mere om Blas Roca på wikipedia.

******************************************************************

I lang tid havde folket forlangt en kategorisk erklæring angående revolutionens mål og karakter. Et indtrængende råb hørtes altid ved store møder og demonstrationer: »Vi er socialister, så lad os gå lige til sagen!« Med disse ord udtrykte folket deres ønske om at fastlægge kursen mod fremtiden.

Mangelen på en klar og skarp definition af målene voldte ikke så få vanskeligheder under de forhold, der var skabt af den vanvittige antikommunistiske kampagne, som imperialistiske agenter og kontrarevolutionære af alle afskygninger havde iværksat.

Fjenden drog fordel af, at revolutionens socialistiske vej endnu ikke var blevet bestemt, og engagerede sig i kontrarevolutionær virksomhed under dække af pseudo–revolutionære fraser, der blev krydret med antikommunistiske slagord.

Men denne erklæring fra vor leder Fidel Castro ramte provokatørerne hårdt. Den følgende dag gik vore soldater i kamp, fuldstændig klar over at de drog ud for at ofre deres blod for deres lands uafhængighed og integritet, for folkets ret til selv at bestemme sin fremtid, for socialismens ideer og for afskaffelsen af menneskets udbytning af mennesket i vort land.

USA stod bag invasionen i Svinebugten

Kampen mod lejetropperne, der var blevet organiseret, finansieret, bevæbnet, transporteret og ledet af USA’s regering gennem dens centrale efterretningstjeneste (CIA) og Pentagon, blev udkæmpet og vundet under parolen om forsvar af fædrelandet og den socialistiske revolution. Folket, den revolutionære milits og luftstyrke og vor oprørshær, faktisk alle de væbnede styrker, udviste strålende mod og dristighed og drev på mindre end 72 timer de velbevæbnede, veltrænede imperialistiske og kontrarevolutionære invasionstropper på vild flugt og tvang dem til at overgive sig. Dette gjorde de for deres land og socialismen, for uafhængighed og fred.

Denne strålende sejr er af stor historisk betydning for det cubanske folk. Sejren ved Giron–stranden blev vundet i socialismens navn.

Da vor revolutions socialistiske karakter blev proklameret, troede nogle folk, at det ville skabe nye vanskeligheder i vore forbindelser med de andre latinamerikanske regeringer og ledende kredse. Den følgende udvikling har vist det urigtige i denne formodning.

Tre grundlæggende faktorer bestemmer de latinamerikanske regeringers holdning til den cubanske revolution:

1: Det interventionistiske tryk, der bliver udøvet af den amerikanske regering, som insisterer på at forværre forholdet til Cuba, fordømmer det og isolerer det og foretager væbnede aktioner og økonomiske sanktioner mod Cuba i forsøg på at knuse revolutionen.

2: Den frygt, som oligarkiet, storgodsejerne, monopolisterne og andre store udbyttere i Latinamerika føler for, at folket under indtryk af den cubanske revolution vil gå til handling og fratage dem deres privilegier. Disse udbyttere gør sig alle anstrengelser for – ligesom de politikere, der ved deres dobbeltspil tjener både dem og USA–imperialisterne, og som giver rollen som »demokrater«, »fremskridtsvenlige« og endog som »revolutionære« – at tilføje den cubanske revolution og dens ledere et nederlag.

3: De latinamerikanske folks voksende solidaritet – sammenholdet mellem arbejdere, bønder og intellektuelle, studenter og andre fremskridtsvenlige kræfter – er den tredje faktor, der står i modsætning til de to første faktorer og delvis ophæver dem. Latinamerikas folk ser i den cubanske revolution virkeliggørelsen af deres stræben, håb, idealer og drømme. De betragter Cubas folk som brødre, der har rejst sig mod den fælles fjende og den fælles elendighed. De ser Cuba som et lille broderland, der slår aggression, magt­anvendelse, kriminelle handlinger og lovløshed fra en stor imperialistisk magt, USA, tilbage; og de støtter revolutionen af fuldt hjerte – somme tider rent instinktivt, til andre tider med fuld bevidsthed om, hvad de gør.

Disse faktorer blev ikke ændret og kunne ikke ændres med et komma på grund af, at den cubanske revolutions socialistiske karakter blev proklameret. Selv uden denne proklamation ville de amerikanske imperialister have fortsat deres aktion mod Cuba og med at udøve tryk mod det; storgodsejerne, monopolisterne og de andre store udbyttere i Latinamerika ville have fortsat med at udklække komplotter mod det; de tvetungede politikere og forrædere ville ikke have holdt op med at forsøge på at udslette Cubas eksempel, fordi Cuba er det levende bevis for, at den forhadte amerikanske imperialisme kan bekæmpes og slåes; det arbejdende folk, patrioter og progressive, faktisk hele folket, ville have fortsat med at støtte den cubanske revolution og forsvare vort folks ret til at leve under det sociale, økonomiske og politiske system, som det selv har valgt.

Og det var nøjagtig det, der skete.

USA’s trofaste hjælpere

De mere eftergivende, mere reaktionære og mere antinationale af de latinamerikanske regeringer – imperialismens agenter – som afbrød forbindelserne med Cuba under USA’s tryk, har ikke ændret deres politik det mindste efter erklæringen om den cubanske revolutions socialistiske karakter. Tyrannerne i Guatemala og Nicaragua, der modtager millionvis af dollars og politisk støtte fra USA, og som drukner deres folks patriotiske, demokratiske og progressive stræben i blod, har åbnet deres lande for uddannelse af lejetropper under amerikanske officerer til invasion på Cuba. Det er unødvendigt at sige, at disse diktatorer ikke opretholder forbindelser med Cuba, men kræver den revolutionære regerings fald. Den militære junta i El Salvador, som kom til magten ved hjælp af blodsudgydelse og forræderi, det tøjlesløse Stroessner–tyranni i Paraguay, den reaktionære regering på Haiti, Trujillos arvinger i den Dominikanske Republik og det brutale oligarki, der plyndrer, forråder og underminerer Perus prestige, har ingen forbindelser med Cuba.

I deres egenskab af åbne forbundsfæller til USA bekæmper de et andet latinamerikansk land, og dermed afsværger de ikke–interventionsprincippet og alle folks ret, i særdeleshed det cubanske folks ret, til selvbestemmelse.

De mindre afhængige regeringer, der er stærkt påvirket af deres befolkning og tager passende hensyn til de nationale interesser, har opretholdt forbindelserne med Cuba, efter at revolutionens socialistiske karakter blev erklæret. Det betyder ikke, at de erklærer sig for at være tilhængere af revolutionen eller af de cubanske revolutionære metoder eller af socialismen, som Cuba har opstillet som sit endelige mål. De har simpelt hen taget en uafhængig stilling – en stilling, der fordømmer ethvert forsøg på militær, økonomisk eller politisk indblanding med det formål at påtvinge et land et økonomisk, politisk og socialt system efter forgodtbefindende, og derfor en stilling, der respekterer Cubas folks ret til fri selvbestemmelse.

Det arbejdende folk, bønderne, de intellektuelle og studenterne i Latinamerika, folket i almindelighed, vedbliver at vise – endnu mere end tidligere – solidaritet med den cubanske revolution. Nogle borgerlige politikere, som i virkeligheden aldrig støttede revolutionen, tog proklameringen af revolutionens socialistiske karakter som anledningen til at bekæmpe den åbenlyst. Og omvendt støtter industriarbejderne, de undertrykte masser, progressive, folk, der ønsker retfærdighed, nu revolutionen med endnu større kraft og beslutsomhed. De véd nu, at de ikke behøver frygte overgivelse eller forræderi, at revolutionen er en virkelig revolution, at den ikke vil vige, og at den, i tillid til sig selv, støt vil gå frem.

Proklameringen af revolutionens socialistiske karakter viser, at den udvikler sig i relativt hurtigt tempo.

I 1958 var der få, der troede, at Cuba snart ville frigøre sig for Batista–tyranniet og blive en revolutionær forpost i Latinamerika.

Men det gjorde det. Cuba – hvor reaktionær undertrykkelse og forbrydelser var aldeles tøjlesløse – er nu ikke længere en reaktionens fæstning, men er blevet de latinamerikanske folks bastion i deres bestræbelse for at opnå uafhængighed, fremskridt og social fremgang.

Cuba, hvor den amerikanske imperialistiske indflydelse var kraftigst og, som det syntes, mest stabil, var den første til at tage energiske forholdsregler for at afskaffe den imperialistiske indflydelse og udbytningen i Latinamerika.

Efter at have styrtet Batista–tyranniet, som under dække af skinuafhængighed var den udøvende magt for imperialismens politiske herredømme over Cuba, tilintetgjorde revolutionen alle Batistas undertrykkelsesorganer og oprettede en magt, som ikke er afhængig af fremmede lande.

Denne revolutionære magt har vundet fuld national suverænitet. I løbet af kort tid har den gennemført en dybtgående jordreform og er begyndt at føre en uafhængig udenrigspolitik, der opretholder venskabelige forbindelser med alle lande, en politik til sikring af freden; den har løsrevet den cubanske udenrigshandel fra USA-monopoler og lidt efter lidt nationaliseret de imperialistiske foretagender, som dirigerede vor økonomi.

Revolutionen fuldførte den første etapes opgaver – national befrielse og jordreformen – med usædvanlig fart.

Men da den havde gjort det, kunne den ikke blive stående i denne fase.

Fra Revolutionens 1. til 2. fase

Under kampen mod Batistas diktatur, under gennemførelsen og udviklingen af revolutionen, søgte vi at forene de folkelige kræfter – arbejderklassen, bønderne, småborgerskabet i byerne og det nationale bourgeoisi – om et klart udformet kampprogram mod tyranniet og imperialismen, et program for en dybtgående samfundsøkonomisk genopbygning og for forbedring af folkets leve- og arbejdsvilkår. Men efterhånden som revolutionen skred frem, og dybtgående ændringer fandt sted i livet i Cuba – ændringer som afskaffede landets tidligere halvkoloniale status og åbnede vide perspektiver for dets industrialisering og samfundsøkonomiske frem­skridt – da beslutningen om at nationalisere de amerikanske virksomheder blev gennemført, og da revolutionens karakter og historiske indhold åbenbaredes, fandt der en retningsbestemmelse af de sociale kræfter sted. En tiltagende revolutionær udvikling har altid resulteret i, at de dele af befolkningen, der har opbrugt deres revolutionære muligheder, falder fra. Og dette var tilfældet med det cubanske bourgeoisi.

I betragtning af sin økonomiske struktur kunne Cuba ikke ryste det imperialistiske herredømme og sin tilbageståenhed – denne onde arv fra godsejervældet – af sig uden at slå ind på socialismens vej.

Men den antiimperialistiske kamp for fuldstændig og virkelig national uafhængighed kunne ikke ledes af dem, der frygtede ethvert skridt henimod socialisme.

Det var en af grundene til, at det nationale bourgeoisi ikke var i stand til at lede kampen mod den amerikanske imperialisme og godsejervældet, og at det var ude af stand til at stå i spidsen for kampen for et uafhængigt og hurtigt øget økonomisk fremskridt.

Efterhånden som revolutionen udvikledes, kom det nationale bourgeoisis mangfoldige økonomiske forbindelser med imperialisterne og storgodsejerne frem i lyset. De nationale virksomheder blev koblet til de amerikanske trusters og monopolers interesser og fik overenskomster med dem til udbytning af folket.

Da vi begyndte at håndhæve jordlovsreformen, stødte vi på den kendsgerning, at der blandt de store godsejere ikke blot var amerikanske imperialister (der ejede en tredjedel af den bedste jord), men også ejere af cigarfabrikker og tekstilfabrikker og andre »nationale« repræsentanter for bourgeoisiet. Umiddelbart efter at loven om jordreformen var blevet kundgjort, bekæmpede disse folk aktivt revolutionen, hvad der næppe behøver at nævnes.

Bourgeoisiet kunne, når det kneb, tolerere nationalisering af elektricitets- og telefonselskaberne og bankerne og særlig af olieraffinaderierne, der ejedes af imperialisterne, for billigere elektricitet, olie og kommunikationsforbindelser ville have større profitter til følge. Men når det kom til en nationalisering af sukkerfabrikkerne – »centralerne« – og de andre imperialistiske industri- og handelsvirksomheder, fik piben en anden lyd. Bourgeoisiet blev nervøst og vendte sig mod revolutionen og begyndte at foretage økonomisk sabotage og tømte deres lagerbeholdninger af varer og råmaterialer og omsatte dem i kontanter, så hurtigt de kunne. Det betød, at der måtte tages øjeblikkelige forholdsregler mod dem ved at gå fra nationalisering af virksomheder, der ejedes af imperialistisk kapital, til nationalisering af virksomheder, der tilhørte nationale kapitalister eller i hvert fald ikke–imperialistisk kapital.

Mange interessante træk kom frem under gennemførelsen af jordreformen. Jordreformen begyndte med overdragelse af jorden til bønderne og med oprettelse i stor stil af kooperativer og statsgårde. Det var ikke noget tilfældigt indfald, men en nødvendighed, der fremgik af landets landbrugsmæssige struktur.

Vi stødte på tre grundlæggende typer af storgodser under gennemførelsen af jordreformen :

Sukkerplantagerne af kapitalistisk type, der anvendte maskiner og lejet arbejds­kraft i massemålestok.

Kvægfarme, der anvendte ekstensive metoder med blot 7 til 8 arbejdere på et areal af hundreder af caballerias (1 caballeria er 13,4 ha).

Og storgodser, hvis jord næsten altid var udstykket i små lodder, der enten var fæstet ud til fattig– eller middelbønder eller dyrkedes af dem på basis af betaling med en andel af høsten.

Der var endvidere store risbrug med vandingssystemer, møller o.s.v., der beskæftiger et stort antal arbejdere.

Overdragelse af jordlodderne til fæstere og til bønder, der var pligtige til at betale i naturalier, og til forpagtere gav ingen vanskeligheder. Jordreformen ophævede derfor leje- og dyrkningskontrakten og fritog bønderne for at betale leje; over 30.000 dyrkere, som revolutionen gjorde til ejere af den jord, de dyrkede, fik overrakt skøder på jorden.

Det var imidlertid klart, at denne fremgangsmåde ikke kunne anvendes på de store gårde og plantager, der beskæftigede fremmed arbejdskraft i stor stil, uden at udbyttet ville lide under det.

At integrere landarbejderne i en socialistisk revolution

Ethvert forsøg på at gøre landarbejderne til individuelle ejere af små lodder af de plantager, som de havde arbejdet på, ville have haft to negative resultater: For det første ville det have ført til en nedgang i produktionen, der ikke længere kunne drage fordel af dyrkning i stordrift; for det andet ville det have gjort arbejderne til småbrugere og set ud fra deres samfundsmæssige udviklings-standpunkt ville det have været et tilbageskridt.

I betragtning af dette blev det anset for nødvendigt at indføre det kooperative system i sukkerrørsproduktionen og statsgårde i risdyrkningen. Disse former havde alle de fordele, der opstår ved dyrkning i stordrift, som gør det muligt stadigt at hæve landarbejdernes (nu medlemmer af kooperativerne og arbejdere på statsgårdene) levestandard.

Forholdene lå anderledes på kvægfarmene. Det var umuligt at oprette kooperativer med 7–8 mennesker spredt over et areal på fire, fem eller syv tusind hektar. Da det var nødvendigt at benytte denne jord både til dyrkning af korn og til græsning, blev det besluttet at gøre dem til statsgårde. Staten foretager investeringer i disse brug for at organisere produktionen i stordrift, opfører bygninger og boliger forsynet med vand og elektricitet o.s.v.

115.000 arbejdende sluttede sig med det samme til kooperativerne, som er blevet både et grundlag for og en tilskyndelse til yderligere socialistisk opbygning. Jorden er nu fordelt på følgende måde:

Statsgårde og kooperativer: 3.816.100 hektar.

Bønder, der ejer mindre end 5 caballerias hver, og som er sluttet sammen i Småproducenternes Nationale Union (ANAP): 3.544.900 hektar.

Ejere af gårde fra 5 til 30 caballerias hver: 1.814.400 hektar.

Den socialistiske sektor dækker således 41 pct. af den dyrkede jord, småbrugersektoren – ANAP-bønderne, der nyder kredit fra staten og deltager i produktionsplanerne – 39 pct., og ejere af gårde fra over 5 op til 30 caballerias, der er tilladt i loven, 20 pct.

De objektive betingelser i industrien fremskyndede også nationaliseringsprocessen og den socialistiske sektors vækst.

De amerikanske imperialisters aggression gjorde det nødvendigt at fremskynde nationaliseringen af de virksomheder, der ejedes af imperialisterne, for at beskytte den nationale økonomi og befolkningens levestandard.

Da de imperialistiske virksomheder nægtede at forarbejde den råolie, der blev leveret fra Sovjetunionen til en lavere pris end prisen på verdensmarkedet, og truede med at afskære alle vores olieforsyninger, blev indførelse af kontrol med olieraffinaderierne, statslig ledelse og endelig nationalisering af disse raffinaderier et spørgsmål om liv eller død for landet. Der gaves intet alternativ. Enten måtte vi gøre dette eller overgive os, underkaste os de imperialistiske kompagniers diktat og affinde os med, at landets økonomiske liv blev lammet.

Imperialisternes repressalier fulgte slag i slag og gik så vidt, at de ulovligt og ensidigt ophævede Cubas sukkerkvota til det amerikanske marked (og det må bemærkes, at denne kvota er af gammel dato). De fremkaldte derved gengældelses-foranstaltninger i form af alle de amerikanske imperialistiske virksomheders hurtige nationalisering i Cuba.

Eftersom de amerikanske imperialister ejede uhyre besiddelser i Cuba, forudbestemte nationaliseringen af disse den økonomiske udviklings videre forløb.

Vi vil nævne et par eksempler. Nationaliseringen af Compania Cubana de Electricidad, telefonselskabet og 36 amerikanske sukkercentraler betød overtagelse af kraftstationer, der leverede over 90 pct. af landets elektricitetsforbrug, hele telefonsystemet og en tredjedel af sukker­produktionen.

Nationaliseringen af de nordamerikanske banker betød, at staten i fremtiden ville yde kreditter til sukkerindustrien og til alle store virksomheder, d.v s. at staten havde overtaget hele det apparat, der regulerede deres aktivitet.

Imperialisterne havde kontrol med alle havneanlæg, handelskoncernerne og for­sikringsselskaberne; de kontrollerede delvis sæbe- og parfumefabrikkerne, et antal tobaksvirksomheder, de største tekstilspinderier, hele den kemiske industri, de fleste af minerne, nogle af jernbanerne, gummifabrikkerne, glasværkerne og emballage-industrien.

Nationaliseringen overførte de vigtigste af økonomiens løftestænger, der tidligere var i hænderne på de amerikanske imperialister, til den revolutionære stat. Denne proces var i hovedsagen afsluttet i august 1960.

Som vi allerede har sagt, tog det cubanske bourgeoisi, der var slået af frygt over revolutionens udbredelse, og som var overbevist om, at revolutionen ikke kunne holde ud over for de stærke USA-styrker, sin tilflugt til sabotage og bragte således produktionen og beskæftigelsen i fare. Den revolutionære stat var derfor tvunget til at sætte fart i nationaliseringen af de store virksomheder, sukkercentralerne, bankerne, jernbanerne og minerne, som endnu ikke var blevet overtaget.

Nationalisering eller nederlag

Der opstod et dilemma, hver gang der blev taget forholdsregler til nationalisering: enten statsindgreb i virksomhedens drift eller en beslaglæggelse af den, som stillede den under statskontrol og nationalisering – eller produktionsstandsning med massearbejdsløshed og en akut økonomisk krise til følge.

I løbet af kort tid blev det meste af industrien, alle bankerne, jernbanerne og udenrigshandelen, som nu udelukkende ledes gennem udenrigshandelsministeriets organisationer, nationaliseret på socialistisk grundlag. Loven om nationalisering af private virksomheder ejet af cubanske kapitalister blev vedtaget i oktober 1960; de tiloversblevne nordamerikanske industri- og handelsvirksomheder blev nationaliseret samtidig.

Man kan danne sig en forestilling om den socialistiske sektors vækst ud fra den kendsgerning, at den i løbet af dette år vil omfatte 80 pct. af det industrielle totalprodukt.

Samtidig med nationaliseringen blev der oprettet regeringsorganisationer til at bestyre den offentlige ejendom. Ved vedtagelsen af loven om jordreformen blev der oprettet et Nationalt Institut for Jordreform (INRA). Dette institut eksproprierede storgodserne og fordelte jorden mellem det arbejdende folk i overens­stemmelse med lovens anvisninger. Derpå blev det ændret til et organ, der skal lede, planlægge og udvide landbrugsproduktionen og tage sig af spørgsmål, der vedrører skovbrug og fiskeriet. INRA bidrager aktivt til styrkelsen af kooperativerne og statsgårdene og har spillet en vigtig rolle ved oprettelsen af Småproducenternes Nationale Union (ANAP), gennem hvilken de enkelte bønder modtager teknisk, organisatorisk og finansiel hjælp, og som sørger for, at de opnår passende priser for deres produkter.

Der blev oprettet et ministerium for industri og et ministerium for indenrigshandel i februar 1961.

Cubas Nationalbank leder det centraliserede banksystem, kontrollerer iværksættelsen af de økonomiske planer fra et finansielt synspunkt og indfører lidt efter lidt principperne for plankreditter og pengecirkulation. Valutareformen af august 1961 befæstede det statslige banksystems rolle. Finansministeriet er blevet fuldstændig reorganiseret og udfører nu vigtige funktioner ved finansieringen af planerne. Den Centrale Plankommission har fået overdraget opgaven at opstille Cubas første fireårsplan for den økonomiske udvikling for årene 1962–65.

Det overordentlig hurtige tempo, hvori den cubanske revolution udvikler sig, skyldes den herskende situation og de objektive love.

Havde vi ikke taget de skridt, som situationens realiteter krævede, ville vi enten have ført revolutionen ind i en blindgyde eller dømt den til fallit.

Ændringerne i økonomien gik hånd i hånd med ændringer på det politiske område, i ideologien og i folkets moralske opfattelse.

Efter at vi har taget det første og afgørende skridt ad vejen til opbygning af et socialistisk samfund, stoler vi på statsmagten, som udøves af arbejderne og fattigbønderne, af de revolutionære, som er smeltet sammen med den arbejdende klasse, og som arbejder hårdt for socialismen, af det bevæbnede arbejdende folk i by og på land. Disse udgør den revolutionære folkemilits’ geledder, underofficerer og officerer, oprørshæren og de væbnede styrker i almindelighed. Uden at udøve statsmagten ville arbejderklassen ikke være i stand til at opbygge socialismen.

Revolutionære partier mod enhed

De revolutionære styrkers enhed er en garanti for, at revolutionen vil gå hurtigt og resultatrigt frem. Denne enhed kom først til udtryk gennem fælles aktion for at opnå revolutionens fælles mål. Disse styrker nåede til fuldstændig enighed i deres syn på alle større spørgsmål, der angår revolutionens udvikling, gennem disse års snævre samarbejde. Denne enhed udtrykkes nu i form af ‘De Forenede Revolutionære Organisationer’, men som Fidel Castro sagde den 26. juni 1961, er vort mål, at disse organisationer skal udgøre Cubas socialistiske revolutions enhedsparti. De socialistiske revolutionære organisationer er i gang med at omforme sig selv til et sådant parti, som udgør folkets og den revolutionære magts fortrop og ledende kerne, som garanten for, at den socialistiske opbygning, som vort folk vil give hele sin begejstring, initiativ og revolutionære glød, vil skride frem på organiseret og metodisk måde.

Det arbejdende folk er på mange måder blevet inddraget i ledelsen af landets politiske og økonomiske liv. Det driver de nationaliserede virksomheder og er ledere af kooperativer og statsgårde; faktisk leder det hele økonomien.

De koordinations-, ledelses- og kontrolråd (juntas), som blev oprettet i år, udgør en ny form for lokal myndighed, som imidlertid endnu ikke har taget endelig form. De omfatter repræsentanter for de lokale forenede revolutionære organisationer, fagforeningerne og andre masseorganisationer, desuden repræsentanter for de centrale regeringsorganers provins– og kommunalkontorer.

Revolutionens resultater i opbygningen af en statsmagt af folket og ved folket er ledsaget af en vækst i den revolutionære bevidsthed, ved at den hæves til den socialistiske ideologis niveau. En væsentlig betingelse for denne vækst er afskaffelsen af analfabetismen.

Den kendsgerning, at det overvejende flertal af fabrikarbejderne og funktionærerne (mindst 80 pct.) ikke længere arbejder for fremmede monopoler og store cubanske udbyttere, har bevirket en stor ændring i deres synsmåde. De har gjort sig klart, at de arbejder for deres land og folk, for sig selv. Og denne viden uddyber deres socialistiske bevidsthed, hvad der især viste sig i massemålestok i de dage, hvor titusinder af fabrikarbejdere og funktionærer over hele landet – mænd som kvinder, unge såvel som gamle – arbejdede på sukkerplantagerne om lørdagene og søndagene uden nogen som helst form for godtgørelse for at bringe folkets første sukkerrørshøst i hus.

Denne proces afspejles også i de rådgivende organer for teknisk hjælp i fabrikkerne hvorigennem det arbejdende folk drages ind i arbejdet med driften af industrien. Disse råd, der vælges af det arbejdende folk, er blevet en stor organisatorisk kraft, der opmuntrer initiativet og arbejdslysten.

Vi står nu over for den opgave at organisere kappestrid i fabrikkerne, kooperativerne og på statsgårdene og mellem befolkningen i almindelighed med det formål at forøge produktionen og hæve arbejdsproduktiviteten.

Diskussionen i folket om fireårsplanen for den økonomiske udvikling vil bidrage til et endnu større opsving i arbejdernes begejstring.

Det er af den største betydning for socialismens opbygningsproces at sikre og styrke forbundet mellem arbejdere og bønder, således at de bønder, der ikke udbytter andre folks arbejdskraft, vil stå fast på revolutionens side, på proletariatets side.

Et andet spørgsmål af stor betydning for denne proces angår opretholdelse af kontakt med den sektor, som stadig væk er privatkapitalistisk, og med småborgerskabet i byen i almindelighed, især når vi husker på, at Cubas afhængige stilling skabte betingelser for et talrigt småborgerskab og for, at den småborgerlige ånd også bredte sig til nogle grupper af arbejdere.

Den fremgangsmåde, vi anvendte ved udryddelsen af det amerikanske imperialistiske herredømme, storgodsejervældet og den snyltende storkapital, kan ikke anvendes ved udryddelsen af kapitalismens levn.

Vi må i revolutionens og proletariatets interesse styrke forbundet med de bønder, som ikke udbytter andre folks arbejds­kraft, og med det ikke-udbyttende, arbejdende lag i byerne; vi må yderligere opretholde passende forbindelser med andre grupper af mellemlagene for at vinde deres medarbejde eller i det mindste deres forståelse. Derved vil vores vej til socialismen blive gjort kortere og mindre smertefuld.

En afgørende faktor i udformningen af vor revolutions forløb og tempo er den socialistiske lejrs eksistens, de socialistiske landes solidaritet med og deres bistand til Cuba.

Vor revolutions videre march bekræfter den vurdering af den nuværende epoke, der er indeholdt i Erklæringen fra de 81 kommunistiske partiers konference i Moskva og i Sovjetunionens kommunistiske Partis programudkast.

Hovedindholdet i vor tid er overgangen fra kapitalisme til socialisme. Som programudkastet siger det, er vor epoke overgangens epoke, hvor »flere og flere folk slår ind på socialismens vej, og socialismen og kommunismen sejrer i verdens­målestok«.

Vor epokes særlige træk forudbestemte den cubanske revolutions forløb og karakter og har lettet dens hurtige udvikling.

Det er vanskeligt at forestille sig, hvilket forløb den ville have taget, og med hvilken fart den ville have udviklet sig, hvis ikke den socialistiske lejr med dens nuværende styrke og internationale indflydelse på bogstavelig talt alle områder havde eksisteret.

Tidligere kunne ingen revolution i Latinamerika have bevæget sig fremad i et sådant tempo. Som vor erfaring har vist, kan revolutionen nu udvikle sig hurtigt og gå over fra de nationale befrielses- og landbrugsmæssige opgaver til de socialistiske uden at blive stående længe på det borgerligt–demokratiske udviklingstrin.

De socialistiske landes solidaritet sammen med de latinamerikanske og hele verdens folks solidaritet har hindret de amerikanske imperialister i at indlade sig på en direkte militær intervention mod Cuba.

De socialistiske landes solidaritet og Latinamerikas og hele verdens arbejderklasses og folks solidaritet garanterer vor nationale suverænitet og uafhængighed og de betingelser, under hvilke vi kan udøve (sådan som vi gør det nu) vor ret til selvbestemmelse og til frit at vælge de økonomiske, politiske og offentlige institutioner, der er nødvendige for at højne levestandarden og det kulturelle niveau og sikre almindeligt fremskridt.

Takket være Sovjetunionen…

Takket være de socialistiske landes solidaritet og Sovjetunionens broderlige bistand – der ikke har politiske, økonomiske eller andre betingelser – var den cubanske revolution i stand til forholdsvis let og uden svære ofre for befolkningen at udfordre de imperialistiske oliemonopoler. Takket være Sovjetunionen har Cuba ikke oplevet nogen mangel på olie, efter at Standard Oil og dets forbundsfæller for­søgte at kvæle det ved at afbryde olieforsyningerne.

Takket være USSR’s, Den Kinesiske Folkerepubliks, Tjekkoslovakiets, Den Tyske Demokratiske Republiks, Ungarns og de andre socialistiske landes socialistiske solidaritet og broderlige hjælp lykkedes det ikke – trods USA’s nægtelse af at aftage den cubanske sukkerkvota og ved den økonomiske blokade, der blev iværksat af imperialisterne for at styrte Cuba ud i en krise og lamme produktionen og fremkalde massearbejdsløshed og sult – at opnå de planlagte resultater.

De socialistiske lande købte over fire millioner tons sukker til en pris, der lå højere end verdensmarkedsprisen (der på grund af imperialistiske manipulationer er lavere end produktionsomkostningerne, selv i et land hvor sukkerproduktionen er billigere end alle andre steder). De socialistiske lande leverede os det råmateriale og udstyr, foderstoffer og medikamenter, som USA nægtede at sælge til os.

Takket være de socialistiske landes solidaritet har Cuba været i stand til at få våben. De amerikanske imperialister gjorde et alvorligt forsøg på at berøve den cubanske revolution våben for ustraffet at kunne angribe os og knuse revolutionen ved hjælp af deres lejetropper og femte kolonne. De øvede pres på mange lande, for at de ikke skulle sælge våben til Cuba. De foretog en forbryderisk sabotagehandling mod den franske damper La Coubre der førte belgiske våben til Cuba, en handling, der krævede snesevis af dødsofre. På trods af dette og takket være den socialistiske lejrs solidaritet og styrke fik Cuba de våben, det behøvede for at likvidere (på mindre end 72 timer) den omhyggeligt planlagte invasion af 1500 lejesoldater, femtekolonnefolk og kontrarevolutionære i USA’s tjeneste. Cuba er forberedt på at slå enhver invasion tilbage, ligegyldigt hvilke våben fjenden anvender.

Takket være de socialistiske landes solidaritet har Cuba materielle midler, maskiner, råmateriale og tilstrækkelig teknisk viden til hurtigt at øge sin landbrugs– og industriproduktion og til at gennemføre en fremskyndet nationalisering uden nogen særlige tilbageslag, uden at bringe levestandarden i fare eller nedsætte forbruget.

Socialismen er ikke længere noget spøgelse, men noget virkeligt og fatteligt i verden; den er legemliggjort i sputnikkerne og i Gagarins og Titovs rumflyvninger, i de socialistiske landes storslåede økonomiske og kulturelle landvindinger, og dette får Cubas folk til at indse nødvendigheden af at opbygge socialismen og de fordele der flyder heraf; socialismen vil styrke vor nationale frihed, fremskynde den økonomiske udvikling, afskaffe arbejdsløsheden, højne levestandarden og det kulturelle niveau og forbedre folkets sundhed.

Vi kan lade os lede af Sovjetunionens erfaringer gennem 43 år. Frugterne af den socialistiske opbygning i Sovjetunionen er blevet alles ejendom. Takket være dette bliver Cubas folk stadig mere klar over, hvad socialismen betyder og tilegner sig dens ideer så meget mere beredvilligt.

Denne forening af indre og ydre objektive faktorer forbliver årsagen til, at Cubas revolution har udviklet sig så hurtigt, og at den nu er gået ind i den etape, hvor socialismen opbygges.