Bryd blokadenKlima og energiNyheder

Díaz-Canel afslutter sin rundrejse: Aftaler om infrastrukur-projekter. Peking yder 100 millioner US-dollars

Cubas præsident Miguel Diaz-Canel har været på statsbesøg i en række lande. Han vender hjem med vigtige aftaler om ínvesteringer og handel: “Resultaterne af rejsen har overgået vores forventninger”, sagde Díaz-Canel efterfølgende.

Af Volker Hermsdorf,junge Welt, 28. november 2022

Kinas statsleder Xi Jinping (tv.) og hans cubanske kollega Miguel Diaz-Canel i Peking fredag d. 25. november

Cubas betydning for en multipolar verdensorden vokser fortsat trods den skærpede US-blokade. I weekenden (27. november 2022) afsluttede Miguel Díaz-Canel sin rundtur til Algier, Rusland, Kina og Tyrkiet. Rejsen bragte den socialistiske republiks forbindelser til de fremadstræbende folkeøkonomier op på et nyt niveau.

Cuba er et “eksemplarisk land i Latinamerika og står i spidsen for de venstreorienterede, antiimperialistiske og socialistiske kræfter i regionen, eftersom landet har modstået blokaden og presset fra USA”, skrev det engelsksprogede kinesiske dagblad Global Times om mødet i Peking mellem statspræsident Xi Jinping og Díaz-Canel. Xi roste relationerne som “et eksempel på solidaritet og samarbejde mellem socialistiske stater og et forbillede for støtten til udviklingslande”. Den kinesiske regering understregede Xi’s erklæring med et bidrag på omkring 100 millioner US-dollars og tilsagn om yderligere leveringer af medikamenter, medicinsk udstyr, fødevarer og råstoffer.

Undertegnelsen af tolv aftaler og hensigtserklæringer om styrket samarbejde inden for rammerne af det kinesiske projekt “den nye Silkevej” (“Belt and Road Initiative”) vil nok have større betydning for regionen. Konkret gav Kina tilsagn om bl.a. investeringer i vindmølleparken La Herradura i det nordlige Las Tunas, bygningen af et 100 megawatt stort solcelleanlæg og opførelsen af tre produktionsanlæg for biopesticider. Desuden indgik man aftale om modernisering af en flydedok, produktionsanlæg for trykte medier såvel som samarbejde om forbedring af cybersikkerhed. 

Ifølge udtalelser fra Díaz-Canel skal det fremtidige samarbejde fokusere på “de tre grundpiller” bioteknologi, energiforsyning og udbygning af computerteknologi. Ifølge Global Times bidrog besøget til “at udvide det praktiske samarbejde inden for rammerne af kooperationsplanen for “Belt and Road Initiative”, styrke fælles handling i internationale og regionale anliggender og i fællesskab opbygge socialismen med lokale karaktertræk”. 

Inden mødet i Peking havde den cubanske delegation også indgået gensidigt fordelagtige aftaler i Rusland, Algier og Tyrkiet. Moskva håber, at plejen af gode forbindelser til Havana også vil styrke indflydelsen i Latinamerika, og man gav til gengæld løfter om nye investeringer, bl.a. modernisering af Cubas største stålværk “Antillana de Acero”, et servicecenter for den russiske autoproducent Kamaz i industrizonen Mariel og forøget produktion i det fælles drevne oliefelt “Boca de Jaruco” øst for Havana. Statschef Vladimir Putin forsikrede, at Moskva vil udvide samarbejdet yderligere.

Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan kom med lignende udtalelser. “Cuba er en af vores vigtigste partnere i regionen”, sagde Erdogan som en understregning af Tyrkiets interesse i fælles projekter. I Algier, det første land på Díaz-Canels rundrejse, fik han løfte om eftergivelse af et lån, levering af brændstof og donation af et solcellekraftværk. “Resultaterne af vores rejse har overgået vores forventninger”, sagde Díaz-Canel efterfølgende.
28.11.2022: Sozialistische Solidarität (Tageszeitung junge Welt)

Oversat af Dann Simonsen