Dokumentarfilmens far hed Theodor Christensen både i Danmark og i Cuba

Theodor Christensen blev i 50’erne fyret fra Danmarks Radio efter sigende på grund af pres fra USA, hvor antikommunisme (McCarthy-perioden) rasede på sit højeste. Han nærmest flygter væk fra Danmark og drager til det revolutionære Cuba, hvortil han var blevet inviteret som gæstelærer af cubanske filmfolk.

Boganmeldelse af Henrik Thejl Hansen, cand mag i spansk/samfundsfag

”Doxfather” er titlen på den velskrevne biografi om Theodor Gleerup Christensen, en af de vigtigste figurer i grundlæggelse og udformning af dansk dokumentarfilms-tradition. Titlen på bogen refererer til Theodor Christensens rolle som ”dokumentarfilmens fader”, og bogen er forfattet af Palle Bøgelund Petterson.

Trods et liv med store personlige kriser, der fører ham ud i alkohol- og pillemisbrug, huskes Theodor som pioner indenfor dokumentarfilm-genren i Danmark, og han skulle blive forbillede for mange filmfolk i både ind- og udland, ikke mindst i det revolutionære Cuba.

I Danmark følte han sig ofte konfronteret af censurens begrænsninger, og det blev en kamp, som Theodor konfronterede men som samtidig tærede på hans psykiske helbred. I Cuba lyste han derimod op, var elsket og respekteret, og han nød den lette livsform på øen, trods landets vanskelige situation. Theo dør kun 53 år gammel i 1967 på højdepunktet af sin karriere, hvor hans kritiske arbejde som dokumentarfilmsinstruktør havde været med til at sikre øget ytringsfrihed. Og på et personligt plan blomstrede han og fandt fred med de mange spøgelser fra hans fortid.

Bogen giver et detaljeret indblik i Theodors liv. Hans mange notater og dagbøger – selv fra hans depressive perioder – samt brevudvekslinger, samtaler og andre biografier fra familie, venner og kolleger giver et kritisk panoramisk billede af hans liv og færden, fuldstændig i Theodors ånd.

Han vokser op i stærkt kristent hjem, men velbegavet og videns-begærlig bliver han kritisk overfor forældrenes kristne filosofi og ender med at erklære sig ateist. Faderen var bekymret for Theodors udvikling og mente, at hans læsning var ”en ørkenvandring”, der var præget af ”mangel på etisk holdning”.

”En ørkenvandring” er på mange måder et godt udtryk for Theodors videre liv. Universitetstiden blev en vaklen mellem forskellige studieretninger, men universitetet åbnede en verden af litteratur for ham, som udvikler ham åndeligt. Han fordyber sig blandt andet i marxistisk litteratur, hvor han lærer at forstå sammenhængen mellem den åndelige og materielle magt, mellem den herskende klasses tanker og de i enhver epoke herskende tanker. En kort årrække var han tillige medlem af Kommunistpartiet.

Universitetsstudiet blev aldrig gjort færdigt. Sammen med vennen Karl Roos begyndte han at lave filmanmeldelser, og senere involveres de i produktion af dokumentarfilm. Theodor så filmproduktion som et arbejde, hvor målet var at være så objektiv og neutral som mulig. Dette gør Theodor til frontkæmper i kampen for ytrings- og kunstnerisk frihed, for – som han sagde mange år senere – frihed handler ikke om ”den grænseløse, absurde frihed, men friheden til at kalde på kritik”

Det konforme politiske landskab var imidlertid ikke klar til at applaudere kritiske dokumentarfilm, og berufsverbot var tydeligvis en del af den herskende tanke. Under 2. verdenskrig havde Theodor været med til at forsvare Norge imod tyskerne, og senere blev han involveret i den danske modstandsbevægelse. Han filmede, hvor han kunne komme til det, og efter tysk kapitulation i 1945 gik Theodor og hans folk i gang med at klippe en dokumentarfilm sammen om krigen, som fik titlen Det gælder din Frihed.

Fra politisk side blev filmen stærkt udskældt for dens fremvisning af den danske stats samarbejdspolitik før og under besættelsen, og den stillede spørgsmålstegn ved den efterfølgende forfølgelse af tyskerpiger og tyskervenlige danskere, hvor antinazisme udvikledes til en hetz mod alt tysk. Fra politisk side havde man ønsket en film, der kunne samle det danske folk efter 2. verdenskrig, ikke en film, der betragtede den danske stat med kritiske øjne.

Theodor blev således også i 50’erne fyret som filmkronikør fra Danmarks Radio efter sigende på grund af pres fra USA, hvor antikommunisme (McCarthy-perioden) rasede på sit højeste.

Theodor fik til opgave at producere en propagandafilm, der skulle illustrere vigtigheden af dansk NATO-medlemskab, men da han valgte en neutral og kritisk tilgang, som viste danskerens tvetydige forhold til NATO, blev filmen kasseret fra politisk side, og Theodor blev beskyldt for at være kommunist.

Den stærke kritik og censur påvirkede Theodor psykisk. Kriser på det personlige plan skulle tillige få indflydelse på Theodors psykiske tilstand: Hans mor begik selvmord i 1944, og i 1950 dør hans ældste søn, Jens, ved en drukneulykke. Theodor tyer i stigende grad til indtagelse af alkohol – og senere hen pillemisbrug – for at dulme de psykiske smerter. 40 år gammel bliver han separeret fra sin kone, Tove Hebo, og i en længere periode er han regelmæssigt indlagt på psykiatriske afdelinger på grund af depression.

Fortællingen om Theodor Christensen viser, hvor stor en rolle det politiske og kulturelle miljø kan spille ind på det personlige helbred. Theodors liv syntes ødelagt i slut 50’erne, men hans livsmod vender spontant tilbage, da han mildest talt flygter væk fra alle problemerne i Danmark og drager til det revolutionære Cuba, hvortil han var blevet inviteret til som gæstelærer af cubanske filmfolk.

Som gæstelærer i Cuba blev han af de studerende respekteret og beundret for sin begejstring og ihærdighed i undervisningssituationen, og han blev tilbudt en fast stilling ved det Cubanske Filminstitut. Theodor psykiske tilstand forbedredes kraftigt, og han fandt inspiration til alternative samfundsformer: ”En ny samfundsform kæmper med levn fra en gammel og ubrugelig …nye og mere værdifulde sider af den menneskelige karakter kan se dagens lys…Jeg er blevet cubaner for en tid”.  Hans begejstring var så stor, at han sågar var klar til at melde sig til det cubanske forsvar, skulle USA finde på at angribe øen igen efter invasionen i Svinebugten.

Theodor fik stor betydning for mange af Cubas efterfølgende kendte filmsinstruktører, ikke mindst Santiago Álvarez, der følte sig i evig gæld til den danske Doxfather. Theodor selv producerede en cubansk film, Ella (Hun), der skulle være et portræt af den cubanske kvindes situation i den nye socialistiske stat.

Theodor var med til at oprette Den Danske Filmskole i 1966, hvor han fungerede som skolens kunstneriske leder, og i januar ’67 er han tilbage i Cuba for at undervise og lave film, men da han vender tilbage til Danmark i august samme år for at videreføre sit lærerjob på Den danske Filmskole, dør han pludseligt den 2. september. Lederen af Det Cubanske Filminstitut, Alfredo Guevara, skrev efterfølgende, at den cubanske filmindustri havde ”mistet en af sine bedste venner. Filmverdenen har mistet en af sine store kunstnere”

Nogle år forinden – i 1964 – havde Danmark fået en ny filmlov, som forbedrede ytringsfriheden for filminstruktører, og det var i høj grad Theodors fortjeneste, at det var kommet så vidt. Det var også Theodors fortjeneste, at Danmarks Radio begyndte at producere dokumentarfilm og lave samfundsdebat via kritisk og neutral journalistik, men Theodor advarede samtidig om, at ”hvis filmen ikke kan tale frit og sandfærdigt, hvor store problemer er på dagsordenen, så kan den blive til et våben mod demokratiet”.

Doxfather er en meget relevant bog i forhold til den aktuelle udvikling inden for medie- og public service -industrien, og med ovenstående citat bør man være på vagt overfor udviklingen i mediebranchen. Kritiske og neutrale fremstillinger er udskiftet med ensidige beretninger, der i høj grad gør brug af usaglig følelsesporno, og konkurrencen om seerne samt amerikanisering af politiske debatprogrammer med selvpromoverende journalister gør politik til fordummende underholdning. Censur vinder indpas og berufsverbot-lignende metoder bruges atter til at eliminere kritiske stemmer. Theodor Christensen kæmpede en kamp for saglige og kritiske medier, men det er svært at se Doxfathers ånd i den aktuelle medieverden.

ISBN 978 87 7378 350 4 (udkom 2014 på forlaget politisk revy)
384 sider, gennemillustreret (normalpris kr 328)
TILBUDSPRIS KR. 100 ved afhentning læs herunder.

Køb bogen – tilbud til medlemmer af Dansk-Cubansk Forening

Forlaget tilbyder bogen til blot 100 kr. + 70 kr. i forsendelse. Køb den for 100 kr. ved henvendelse på foreningens kontor, Høffdingsvej 10 i Valby. Eller bestil den i webshoppen – tilsendt for 170 kr. KLIK HER