EU taler med 2 tunger om Cuba

Af Sven-Erik Simonsen

På tirsdag er der ingen tvivl om, at EU-landene samlet stemmer for Cubas resolutionstekst, der henstiller til USA at ophæve blokaden mod Cuba. Den 26. oktober kommer denne sag til behandling i FN’s generalforsamling for 19. gang. Sidste år stemte 187 lande for en tilsvarende resolution. USA stemte imod sammen med Israel og Palau i Stillehavet. Blandt ja-stemmerne var alle 27 EU-lande. Så på den ene side støtter EU kravet om, at Cuba skal behandles ligeværdigt af det internationale samfund, og at USA skal ophæve sin blokade. På den anden side har EU en fælles Cuba-politik, hvis konsekvens er en delvis blokade mod Cuba! Allerede på mandag – dagen før blokade-debatten i FN’s generalforsamling – skal EU’s udenrigsministre tage stilling til EU’s såkaldte »fælles holdning« til Cuba, og på EU-topmødet senere på ugen skal regeringslederne tage stilling til sagen. Det er uvist, om den fælles holdning til Cuba vil blive videreført eller ophævet, som den spanske udenrigsminister ventes at foreslå.

Britisk LO

Formanden for britisk LO (TUC) har netop henvendt sig til den britiske regering i sagen. Til minister Jeremy Browne oplyser Brendan Barber, at TUC længe har støttet kravet om ophævelse af USA’s illegale blokade mod Cuba, og at man har noteret sig den britiske regerings stemme mod blokaden i FN år efter år: 
“Vi byder velkomment, at skiftende britiske regeringer har stået fast på modstanden mod blokaden, og vi ønsker at opfordre til et mere proaktivt engagement mellem den britiske og andre EU-regeringer og Cuba”, lyder det i brevet fra Brendan Barber. Og på vegne af TUC’s mere end seks millioner medlemmer henstiller Barber til regeringen om at støtte det forslag, der på mandag ligger fra den spanske udenrigsminister om netop at åbne for en aktiv dialog med Cuba: 
“Vi forstår, at den spanske regering sammen med en række andre regeringer går ind for en åbning i den fælles holdning [Common Position], for at opmuntre til kontakt – herunder ministerbesøg.”

Med denne henvendelse – som også er sendt til EU’s udenrigsminister, britiske Catherine Ashton – peger TUC direkte på den dobbeltmoral, der hersker i EU og så at sige alle EU-lande med hensyn til Cuba. På den ene side har man stemt for en ophævelse af USA’s blokade mod Cuba, og på den anden side har man i praksis lagt Cuba på is helt siden 1996, hvor man efter en studehandel med USA vedtog den omstridte Fælles Holdning. I praksis betyder den, at EU-landene ikke udvikler en dialog med Cuba og ikke understøtter det private erhvervslivs engagement i Cuba medmindre Cuba tager skridt til at indføre borgerligt demokrati, markedsøkonomi og løslader en række fængslede, der i Vesten kaldes politiske fanger, men som er dømt for at overtræde cubansk straffelov.

Fangerne i Cuba

Fangerne er typisk dømt for at have modtaget betaling fra udlandet for at undergrave samfundsordenen, hvilket er strafbart i alle lande, og altså også i Cuba, der betragter EU’s Fælles Holdning som indblanding i Cubas indre anliggender. EU’s aktuelle tildeling af Sakharov-prisen til Guillermo Farinas er et skoleeksempel. Det er tredje gang på otte år, at denne pris går til cubanske kontrarevolutionære. Det er naturligvis ikke nogen tilfældighed, at et anticubansk flertal i EU-parlamentet lige netop nu slå til, og forsøger at kaste grus i maskinen. Det er et forsøg på at forhindre udviklingen af et mere positivt forhold mellem EU og Cuba, og det kan godt være, at det lykkes. Der er ikke stærke kræfter i EU, som vil slås for et forbedret forhold til Cuba. De fleste af de europæiske virksomheder, der har interesser i Cuba, har ofte større interesser i ikke at udfordre forholdet til USA. Men der er ikke desto mindre en række virksomheder, der ser muligheder i Cuba, og så er der befolkningen i EU, der i stort tal rejser til Cuba på ferie og solidaritetsrejser. Millioner af europæere kender Cuba indefra, og lader sig ikke trække rundt ved næsen af de borgerlige politikeres og mediernes dæmonisering af det socialistiske Cuba. EU-politikerne er nødt til at tage denne faktor med i deres overvejelser. Holdningen i britisk LO er netop udtryk for en udbredt positiv holdning til Cuba blandt arbejdere i Europa.

Cubas holdning

Cubas holdning er klar. Man afviser politisk afpresning og indblanding i landets indre anliggende. Det er et principielt standpunkt. Men man er klar til dialog om ethvert spørgsmål, hvis blot det sker i gensidig respekt. I slutningen af september henvendte Kommunistisk Parti sig til den danske regering, medlemmerne af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn og danske medlemmer af EU-parlamentet med samme opfordring, som den der nu kommer fra britisk LO. I henvendelsen pegede Kommunistisk parti blandt andet på, at:
“Cuba har ved flere anledninger gjort klart, at det er rede til dialog med EU om et hvilket som helst spørgsmål, men at det må ske på grundlag af gensidig respekt og ikke-indblanding i hinandens anliggender. Så længe den Fælles Holdning er officiel EU-politik, kan en sådan dialog ikke udfolde sig på lige fod. Det er normalt, at lande med forskellige samfundssystemer har forskelligt syn på bestemte spørgsmål. Det er en kendt sag, at også Cuba er kritisk over for en række udviklinger i EU og dets medlemslande. Senest har den tidligere cubanske præsident Fidel Castro kritiseret behandlingen af romaer i blandt andet Frankrig. Men Cuba har aldrig gjort ændringer vedrørende sådanne spørgsmål til en betingelse for dialog. EU bør vise samme form for statsmandskab.”

Væk med blokaden

Cubas fjender peger ofte på, at Cuba fra naturens hånd er et rigt land, med frugtbar jord, varme og nedbør. Derfor konkluderer de med vellyst, at det er socialismen, der har slået fejl, når Cuba må importere fødevarer og når Cuba er et fattigt land. Der er aldrig et konkret fokus på, hvad USA’s blokade mod for Cuba har kostet det cubanske samfund i tabt økonomisk udvikling. Cuba laver ellers et stort arbejde for sagligt at dokumentere, hvordan det hænger sammen. Hvert år afleverer Cubas regering en rapport til FN’s Generalforsamling, hvori man konkret beregner, hvilke økonomiske tab Cuba har lidt de seneste 12 måneder som følge af USA’s blokade. Den rapport udsender Cuba til pressen – via ambassaden også til danske medier. Cubas tab er en kombination af mistede indtægter og øgede udgifter, og så akkumuleres tabene voldsomt fordi blokaden fortsætter år efter år. Der løber så at sige renter og renters rente på i nedadgående retning på grund af de ressourcer og investeringer, der mangler. Måske kunne man sammenligne blokaden med en tyv, der har fået lov at rasere den samme ejendom i 50 år.

Tyv på frit spil i 48 år

Hvis en tyv har stjålet de penge, som din bedstefar havde sparet op på en bankkonto. Hvis samme tyv senere har hugget maskinerne på din fars fabrik. Når tyven dernæst forhindrer dig i at købe råvarer og maskiner og sluttelig afskærer dig fra at sælge de produkter, som du trods alle problemer alligevel får fremstillet. Hvordan vil en sådan ‘åreladning’ påvirke livsvilkårene for dig og dine børn. Det er sådan et regnestykke, Cubas udenrigsministerium har forsøgt at lave og afleveret FN’s generalforsamling som dokumentation forud for debatten om blokaden og afstemningen på tirsdag. I 48 år har Cuba været udsat for USA’s blokade. Den har ført til, at cubanske indeståender på konti i USA er blevet indefrosset og konfiskeret af de amerikanske myndigheder. Den har betydet, at Cuba ikke har fået mulighed for at rejse krav om tilbagebetaling af de 300 millioner dollar, som diktatoren Fulgencio Batista tog med sig i kontanter og guld fra landets nationalbank, da han flygtede ud af Cuba 31. december 1958. Den har betydet, at hele Cubas maskinpark og transport-system, der var købt i USA, ikke kunne holdes kørende på grund af mangel på vedligehold og reservedele. Den måtte skiftes helt ud. Den har betydet, at Cuba måtte udvikle handel og samarbejde med lande, som ligger langt borte. Det forøger transportudgifterne. Så omkostningerne ved blokaden er en kilometerlang liste over små og store tab.

Enorme tab

Når de tælles sammen frem til 31. december 2009 og beregnes i 2009-priser, bliver Cubas tab 239.533 millioner dollar gennem årene. Cuba forsøger at anskueliggøre hvilket tab, der i virkeligheden er tale om, hvis det også tages i betragtning, at Cubas udvikling er blevet voldsomt hæmmet – at blokaden så at sige er en tung klods om benet, som Cuba må slæbe efter sig. Dette tal er hele 751.363 millioner dollar eller cirka fire tusinde milliarder kroner. Hvis denne sum blev fordelt på Cuba nuværende 11 millioner indbyggere ville de få hver: 370.000 kroner.