Fiasko for de reaktionære
Med nederlaget i Svinebugten mislykkedes US-imperialismens forsøg på at få kontrarevolutionen til Cuba. Men her på årsdagen for sejren over invasionsmagten står øen dog her i 2021 – bl.a. på grund af coronaviruspandemien og den blokade, som Trump skærpede i betydelig grad – over for intet mindre end eksistenstruende udfordringer ligesom for 60 år siden.
Af Volker Hermsdorf /jungeWelt 17.04.2021
For 60 år siden led USA nederlag, da de forsøgte at vælte Cubas dengang unge revolutionsregering ved hjælp af en invasion. Tre dage efter at Fidel Castro erklærede, at den cubanske revolution var socialistisk, havde de revolutionære styrker, militsen og bevæbnede kæmpere fra civilbefolkningen besejret de CIA-støttede lejesoldater i Svinebugten.
Dermed led US-imperialismen sit første store nederlag i Latinamerika.
Indtil den dag i dag er alle forsøg på at opnå det samme mål via militær aggression mislykkedes. Cuba trodsede terror, undergravende virksomhed, smædekampagner og den længste økonomiske, handelsmæssige og finansielle blokade, som noget land nogensinde har været udsat for, og Cuba forsvarer fortsat den uafhængighed og suverænitet, som landet havde opnået for første gang i sin historie.
På årsdagen for sejren over invasionsmagten står øen dog i år – bl.a. på grund af coronaviruspandemien og den blokade, som Trump skærpede i betydelig grad – over for intet mindre end eksistenstruende udfordringer ligesom for 60 år siden. For Cuba er mindet om den sejrrige kamp mod revolutionens mægtige fjender derfor samtidig også en opmuntring til at yde modstand.
Revolution lige for næsen af dem
I morgentimerne den 15. april 1961 startede otte B-26-bombefly fra militærbasen Puerto Cabezas i Nicaragua og fløj de 1.200 kilometer til Cuba. Flyenes besætninger bestod af amerikanere og den tidligere diktator Fulgencio Batistas piloter. Dermed begyndte det angreb på Cuba, som CIA kaldte for “Operation Pluto”.
Som camouflage var flyene blevet malet med det cubanske flyvevåbens kendetegn og var lastet med ti bomber hver. Ved daggry kastede de deres bomber over tre militære lufthavne og civile mål. Otte mennesker blev dræbt og adskillige såret. Washington omtalte i første omgang angrebet som en internt cubansk aktion foretaget af oprørske officerer. “Ingen personer fra USA deltog i hændelsen, det var ikke vores fly, men derimod Castros,” forsøgte Adlai Stevenson, USA’s FN-ambassadør, at bilde verdensoffentligheden ind på det møde i FN’s generalforsamling, som fandt sted i New York samme dag.
I begyndelsen af 2021 krævede rapper Maykel Castillo Pérez som medlem af en contra-gruppe, der kalder sig “San-Isidro Bevægelsen”, militære angreb på Cuba: “Jeg støtter en invasion. Kom til Cuba. Afsted, kom, kom! Vi venter på jer,” appellerede Castillo Pérez til USA på internettet.
“Angrebene er utvivlsomt optakt til en invasion, organiseret udrustet og finansieret af Washington”, svarede Cubas udenrigsminister Raúl Roa Garcia.
Ved sørgehøjtideligheden i forbindelse med begravelsen af ofrene advarede Fidel Castro den 16. april om en forestående invasion og erklærede: “Imperialisterne kan ikke tilgive os for, at vi har lavet en socialistisk revolution lige for næsen af dem. For dette er de almindelige menneskers socialistiske og demokratiske revolution, lavet af og for almindelige mennesker.” Dermed blev Cuba den første socialistiske stat på det amerikanske kontinent.
Dagen efter Castros erklæring nåede et af invasionsflådens syv skibe frem til sit indsatsområde ved standene Playa Girón og Playa Larga i Svinebugten. Ombord befandt sig 1.500 lejesoldater, “Brigade de Asalto 2506” (Stormangrebsbrigaden 2506), der var uddannet i Guatemala af CIA-specialister, og amerikanske og vesttyske militære eksperter.
Den amerikanske flåde med hangarskibet “Essex”, syv destroyere, et landgangs- og forsyningsskib og yderligere et krigsskib havde på diskret afstand eskorteret angriberne. CIA og Pentagon forventede, at invasionsstyrken ville udråbe en provisorisk regering, som straks skulle anerkendes af USA. Derefter skulle den “nye regering” anmode om hjælp udefra og på den måde give USA et påskud for en åbenlys militær intervention.
Efter landgangen blev lejesoldaterne støttet af B-26-bombefly, som ledsaget af amerikanske jagerfly angreb gader og lokale områder og affyrede maskingeværsalver mod den flygtende civilbefolkning. I den forbindelse blev flere børn, kvinder og ældre mennesker dræbt. Men på trods af den tydelige støtte fra luften blev angriberne i løbet af 72 timer slået tilbage af de revolutionære styrker under Fidel Castros ledelse og af militserne og civilbefolkningen, og de overgav sig den 19, april 1961.
Den mislykkede invasion kostede på cubansk side 176 menneskeliv og mere end 300 sårede. Angriberne mistede mere end 200. Knap 1.200 lejesoldater fra “Brigade 2506” – overvejende tidligere ejere af fabrikker, udlejningsejendomme, natklubber og plantager – blev taget til fange. Der var ikke en eneste sukkerrørsarbejder, men til gengæld tre spanske præster, som allerede 25 år tidligere havde kæmpet for en lignende sag under den fascistiske kupmager Francisco Franco imod Spaniens republikanske regering. På kapucinerpræsten Ismael de Lugo blev der fundet en erklæring, som han skulle læse op på en amerikansk radiosender.
Køb Dansk-Cubansk Forenings bog om invasionen i Svinebugten. 90 kr. incl. forsendelse.
Køb den her: Operation PLUTO
I sin tale den 1. maj 1961 citerede Fidel Castro falangistpræstens erklæring: “Befrielsesstyrkerne er ankommet til de cubanske strande. Vi kommer i Guds navn for at genoprette retfærdighed, demokrati, det krænkede retsvæsen, den undertrykte frihed og den bagvaskede religion. Vi kommer ikke af had, men af kærlighed.” På baggrund af “de skrækkelige billeder af kvinder og piger, der er blevet dræbt af yankee-fly, og familier, hvis børn i dag ligger såret på hospitalet”, delte han befolkningens bestyrtelse over den slags nederdrægtige løgne, erklærede Castro over for titusinder af tilhørere i Havana.
Uanset hvem der sidder i det Hvide Hus
Angrebet på Cuba kom ikke som en overraskelse. Efter de revolutionæres endegyldige sejr over den USA-venlige diktator Batista den 1. januar 1959 var det kun et spørgsmål om tid, før Washington ville bruge militærmagt til at generobre den uindskrænkede dominans over kontinentet. Alle præsidenter i det Hvide Hus havde samme hensigt, uanset hvilket parti de tilhørte.
Allerede den 11. december 1959 sagde den Republikanske præsident Dwight D. Eisenhower ja til en aktionsplan udarbejdet af CIA, som planlagde at “styrte Castro i løbet af et år” og indsætte en USA-venlig junta. Eisenhowers vicepræsident Richard Nixon førte sin valgkamp som præsidentkandidat i 1960 under mottoet: “Vi må løse 90-mils-problemet!” (En reference til afstanden på 90 miles mellem Florida og Cuba.)
Samtidig forstærkede USA presset på vesteuropæiske regeringer for at isolere Cuba og svække øens forsvar. Til det formål var ethvert middel i orden. I marts 1960 eksploderede det franske skib “La Coubre” in Havanas havn, mens man var i færd med at losse belgiske våben. 101 mennesker blev dræbt, mere end 200 såret. Fidel beskyldte USA for sabotage. Han sluttede sin tale med slagordene “¡Patria o Muerte, Venceremos!” (Fædrelandet eller døden, vi vil sejre!) Den 6. juli 1960 udstedte Eisenhower derefter en lov, som forbød import af cubansk sukker, og i oktober blev al eksport til Cuba forbudt (med undtagelse af fødevarer og medicin). Den 3. januar, tre måneder inden invasionen, afbrød USA de diplomatiske forbindelser til Cuba og lukkede den amerikanske ambassade i Havana.
Da Demokraten John F. Kennedy tiltrådte som den 35. præsident den 20. januar, ændrede det ikke noget ved fjendskabet mod Cuba. Den 13. april 1961, den dag invasionsflåden havde forladt Nicaragua, forøvede CIA-agenter et brandattentat mod stormagasinet El Encanto i Havana. Attentatet krævede et dødsoffer og flere sårede. Kun en dag forinden havde Kennedy ved en pressekonference forsikret: “Regeringen vil ikke tilllade, at en invasion af Cuba forberedes i USA.” Endnu et forsøg på at bedrage verdensoffentligheden. På dette tidspunkt vidste Kennedy, at Richard Bissell, lederen af CIA’s afdeling for hemmelige operationer, allerede havde sendt sin agent Jake Esterling til Guatemala i begyndelsen af 1960 for at oprette en træningslejr for lejesoldater. Den 11. april 1961 havde Bissell informeret præsidenten om detaljer i invasionsplanerne. Fidel Castro vidste, at Kennedy havde løjet. “Vi havde allerede i længere tid været klar over, at fjenden var i færd med at opbygge en hær af lejesoldater for at angribe vores land,” erklærede han, efter invasionen var nedkæmpet.
Det cubanske nyhedsbureau Prensa Latina havde faktisk allerede flere måneder før invasionen udpeget præcis, hvor træningslejren i Guatemala lå. Da Washington afbrød de diplomatiske forbindelser til Cuba og lukkede ambassaden i Havana, stod det klart, at angrebet ville finde sted i nærmeste fremtid. Den 6. april 1961 advarede Castro befolkningen. “Vi vil forsvare det, som vi har skabt. Vi har de våben, vi har brug for til at forsvare det, vi har modet og beslutsomheden til at forsvare det!” erklærede han i en tale til bygningsarbejdere i hovedstaden.
Bedre informeret takket være Prensa Latina
USA’s regering og efterretningstjenester ledsagede deres angreb på Cuba med en global desinformationskampagne, som også vesttyske medier deltog i. I starten af invasionen viste vesttysk TV en erklæring fra USA’s præsident: “Regeringen vil gøre alt, hvad der står i dens magt, for at sikre, at ingen amerikanere bliver indblandet i nogen former for aktioner i Cuba.” Kennedys tydelige løgn blev vist ukommenteret.”
BRD’s TV-avis, hvis udenrigsreportager blandt andet blev finanseret af USA’s statslige propagandastyrelse United States Information Agency (USIA), overtog uden baggrundscheck endnu en melding lanceret af CIA, hvor lejesoldaterne blev betegnet som “oprørere”.
Da invasionsstyrken var gået i land den 17. april 1961, sagde talsmanden Karl-Heinz Köpcke til seerne: “Provinsen Oriente er efter sigende faldet i oprørernes hænder.” I realiteten var angriberne dog aldrig kommet længere end til Svinebugten.
For at kunne imødegå de falske oplysninger om Cuba havde Fidel Castro allerede kort efter revolutionshærens sejr oprettet “Operation Sandhed” (Operacíón Verdad) ved en pressekonference for journalister fra ind- og udland i Hotel Habana Riviera. På opfordring fra Casto og Che Guevara stiftede den argentinske journalist Jorge Masetti i juni sammen med sin landsmand og kollega Rodolfo Walsh, den senere modtager af Nobelprisen i litteratur Gabriel García Márquez og andre det cubanske nyhedsbureau Prensa Latina. Ud over europæiske og amerikanske journalister var også den franske filosof Jean-Paul Sartre blandt skribenterne i det nye bureau, som definerede sig som “eksperiment i Latinamerika og Caribien for (at skabe) et internationalt informationsbureau, der ikke er kontrolleret af USA.
Hvor vesttyske medier boykottede de alternative nyheder fra Cuba, akkrediterede Østtyskland i oktober 1960 Kurt Hoffmann som den første korrespondent for Allgemeiner Deutscher Nachrichtendienst (ADN) i Havana og støttede Prensa Latina på det tekniske område. I november 1960 indgik Journalistforbundet i DDR (VDJ) en aftale om samarbejde med det cubanske journalistforbund.
Læsere, lyttere og seere i DDR havde også gavn af dette under invasionen i Svinebugten, idet de bl.a. modtog pålidelige nyheder direkte fra Playa Girón af Prensa Latinas stifter Masetti, mens vesttyske medier spredte falske informationer. “Allerede flere måneder før CIA-angrebet på Cuba henviste Prensa Latina til det præcise sted i Guatemala, godset Retalhuleu, hvor invasionen blev forberedt”, mindedes Rodolfo Walsh. Han garnerede en beretning om kampene i Svinebugten med en anekdote: Knap et år før invasionen havde han en nat i lufthavnen i Havana siddet over for Nobelpristageren i litteratur, Ernest Hemingway, som erklærede: “Vi vil sejre. Vi cubanere vil sejre. Du ved, jeg ikke er en yankee.”
“Deres hjemland er profitten”
Cubanerne konfronterede de vestlige massemediers verdensomspændende desinformation om baggrunden for angrebet ved en indtil da unik, eksemplarisk begivenhed. I slutningen af april 1961 blev 41 af de tilfangetagne lejesoldater over fire aftener i Fagforeningshuset i Havana udspurgt af jurister og journalister i en uformel proces. Den tidligere herskende klasse, det cubanske bourgeoisi, iført amerikanske faldskærmsjægeruniformer måtte stå til ansvar. Alle forhørene blev vist live på cubansk TV.
Interviewerne, deriblandt Fidel Castro, forvandlede forhøret af fangerne til et lærestykke om invasionsstyrkens motiver og mål såvel som om USA’s rolle. Ifølge forfatteren Hans Magnus Enzensberger blev forhøret i Havana til et “afslørende billede af den herskende klasse og dens kontrarevolution” præsenteret af personer, som ikke tænker på Cuba, når de taler om “hjemland”. “Deres hjemland er profitten”, skrev Enzensberger. (Forfatter til bogen: “Forhøret i Havanna”, som kan lånes på biblioteket)
Trods de døde og sårede snakkede den cubanske befolkning ikke om hævn eller gengældelse. “Hvis vi havde rekrutteret mere end tusind amerikanere for at overfalde Amerika, så havde de fået fængsel på livstid i USA, hvis man da ikke ligefrem havde skudt nogle af dem for højforræderi,” sagde Fidel. Men Cuba var ikke interesseret i at straffe gerningsmændene men i at få belyst baggrunden for invasionsforsøget. “Vi krævede derfor en erstatning fra USA’s regering i form af medikamenter og fødevarer til børnene,” erklærede den cubanske revolutions leder.
Cubas gestus kom befolkningen til gode i en tid, hvor man led under USA’s blokade, og den var desuden et klogt skaktræk, for med erstatningen til Cuba til en værdi af ca. 52 millioner dollars anerkendte USA sit ansvar for invasionen. Det mislykkede angreb på Cuba blev en fiasko for den amerikanske regering og for de kontrarevolutionære både i militær og moralsk henseende, en skamplet, som ikke er fjernet den dag i dag.
Efterfulgt af den økonomiske krig
Verdensmagtens ydmygede politikere og medier vægrede sig ved at indrømme deres nederlag offentligt. “Vi har tabt et slag, men krigen fortsætter”, skrev New York Times.
Kennedy gik også i offensiven igen, og efter den militære aggression satsede han nu på den økonomiske. Han og alle hans elleve efterfølgere i præsidentembedet forsøgte at opnå det, som var mislykkedes i Playa Girón, ved hjælp af sanktioner, som har defineret USA’s Cuba-politik i mere end 60 år. Den 7. februar 1962 forbød den amerikanske præsident samtlige handelsforbindelser til Cuba. To uger senere blev indførelsen af produkter fra tredjelande forbudt, hvis nogen af de råstoffer, som produkterne bestod af, kom fra Cuba. Siden oktober 1962 har skibe, som anløber Cuba, ikke måttet lægge til i en amerikansk havn i mindst seks måneder efter. De “frie borgere” i USA fik også forbud mod at rejse til Cuba. I de efterfølgende år blev bestemmelserne skærpet yderligere. Siden 1992 er beslutningerne om blokaden nedfældet som national lov under navnet “Cuban Democracy Act”.
Med “Helms-Burton-loven”, som præsident Bill Clinton undertegnede i 1996, trues blandt andet udenlandske borgere og firmaer med sanktioner, hvis de investerer i eller handler med virksomheder eller ejendomme, som amerikanske borgere gør krav på.
Ifølge loven kan blokaden kun udsættes eller ophæves under forudsætning af, at der finder et “systemskifte” sted i Cuba. “Vi søger hele tiden efter muligheder for at sætte Cuba under stærkere pres ved at unddrage landet finansieringsmuligheder og valuta for at kvæle den cubanske økonomi, erklærede Donald Trumps “særlige udsending”, Elliot Abrams, i slutningen af 2019. Allerede i et US-regeringsdokument fra 6. april 1960 var målet for den slags tiltag blevet fastlagt som “via desillusionering og utilfredshed baseret på økonomisk skuffelse og trængsler (…) at svække det økonomiske liv (…) og nægte Cuba adgang til penge og forsyninger, (…) og fremkalde sult, desperation og omstyrtelse af regeringen.” [ Jeg har baseret oversættelsen af citatet på det engelske originaldokument: https://history.state.gov/historicaldocuments/frus1958-60v06/d499 ]Invasion forbliver en åben mulighed
Selv om Kennedy i 1962 måtte acceptere en betingelse fra Sovjetunionen for at afslutte missilkrisen og indgik en bindende aftale om, at USA ikke ville foretage yderligere militære invasioner af Cuba, satsede højreorienterede politikere og militante kontraer som hidtil på en voldelig intervention for at gennemføre deres mål.
Veteranforeningen af lejesoldater fra den tidligere “Brigade de Asalto 2506” i Miami blev til valfartssted for talrige cubanske systemmodstandere. En af dem, ‘dissidenten’ Guillermo Fariñas, modtog i 2013 “Sacharov-prisen for åndelig frihed” og 50.000 euro fra Europaparlamentet.
I oktober 2020 erklærede han, at han under et møde med Donald Trump havde spurgt ham, “om Khrusjtjov-Kennedy-aftalen, som ikke tillader USA’s regering en direkte intervention i Cuba, stadig er i kraft.” I et interview på YouTube opfordrede Fariñas til “total blokade” og “intervention” fra den USA-dominerede Organisaton af Amerikanske Stater (OAS). Modtageren af EU’s Sacharov-prisdet erklærede, at det var “utroligt, at USA, den stærkeste nation med det stærkeste militær, i løbet af 61 år ikke har været i stand til at besejre den cubanske regering, det cubanske diktatur og Castros regime.”
I begyndelsen af 2021 krævede rapper Maykel Castillo Pérez som medlem af en contra-gruppe, der kalder sig “San-Isidro Bevægelsen”, militære angreb på Cuba: “Jeg støtter en invasion. Kom til Cuba. Afsted, kom, kom! Vi venter på jer,” appellerede Castillo Pérez til USA på internettet. Castillo Pérez hyldes af vestlige medier som. “kritisk kunstner” og “menneskerettighedsaktivist”.
På 60-årsdagen for sejren over US-invasionsstyrken i Svinebugten minder den slags udtalelser om slutordene i Bertolt Brechts allegoriske stykke “Arturo Ui”: “Folkeslagene besejrede ham, men ingen skal triumfere for tidligt, for det skød, som det kravlede ud af, er stadig frugtbart.”
Artiklen er oversat fra tysk af Dann Simonsen der slutter med disse to noter:
1: Det er min oversættelse af Brecht-citatet. Jeg ved ikke, om det er værd at finde en officiel dansk oversættelse at citere fra. Sam Peckinpahs udgave er farverig! https://en.wikipedia.org/wiki/The_Resistible_Rise_of_Arturo_Ui#In_popular_culture
2: Min oversættelse af Mehrwert til profit er lidt fri og skyldes, at jeg tvivler på, at ret mange danskere er bekendt med begrebet. Jeg vil tro, at de fleste forbinder det med merværdiafgift eller lignende.
