Fidel Castro om Jose Marti

JOSÉ MARTÍ   –  FIDEL CASTROS STORE FORBILLEDE

af Jørgen Ralph Hansen

”Hvad jeg er og hvad jeg føler, skylder jeg mere end nogen Martí. Gennem ham blev jeg revolutionær, og hans enorme indflydelse i mig vil vare til mit livs sidste åndedrag.”

Ordene er Fidel Castros – og de blev fremsat i avisen ”Juventud Rebelde” i år 2000 i forbindelse med den cubanske nationalhelt José Martís fødselsdag den 28. januar – som er national mindedag i Cuba. Alle voksne i Danmark har uvivlsomt hørt om Fidel Castro Derimod er der ikke så mange som kender José Martís navn. Men det gør de, der har været i Cuba. Overalt har de mødt hans navn – og set statuer og mængder af de små hvide buster af ham. Men hvem var så den mand, som Fidel Castro har tilskrevet en så afgørende indflydelse på sin egen revolutionære løbebane?  – og som han gennem hele sit liv har nævnt og citeret i sine mange taler og skrifter. Mest kendt er nok, at han kaldte Martí for ”den åndelige ophavsmand” til angrebet på Moncada-kasernen  i Santiago de Cuba, som fandt sted i 1953. Netop fordi det var 100-året for Martís fødsel.

Martí var den første leder af  Det Revolutionære Cubanske Parti (PRC, som blev dannet i 1892)  – dog beskedent kun med titel af ”delegeret”. Det var det første parti i verden, som havde national befrielse som sit mål – og indtil sin død i kamp som bare 42-årig var han den afgørende organisator for det endelige oprør mod den spanske kolonimagt. 

Men inden da havde han haft et meget omskifteligt liv. Som 17-årig var han grundet skriverier om uafhængighed for sit elskede fædreland (”Patria”) seks måneder i tugthus, hvor han arbejdede i et stenbrud. Derefter blev han forvist til Spanien, hvor han var i tre år med studier ved universiteterne i Madrid og Zaragoza. Derefter boede han to år i Mexico, et år i Guatemala og et år i Cuba (med kone og søn), – efterfulgt af en ny forvisning til Spanien. Han kom over grænsen til Frankrig og videre til New York. Dér var han et år, før han tog til Venezuela. Men efter et halvt år var han definitivt tilbage i New York, blot 28 år. Og her boede han den sidste tredjedel af sit korte liv – kun afbrudt af forskellige rejser, som delegeret for det revolutionære parti.

I de tre latinamerikanske lande, hvor han opholdt sig, blev han som skribent en kendt person i kulturlivet. Og i New York var hans hovedbeskæftigelse frem til 1892, hvor han helt helligede sig arbejdet som leder af PRC, at skrive essaylignende artikler fra USA. De blev efter aftale sendt til førende aviser i Venezuela, Argentina, Uruguay og Mexico. Derfra blev de kopieret af ca. 20 aviser i andre lande, så Martí nåede at blive en af sin tids mest kendte skribenter i Latinamerika. Ind imellem skrev han også et par digtsamlinger – og hvem kender ikke sangen ”Guantanamera”? Men sikkert uden at vide at teksten til denne nok mest kendte spansksprogede sang i verden er fra et digt af Martí.

Som skribent var Martí en stærk fortaler for social retfærdighed (ofte dirrende af moralsk indignation) og i sine beskrivelser af det sociale og politiske liv var han (næsten) altid på ”de understes side”, altså arbejdernes, de sortes, indianernes (og også kvindernes) side. Pladsen her tillader ikke prøver på denne væsentlige side af Martís skribentvirksomhed.  Interesserede henvises til bogen ”José Martí – liv og værk – og hans skildring af USA.

Ikke mindst på grund af disse artikler henvendt til avislæsere i Latinamerika blev Martí udnævnt til konsul i New York af tre sydamerikanske lande. Uruguay i 1887 og Argentina og  Paraguay i 1890. Som konsul for Uruguay deltog Martí i begyndelsen af 1891 i en monetær konference i Washington, hvor USA  prøvede at få sine latinamerikanske naboer til at acceptere en fælles møntfod. Og han var med til at formulere slutdokumentet, som meget diplomatisk fik stoppet USA´s hensigter.  Men året tidligere havde han i artikler i forbindelse med en panamerikansk kongres – også i Washington – formuleret sig langt mere utvetydigt skarpt mod USA´s – ja, imperialistiske – hensigter i Latinamerika. Han skrev blandt andet:

”Aldrig har der i Amerika (dvs. Latinamerika) , fra uafhængigheden og til nu været en sag, som kræver mere forstrand, eller tvinger til større vagtsomhed  (…) end den indbydelse, som det magtfulde USA – smækfuldt af usælgelige produkter og besluttet på at udvide dets dominans i Amerika – sender til de mindre magtfulde amerikanske nationer, som er forbundet gennem fri og nyttig handel med de europæiske folk, med det formål (altså USA´s) at oprette et forbund vendt mod Europa, og afskære aftaler med resten af verden. Fra Spaniens tyranni vidste det spanske Amerika at redde sig, og efter med kritiske øjne at se på fortilfældene, årsagerne og elementerne i indbydelsen, haster det med at sige, fordi det er sandheden, at øjeblikket er kommet for det spanske Amerika til at erklære dets anden uafhængighed.” (Fra ”José Martí – liv og værk”, s. 79)

 Med disse ord var Martí således den første latinamerikaner, der utilsløret pegede på USA´s imperialistiske ambitioner i Latinamerika. Men den skarpeste formulering af Martís advarsel mod USA´s gryende imperialisme finder vi med disse berømte ord:

— jeg står hver dag i fare for at give mit liv for mit land og for min pligt (…) til med Cubas uafhængighed i tide at forhindre, at De forenede Stater breder sig ned over Antillerne og med denne yderligere styrke, falder over vore lande i Amerika. Alt hvad jeg har gjort indtil i dag, og vil gøre, er med dette formål. (…) Jeg har levet i uhyret, og jeg kender dets indre: – og min slynge er Davids.” (samme bog, s. 172)

Da var Martí – efter en bådekspedition noget lig Fidel Castros landgang med ”Granma” i 1956 – tilbage i Cuba som leder af det væbnede oprør mod spanierne. Ordene skrev han den sidste aften i sit liv – i et langt ufuldendt brev til en nær mexicansk ven – og de er blevet kaldt Martís politiske testamente. Dagen efter – den 19. maj, 1895  –  faldt han for en spansk kugle.

Hans pompøse gravmæle findes på Santa Ifigenia kirkegården i Santiago de Cuba. Den samme kirkegård,  hvortil  Fidel Castros aske blev ført for to måneder siden. Her vil Cubas to store revolutionære skikkelser være forenede. En forening som passende kan have disse ord – af Martí naturligvis – som fælles gravskrift: ”Den som lever for alle, fortsætter med at leve i alle!”

Jørn R. Hansen  – (cand. mag i spansk),  har studeret José Martís liv på universitetet i Havana. Han er forfatter til bogen ”José Martí – liv og værk og hans skildring af USA (2011), den eneste bog om Martí på dansk (og skandinavisk).  Bogen kan  købes hos Dansk Cubansk Forening.

PS:  Et eksempel på Martís sociale skildringer fra USA i 1880´erne: ”Vi befinder os i åben kamp mellem kapitalister og arbejdere. For de første gælder det bankkreditten, kreditorernes henstand, leverandørernes frister, årsregnskaberne. For arbejderen gælder det det daglige regnskab, den påtrængende og uopsættelige nød, konen og barnet som om eftermiddagen spiser det, som staklen arbejdede sammen til dem om morgenen. Og den ubekymrede kapital tvinger den stakkels arbejder til at arbejde for en ussel løn.” (1-9-1883)  (Fra bogen om Martí s. 206)