Fidel Castro om sin tilbagetræden

Meddelelse til det cubanske folk den 18. februar 2008

Kære landsmænd!

I fredags – den 15. februar – lovede jeg jer, at jeg i min næste reflektion ville beskæftige mig med et spørgsmål af interesse for mange af mine landsmænd. Så på en måde er dette snarere en meddelelse.

Øjeblikket er kommet, hvor vi skal opstille og vælge kandidater til statsrådet, dets præsident, dets vicepræsidenter og dets sekretær.

I mange år har jeg beklædt den ærefulde post som præsident.

Den 15. februar 1976 blev vor socialistiske forfatning godkendt ved en fri, direkte og hemmelig afstemning af mere end 95 procent af de stemmeberettigede i vort folk. Den første nationalforsamling blev dannet den 2. december samme år; og denne valgte statsrådet og dets ledelse. Indtil da havde jeg været premierminister i næsten 18 år. Med andre ord havde jeg hele tiden haft de nødvendige beføjelser til at gennemføre vort revolutionære arbejde med støtte fra det overvældende flertal i folket.

Der var dem i udlandet, der (i bevidstheden om min kritiske helbredstilstand) mente, at min foreløbige tilbagetrækning den 31. juli 2006 fra posten som statsrådets præsident – som jeg overlod første vicepræsident Raúl Castro Ruz – nok var endelig. Men Raúl (der også er minister for de væbnede styrker som følge af hans personlige fortjenester) – og de øvrige kammerater i partiets og statens ledelse – var uvillige til at betragte mig som værende ude af det offentlige liv, på trods af min ustabile helbredstilstand.

Det var en vanskelig situation for mig – også set i forhold til en modstander, som i tidens løb har gjort alt, hvad man kunne for at slippe af med mig – så alt i alt tøvede jeg med at drage en endelig konsekvens.

Senere under min nødvendige tilbagetrukkethed genvandt jeg min fulde dømmeevne – sammen med muligheden for at læse og tænke grundigt over tingene. Jeg havde tilstrækkelig fysisk styrke til at skrive i mange timer i træk – hvilket jeg praktiserede sideløbende med de relevante programmer for rekreation og genoptræning. Med andre ord tilsagde almindelig sund fornuft mig, at til den form for aktivitet rakte mine kræfter i al fald. På den anden side var jeg med hensyn til mit helbred yderst omhyggelig med ikke at vække falske forhåbninger – eftersom jeg mente, at en negativ afslutning ville være en traumatisk nyhed for vort folk midt i kampen. På den måde var min første forpligtigelse at forberede vort folk – både politisk og psykologisk – på mit fravær efter så mange års kamp. Jeg blev derfor ved med at gøre gældende, at min helbredelse ”ikke var uden risici.”

Det har altid været mit ønske at udføre mine pligter til mit sidste åndedrag. Det er alt, hvad jeg har at tilbyde.

Til mine allerkæreste landsmænd (som fornylig igen har vist mig den store ære at vælge mig til det parlament, hvor der skal træffes så mange beslutninger af den yderste vigtighed for vores Revolution) udtaler jeg hermed At jeg hverken vil stille op til eller tage imod valg til – jeg gentager – hverken vil stille op til eller tage imod valg til posten som statsrådets præsident og øverstkommanderende.

I kortfattede breve til Randy Alonso (der er redaktør for det landsdækkende fjernsynsprogram Det Runde Bord) – breve, som på min anmodning blev offentliggjort – har jeg diskret fremført delelementer i den meddelelse, som jeg skriver til jer her idag… På et tidspunkt, hvor ikke engang modtageren af disse breve kendte mine hensigter.

Men jeg havde tillid til Randy, som jeg har kendt meget godt lige fra hans tid som journalistelev. I de dage mødtes jeg nærmest ugentlig med de ledende repræsentanter for de universitetsstuderende fra de forskellige provinser… I biblioteket i det store hus i Kohly, hvor de boede.

Og idag er hele vort land blevet ét gigantisk stort universitet.

Her følger nogle afsnit – valgt fra et brev, jeg skrev til Randy den 17. december 2007

”Jeg er af den faste overbevisning At svarene på de aktuelle problemer i det cubanske samfund (der har et gennemsnitligt uddannelsesniveau på 12 års uddannelse, næsten en million mennesker med universitetsgrad – og en reel mulighed for alle dets borgere til at blive uddannet uden på nogen måde at blive udsat for diskrimination) kræver gennemtænkningen af flere alternative løsninger på hvert eneste konkrete problem – end dem, man oplever i et spil skak.

Vi kan ikke tillade os at ignorere én eneste detalje. Vejen kan ikke altid være lige let at vælge – hvis den menneskelige intelligens skal beherske menneskets elementære instinkter i et revolutionært samfund.”

”Min grundlæggende forpligtelse er ikke at klamre mig til forskellige poster – og langt mindre at stå i vejen for yngre mennesker. Men snarere at bidrage med mine egne erfaringer og idéer – hvis beskedne værdi har at gøre med den exceptionelle epoke, jeg har haft det privilegium at leve i.”

”Lige som Niemeyer er jeg af den overbevisning, at man må være konsekvent lige til det sidste.” (3).

Og fra brev af 8. januar 2008

”… Jeg støtter varmt the united vote (et princip, som beskytter den anonyme fortjenstfuldhed), der hjalp os med at undgå tendensen til at kopiere det, som kom til vort land fra den tidligere socialistiske blok… Herunder portrætteringen af én enkelt kandidat som værende lige så enestående som hans loyalitet over for sit land Cuba. Men jeg respekterer dybt det første forsøg på at opbygge socialismen – takket være hvilket vi har været i stand til at fortsætte ad den vej, vi selv havde valgt.”

I samme brev gentog jeg, at ”…jeg glemmer aldrig, at alverdens ære og herlighed rummes i en majskerne.” (4).

Jeg ville derfor forråde min egen samvittighed, hvis jeg påtog mig et ansvar, der kræver mere mobilitet og direkte involvering, end jeg fysisk er i stand til at yde. Dette siger jeg uden enhver form for drama.

Lykkeligvis kan vor Revolution stadig regne med kadrer fra den gamle garde – samt andre, der var meget unge i de tidlige stadier af processen. Nogle var meget unge – næsten børn – da de tilsluttede sig kampen i bjergene. Og senere har de gjort vort land ære med deres heroiske fremfærd og deres internationalistiske missioner. De besidder den autoritet og erfaring, der skal til for at garantere en vellykket afløsning. Der er også den mellemliggende generation… Der sammen med os andre har lært sig de grundlæggende elementer i den komplicerede og næsten uopnåelige kunst at organisere og lede en revolution.

Vejen vil altid være vanskelig og stille krav til hver enkelts intelligente indsats. Jeg nærer dyb mistillid til den tilsyneladende lette vej, som vælges af de smigrende og selvrosende – eller af deres modstykke de bodfærdige selvpiskere.

Vi bør altid være forberedt på det værst tænkelige. Princippet om at være lige så forsigtige, når vi har succes – som vi er urokkelige, når vi møder modgang – må aldrig glemmes. Den modstander, som vi skal overvinde, er ekstremt stærk. Ikke desto mindre har vi været i stand til at holde ham stangen i et halvt århundrede.

Dette er ikke mit farvel til jer. Mit eneste ønske er at kæmpe som soldat i idéernes kamp. Jeg vil fortsætte med at skrive under overskriften ”Reflektioner af kammerat Fidel”. Det vil ganske enkelt være et andet våben i kampen, som I nu kan regne med. Måske vil min stemme blive hørt. Jeg vil gøre mig umage.

Tak skal I have!

Fidel Castro Ruz
18. februar 2008 kl. 17.30.

NOTER

1) Under sin sygdom og rekonvalescens skriver Fidel Castro jævnligt sine reflektioner over internationale og nationale, politiske og filosofiske spørgsmål. De bringes i dagbladet Granma, der udgives af Cuba’s Kommunistiske Parti. Denne reflektion er oversat fra det ugentlige engelsksprogede sammendrag Granma International af Ken Bruun, der også har indsat overskrifter og noter.

2) Cubanerne skriver Revolutionen med stort begyndelsesbogstav; fordi de bruger ordet både om befrielseskampen, den fortsatte revolutionære proces og som synonym betegnelse for deres samfund og samfundsform. Derfor gengiver jeg det sådan. Cubas politiske system – med byråd, provinsråd og nationalforsamling – bærer den samlede betegnelse Folkemagten. Folkeråd er lokale råd, som arbejder sammen med de valgte repræsentanter, der sidder i Cubas kommunalbestyrelser. I rådet sidder repræsentanter for fagbevægelsen, bønderne, kvinderne og studenterne. De arbejder sammen med de valgte medlemmer af kommunalbestyrelsen om at løse lokalområdernes problemer. Cubas forfatning fastslår, at magten i Cuba tilhører det arbejdende folk – som udøver den enten direkte eller gennem ovennævnte institutioner. I modsætning til, hvad mange mennesker i Danmark og resten af Vesten tror – så foregår der demokratiske valg til byråd, provinsforsamlinger og nationalforsamling i Cuba. Cuba’s kommunistiske parti – som er det eneste tilladte i Cuba – stiller ikke op til disse valg. Kandidaterne til byrådsvalgene opstilles af de cubanske vælgere selv i deres lokalområder – mindst 2, højst 8 kandidater – og den eneste form for valgkamp er neutrale opslag med oplysninger om kandidaternes levnedsløb. Afstemningen er hemmelig; men optællingen af stemmerne er offentlig. For at blive valgt skal man opnå mindst halvdelen af stemmerne + 1. De valgte er forpligtet til at afgive mundtlig og skriftlig rapport til deres valgkreds om deres indsats to gange årligt – og de kan udskiftes af vælgerne i tilfælde af utilfredshed. De bevarer i princippet det lønarbejde og den løn, de har haft, indtil de blev valgt – og får ingen frynsegoder som politikere. Valgene til provinsforsamlingerne og nationalforsamlingen foregår mere indirekte. Ved at de valgte byråd opstiller kandidaterne ved disse valg – i samarbejde med de faglige og sociale organisationer i Cuba. I Dansk-Cubansk Forening kan du rekvirere mere detaljeret materiale om det cubanske valgsystem.

3) Oscar Niemeyer er den berømte brasilianske arkitekt og kommunistiske veteran, der blandt andet var hovedkraften i skabelsen af Brasiliens hovedstad, Brasilia. Han er en trofast ven af den cubanske revolution – og er nu 100 år gammel. (Ved nytårstid 2008).

4) Citat af José Martí. José Martí var den mest fremtrædende skikkelse i cubanernes kamp for frigørelse fra det spanske kolonivælde fra 1868-95. José Martí var desuden journalist, skribent, digter og tænker. Han advarede tidligt mod, at USA ville søge at overtage Cuba efter Spanien og dernæst kaste sig over resten af Latinamerika. Martí blev dræbt ved et snigmord 17. maj 1895. Han er fortsat et stort forbillede i både Cuba og resten af Latinamerika. På Revolutionspladsen i Havanna er opført en kæmpestatue af José Martí – og foran alle skoler og børnehaver er placeret en buste af Martí, hvis tænkning og idealer sammen med marxismen-leninismen har været en vedvarende hovedinspiration for Fidel Castro og de revolutionære cubanere.