Fidels vigtigste tale ‘ever’ udkommer på dansk
Fidels berømte forsvarstale “Historien vil frikende mig” genudgives blandt andet med efterskrift af DR-journalist Dines Boertmann
Døm mig blot, det betyder intet. Historien vil frikende mig.
Fidel 16. oktober 1953.
Frikendt!
Nu genudgiver Dansk-Cubansk Forening bogen ”Historien vil frikende mig” med flere billeder, med et nyt og udvidet forord og med efterskrift af forfatter og DR-journalist Dines Boertmann.
Hvis én af alle Fidel Castros taler skal fremhæves som den vigtigste, må valget falde på den tale, som bærer navnet Historien vil frikende mig.
Talen blev holdt den 16. oktober 1953 som en forsvarstale foran et panel af dommere, som diktatoren Batista havde sat til at dømme den unge jurist og oprørsleder Fidel Castro. Han stod knap tre måneder tidligere; nemlig den 26. juli 1953, i spidsen for et angreb på Cubas næststørste militærforlægning, Moncada-kasernen i Santiago de Cuba.
Målet med angrebet var at udløse en folkelig og væbnet opstand mod diktaturet.
Angrebet mislykkedes, men ‘projektet sejrede’, kan man sige. For fem år og nogle måneder senere – den 1. januar 1959 – flygtede Fulgencio Batista ud af landet og revolutionen havde sejret.
Det havde næppe været muligt uden talen Historien vil frikende mig.
Ikke fordi den overbeviste dommerne om, at Fidel Castro var uskyldig. For det var han ikke, og det gjorde han intet forsøg på at foregive. Og dommerne idømte ham en lang fængselsstraf.
Nej, fordi hans tale vækkede det cubanske folks vilje til frihed og mobiliserede mange til frihedskampen.
Som der står på bogens bagside
”Denne historiske tale af Fidel Castro
tegner et billede af den sociale nød og undertrykkelsen i Cuba før revolutionen.
præsenterer det program, som Fidel Castro og hans »26. juli bevægelse« kæmpede for, og som i dag er gennemført.
fortæller historien om Batistas militærkup og den politiske undertrykkelse.
beretter detaljer om oprørernes angreb på Moncada-kasernen og forsøget på at styrte diktatoren.
underbygger filosofisk og juridisk påstanden om at oprør mod undertrykkelse både er en ret og en pligt.
I 1950’erne var denne tale med til at forandre Cuba.
I dag har den stadig energi og gyldighed, som kan inspirere … til forandring.”
Nu genudgiver Dansk-Cubansk Forening bogen med flere billeder og med et nyt og udvidet forord, som med fakta i tal og bogstaver leverer et grundlag for at konkludere på Fidel Castros livsværk og svare på om historien har frikendt ham.
Bogen har efterskrift af forfatter og DR-journalist Dines Boertmann.
Bogen lanceres lørdag den 17. juni kl. 1700 ved Che-marked og -middag i Casa Latinoamericana. Høffdingsvej 10 i Valby.
Medlemspris 60 kr. (normalpris 100 kr.). Hvis du ikke kommer til lanceringen, kan bogen bestilles med en mail til post@cubavenner. Så sender vi den sammen med en opkrævning.