‘Havana-syndromet’ vender frygteligt tilbage

Det såkaldte Havana-syndrom er dukket op igen. Denne gang som løftestang for og næring til yderligere had og mistænkeliggørelse mod Rusland. Læs her Danmarks ubestrideligt bedste gennemgang af sagen.

af Dann Simonsen

Da verden første gang hørte om det såkaldte ‘syndrom’ tilbage i 2017, blev det beskrevet på følgende måde: 

“Nogle følte vibrationer og hørte lyde – en høj kimen eller en højfrekvent kvidder ligesom fårekyllinger eller cikader. Andre hørte en kværnende støj. Nogle ofre vågnede med en ringende lyd i ørerne og rakte ud efter vækkeuret, men opdagede så, at lyden stoppede, når de bevægede sig væk fra sengen.

Det virkede, som om angrebene kom om natten. Flere ofre fortalte, at de kom i bølger, der kunne vare flere minutter.

Men andre hørte intet og mærkede intet. Deres symptomer kom senere.”

I første omgang blev ofrene omtalt som amerikanske diplomater, som man mente var blevet ramt af et ultralydsvåben, der invaliderede dem så voldsomt, at flere helt måtte opgive deres arbejde. Med tiden ændrede historien sig imidlertid. For det første blev det klart, at de første med den mystiske lidelse ikke var diplomater men CIA-agenter. For det andet viste analyser ikke alene, at lyden af fårekyllinger faktisk kom fra … fårekyllinger. Forskere kunne til og med udpege den konkrete fårekyllingeart, anurogryllus celerinictus, som er almindeligt udbredt i Havana og meget, meget larmende. Det blev ikke bedre af, at ørespecialister udtalte, at fårekyllinger på ingen måde kan skade hverken folks hørelse eller hjerner, medmindre man propper fårekyllingen ind i øregangen.

Fra ultralyd til mikrobølger

På det tidspunkt skiftede historien – og med den også ‘syndrom’-patienternes beskrivelse af deres oplevelser. Nu hed det sig, at det måtte dreje sig om angreb med mikrobølgevåben. Det var ikke nogen særligt logisk slutning, for mikrobølger kan man ikke høre, men eksperter forklarede, at mikrobølger faktisk kan frembringe en lydlignende virkning inden i folks hoveder, den såkaldte Frey-effekt. Der var bare et problem med den forklaring: flere ‘syndrom’-patienter havde optaget lyden på deres mobiltelefoner og afspillede optagelserne på TV som bevis på, at de var blevet angrebet. På den ene side var problemet som nævnt, at analyser af optagelserne allerede havde vist, at lyden kom fra fårekyllinger, men på den anden side var der også det problem, at Frey-effekten ikke fremkaldes af lydbølger og derfor heller ikke kan optages på en mobiltelefon. Med andre ord viste optagelserne, at det, de havde hørt og optaget, måtte være (fårekyllinge)lyd og ikke mikrobølger.

Mark Zaid, der er advokat for flere af ‘syndrom’-patienterne, afviser derfor nu, at lyd spiller nogen som helst rolle i forbindelse med ‘syndromet’, selv om optagelserne var det eneste håndfaste bevis på, at et angreb skulle have fundet sted. Der er aldrig fundet ét eneste lyd- eller mikrobølgevåben, ingen agent fra en fremmed magt er blevet set med en strålepistol i hånden, og der er heller ikke blevet detekteret hverken stråler eller lydbølger, der kunne tyde på, at et sådant angreb skulle have fundet sted. 

Massepsykogen lidelse

Selv om spion- og agentmiljøet sjældent – nærmest aldrig fortæller åbent om interne anliggender, begyndte der at dukke (som regel anonymiserede) beretninger op om det klima, der havde hersket blandt amerikanere i Havana, som var tilknyttet den amerikanske ambassade. I november 2016 stod det klart, at Trump var blevet valgt, og man forventede, at sin Cuba-politik ville gå ud på at spolere den optøning af de amerikansk-cubanske forbindelser, som Obama havde bidraget til i de sidste år af hans præsidentperiode. Fremtiden for ambassadeansatte i Cuba var usikker. I forvejen vidste CIA-agenter, der arbejdede på at skabe uro i Cuba, at det cubanske efterretningsvæsen var klar over, hvem de var og hvad de foretog sig fra det øjeblik, de satte deres ben i landet, hvilket kan have bidraget yderligere til deres nervøsitet. Der gik rygter om chikane mod amerikanske efterretningsagenter.

Eksperter i det fænomen, der kaldes massepsykogen lidelse (tit anvendes den engelske forkortelse MPI, tidligere kendt som massehysteri), har beskrevet stemningen i USA’s ambassademiljø i Havana som det oplagte sted for et udbrud af MPI: en gruppe af mennesker i en snæver kreds, som er nervøse eller direkte angste, og derfor fortolker en ukendt lugt, smag eller lyd som en trussel, en såkaldt trigger event. Det var netop det, der skete, da det første offer for ‘Havana-syndromet’, Patient Zero, blev skræmt af lyden af fårekyllinger, troede, at han blev angrebet, optog lyden på sin mobiltelefon og afspillede optagelsen for andre på ambassaden nytårsaften 2016-17. Journalisten Adam Entous har fortalt historien: 

“Han optager den, og han tager faktisk optagelsen med – det her sker ved juletid, til nytår. Han tager faktisk til en nytårsfest på ambassaden. Og han tager optagelsen med og spiller den for nogle af sine kollegaer for at se, om det også er det, som de har hørt, ikke?!”

Tilhængere af idéen om, at ‘syndromet’ blev forårsaget af et angreb, hævder ofte, at de tidlige syndromofre ikke snakkede sammen, men vi ved, at det ikke er sandt.

Hvorfor eksisterer ‘Havana-syndromet stadig i 2024?

I Danmark er det kendteste eksempel på MPI nok sagen om de HPV-vaccinerede piger, men et udbrud af MPI, der mere lignede det amerikanske ‘syndrom’, fandt sted i svenske Säpos hovedkvarter for to måneder siden. Dér var det en lugt, der blev misfortolket som et giftgasangreb og førte til, at mindst otte mennesker kom på hospitalet, før man med sikkerhed kunne sige, at der aldrig havde været nogen giftgas. I Sverige blev problemet hurtigt løst til forskel fra i USA, hvor ‘syndromet nu er på ottende år, hvilket der er flere grunde til:

1. I USA var der en klar politisk interesse i ‘syndrom’-historien. Trump-administrationen kunne bruge den som anledning til at afbryde de cubansk-amerikanske diplomatiske relationer og skærpe blokaden.
2. For at bremse et udbrud af massepsykogen lidelse skal de ramtes symptomer tages alvorligt og undersøges grundigt. Patienterne skal informeres om, at der gøres alt for at finde ud af, hvad de fejler, og når årsagen er fundet, skal de have klar besked om, hvad der er sket: at problemet var psykogent og ikke fysiologisk. Selv om det kan lyde drastisk at indlægge otte mennesker, der ‘kun’ tror, at de er blevet forgiftet, var det sandsynligvis det rigtige at gøre i Säpo-sagen: et grundigt helbredscheck i kombination med en grundig undersøgelse af Säpo-bygningen, hvor der ikke blev fundet spor efter giftgas.
3. I forbindelse med ‘Havana-syndromet’ gjorde man det stikmodsatte. Personale på ambassaden, som ikke følte sig særligt syge men lige ville lade sig undersøge for en sikkerheds skyld, fik at vide, at de havde alvorlige hjerneskader som følge af et angreb. Det resulterede i, at flere af dem udviklede yderligere neurologiske lidelser som fx elektrohypersensitivitet, en indbildt sygdom, som nogle måske kender fra tv-serien Better Call Saul.
4. Og i uskøn samdrægtighed med de amerikanske medier lykkedes det regeringen at sprede ‘syndromet’ til personale i (især men ikke kun) udenrigstjenesten. På det tidspunkt kan det ikke længere kaldes for massepsykogen lidelse, eftersom det ikke spredes via mund-til-mund metoden men via suggestion: State Department udsendte en liste over symptomer på det, der nu blev kaldt for Anomalous Health Incidents (AHI), som angiveligt kunne være tegn på, at man var blevet offer for et angreb. Symptomerne er imidlertid mange og uspecifikke, hvilket vil sige, at en stor del af den gennemsnitlige befolkning har et eller flere af dem mindst én gang om ugen: “svimmelhed, emotionel uro, hovedpine, høretab, søvnløshed, let forvirring, kvalme, nedsat tankehastighed.” Især sygdomme i det indre øre kan fremkalde alle disse symptomer, og eftersom infektioner som herpes eller covid kan medføre betændelse i det indre øre, er det næppe en tilfældighed, at antallet af ‘syndromofre’ voksede eksplosivt til over 1.500 i løbet af 2021.
   

Begyndelsen til enden på ‘syndromet’ – næsten

Det fortsatte og eskalerede. På et tidspunkt advarede CIA’s direktør Putin om, hvad der ville ske, når man fandt det endegyldige bevis på, at Moskva stod bag det imaginære angreb på det amerikanske diplomati. Det varede, indtil CIA udsendte den såkaldte Interim-rapport i januar 2022, hvor man var nået frem til, at der ikke var nogen beviser på, at de ‘unormale helbredshændelser’ skyldtes et angreb. 

Men kun et par uger senere sendte CBS 60 Minutes et program, hvor man hævdede, at amerikanske diplomater i både ind- og udland var blevet angrebet af fjender med ‘målrettede energivåben’. Det formåede imidlertid ikke at få antallet af nye AHI-ofre til at stige igen i samme takt som i 2021. De fleste ansatte i udenrigstjenesterne havde forstået budskabet.

I marts 2023 kom så den såkaldte ODNI-rapport baseret på tilbundsgående undersøgelser af fænomenet. Syv af USA’s efterretningstjenester konkluderede, “at det er “meget usandsynligt”, at en udenlandsk fjende er ansvarlig for de indrapporterede AHIs,” og at man havde “fundet medicinske, miljømæssige og sociale faktorer, der plausibelt kan forklare mange af de AHIs, som embedsmænd har indrapporteret”. ODNI-rapporten satte næsten en total stopper for de fleste mediers interesse i ‘syndrom’-historien, men den var ikke helt død endnu, selv om det kunne se sådan ud. 

I marts i år bankede USA’s National Institutes of Health yderligere et par søm i kistelåget med to studier, der var nået frem til, at AHI-patienterne ganske vist havde alvorlige symptomer, men “MRI-scanning fandt ingen beviser på hjerneskader eller noget biologisk abnormt.”

60 Minutes, The Insider og Der Spiegel genopliver ‘syndromet’

De fleste mainstream-medier bragte nyheden om, at ‘syndromet’ dermed var endegyldigt lagt i graven, men d. 31. marts i år sendte CBS 60 Minutes i samarbejde med The Insider og Der Spiegel et program, der hævdede, at der var fundet beviser på, at amerikanske diplomater i ind- og udland måske var blevet angrebet, og at angriberen måske helt klart var en underafdeling af den russiske efterretningstjeneste GRU.

På trods af den bemærkelsesværdige sammenstilling af beviser og måske resulterede den nye mediekampagne i overskrifter i næsten samtlige mainstream-medier, der udpegede Putin som den skyldige. 60 Minutes og samarbejdspartneren leverede et pragteksempel på vellykket krigspropaganda. Ved at fokusere på, hvem der havde haft fingeren på aftrækkeren, fik man det til at se ud, som om det var en given sag, at en forbrydelse måtte have fundet sted, selv om der ikke var fundet nogen rygende pistol eller så meget som skyggen af en aftrækker:

1. Man lod flere ofre fortælle, hvor forfærdeligt de havde det, hvilket må formodes at være sandt. Det er ikke sjovt at være syg, og selv de hospitalsindlagte fra Säpo har sikkert heller ikke haft det for godt, før de fik sikkerhed for, at der ikke var noget fysisk i vejen med dem, og at de ikke havde indåndet giftgas.
2. Patienterne i 60 Minutes havde fået alvorlige diagnoser som fx “semicircular canal dehiscence” og “vestibular neuronitis,” som begge giver meget ubehagelige symptomer, der til forveksling ligner dem på den tidligere nævnte liste over AHI-symptomer.
3. Greg Edgreen, en forhenværende leder af den underafdeling af Pentagons efterretningstjeneste, som undersøgte ‘syndrom’-sagerne, fortalte, at han var helt sikker på, at der var tale om et angreb, og at russerne var de skyldige.
   

Medier i ind- og udland hopper i med begge ben

Når medierne referer 60 Minutes-programmet og artiklerne, er der et par ting, som de er tilbøjelige til at overse:

1. Ingen af ‘syndrom’-patienterne havde faktisk set et angreb finde sted. Ingen havde set en russer (kineser, cubaner, iraner eller nogen anden nationalitet) med en strålepistol. De havde ikke detekteret nogen lyd- eller mikrobølger. Det, der med sikkerhed var sket, var, at de havde fået det dårligt, haft et anfald af en eller anden slags, som de fortolkede som et angreb med ultralyds- eller mikrobølgevåben.
2. Det er ikke faldet journalisterne ind at kigge nærmere på de konkrete diagnoser og hvad de indebærer. Om canal dehiscence siger Wikipedias artikel, at lidelsen formodentligt er genetisk betinget, og at den kan medføre praktisk taget alle de nævnte AHI-symptomer. Af andre mulige årsager nævnes fx scuba-dykning. For vestibular neuronitis’ vedkommende er symptomerne også ca. de samme. Virus-infektioner er en hyppig årsag. Mikro- eller ultralydsbølger nævnes ingen steder som en mulig årsag.
3. Greg Edgreen, den tidligere efterretningsleder, har en økonomisk interesse i at holde gang i ‘syndrom’-historien. Han har sit eget firma, Advanced Echelon, som angiveligt går ud på at hjælpe ‘syndrom’-ofre. Hans påstande i udsendelsen er mildt sagt vidtløftige – uden at det får 60 Minutes-journalisten Scott Pelley til at stille ét eneste seriøst spørgsmål. Tværtimod lader han Edgreen slippe afsted med at sige: “Hvis min mor havde set det, som jeg så, ville hun sige: ‘Det er russerne, dummernik!'” Og det er da muligt, at hun ville sige det, men hun har næppe kompetencen til at besvare sådan et spørgsmål, så det er svært at se, at argumentet skulle være relevant. Ikke desto mindre lader 60 Minutes det stå som udsendelsens konklusion.
4. Mulig kæmpe skandale afsløret: Har Rusland angrebet USA over flere år (BT, 2. april 2024) “Nu har flere medier afsløret, hvad der i virkeligheden skete. Alt peger på, at Rusland står bag, og det langt fra er et isoleret tilfælde.” Men nej, medierne har ikke afsløret noget som helst, og hverken BT eller den konsulterede “Jacob Kaarsbo, der er senioranalytiker ved Tænketanken Europa og har en fortid i Forsvarets Efterretningstjeneste,” har kigget påstandene efter i sømmene og undersøgt, om 60 Minutes’ “evidens er meget overbevisende”, som Kaarsbo hævder. Når han yderligere mener, at “alle prikkerne har været der, men det ligner, at man af politiske årsager har valgt ikke at forbinde dem,” bliver det tydeligt, at denne ‘analytiker’ må have stået i lære hos konspirationstumperne i QAnon, der også er kendt for at connecte ikke-eksisterende dots.
   

Efterspil

Efter udsendelsen har USA’s regering udtalt, at man fortsat ikke har nogen grund til at tro, at ‘syndromet’ eller AHI skulle være en udenlandsk fjendes værk eller i det hele taget udgøre et angreb. Man bakker op om ODNI-rapportens konklusioner, og 60 Minutes-udsendelsen har ikke givet anledning til at ændre denne holdning. Det samme siger man i Moskva. Og i Havana. 

Uden at nogen af parterne siger det direkte, har vi med andre ord med en ret anomalous situation at gøre, hvor USA, Rusland og Cuba alle tre er rørende enige om, at intet mystisk angreb har fundet sted. Men denne gamle nyhed er langt fra nogen kioskbasker eller clickbait, så til forskel fra de dramatiske overskrifter om russere, der angriber uskyldige diplomathjerner med strålepistoler, er det de færreste, der har hørt om den.

TIL SLUT EN SATIRISK TEGNING I CUBAS DAGBLAD GRANMA::