Henrik undersøger kilderne til Cubas styrke

Cuba har et godt tag om corona, skriver Henrik Thejl i sin 10. reportage, hvori fokus er på Cubas politiske kultur. Det er i den grad drønspændende, og det giver mulighed for en dybere forståelse af Cuba. Kan stærkt anbefales!

Henrik Thejl i Havanna

Habana, 27.6.20

Så har størstedelen af Cuba indledt første fase (ud af 3) i genåbningen af landet. 14 ud af 15 cubanere er påbegyndt første fase i genåbningen.

Det betyder, at forskellige services gradvist starter op igen: Hospitaler, offentlig transport, gastronomi, turistinstallationer, produktionsvirksomheder samt de fleste private virksomheder. Alle steder vil der være skarp sundhedskontrol.

Undtaget fra fase 1 er dog Havanna, hvor de fleste aktive coronatilfælde stadig er koncentreret, men det forventes, at Havanna påbegynder fase 1 i næste uge.

Derfor må mine piger stadig væbne sig med tålmodighed og finde på aktiviteter indendørs. Men vi ser enden på den sociale isolation.

Den sidste uge har været rigtig interessant at følge med i. Vi har haft en enkelt dag, hvor blot et enkelt nyt coronatilfælde blev registreret i hele landet, og for sidste uge har der været højst 5 nye tilfælde på en dag!

I de sidste 24 timer nåede vi endda ned på, at Havanna slet ikke havde nye registrerede coronatilfælde. Dette er i sig selv en interessant nyhed, da alle nye coronasmittede i de sidste par uger har været registreret alene i Havanna.

4 af 5 nye smittede fra de sidste 24 timer er fra nabo-provinsen Mayabeque, men smittekilderne er sporet og isoleret, så udbruddet vil snart stoppe der igen.

Den 25. juni blev første coronatilfælde registreret i Mayabeque, og det er kontakter til denne smittekilde, der i går blev registreret positive. Den sidste af de 5 coronasmittede er kommet til Cuba fra Mexico, og er opdaget i den obligatoriske karantæneperiode, hvorfor vedkommende ikke har haft mulighed for at smitte andre.

For hele juni måned har der ialt blot været 3 dage med coronarelaterede dødsfald. Det betyder, at der for maj måned og indtil og med 27. juni har været i alt 42 dage uden coronarelaterede dødsfald. I alt er blot 86 personer døde af coronavirus siden første tilfælde i marts.

Test, test, test… a la Cuba

Der foretages naturligvis stadig test af befolkningen i hele landet. 4 af 5 nye tilfælde fra i går havde som sagt haft kontakt med smittede personer, som ofte ikke udviser sygdomssymptomer.

Ud af de i alt 2.330 coronaregistrerede tilfælde for hele perioden, har man kunnet konstatere årsagen til smitte ved 2.017 personer (= 86,6%) via test på mulige kontakter til allerede smittede.

Pt er der kun 7 personer af de aktivt smittede, hvor man ikke har konstateret årsagen til smitten.

Derudover er 1.260 (= 54,1 %) smittede opdaget uden symptomer (typisk via test af kontakter til allerede smittede), men for de sidste 15 dage er hele 80 % af nye registrerede coronatilfælde opdaget blandt personer uden symptomer. Det er uden tvivl en af Cuba’s vigtige succes’er i strategien mod coronavirus: At få fat i så mange personer uden symptomer som muligt. Det er de umiddelbart farligste smittebærere.

7 personer er meldt raske i det sidste døgn efter minimum 15 dages indlæggelse, og de er nu sendt hjem i yderligere 14 dages karantæne, hvad er praksis herovre.

I alt er der nu kun 55 aktive coronasmittede i hele landet, og de er begrænset til Havanna og naboprovinsen Mayabeque. I alt er 2.187 (= 94%) ud af 2.330 smittede erklæret raske igen.

Cuba’s præventive og terapeutiske coronapolitik har bevist overfor verden, at Cuba – modsat mange rige lande i Europa samt USA – er i stand til effektivt at redde liv med meget få midler. Årsagen ligger i den solidaritet og samarbejde, som præsident Díaz-Canel udtrykte det i talen, som jeg oversatte i sidste artikel, men en anden vigtig ting er den politiske kultur i Cuba.

Passer Cubas coronatal?

Forleden (24. juni) havde vi håndværker besøg, og under snakken kom vi naturligvis ind på coronavirus, hvortil håndværkeren påstod, at de officielle tal ikke var rigtige. Han kendte i hvert fald flere folk i Havanna, der var kommet i karantæne.

Tilfældigvis berørte direktøren for sundhedsministeriet, Francisco Durán, i sin daglige morgenopdatering om coronaudviklingen i Cuba, temaet om påståede manipulerede coronatal.

Han forklarede, at det IKKE er Cubas politik at manipulere med tallene. Det ville være umuligt at lave en effektiv præventiv indsats mod pandemien, hvis man skjulte de reelle tal, udover at det ville ødelægge befolkningens tillid til myndighederne. Men folk misforstår ofte, hvad det betyder, at en person er i karantæne.

Man har i hele coronaperioden sendt kontakter til smittede i 14 dages obligatorisk karantæne netop for at undgå, at de kunne smitte andre, hvis de skulle være blevet smittet.

Dette gøres netop præventivt, hvad har været en vigtig faktor i Cubas succes med bekæmpelse af coronavirus. Næsten 87 % af alle smittede er opdaget via kontakter til allerede smittede. Blandt disse har et stort antal været uden symptomer, da de blev testet. I de sidste 15 dage er 80 % af de smittede fundet blandt personer uden symptomer, og for hele perioden er 54,1 % fundet blandt denne gruppe.

Faren for en anden bølge

I Europa og andre steder snakker man om en mulig genopblusning af corona-tilfælde til efteråret. Allerede nu ses stigende antal smittede i forbindelse med ferieperioden.

Francisco Durán forklarede i dag, at en genopblusning af coronatilfælde ikke er Cubas forventning med den valgte forebyggelsespolitik herovre. Der vil naturligvis dukke nye tilfælde op (og endnu mere, når man atter åbner op for turismen igen). Men med den valgte præventive politik (obligatorisk isolation af alle kontakter til smittede og endda af kontakter til kontakter til smittede; karantæne af områder, hvor et større antal coronavirus konstanteres; indlæggelse af ALLE smittede indtil negativ test, desinfektion af områder, hvor smittede har opholdt sig) er udgangspunktet, at man arbejder sig hen mod en model, hvor man kan kontrollere og isolere nye coronatilfælde så snart, de opdages.

Statistikkerne fra Cuba burde tale for sig selv. Medens Cuba har blot 55 aktive smittede tilbage i hele landet, registrerede USA den 26. juni det højeste antal coronasmittede på blot én dag: 40.173 smittede, og de er nu oppe på cirka 2,5 millioner smittede for hele perioden (hvad svarer til 1000 gange det antal, der er blevet smittet i Cuba i hele coronaperioden).

Det skal lige med, at præsident Trump den 15. juni udtalte, at ”hvis vi laver færre test, får vi færre nye [corona]tilfælde!”. Denne udtalelse behøver vist ingen yderligere kommentarer!

Danmark har netop åbnet op for turisme til europæiske lande, der har færre en 20 personer smittet pr 100.000 indbyggere. I Cuba er der blot 0,5 person smittet pr 100.000 indbyggere, og trods disse facts fraråder det danske udenrigsministerium stadig rejser til Cuba. Det skal dog siges, at Cuba stadig ikke har åbnet op for international turisme. Dette sker først fra august måned, hvis alt går, som man håber!

Francisco Durán, fortsætter stadig sine daglige opdateringer klokken 9 om morgenen. Ministerrådet fortsætter sine daglige videomøder (7 dage om ugen), som der hver dag refereres til i nyhederne, så folk er opdateret med coronaudvikling i landet samt alle nye politiske tiltag i forhold til coronavirus.

Udover dette følger TV-programmet “Mesa Redonda” også hver dag op på vigtige informationer og politiske beslutninger i forhold til Coronavirus. Der inviteres relevante ministre og eksperter i studiet i forhold til opdatering af coronasituationen, ikke mindst nu hvor genåbningsfasen er gået i gang.

Derudover sendes stadig et ugentligt program (”Hacemos Cuba”, Vi skaber Cuba), der fortsætter med at gennemgå den nye forfatning, som trådte i kraft i 2019. Den almindelige cubaner, som har interesse for det, skal have mulighed for at forstå så meget som muligt af den nye forfatnings rammer.

Tillige bliver mundbindet nu brugt didaktisk i cubansk producerede børneprogrammer for at vise, at mundbindet er kommet for at blive, og vi skal vænne os til at gå med det i en rum tid endnu. Eksempelvis har den meget populære tegneserie med detektiv-pigen Fernanda i de sidste producerede afsnit fået mundbind på.

Men det er vist på tide, at jeg begynder at koncentrere mig om konceptet ”politisk kultur”, som jeg i sidste artikel lovede, at jeg ville snakke videre om. Jeg advarer med det samme om, at det bliver en længere forklaring, som måske bliver for ’langhåret’ at læse for nogle. Men nu har jeg lovet at skrive om det, fordi jeg synes, det er en vigtig forudsætning for at forstå det meget komplekse og anderledes samt – ikke mindst – stærkt stigmatiserede cubanske samfund. Og også for at prøve at vise hvilke faktorer, der kan være medvirkende til, at man ikke – som i mange andre dele af verden, og specielt i disse tider – oplever sociale oprør herovre på trods af dybe økonomiske kriser.

Et dyk ned i Cubas politiske kultur

Man kan vælge bare at læse om den sidste nye udvikling i bekæmpelsen af coronavirus i Cuba og så undlade de næste sider. Men har man interesse for den historiske og sociale udvikling i Cuba, der leder hen til begrebet politisk kultur, synes jeg absolut, at man skal læse videre. Og så er jeg meget åben overfor en evt. efterfølgende debat om temaet.

Jeg kommer uvilkårligt også til at snakke om den politiske kultur i USA/Vesten, da det er værd at kigge lidt på forskellene mellem disse, og hvordan det ikke mindst i disse corona- og Georg Floyd-tider giver sig udtryk på forskellige måder. Men også fordi ikke mindst den amerikanske politiske kultur har haft stor indflydelse på den politiske kultur i Cuba. De kommende skriblerier er derfor nødvendige at have med for at tilnærme mig begrebet politisk kultur i Cuba.

Tanker efter 20 år i Cuba

For mig at se – efter 20 år i Cuba – er den politiske kultur et meget vigtigt begreb for at forstå, hvordan og hvorfor den cubanske Revolution har formået at overleve 60 år med dels et dybt fjendtligt USA, der på alle tænkelige måder forsøger at vælte Revolutionen, samt to dybe økonomiske kriser (starten af 60’erne samt starten af 90’erne), der førte Cuba på randen af bankerot.

Under sådanne økonomiske vilkår vil man ofte opleve store sociale uroligheder, hvilket netop også har været formålet med USA’s fjendtlige politik mod Revolutionen.

Den assisterende amerikanske udenrigsminister i Eisenhower-administrationen, Lester Mallory, skrev så tidligt som i 1960, at alle tænkelige midler skulle tages i brug mod Cuba ”to bring about hunger, desperation” med det klare formål at ”overthrow of the government”. (Oversættelse: at skabe sult og desperation …. for at …. vælte regeringen).

Derfor blev al samhandel mellem USA og Cuba afbrudt, hvad betød, at næsten 85% af Cubas samhandel med udlandet forsvandt i starten af 60’erne. Formålet var at skabe et indre oprør, der ville bevise overfor omverdenen, at Revolutionen og dens socialistiske politik ikke fungerede.

Senere gentog historien sig i 90’erne, da Østbloklandenes sammenbrud ødelagde hele Cubas samhandel med denne blok, og hvor USA endnu engang så sit snit til, via forskellige lovgivning – Torrecelli (1992), Helms-Burton (1996) – at forhindre Cuba i at samhandle med andre lande og på den måde fremkalde hungersnød og efterfølgende social uro i landet med henblik på at erstatte ”Castro regimet” med en USA-venlig regering.

Obama ændrede midlerne ikke målet

Obama justerede USA’s aggressive politik, idet han mente, at over 50 års sanktionspolitik mod Cuba havde fejlet, så nu var det tid til ”something new”, som han sagde.

Der var på intet tidspunkt i Obamas retorik en undskyldning til Cuba for USA’s mangeårige magtmisbrug mod en suveræn nation. “Something new” betød for Obama ”engagement”, som igen betød, at nu skulle visse ’kategorier’ af amerikanere have mulighed for at ansøge om at besøge Cuba (under JFK blev det forbudt alle amerikanere at besøge Cuba). For den nye strategi var at påvirke det cubanske civilsamfund ved at vise amerikanske værdier og derved måske skabe nogle behov i det cubanske samfund, der ville føre til sociale uroligheder.

De besøgende amerikanere i Cuba blev dog – af den amerikanske stat – underlagt strenge restriktioner for at undgå, at de blandede sig for meget med statslige ansatte/institutioner, og amerikanske handelsfolk måtte kun handle med private virksomheder i Cuba.

Obama optrappede tillige sanktionerne mod udenlandske banker, der lavede handelstransaktioner for Cuba, når Cuba skulle betale internationale samhandelspartnere – stadig med henblik på at ødelægge den cubanske stats økonomi.

Fra cubansk side accepterede man Obamas spilleregler i håb om, at den cubanske politiske kultur var stærk nok til at modstå den amerikanske drøm.

Trump i Det Hvide Hus

Med Trump blev retorikken benhård, og Cuba gennemlever netop nu nogle af de hårdeste sanktioner fra amerikansk side i de sidste 60 år. Dette er hovedårsagen til den store mangelvare-situation, vi oplever i landet lige nu.

Samtidig har USA’s udenrigsminister Mike Pompeo længe forsøgt at undergrave Cubas mange sundhedsmissioner i udlandet, der siden den økonomiske krise i 1990’erne blev en vigtig indtægtskilde for den trængte cubanske statskasse.

Det er lykkedes Pompeo at overtale flere af landene i Latinamerika – herunder Brasilien, Bolivia og Ecuador, hvor den gamle økonomiske og konservative magtelite på forskellig vis har genvundet magten – til at sende de mange tusinder af cubanske læger tilbage til Cuba, til skade for de lokale fattige befolkninger, der ikke længere har adgang til lægebehandling.

På et pressemøde den 10. juni udtalte Mike Pompeo, at de udsendte cubanske læger, arbejder som slaver for ”the murderous Castro Regime”. Den bog-aktuelle John Bolton, som allerede i 2002 under Bush-administrationen prøvede at spinde fakenews om, at Cuba producerede biologiske våben, kunne i sin tid i Trump administrationen fortælle, at Cubas udsendte læger i Venezuela i virkeligheden var camouflerede soldater.

Samtidig øges den psykologiske krigsførelse via medierne, ikke mindst via medier som Facebook, der i de nye tider i Cuba, hvor internettet bliver stadig billigere og tilgængeligt for den almindelige cubaner, når mange.

Oven i dette foreslår republikanske senatorer nu at sanktionere lande, der får assistance fra Cubas udsendte Henry Reevebrigader.

>> LÆS OGSÅ: US-senatorer vil straffe lande, der modtager cubansk lægehjælp

Men trods disse benhårde fakenews og endnu hårdere økonomiske US-sanktioner mod landet, der lige nu betyder timelange kødannelser i regntidens bagende varme for at få blot lidt kylling, en liter madolie, vaskepulver eller tandpasta, så formår amerikanerne ikke at fremkalde det oprør og efterfølgende mulige US-intervention, som de har drømt om de sidste 60 år.

Hvor bliver oprøret af

Hvorfor kommer dette oprør ikke? Det er her, at den politiske kultur kommer ind i billedet!

Jeg kan huske, at da jeg kom til Cuba i år 2000 – og hvor Cuba stadig var stærkt belastet af den økonomiske krise og de sociale effekter, som 1990’ernes økonomiske sammenbrud havde fremkaldt. Da boede jeg tæt på Malecon (strandpromenaden i Havanna) i cirka et halvt år.

Jeg var taget til Cuba for at studere musik og vidste ellers ikke så meget om hverken Cuba eller resten af forholdene i Latin Amerika.

Jeg blev fuldstændig overrumplet af de ugentlige demonstrationer mod det amerikanske interessekontor (som det hed, inden Obama genoprettede diplomatiske forbindelser med Cuba i juli 2015 efter 54 års afbrudte forbindelser). Demonstrationerne foregik hver lørdag, og 100.000’er af demonstranter – enkelte gange var der op imod en million mennesker – samledes og gik stille og fredeligt ned foran det amerikanske interessekontor og forlangte den på det tidspunkt 6-årige dreng, Elián Gonzalez, tilbage til sin far i Cuba.

Elíans mor havde sammen med andre taget chancen og forsøgt at nå til Florida ved at sejle over Floridastrædet og derved få adgang til det forjættede land via ”wet foot, dry foot”-loven, der eksklusivt gav cubanere opholdstilladelse i USA. Alle andre latinoer bliver derimod betragtet som illegale indvandrere.

Men som så mange andre lignende forsøg, forulykkede deres fartøj, og alle omkom bortset fra Elían Gonzalez, der blev reddet ved Key West, hvorefter en grandonkel i Miami tog sig af ham.

Faderen i Cuba forlangte at få sin dreng tilbage, hvad grandonklen nægtede, så det blev en politisk sag, og det tog et halvt år før USA’s forbundspoliti FBI brød ind i grandonklens forskansede hus og fik ført drengen ud til sin far, der sad og ventede på ham i en bil, hvorefter de fløj tilbage til Cuba.

Fidels syn på kampen mod USA

Det var i forbindelse med Elían-sagen, at TV-programmet “Mesa Redonda” opstod.

Det berettede hver dag om udviklingen i sagen, og det var også i den periode, hvor Fidel proklamerede, at ”vi kan ikke kæmpe mod en gigant som USA med våben, men vi kan bruge idéerne som våben…Idéernes kamp er humanismens kamp mod dehumanisering, broderskabets kamp mod den mest vulgære form for selvviskhed…retfærdighedens kamp mod den mest brutale form for uretfærdighed; kampen for vort eget folk og kampen for andre folkeslag”.

Efterhånden som jeg begyndte at lære det cubanske samfund at kende, forstod jeg vigtigheden af denne besked.

I et halvt år var der ugentlige demonstrationer i Cuba, og det var her, jeg fik øjnene op for den samhørighed, solidaritet, og styrke, der var i det cubanske folk overfor en supermagt, der ligger blot 140 km fra Cuba, og som med alle midler prøver at styrte Revolutionen.

Da Fidel døde i november 2016, oplevede jeg en landesorg, jeg aldrig havde forestillet mig. Der var en stilhed i landet, selv i busserne, hvor der altid er en gevaldig larm, talte folk lavmælt.

En dag tog jeg sammen med Linn ind til Revolutionspladsen, hvor Fidels urne stod fremvist i tre dage, og folk kunne gå forbi og tage afsked med manden, som havde haft (og stadig har) så stor betydning for ikke bare Cuba men for mange 3.-verdenslande.

Der var tre indgange, og ved hver indgang var der op mod en kilometer lang kø af mennesker, der ville ind og tage afsked med Fidel.

Linn og jeg stod lige bag en meget svagtseende samt dårligt gående mand, der hele vejen under den flere timer lange kø, stod og klamrede sig til rækværket, der var sat midlertidig op for at styre menneskemasserne. Der stod også en ung kvinde med et barn på skuldrene og ventede tålmodigt flere timer på at komme ind og tage afsked med Fidel.

Det lyder måske som en overdrivelse, men der var en stilhed, som jeg hverken før eller siden har oplevet blandt cubanere.

>> SE FOTOREPORTAGE FRA FIDELS SIDSTE TUR GENNEM CUBA. Fotos: Granma.cu

Makaber fest i Miami

Medens alt dette skete, kunne man på youtube se, hvordan der i Miami blandt den tidligere cubanske økonomiske elite, der havde taget flugten til Miami i Revolutionens første år, blev festet, fordi Fidel var død. Terrorgrupper i USA med rødder i det cubanske reaktionære miljø havde adskillige gange forsøgt at dræbe Fidel uden held, men nu var manden død, og det skulle fejres.

Da Fidels kiste blev kørt de næsten 900 km ned til Santa Ifigenia kirkegården i Santiago de Cuba, var alle de 900 km af den gamle landevej fyldt med cubanere, der med flag, billeder og blomster, ville tage afsked med Fidel for sidste gang.

Da jeg fortalte min kone, at der i danske medier blev skrevet, at cubanerne var blevet tvunget til at stille sig ud til vejen, rystede hun på hovedet og sagde: ”Det er utroligt!”, men det var så ‘den sandhed’, vestlige medier fortalte, som også har meget med den politiske kultur i Vesten at gøre!

Ethvert samfund er kendetegnet ved en politisk kultur. Dette skal ikke forstås som noget uniformt i et samfund, men er et dynamisk samspil af menneskelige handlinger, som (re)produceres i livet. Denne (re)produktion er dog ikke helt tilfældig, da den er underlagt en bestemt kulturs etiske normer, love, adfærdsmønstre, erfaringer og traditioner, samt bestemte sociale og økonomiske vilkår på et givent tidspunkt, der igen påvirker magtforhold og informationsniveau i et land.

Mange institutioner påvirker det enkelte individ: Familien, skolen, vennekreds, kommunikationsmidler, politikere, organisationer etc.

Che Guevara illustrerer dette i sit manifest fra 1965 ved at nævne den enorme akkumulerede fattigdom, som den kapitalistiske propaganda glemmer at fortælle om, når man beskriver den indflydelsesrige Rockefeller families økonomiske succes.

Nyt samfund medfører ny politisk kultur

Hvis et samfund ændres, ændres uvilkårligt også den politiske kultur, fordi sociale, økonomiske, politiske forhold ændrer sig.

Den politiske kultur er nødvendigvis altid politisk, men det politiske er mere eller mindre bevidst og i høj grad præget af de politiske og økonomiske magtforhold på et givent tidspunkt i et land.

”Næsten alt, hvad der opfattes ’naturligt’, er kulturelt dybdeprogrammeret”, skriver antropologerne T. H. Eriksen og T.A. Sørheim.

Det kan endda udvikle sig til stereotyper, som kan ende som fjendebilleder, hvor hele befolkningsgrupper opfattes som potentielle trusler mod ens egen gruppe. Et meget godt eksempel her er USA’s stigmatisering af Cuba.

I sidste artikel afsluttede jeg med en tale af præsident Díaz-Canel, som jeg skrev, ville foregribe temaet om den politiske kultur i Cuba.

Det, der kendetegner hans tale, er i høj grad det modsatte af den amerikanske politiske kultur: Díaz-Canel taler om etik, en ansvarlig stat, og solidaritet sat overfor de frie markedskræfters manglende etiske overvejelser, der har ekskluderede store grupper af borgere, som igen – udover fattigdom og sult – har ført til menneskelige katastrofer i forhold til en ukontrolleret udvikling af corona-pandemien.

Dette har vi oplevet i lande som USA, Brasilien, England, Italien, Spanien og mange andre lande kunne føres på denne liste.

”I dag kan man tydeligt se forskellene mellem regeringer, der har forsvaret og styrket staten som en garant for social stabilitet, og dem, der ledet af nyliberale teorier har reduceret [statens indflydelse] ved at skære ned i sociale og offentlige sundhedsydelser samt videnskabelig forskning”, fastslår Díaz-Canel

Regeringsførelse er en vigtig del af den politiske kultur. Her tænker jeg ikke i første omgang på konceptet demokrati, men alene på ’regeringsførelse’.

Hvorvidt det cubanske politiske system kan forstås som demokratisk må i første omgang udelades til evt. senere ’skriblerier’, men det er også en spændende historie.

Den franske filosof, Michel Foucault, dokumenterer, hvordan feudaltidens suveræne (magthaver) ikke som sådan var en del af samfundet, men arvede eller erobrede sig til sit fyrstedømme. Fyrsten vigtigste opgave var at sikre sine besiddelser, ikke undersåtternes ve og vel.

Det gjorde datidens fyrstedømmer til skrøbelige enheder, der konstant blev truet inde- og udefra.

God regeringskunst og borgerne

Med tiden udvikledes idéen om god regeringskunst. Det forudsætter, ”at man først kan regere sig selv, derefter sin familie, sine ting og sin ejendom, og til sidst staten”, skriver Foucault.

Billedet med familien betød netop, at familien står over alt andet.

Økonomi var også en del af god regeringsførelse. Flere af de franske filosoffer fra det 18. årh. så økonomisk ulighed som et problem for god regeringsførelse. Derfor var det nødvendigt at udligne økonomiske forskelle med henblik på at sikre det almene vel, og derved befolkningens støtte til suverænen. God regeringsførelse er derfor at sikre, at suverænen (magthaverne) ikke blot tænker i egeninteresser, men hele tiden tænker på, hvad der er godt for staten og dens indbyggere.

Allerede i det 16. årh. skrev den franske Le Perrirère, at ”den, der regerer, bør kun regere i det omfang, han opfatter sig selv og handler, som om han var i de regeredes tjeneste”. Moderne regeringskunst er en videreudvikling af disse grundtanker, og god regeringskunst må nødvendigvis være en magt, hvis primære mål er befolkningens ve og vel.

Denne forklaring er vigtig at have med for at forstå, hvorfor der i Cuba med de dybe økonomiske kriser ikke har udviklet sig sociale oprør, og at befolkningen generelt – på trods af megen utilfredshed med den økonomiske situation og mangelvaresituationen både nu og i 60’ernes og 90’ernes økonomiske kriser – fortsat bakker op om Revolutionen på trods af alle problemerne.

Omvendt er det også vigtigt at forstå, hvordan Vestens politiske kultur udvikler sig: Med industrialiseringen og kapitalismens udbredelse blev verden langsomt opslugt i en stadig mere integreret verden. Med tiden er stadig flere områder af dagliglivet blevet inkorporeret i en ekspanderende kapitalistisk verdensøkonomi, som styres af stærke dynamiske centre. Forbrug og vækst er alfa-omega i den evigt ekspanderende kapitalisme.

Politisk kultur i et forbrugersamfund

Hastigheden i konsumsamfundet forøges indenfor alt, og det synes, skriver Svend Brinkmann, at hastigheden er målet i sig selv: ”I den accelerede kultur skal vi gøre mere, bedre og længere uden skelen til indholdet eller meningen med det, vi gør”, hvorved udvikles en kultur af usikre, ensomme mennesker, der har svært ved at orientere sig og stå fast, der igen ender som forbrugere af psykologer/terapeuter/coachere/selvudviklings-kurser for at klynge os til forskellige alternative former for livsvejledning, der kan give vores liv mening.

Vi vender os mere indad og har ikke samme overskud til at forholde os til omverden. Forbrug er den nye Gud. Ved Danmarks krigserklæring mod Irak forstummede de moralske skrupler næsten proportionelt med det økonomiske opsving som resultat af dansk krigsdeltagelse, og mange kunne fortælle, at ”mit hus er allerede steget med 200.000 siden sidste måned”.

USA’s indflydelse

Da den cubanske Revolution nedkæmpede Batista regimet og fratog USA den økonomiske magt og kontrol over landet, skete en drastisk ændring af den politiske kultur i landet.

Den tidligere amerikanske ambassadør i Cuba, Earl E. T. Smith, indrømmede i 1960, at USA inden Revolutionen “was so overwhelming influential in Cuba that…the American Ambassador was the second most important man in Cuba; sometimes even more important than the President.” (Oversat: havde så overmåde indflydelse i Cuba, at … den amerikanske ambassadør var den næstvigtigste mand i Cuba; til tider endog vigtigere end præsidenten).

“The american way of life” havde været statussymbol i Batista-årene via den store amerikanske økonomiske og kulturelle indflydelse i landet. Forbrug af specielt amerikanske importvarer stod i høj kurs, og derfor ser vi også den dag i dag stadig alle de gamle amerikanerbiler drøne rundt i Cubas gader.

Men forbrugskulturen blev efter 1959 afløst af Revolutionens radikale lighedsprojekt, hvor omfordeling af goderne skulle sikre gratis, universelt uddannelse- samt sundhedssystem, ligesom der skete sociale forbedringer i forhold til arbejdsmuligheder, boligforhold og fødevarer til alle. Kvinder og afrobefolkning fik adgang til de højere uddannelsesinstitutioner – hvad de ellers havde været udelukket fra.

Det var håbet, at man derigennem kunne eliminere køns- og racediskrimination.

Herigennem fik tidligere store ekskluderede grupper ressourcer via uddannelse og arbejde, men mange fra den (hovedsageligt) hvide (og racisitiske) økonomiske elite tog flugten til USA i håb om en snarlig US-intervention mod Revolutionen.

Sådan gik det som bekendt ikke, for den politiske kultur havde ændret sig.

USA’s nederlag i Svinebugten

Omfordelingspolitikken og de sociale forbedringer i Cuba blev i USA betragtet som et problem, og det blev – ligesom i tilfældet Guatemala nogle få år tidligere – tolket som udtryk for kommunismens invasion af den vestlige halvkugle, hvorfor både Eisenhower – og den efterfølgende Kennedy-administration besluttede at gøre en ende på Revolutionen.

Den amerikanske blokade af Cuba, terroraktioner samt det mislykkede invasionsforsøg i Svinebugten var dog kun med til at styrke den nye politiske kultur i Cuba yderligere. I 1961 forklarede Che Guevara personligt Kennedys rådgiver, Richard Goodwin, at ”takket være Svinebugtskrigen er Revolutionen stærkere end nogensinde før!”

De amerikanske sanktioner viste kun alt for tydeligt, at USA betragtede den vestlige halvkugle som sit domæne. Det var der ikke noget nyt i som sådan. Men med invasionsforsøget i Svinebugten havde USA lidt sit første nederlag, og det fik alvorlige konsekvensen for den fortsatte politiske udvikling og selvforståelse i USA.

USA’s aggressive politik skabte omvendt en stor bevidsthed i den cubanske befolkning om, at politik koncentreret omkring social retfærdighed i USA’s baggård ikke kunne tillades af supermagten.

Men vi befandt os samtidig i efterdønningerne af 2. verdenskrig og det nyoprettede FN, der skulle sikre ”mellemfolkelig fred og sikkerhed”, ”fremme sociale fremskridt og højne levevilkårerne under større frihed” samt ”fremme venskabelige forhold mellem nationerne, hvilende på respekt for grundsætningerne om folkenes ligeret og selvbestemmelse”.

Disse fine målsætninger gjaldt bare ikke for USA, og realiteterne viste, at det stadig var det gamle middelalderlige Machiavelli-princip – ”Den, der har magt, har ret” – der regerede verden.

Svinebugtskrigen og den manglende respons fra det internationale samfund var i høj grad med til at udvikle en stærk patriotisk ånd i Cuba – en modning af den politiske kultur.

Med Trumann-doktrinens opdeling i en god fri verden, der skulle bekæmpe en ond og ufri verden, samt 1950’ernes McCarthy-periode, hvor Joe McCarthy, Nixon og Robert Kennedy beskyldte hvem som helst for at være kommunister, blev nederlaget til Cuba et traume for den amerikanske politiske elite.

Magtforhold er vigtig i udvikling af et lands politiske kultur, og nederlaget i Svinebugten blev et vigtigt element i den amerikanske politiske kultur: ”Ikke flere Cuba’er”, som JFK udtrykte det. Selv Congo-lederen Patricio Lumumba blev af Eisenhower-administrationen betragtet som ”Afrikas Fidel Castro” og blev beordret dræbt. Og senere måtte mange specielt latinamerikanske lande lide under US-interventioner, fordi Monroe-doktrinen og “skæbnemanifestet” (se senere, red.) havde udviklet en politisk kultur i USA, der gav USA ret til at intervenere og “forsvare” Latinamerika mod flere Cuba’er.

CIA direktør John McCone udtrykte det således i 1961: ”Hvis Revolutionen bliver en succes, risikerer vi, at Latin Amerika falder”, og det var lige netop, hvad der var ved at ske, hvorfor JFK måtte skynde sig at tilbyde Latinamerika og Caribien en Marshall-lignende pakke, mod at modtagerlandene til gengæld afbrød diplomatiske forbindelser med Cuba.

Alligevel brød Revolutionen i Cuba ikke sammen!

Guatemala havde i starten af 50’erne været samlingspunkt for intellektuelle og progressive latinamerikanske kræfter, hvilket set med amerikanske øjne – og Trumann-doktrinen i baghovedet – naturligvis ikke kunne være andet end en kommunistisk sammensværgelse, som USA måtte nedkæmpe med alle midler.

Med det USA-støttede kup i 1954 mod landets præsident, Jacobo Arbenz, blev der indført et blodigt diktatur. Så da Fidels oprørsgruppe nedkæmpede det (ligeledes) USA-støttede diktatur i Cuba, blev Revolutionen det nye spirende samlingssted for intellektuelle og progressive, og da man samtidig i Cuba udviklede en radikal kulturpolitik, der havde til hensigt at sikre de brede massers adgang til kultur som et supplement til det nye uddannelsessystem, kunne alle ikke blot få sig en uddannelse, men man fik nu også adgang til kulturtilbud, der provokerede til refleksion samt gav underholdningstilbud til alle via billige entréer og billige bogudgivelser.

En af Che’s argentinske venner, Jorge Masetti, var med til at opstarte det cubanske nyhedsbureau Prensa Latina (PL), som et modsvar til de traditionelle vestlige etnocentriske ”sandheder made in UPI og AP”, som Che beskrev dem.

PL har i høj grad været inspirationskilde til udviklingen af den venezuleanske kanal Telesur, en anbefalingsværdig nyhedskanal, som man kan følge på internettet, og som netop prøver at skabe en større bevidsthed om de ulige magtforhold mellem Syd og Nord, der har sit ophav i slave- og kolonitiden.

Che Guevara og Cubas politiske kultur

Alt i alt arbejdede man på at skabe en ny politisk kultur, som Che i sit manifest fra 1965 kaldte det nye menneske, som skulle frigøre mennesket fra ”det ildelugtende kadaver, den kapitalistiske kulturs… undertrykkelse og fremmedgørelse”. Solidaritet, oplysning og etik var vigtige faktorer i vejen til Det Nye Menneske. ”Det handler ikke om konsum og at tage til stranden. Det handler om, at individet føler sig mere komplet, med mere indre rigdom og mere ansvarlighed”, som Che beskrev det.

Che var fortaler for frivilligt arbejde, og selvom den ånd er forsvundet noget efter, at Fidel stoppede som præsident, lever ånden dog stadig. For nogle dage siden kunne vi i nyhederne se sidste års vinderhold af baseball-turneringen (Cuba’s nationalsport), Krokodillerne fra Matanzas, deltage i frivilligt arbejde med at plante sukkerrør for nogle lokale bønder. De blev kørt ud og hjem på ladet af en traktor-anhænger.

Men fremfor alt var det bevidsthed, der blev et centralt element i Che’s forståelse af det nye menneske. Netop derfor fik uddannelse og kultur en central betydning under Revolutionen, så de sidste rester af kapitalismens ”ildelugtende kadaver” kunne elimineres. Den politiske kultur ændredes radikalt i de år.

Almindelige mennesker begyndte at føle sig værdsat, uafhængigt af race- og kønsforhold. Kvinden, der før Revolutionen typisk var hjemmegående eller – for mange fattige kvinders vedkommende – overladt til prostitution, fik nu uddannelse og arbejde.

Ikke uden grund steg skilsmisseraten drastisk i 70’erne, da stadig flere kvinder kunne gøre sig økonomisk uafhængige. Derudover er der nedsat forskellige organer til at sikre, at den afrocubanske gruppe ikke diskrimineres. Det betyder dog ikke, at der ikke også kan findes racistiske kulturelementer i Cuba, for flere hundrede års kulturarv fjernes ikke blot med lovgivning, som Fidel også måtte erkende.

Man begyndte samtidig at opleve, at de politiske ledere var ude i samfundet og deltog i diverse produktioner. Det var blevet en vigtig opgave som politisk ledelse at holde kontakten med og arbejde sammen med befolkningen.

Revolutionen var – som Fidel sagde – ”af, for og med folket”. Der var – og er stadig – en tæt kontakt mellem borgere og magthavere, ikke mindst via de halvårlige møder, hvor valgte politikere skal mødes med deres valgkreds i en gensidig udveksling.

Også ved de mange ministerielle besøg på virksomheder og institutioner rundt om i landet, hvor ministre og embedsfolk dels holder kontrol med disse, samt mødes med arbejdere og lokalbefolkning for at udveksle idéer og erfaringer.

For øjeblikket tager vicepræsident Valdés Mesa en del rundt i landet for at promovere vigtigheden af øget landbrugsproduktion med henblik på øget selvforsyning i disse tider, hvor Trump i de sidste par år drastisk har skærpet de økonomiske sanktioner mod Cuba samt mod andre nationer, der samhandler med Cuba.

Politisk kultur i USA

Den historiske aggressive USA-politik mod Cuba haft stor indflydelse på udviklingen af den politiske kultur i landet. Men hvordan har USA’s politiske kultur udviklet sig?

USA’s politiske kultur har i høj grad sine rødder i det 17. århundrede, hvor en gruppe forfulgte engelske puritanere udvandrede til USA, og med den amerikanske industrialisering samt udryddelse af indianerne i ekspansionen mod Vest  – og senere mod Syd, hvor halvdelen af Mexico blev annekteret af USA – opstod idéen om USA’s skæbne (Det såkaldte skæbnemanifest):

Om den gode nation, hvis skæbne det er at kæmpe imod og frelse en ond verden.

Patrick Manning, amerikansk professor i verdenshistorie ved Pittsburgh Universitetet mener, at ”amerikanisering udtrykker en tendens til at forstå deres livstil og kultur som normen og andres [livsstile og kulturer] som undtagelsen”.

Den onde verden var under den kolde krig den kommunistiske blok. Men efter Østbloklandenes fald blev fjendebilledet vendt mod det abstrakte ”terrorisme”-begreb, som oftest faldt sammen med lande, der var strategisk vigtige for USA eller havde råstoffer, som var interessante for supermagten.

Hvem husker ikke præsident George W. Bush’ apokalyptiske kamp mod 75 slyngelstater (over 1/3 af verdens nationer) samt en lille gruppe lande, der blev betragtet som ondskabens akse, hvortil Cuba hørte.

Den danske professor og USA-ekspert Carl Pedersen mener, at USA har udviklet ”et messiansk verdenssyn, der præger den amerikanske politiske kultur”.

Udenrigsminister John Foster Dolles i Eisenhower-tiden udtalte allerede dengang, at der fandtes ”2 typer mennesker i verden: De kristne, der støtter den frie markedsøkonomi, og så er der de andre”. Bush videreudviklede dette paradigme til ”enten er I med os eller også er I imod os!”.

I disse tider udvider Trump kampen mod bøllerne, der demonstrerer imod den institutionaliserede racisme, som også er en vigtig del af USA’s politiske kultur. Trump benytter sig især af at appellere til den laveste fællesnævner via sine tvetydige og konfliktskabende tweets.

Den tyske filosof, Oswald Spengler, der fik stor betydning i første halvdel af det 20 årh. skrev bla, at ”politiske systemer uafvendeligt går fra demokrati hen imod et pøbelvælde, hvor demagoger og despoter pisker menneskemængder frem mod den sidste store verdensbrand”. Efter hans bogudgivelse startede Hitler-æraen og 2. verdenskrig brød ud.

Når mennesket er midlet og penge er målet

Coronakrisen viste også en anden vigtig del af USA’s ucharmerende politiske kultur: Mennesket er midlet, penge er målet.

Da Kina stadig var det eneste land plaget af coronatilfælde, kunne Trumps handelsminister så sent som i januar 2020 meddele, at coronakrisen i Kina kunne betyde ”flere nye jobs i USA”. Den enes død, den andens brød; ingen solidaritet eller medfølelse.

Men da coronakrisen nåede til USA og udviklede sig eksplosivt, var Trumps kontraangreb at melde sig ud af FN-organinsationen WHO, fordi organisationen, efter Trumps udsagn, favoriserede Kina… Det bedste forsvar er et angreb.

Cuba har – nok mere end nogen anden nation – vist vigtigheden af etik, solidaritet og samarbejde i disse corona-tider. Stadig flere internationale organisationer foreslår, at Henry Reeve Brigaderne tildeles Nobels Fredspris. Men det er også – som en del af den revolutionære politiske kultur – værd at nævne Cubas internationale solidaritet med fattige lande i deres kamp for uafhængighed og selvstændighed.

Nelson Mandela takkede personligt Fidel for den cubanske støtte til apartheidsstyrets fald i Sydafrika samt til at sikre Angola og Namibia selvstændighed: ”Vi står i stor gæld til det cubanske folk…I Afrikas historie findes der ikke noget andet tilfælde, hvor et andet folk har rejst sig til forsvar for et af vore lande….For det cubanske folk er internationalismen ikke bare et ord, men noget som vi har set udført i praksis til gavn for store dele af menneskeheden”.

Fidel sagde ved samme lejlighed, at ”vort humane og solidariske samfund deler af det, vi har. Det er social retfærdighed… Alle politiske ledere taler om social retfærdighed, men hvor er uretfærdigheden kommet fra? … At ville løse [social uretfærdighed] med kapitalisme – i en verden, som er delt mellem overvældende rige kapitalistiske lande og et flertal af ekstremt fattige [lande], som er en konsekvens af kapitalismen, kolonialismen, neokolonialismen og imperialismen – er som at ville slukke en brand med benzin”.

Cuba sendte næsten 400.000 soldater og sundhedspersonale til Angola i løbet af 14 år for at forsvare Angola mod det USA-støttede apartheidstyre i Sydafrika, og det lykkedes dem at tvinge Sydafrika til forhandlingsbordet og acceptere Namibia og Angola som selvstændige nationer.

I 2004 sagde Fidel: “Måske vil det mest brugbare af vores beskedne indsatser i kampen for en bedre verden være at vi demonstrerer, hvor meget der kan udføres med lidt, når alle samfundets menneskelige og materielle ressourcer sættes ind i folkets tjeneste…” men ”Imperiet [USA] vil rasende og kynisk bebude, at Cuba skal befries og ”demokratiet” bringes tilbage til det undertrykte [cubanske] folk.”

Caristinas egen historie

Cuba’s sundhedsmissioner har – som nævnt – været en del af Revolutionens solidaritet med verdens fattige lande siden 1960’erne, og for at forstå, hvordan man får disse læger og sygeplejersker til at tage ud i verdens brændpunkter og forstå dybden af den cubanske politiske kultur, vil jeg tage udgangspunkt i epidemiologen Caristina Robaina, som sidste år besøgte Danmark, og som nogen ved denne lejlighed har mødt.

Jeg har spurgt om lov til at skrive lidt om hendes liv og hendes oplevelser som nyuddannet læge i 1980’erne, samt hvad Revolutionen betød for hende som menneske.

Caristina er afrokvinde, født i årene under Batista-diktaturet. Hendes far måtte sælge deres hus på tvangsauktion, da han ikke kunne betale de faste månedlige afbetalinger. Så da Caristina er 4 år gammel blev familien sat på gaden samtidig med, at faderen forlod moderen.

Caristina, hendes bror og mor måtte nu leje sig ind i ydmygt kvarter i det ydre Havanna. Deres lejlighed bestod af et enkelt værelse, hvor der var et lille the-køkken. Bad og toilet skulle deles med de andre beboere i gården.

Arbejds- og uddannelsesmulighederne for afro-befolkningen under det stærkt racistiske Batista-diktatur var beskedne. Men med Revolutionen blev der skabt gratis undervisning for alle, og da hendes bror startede sin universitetsuddannelse, fik familien økonomisk støtte, og de kunne efterhånden bygge et lille badeværelse inde i den lille et-værelses lejlighed.

Caristina startede også på universitetet og blev uddannet læge. Hun var samtidig en kvinde, der elskede at danse, som så mange andre cubanere gør. Hun vokser op i Revolutionens unge år og oplevede den politiske kultur, der udviklede sig. Før Revolutionen havde den amerikanske forbrugskultur præget Cuba, men nu var det materielle ikke længere vigtigt.

Selv havde hun meget lidt tøj, fortæller hun, men det vigtige var ikke tøjet, men at feste, danse og have det rart sammen. Hun nød virkelig sin ungdom, fortæller hun.

Caristina som læge i Afrika

I hendes første år som nyuddannet læge blev hun – som del af Cubas solidariske støtte – udsendt til Etiopien under den etiopisk-somaliske krig i starten af 80’erne.

Karistina blev sammen med nogle andre cubanske læger placeret i en lille landsby Metu i Illubabor området nær grænsen til Sudan. Det var ikke en ikke ufarlig mission. Både krigen samt de vilde dyr i junglen gjorde hverdagen usikker for dem.

Karistina var udsendt i to år, og husker det som en barsk men samtidig utrolig lærerig tid (der også senere fik hende til at specialisere sig i epidemiologi), og hun oplevede etiopierne som utroligt taknemmelige for den cubanske støtte.

Økonomisk var det ikke nogen gevinst for hende at risikere livet i en sådan mission. Hun fik den samme løn, hun havde fået i Cuba. Udgifter til kost og logi blev naturligvis dækket, men intet andet. Men lønincitamentet var heller ikke væsentligt. Caristina var der, fordi hun var blevet bedt om at tage af sted, og det var med største selvfølgelighed for hende, at hun skulle afsted. Hendes taknemmelighed overfor de muligheder, som Revolutionen havde givet hende – dels som kvinde, dels som afro – var stor.

Caristina bor stadig i sit barndomshjem i udkanten af Havanna. Lejligheden blev overdraget til familien under boligreformen i Revolutionens første år, og med tiden kom der et par ekstra værelser på, og de fik en lille baggård. Huset er stadig meget simpelt.

Lønningerne som læge i dag, er ikke meget værd, efter den store devaluering i starten af 1990’erne, men trods utilfredshed med den aktuelle økonomiske situation, vil Caristina altid være taknemmelig for de muligheder, som Revolutionen gav hende.

Et svedigt og billigt grin

Dette var et konkret eksempel for at forstå den cubanske politiske kultur.

Trods de økonomiske problemer, som landet har lidt under pga. Østbloklandenes sammenbrud samt de historiske US-sanktioner/trusler, så har Revolutionen sikret gratis uddannelse til alle, givet arbejdsmuligheder til alle, selvom den økonomiske krise i 90’erne medførte en hyper devaluering ved lovliggørelse af brugen af US-dollars i landet. Det udhulede reallønnen med op mod 15.000% og fjernede derved incitamentet for mange til at arbejde, da hustleri/pengeforsendelser fra udlandet gav meget bedre ”lønninger”.

Samtidig er den politiske kultur præget af et højt informationsniveau, der samtidig sikrer en stor tillid til den siddende regering…det, som Foucault kalder for god regeringsførelse. Coronakrisen har vist en meget stor borgertillid til regeringsbeslutninger, ikke mindst takket været den store transparens og informationsniveau.

De timelange køer er frygtelige i den fugtigvarme regntid, men disciplinen bevares og folk får sig et billigt grin, når de bogstaveligt talt oplever sig selv i den ugentlige satireserie ”Vivir del cuento” (”at leve af sladder”) med den nu legendariske Panfilo, der altid rammer plet med aktuelle lokale samfundsproblemer.

>> Her link til satireserien på Facebook, hvor man kan muntre sig…. på spansk!

Der er ingen, der mister deres hus på trods af coronatidens negative indflydelse på arbejdsmarkedet; vi har stadig strøm og kan tænde for vores aircondition i denne ulidelige varme; vi får mad – selvom indkøb er besværlige. Sundhedssystemet og den førte coronapolitik i landet har bevist, at med tilpas tillid, ansvar, oplysning og forebyggelse kan selv et fattigt land som Cuba overgå selv de mest avancerede økonomier i verden.

Trump pralede forleden dag med, at USA havde de mest avancerede test-systemer i verden, og USA havde gjort et godt job i bekæmpelse af coronavirus.

Men hvad nytter det, at supermagten forstår sig selv som verdens mest frie demokrati og er en af verdens rigeste lande, når 46 millioner mennesker i USA lever under fattigdomgrænsen (hvor hovedvægten af fattige findes blandt afro- og latinogrupperne). Og når landet – trods det mest ’avancerede testsystem i verden’, ifølge Trump – ikke har været i stand til at udvikle effektivt samarbejde og en effektiv bekæmpelsespolitik imod coronavirus, hvorfor USA nu tegner sig for en fjerdedel af verdens samlede registrerede smittede (= 2,5 millioner smittede) samt over 125.000 coronarelaterede dødsfald, og det er højst sandsynligt kun toppen af isbjerget.

Som Cubas præsident Díaz-Canel så rigtigt udtalte det ved ALBA-TCP topmødet fornyligt, og som jeg afsluttede sidste artikel med:

”Utroligt nok har den superudviklede verden, som stjæler hjerner [fra de fattige lande] og imponerer med funklende sofistikerede produktioner, vist sig ude af stand til at bruge sine enorme ressourcer til at opbygge en global front mod en pandemi, der kun kan stoppes ved hjælp af to ting, som er inden for alles rækkevidde: SAMARBEJDE OG SOLIDARITET.

Det, der kunne have været en ekstra styrke for økonomisk rige lande, er endt med at være en svaghed i mange forskellige borgeres øjne på grund af grundlæggende manglende etiske overvejelser”.

Hvad er ‘revolution’ egentlig for cubanerne

Cubas politiske kultur er en foranderlig og kompleks ting, men den kan defineres ud fra det, Foucault kalder ‘god regeringsførelse’: Den, der regerer, bør kun regere i det omfang, han opfatter sig selv og handler, som om han var i de regeredes tjeneste.

Men den cubanske politiske kultur er meget mere end god regeringsførelse, og nogle af de ting har jeg prøvet at indkredse i denne artikel, hvorunder også tæller filosofien i det cubanske sundhedssystem, som jeg har prøvet at præsentere igennem de sidste par måneders coronabekæmpelse i Cuba.

>> LÆS OGSÅ: Når liv er vigtigst og lillesøster taler i telefon

Der er masser af problemer her – ligesom alle andre steder, hvad jeg også har forsøgt at belyse ved ikke mindst USA’s politiske kultur – men altså; der er masser af ting her i Cuba, som kan og skal forbedres for at skabe et mere bæredygtigt samfund. Men der er også ting, som fungerer rigtig godt, og som har været med til at skabe en inspirerende politisk kultur, som Vesten kunne lære meget af.

Jeg vil afslutte med nedenstående uddrag fra Fidels 1. maj-tale fra årtusindeskiftet, der på mange måder indkredser begrebet politisk kultur, som det langt hen ad vejen forstås i Cuba.

Revolution er:

– Fornemmelse af det historiske øjeblik

– At ændre alt, hvad der skal ændres

– Fuld lighed og frihed

– At behandles og behandle andre som mennesker

– Selv at frigøre os med egne kræfter

– At udfordre magtfulde dominerende kræfter inden- og udenfor den sociale og nationale grænser

– At forsvare værdier, som man tror på, for enhver pris

– Beskedenhed, uegennyttighed, altruisme, solidaritet og heltemod

– At kæmpe med dristighed, intelligens og realisme

– Aldrig at lyve eller begå vold på etiske principper

– Dyb overbevisning om, at der ikke er nogen styrke i verden, der er i stand til at knus sandhedens og idéernes kraft

Revolution er enhed og uafhængighed, det er at kæmpe for vores drømme om retfærdighed for Cuba og for hele verden, som er fundamentet for vores patriotisme, vores socialisme og vores internationalisme.