José Martí-bog genudgivet!!

Boganmeldelse af Kjeld Stenum

Det er en bog om Cubas nationalhelt José Martí. Fidel kaldte José Martí for sin læremester. Og – som anmelderen skriver – havde Martí levet et halvt århundrede senere, er der ingen tvivl om, hvilken side han havde valgt i den cubanske revolution, og hvem der derfor med størst ret i dag påberåber sig ham som deres frihedshelt; de eksilcubanske milliardærer i Florida, eller det cubanske folk.

Dansk-Cubansk Forening har genudgivet Jørn R. Hansens biografi fra 2011 om Cubas nationalhelt José Marti.

Det siges, at enhver, der har betrådt cubansk jord, ved, hvem José Marti var. Jeg hører ikke til denne udvalgte skare. I det hele taget ved jeg desværre meget mindre om Latinamerika, end denne del af verden fortjener. Og det gjorde mig da også lidt betænkelig, da jeg blev spurgt, om jeg ville anmelde bogen. Det eneste, der på forhånd sagde mig noget om Marti, var, at det i bogens indledning nævnes, at han er ophavsmand til sangen Guantanamera – som vist ethvert barn kender.

Men jeg har haft stort udbytte af at læse bogen alligevel. Og det er vel ikke det værste en anmelder kan sige om en bog, at man har været ret forudsætningsløs, men alligevel har haft stort udbytte.

José Marti var udover frihedshelt digter, journalist, filosof. Han var barn af spanske indvandrere, født i 1853. Han gjorde sig allerede fra ungdomsårene til talsmand for cubansk uafhængighed og udviklede sig til en kendt skribent. Hans retfærdighedssans gik igennem det meste af, hvad han skrev, men han tog mange forskellige emner op. Han mente, at der var forskelle på mennesker både i kraft af køn og etnicitet, men han forsvarede deres ligestilling med hensyn til menneskelige rettigheder. Og han gjorde sig flere gange til forsvarer for det, han opfattede som kvindelige værdier, hvilket mig bekendt var ret usædvanligt på hans tid. Han mente, den latinamerikanske mand havde del i disse kvindelige værdier, i modsætning til de nordamerikanske mænd, der var mere prægede af nordeuropæisk kultur. Han skrev endda også bøger for børn.

EN FRIHEDSHELT, DER STRIDES OM

I dag gøres Marti til frihedshelt af såvel eksilcubanerne i Florida som af Cubas egen befolkning. Og man kan måske ikke frakende begge parter en vis ret til det, for Martis fokus var kampen for at gøre Cuba fri af det spanske koloniherredømme. Det handlede om Cubas frihed.

På et tidspunkt, hvor uafhængighedsbevægelsen havde været splittet mellem tilhængere af cubansk selvstændighed og et perspektiv i retning af at blive annekteret af USA, havde Marti forsvaret selvstændighedsfolkenes synspunkter. 

Striden var bestemt ikke uden et socialt perspektiv. Det var i høj grad de cubanske besiddende klasser, der gik ind for, at landet blev annekteret af USA, fordi de forventede, at det ville være den bedste måde at få forsvaret deres privilegier på. Og det var de besiddelsesløse, hvide som afrikanere, der gik ind for et uafhængigt Cuba.

Marti var heller ikke ganske enig med én af de militære ledere om befrielseskampens perspektiver, da dens væbnede fase mod slutningen af hans liv blev indledt. Uenigheden handlede om, hvorvidt befrielseskampen skulle munde ud i et åbent demokratisk valgt civilt styre, hvilket Marti mente, eller en militær junta skulle lede landet. Det var frigørelsen fra Spanien, der var hans fokus, men han kunne naturligvis ikke slås for sit folks uafhængighed uden også at bekymre sig om, hvordan denne uafhængighed skulle forvaltes. Den militære leder, han var uenig med, ville have ham sendt til USA, angiveligt for at rejse midler blandt eksilcubanerne der, men vel reelt for at manøvrere ham ud på et sidespor. Det synes i hvert fald oplagt, at det ville svække hans indflydelse.

Men Marti indvilgede, dog under den betingelse, at han først nåede at deltage i den væbnede kamp. Denne betingelse kan måske synes at være en unødig dumdristighed. Men måske havde hans synspunkter så lidt tilslutning blandt de militante oprørere, at han skønnede, dette var den bedste vej frem. Og måske følte han også, han måtte have kæmpet med våben i hånd, af rent moralske grunde. I hvert fald fik han kravet opfyldt – desværre, for han skulle falde i den første træfning med spanske soldater, som han var med i, truffet af tre kugler.

Han nåede at blive 42 år. Der er siden gisnet om, hvorvidt han frivilligt ofrede sig for at blive martyr for befrielsesbevægelsen. Det skal vi ikke gisne med om her.

IKKE SOCIALIST

Det var Cubas uafhængighed, der havde været Martis fokus, og ikke Cubas indre sociale kamp. Marti var ikke socialist, eller i hvert fald var det ikke den slags socialisme, Marx og hans tilhængere med kun et par årtiers forspring gjorde sig til talsmk-ere for i Europa. I Martis tidlige år kunne hans formuleringer om den side af sagen snarest tolkes som en utopisk drøm om en klasseharmoni. Han gik ind for social retfærdighed. Han tog som regel utvetydigt parti for arbejdere, kvinder og undertrykte minoriteter, hvad enten det var afrikanere eller indianere.

Men det skete dog til helt op i 1870-erne, at han også kunne kritisere kæmpende arbejdere for at tage for voldsomme midler i brug og ikke gøre nok for en fredelig løsning. Og socialismen var ikke perspektivet for den kamp, han anså som samtidens vigtigste i Cuba.

Han udtrykte sig af og til begejstret om filosoffen og økonomen Henry George, der ikke gik ind for revolutionær statsomvæltning, men mente, at nøglen til social retfærdighed var en beskatning af jorden. Vi kender vel bedst Georges tanker i danske sammenhænge fra partiet Retsforbundet, der hylder hans ideer.

RADIKALISERET I USA

Ifølge Jørn R. Hansen radikaliseredes Martis synspunkter dog gennem et tiårigt ophold i USA, hvor han skrev for et argentinsk blad. Her udviklede han sig fra at forsvare strejkebryderes ret til at bryde strejker til større og større forståelse for de undertiden voldsomme og voldelige tvangsmidler, de amerikanske arbejdere og fagforeningsledere måtte ty til i kampen.

Det, bogens forfatter fremholder som det afgørende puf, var dog, da et uopklaret bombeattentat, hvorunder politifolk var blevet dræbt, førte til et justitsmord på fire arbejderledere. Ingen skyld blev bevist, og de dømte skulle tydeligvis udelukkende hænges for at tæmme arbejderopstanden og skræmme folk fra at deltage. Marti forstod arbejdernes desperation, når staten kunne være så ligeglad med retfærdigheden.

Og da man i Cuba i 1890-erne genoptog den væbnede befrielseskamp mod det spanske overherredømme, fremholder Jørn R. Hansen Marti som hovedorganisatoren af dette.

Man kan godt her mere end hundrede år senere rejse den lidt bagkloge indvending mod Marti, at han ikke havde samme afklarede teoretiske perspektiv som den omtrent samtidige marxinspirerede socialistiske bevægelse i Europa. Og bogens forfatter bruger da også nogle sider på at konstatere dette. Men man kan vel med tanke på de mange forskelle mellem fortolkningerne, som gennem tiderne er opstået, når marxistisk teori skulle udmøntes i konkret praksis, spørge, hvor afgørende denne teoretiske klarhed egentlig er for de rigtige valg af de konkrete standpunkter. Som bogens forfatter også er inde på til allersidst, så har hele bogen jo fremstillet en Marti, der først og fremmest tog stilling til sin samtids konkrete politiske situationer udfra et moralsk engagement. Og mon ikke den moralske sans i sidste instans er vigtigere?

Om Martis veludviklede moralske sans kan der næppe herske nogen tvivl. Og havde han levet et halvt århundrede senere, er der næppe heller nogen tvivl om, hvilken side han havde valgt i den cubanske revolution, og hvem der derfor med størst ret i dag påberåber sig ham som deres frihedshelt, de eksilcubanske milliardærer i Florida, eller det cubanske folk, der gennem snart trekvart århundrede har trodset kold krig, handelsboykot og politisk isolation i forsvaret for deres ret til selv at vælge styreform.
                                                                                                                         
Jørn R.Hansen: José Marti, Liv og værk, Dansk-cubansk forening 2023, 221 sider. Pris 150 kr. (+forsendelse)

Køb den med et par klik i webshoppen