Mens vi venter på Obama: Svinebugten tur-retur
Leder i Cubabladet 2, 2009
Den 17. til 19. april afholdt Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, et såkaldt Amerika-topmøde. Pudsigt nok på årsdagene for begyndelsen og enden på den mislykkede USA-invasion i Svinebugten i 1961.
OAS ekskluderede Cuba i 1962 og tilsluttede sig ved samme lejlighed USA’s blokade. Denne besynderlige organisation har alle år fungeret som USA’s forlængede arm i baghaven. Men der sker som bekendt en ny udvikling i Latinamerika – den, vi kender som venstrebølgen. Derfor blev Cubas manglende tilstedeværelse paradoksalt nok et af de helt store samtaleemner på topmødet. Som Nicaraguas præsident, sandinisten Daniel Ortega, sagde i sin tale: ’Jeg er flov over at deltage i dette topmøde uden Cuba’. Og han fortsatte med at understrege det latinamerikanske kontinents konsensus om fordømmelse af USA’s blokade mod Cuba.
Hovedparten af statslederne leverede lignende stærke udmeldinger, der støtter cubanerne og afviser USA’s hårde linje. Vi er vidner til et markant skift i Latinamerikas politiske virkelighed, der ellers har været sørgeligt fastlåst i storebrors jerngreb siden før forrige århundredeskifte.
Slaget i Svinebugten – Playa Girón – var en skelsættende begivenhed. Ikke alene lykkedes det den lille cubanske befolkning at nedkæmpe en USA-støttet invasion på under tre døgn; det blev også den direkte anledning til, at den cubanske revolution blev erklæret socialistisk med den Første Havanna-Deklaration. I slagets kølvand besluttede USA’s daværende præsident John F. Kennedy at indføre en total blokade mod Cuba.
Få måneder efter Svinebugten blev Barack Obama, som ofte sammenlignes med Kennedy, født. Der har været mange spekulationer om hvorvidt der nu kommer større ændringer i politikken overfor Cuba. Men trods det indtryk, som man kan få i de store medier, er der ikke gjort meget endnu. Betingelserne for at rejse til Cuba og overføre penge til Cuba er blevet lempet, men begge dele gælder vel at mærke kun for amerikanske statsborgere med familie i Cuba. Med andre ord er det eksilcubanerne i Miami, der får fordelene, mens blokaden fra Cubas synsvinkel er fuldstændig uændret.
Det er heldigvis for tidligt at afvise, at der kan komme betydningsfulde ændringer i Obamas præsidentperiode. Og dét skyldes først og fremmest presset fra Cubas venner i hele verden – ikke mindst på sit eget kontinent.
Venstrebølgen og i særdeleshed ALBA-samarbejdet har givet Cuba rygstøtte igen efter mange års delvis isolation under USA’s verdensherredømme – der i dag er svækket. Samtidig er det Cubas eksempel, der har gjort det muligt for venstrebølgen at rulle: Ulandet, der er brudt fri af imperialismens magt og har insisteret på menneskeværd fremfor profit. Folket, der imod alle odds har opbygget sin socialisme med et sundheds- og uddannelsessystem, der ikke kun kommer cubanerne, men mennesker over hele verden til gode. Cubanerne støtter os med deres eksempel og solidaritet. Og mens vi venter på Obama, støtter vi cubanerne med alle kræfter!
