Moncada 70: Cuba – en verdenshistorisk overraskelse

Angrebet på Moncada skete den 26. juli 1953 – og dagen regnes for starten på den cubanske revolution. Oprøret mod Batista-diktaturet led dog alvorlige nederlag inden sejren den 1. januar 1959.

Af Ken Bruun

Søndag den 26. juli 1953 – for 70 år siden – fandt et højst overraskende oprør sted i det Cuba, det Latinamerika og den Verden, der siden Anden Verdenskrig var totalt domineret af USA.

Cuba var ved oprørets start – eller ved dets sejr fem og et halvt år senere – endnu ikke et socialistisk land. Det blev det først i april 1961 i forbindelse med højrefløjens og USA’s invasion af Cuba ved Svinebugten.

Cuba var som stort set alle andre lande på den sydlige halvkugle præget af en hærgende fattigdom – indimellem decideret sult og nød – af omfattende analfabetisme, korruption og brutal undertrykkelse under diktatoren Fulgencio Batista, der nød USA’s beskyttelse og overherredømme.

Dette overherredømme gik hånd i hånd med, at USA’s økonomiske og politiske elite havde sat sig på størstedelen af Cubas meget frugtbare landbrugsjord og yderst indbringende sukkereksport samt vigtige dele af Cubas infrastruktur såsom blandt andet telefon- og elselskaber foruden forlystelseslivet i hovedstaden Havanna bestående af omfattende korruption og spillecasinoer, hvor USA’s velstående overklasse kunne tage ned og forlyste sig, mens flertallet af fattige cubanere kunne se til i afmagt.

Der var med andre ord al mulig grund til et oprør mod Fulgencio Batistas diktatur og USA’s overherredømme i Cuba som i resten af Latinamerika – med henblik på at lade landets naturskabte, menneskeskabte og historiske rigdomme komme den brede befolkning til gode og skabe et menneskeværdigt samfund.

Men der var samtidig al mulig grund til at tro, at et sådant oprør ville mislykkes og blive knust hurtigst muligt af Fulgencio Batistas hær med USA’ opbakning.

Talrige tilsvarende oprør i Latinamerika var blevet knust af USA og dets indsatte marionetter, lige siden denne nye stormagt havde afløst de europæiske kolonimagter – først og fremmest Spanien og Portugal, men også Storbritannien og Frankrig – i løbet af 1700- og 1800-tallet.

Alene et enkelt blik på et kort over USA og Latinamerika viser Cuba som en ganske lille dværg (kun dobbelt så stort som Danmark – og med en dobbelt så stor befolkning) omringet af det kæmpemæssige økonomisk og militært stærke USA og dets daværende allierede regimer i resten af Latinamerika.

Hvordan kunne oprøret overhovedet lykkes?

Det kunne det heller ikke – i første omgang…

Da de omkring halvandet hundrede oprørere – under ledelse af brødrene Fidel og Raul Castro – under karnevallet en tidlig søndag morgen den 26. juli 1953 stormede diktatoren Batistas næststærkeste militærforlægning – Moncada-kasernen ­- i Cubas næststørste by Santiago de Cuba i det østlige Cuba gik overraskelsesmomentet ved et uheld tabt.

De allerfleste af oprørerne blev omringet og taget til fange, dernæst underkastet grusomme mishandlinger og myrdet.

Kun et meget lille mindretal – deriblandt brødrene Castro – lykkedes det at undslippe og skjule sig i omegnen, hvor de blev taget til fange kort tid senere.

I oktober 1953 blev Fidel Castro og andre overlevende stillet for retten, hvor Fidel holdt en forsvarstale under overskriften “Historien vil frikende mig” – hvor han dels gik til angreb på Batistas regime, dels fremlagde oprørernes program med de reformer, der skulle skabe et fremtidigt menneskeværdigt Cuba.

Folkestemningen i Cuba var ændret så meget i ugerne efter angrebet på Moncada-kasernen, at Batistas regime valgte ikke at myrde Fidel Castro og hans overlevende kammerater.

I stedet blev de indespærret på fangeøen Isla de Pinos – i dag omdøbt til “ungdommens Ø.

Men i 1955 blev de løsladt og gik i eksil til Mexico, hvor en ny flok oprørere samledes – denne gang også med argentineren Ernesto Che Guevara. Gruppen trænede forud for deres tilbagevenden til Cuba for atd genoptage oprøret, således som Fidel Castro allerede havde varslet ved afrejsen til Mexico.

Den 25. november 1956 afsejlede 82 mand fra Mexico med kurs mod det østlige Cuba, hvor de gik i land den 2. december.

Lykkedes “det umulige oprør” så denne gang?

Nej; det gjorde det heller ikke – i denne anden omgang…

Kort efter landgangen blev de opdaget af Batistas tropper og omringet, hvorefter de fleste blev dræbt.

Omkring en halv snes af dem overlevede – deriblandt brødrene Castro og Che Guevara – og de flygtede op i de nærliggende Sierra Maestra bjerge, hvor de samlede en ny flok omkring sig og det revolutionære oprør, som de genoptog og førte til sejr ved indtagelsen af Havanna ved nytårstid 1959 – godt to år senere…. Hvorpå Fulgencio Batista flygtede til Florida med nationalformuen under armen.

Oprørerne eller de revolutionære tog nu fat på at gennemføre de mange reformer, de havde stillet den cubanske befolkning i udsigt

Køb bogen for 80 kr. i vores webshop: https://www.cuba-venner.dk/vare/fidel-castro-historien-vil-frikende-mig/

Deriblandt en omfattende jordreform og nationalisering af el- og telefonselskaberne samt kraftig nedsættelse af huslejerne.

En landsomfattende alfabetiseringskampagne, der på to år stort set udryddede analfabetismen i Cuba – og dernæst opbygningen af et storstilet uddannelsessystem, der gjorde det muligt for alle at tage gratis uddannelse helt op til universitetsniveau.

Opbygning af et landsomfattende og stadig mere avanceret og gratis sundhedssystem.

Oven i alt dette er Cuba det land i Verden – der på trods af dets fattigdom – har givet den mest omfattende og storsindede hjælp til utallige andre fattige lande i Verden.

Lyder det utroligt- eller nærmest ubegribeligt…?

Det synes jeg også… !

Kort sagt: At de nu gennem 70 år modigt har holdt fast ved at være en i sandhed verdenshistorisk overraskelse…

LÆS MERE OM CUBAS OG REVOLUTIONENS HISTORIE PÅ WWW.CUBAVENNER.DK

KØB BILLET I WEBSHOPPEN: https://www.cuba-venner.dk/vare/moncada-fest-den-11-ugust/