Nelson Mandela & Fidel Castro: Taler 26 juli 1991

I DAG FOR 30 ÅR SIDEN… NELSON MANDELA I CUBA DEN 26. JULI 1991:CUBAS BIDRAG TIL AFRIKAS UAFHÆNGIGHED, FRIHED OG RETFÆRDIGHED ER UOVERTRUFFENT – FOR DETS PRINCIPFASTE OG USELVISKE KARAKTER!!! (HERUNDER FØLGER TO FORKORTEDE VERSIONER AF NELSON MANDELAS OG FIDEL CASTROS TALER PÅ CUBAS REVOLUTIONSDAG I 1991.

Forord:

TO TALER OM CUBAS INDSATS I AFRIKA.

Siden sejren ved nytårstid 1959 er ikke bare den 1. januar, men først og fremmest den 26. juli (årsdagen for starten på oprøret mod Batista’s diktatur i 1953) blevet fejret i Cuba. Hvert år holdt Fidel Castro en tale den 26. juli i den by og provins, der var blevet tildelt værtsskabet – af historiske grunde eller som følge af en særlig indsats på det økonomiske og sociale område.

Den 26. juli 1991 var Nelson Mandela æresgæst i Cuba kort efter sin løsladelse fra apartheidstyrets mangeårige fangenskab. Både han og Fidel Castro holdt historisk vigtige taler om Cubas afgørende indsats i Afrika, som her bringes i uddrag.

Lige fra 1959 har Cuba set det som sin pligt at hjælpe andre lande og folk i kampen for deres uafhængighed og mod underudviklingen. Cuba har sendt tusindvis af frivillige solidaritetsarbejdere til fattige lande, uden at tage sig betalt for det. Og Cuba har givet husly, arbejde og uddannelse til tusindvis af unge fra Afrika, Asien og Latinamerika. Samt til flygtninge. På Ungdommens Ø (der under diktatoren Batista var en fangeø, hvor Castro og hans kammerater sad fanget) er der opført mere end en snes skoler for unge fra den tredje verdens lande. Disse lande bestemmer selv undervisningens indhold vedrørende deres landes historie og politik; men uddannelsen og alle de studerendes udgifter betales af Cuba.

Cubas modigste bedrift i Afrika var indsatsen i Angola – efter at dette land i 1975 nær var blevet frarøvet sin nyvundne uafhængighed fra den portugisiske kolonimagt.

USA, apartheidregimets Sydafrika og Mobuto’s Zaïre invaderede i forening Angola for at besætte det og bemægtige sig dets vældige naturrigdomme af olie, diamanter, uran og kobber blandt andet. Men overraskende for alle andre i verdenssamfundet kom cubanske frivillige tropper i tusindvis Angola til hjælp og var med til at slå angriberne tilbage mod nord, øst og syd. Sydafrika invaderede Angola gentagne gange i de år, der fulgte. Men i 1988 besejrede cubanske, angolanske og namibianske tropper i forening apartheidregimets elitetropper i det sydlige Angola. Det tvang Sydafrika til forhandlingsbordet – hvor respekten for Angolas grænser samt Namibias uafhængighed og apartheidregimets afvikling aftaltes. For denne indsats er Cuba blevet bagtalt og mistænkeliggjort i alle medier i vores del af verden lige siden. Eller historien er omskrevet for at fortie Cubas rolle og give USA (af alle!) æren for apartheidregimets afvikling.

Her får du Nelson Mandela’s og Fidel Castro’s ord om begivenhederne i uddrag. (Fyldigere uddrag kan – blandt meget andet – læses i bogen ”Man kan ikke slå idéer ihjel” – udgivet af Dansk-Cubansk Forening i 2006).

Ken Bruun.

NELSON MANDELA: CUITO CUANAVALE MARKERER ET VENDEPUNKT I KAMPEN FOR AT BEFRI VORES VERDENSDEL OG VORT LAND FOR APARTHEIDS SVØBE.

Det er en stor glæde og ære at være til stede her i dag, især på en så vigtig dag i det cubanske folks revolutionære historie. I dag højtideligholder Cuba 38 års dagen for angrebet på Moncada. Uden Moncada ville ekspeditionen med Granma, kampen i Sierra Maestra-bjergene og den ekstraordinære sejr 1. januar 1959 aldrig have fundet sted. I dag er dette det revolutionære Cuba, det internationalistiske Cuba, som har gjort så meget for Afrikas folkeslag.

Vi har længe ønsket at besøge jeres land og udtrykke de mange følelser, vi nærer over for den cubanske revolution, Cubas rolle i Afrika, i det sydlige Afrika og i verden. Det cubanske folk har en særlig plads i hjerterne på Afrikas folk. De cubanske internationalister har ydet et bidrag til Afrikas uafhængighed, frihed og retfærdighed, som er uovertruffent på grund af dets principfaste og uselviske karakter.Fra sine tidligste dage har den cubanske revolution i sig selv været en kilde til inspiration for alle frihedselskende folk. Vi beundrer det cubanske folks ofre for at fastholde sin uafhængighed og suverænitet – over for en ondsindet imperialistisk organiseret kampagne for at ødelægge den cubanske revolutions imponerende landvindinger.

Også vi ønsker at beherske vores egen skæbne. Vi er fast besluttede på, at Sydafrikas folk skal skabe sin egen fremtid – og at det skal fortsætte med at udøve sine fulde demokratiske rettigheder efter befrielsen fra apartheid. Vi ønsker ikke, at den folkelige deltagelse skal ophøre i det øjeblik, hvor apartheid forsvinder. Vi ønsker, at befrielsens øjeblik skal åbne vejen til et stadig mere uddybet demokrati.Vi beundrer den cubanske revolutions præstationer inden for den sociale velfærds område. Vi kender til forvandlingen af jeres land – fra et land påtvunget underudvikling til et land, hvor alle kan læse og skrive.

Vi anerkender jeres fremskridt inden for områderne sundhed, uddannelse og videnskab.Der er mange ting, vi har lært af jeres erfaringer. I særdeleshed er vi bevæget af jeres bekræftelse af den historiske forbindelse med vores kontinent og Afrikas folkeslag. Jeres vedvarende forpligtethed over for den systematiske udslettelse af racismen er uden sidestykke.

Men den vigtigste lektie, som I har lært os, er: At lige meget hvad, lige meget under hvilke betingelser I bliver nødt til at kæmpe, så kan der ikke blive tale om at overgive sig. Det er et spørgsmål om frihed eller død.Jeg ved, at jeres land lige nu oplever mange vanskeligheder; men vi har tillid til, at Cubas robuste folk vil overvinde disse – lige som det har hjulpet andre lande med at overvinde deres.Vi ved, at dagens revolutionære ånd i Cuba opstod for lang tid siden. Og at denne ånd blev næret ved indsatsen fra de første forkæmpere for Cubas frihed og dermed friheden for andre, der led under imperialistisk dominans.

Vi finder også inspiration i José Martí’s liv og eksempel. Han, som ikke bare er en helt i Cuba og Latinamerika – men også en skikkelse, som retfærdigvis æres og agtes af alle, som kæmper for friheden.

Vi ærer også den store Che Guevara, hvis revolutionære bedrifter – herunder i vores verdensdel – var af en sådan størrelsesorden, at intet fængsel og ingen censur kunne holde dem skjult for os. Che’s liv er en inspiration for ethvert menneskeligt væsen, som elsker friheden. Vi vil altid ære hans minde.

Afrika står i stor gæld til Cuba.Vi er kommet hertil i stor ydmyghed. Vi er kommet hertil med voldsomme følelser. Vi er kommet hertil med følelsen af at stå i stor gæld til Cubas folk. Hvilket andet land kan opvise en historie med større uselviskhed end den, som Cuba har demonstreret i sine relationer med Afrika? Hvor mange lande i verden nyder ikke godt af cubanske sundhedsarbejderes og læreres indsats? Hvor mange af dem arbejder ikke i Afrika? Hvilket land har bedt om Cubas hjælp og er blevet afvist?

Hvor mange lande, som var truet af imperialismen eller kæmpede for deres nationale befrielse, har ikke fået Cubas hjælp?

Jeg var i fængsel, da jeg første gang hørte om den massive hjælp, som de cubanske internationalistiske styrker gav Angolas folk – i så stor en målestok, så det var svært for os at tro det. Dengang da angolanerne blev angrebet af de sydafrikanske tropper, af FNLA som var finansieret af CIA, af UNITA’s lejesoldater og tropper samt af Zaïres i forening i 1975.

Vi i Afrika er vant til at blive ofre for andre lande, som ønsker at rive vores territorier i småstykker eller undergrave vores suverænitet. I Afrikas historie findes der ikke noget andet tilfælde, hvor et andet folk har rejst sig til forsvar for et af vore lande.Vi ved også, at dette var en masseaktion i Cuba. Vi er bevidste om: At de, der kæmpede og døde i Angola, kun er en lille del af dem, der tilbød sig selv som frivillige. For det cubanske folk er internationalismen ikke bare et ord – men noget som vi har set udført i praksis til gavn for store dele af menneskeheden. Vi ved: At de cubanske styrker var parat til at trække sig tilbage hurtigt efter at have slået invasionen i 1975 tilbage; men Pretorias fortsatte aggression gjorde dette umuligt.Jeres tilstedeværelse dér – og de forstærkninger I sendte til slaget ved Cuito Cuanavale – har en i sandhed historisk betydning. Den racistiske hærs overvældende nederlag ved Cuito Cuanavale gjorde det muligt for Angola at opnå fred og konsolidere sin suverænitet. Den racistiske hærs nederlag tillod Namibias kæmpende folk endelig at opnå deres uafhængighed. Apartheidstyrets aggressive styrkers afgørende nederlag ødelagde myten om den hvide undertrykkers uovervindelighed. Apartheidhærens nederlag tjente som en inspiration for Sydafrikas kæmpende folk. Uden det nederlag, den led ved Cuito Cuanavale, ville vores organisationer aldrig være blevet gjort lovlige. Den racistiske hærs nederlag ved Cuito Cuanavale gjorde det muligt for mig at være sammen med jer hér i dag.

Cuito Cuanavale er en milepæl i historien om kampen for befrielsen af det sydlige Afrika. Cuito Cuanavale markerer et vendepunkt i kampen for at befri vores verdensdel og vores land for apartheids svøbe.

ANC’s allierede i kampen mod apartheid.Kombinationen af vort folks kamp inden for landets grænser og den voksende internationale kamp mod apartheid gennem 1980’erne åbnede op for muligheden af at finde en forhandlingsløsning på konflikten. Det afgørende nederlag, som apartheid led ved Cuito Cuanavale, ændrede magtbalancen i regionen og reducerede i betragtelig grad Pretoria’s evne til at destabilisere sine naboer. Denne kendsgerning – sammen med vort folks kamp inden for vort lands grænser – viste sig at være afgørende for at få Pretoria til at forstå, at det var nødt til at gå til forhandlingsbordet.

Nu for tiden hersker der en sand besættelse i pressen, blandt vores politiske modstandere og mange vestlige regeringer over vores alliance med Sydafrikas Kommunistiske Parti. Pressen offentliggør konstant spekulationer angående antallet af kommunister i vores nationale eksekutivudvalg – og hævder, at vi styres af det kommunistiske parti. ANC er ikke et kommunistisk parti, men snarere en bred befrielsesbevægelse, som har både kommunister og ikke-kommunister blandt sine medlemmer. Hvem som helst, der er et loyalt medlem af ANC – hvem som helst, der accepterer organisationens disciplin og principper – har ret til at høre til i dens rækker. Vores relationer med Sydafrikas Kommunistiske Parti som organisation er baseret på gensidig respekt. Vi er forenet med Sydafrikas Kommunistiske Parti om fælles mål – men vi respekterer hinandens uafhængighed og individuelle identitet.

Der har ikke været noget forsøg fra Sydafrikas Kommunistiske Partis side på at undergrave ANC. Tværtimod – vi er blevet styrket af denne alliance.Vi har ikke den ringeste intention om at lytte til dem, der foreslår og råder os til at bryde denne alliance. Hvem er de, der giver os sådanne råd – uden at være blevet bedt om det? De kommer for det meste fra dem, der aldrig har givet os nogen hjælp.Ingen af disse rådgivere har nogen sinde ydet de ofre, som kommunisterne har ydet for vores kamp. Denne alliance har styrket os – og vi vil udbygge den endnu mere.Da du, kammerat Fidel, i går sagde, at vores sag er jeres sag – så vidste jeg, at denne følelse kom fra dit hjertes inderste; og at det er følelsen hos hele folket i det revolutionære Cuba. I står sammen med os, fordi begge vores organisationer – Cubas Kommunistiske Parti og ANC – kæmper for de undertrykte masser. For at sikre, at de der skaber rigdommen, også skal nyde dens frugter.Jeres store apostel, José Martí, sagde: ”Med de fattige på Jorden, vil jeg dele min skæbne!” Vi i ANC vil altid stå på de fattiges og rodløses side. Ikke bare står vi på deres side. Vi vil sikre – snarere før end siden – at de kommer til at regere deres fædreland. At – med Friheds-Chartrets ord: ”Folket skal styre!” Og når det øjeblik kommer, så vil det være blevet gjort muligt – ikke bare gennem vor egen indsats, men også gennem solidariteten, støtten og opmuntringen fra det storslåede cubanske folk.

Jeg må slutte mine bemærkninger med at henvise til en begivenhed, som I alle har overværet. I har overværet den begivenhed, at vores Commander Fidel Castro udmærkede mig med den højeste orden, som dette land kan ære nogen med.Jeg er meget ydmyget over denne udmærkelse; for jeg synes ikke, jeg fortjener den.Det er en udmærkelse, som bør gives til dem, der allerede har vundet deres folks frihed. Men det er en kilde til styrke og håb, at denne udmærkelse gives for anerkendelsen af: At Sydafrikas folkeslag står fast, og at de kæmper for deres frihed.

Vi håber inderligt: At vi i de dage, der ligger forude, vil vise os værdige til den tillid, som udtrykkes med denne udmærkelse.

Længe leve den cubanske revolution!

Længe leve kammerat Fidel Castro!

FIDEL CASTRO I MATANZAS DEN 26. JULI 1991:HVOR LANGT ER VI SLAVER IKKE NÅET???VORT HUMANE OG SOLIDARISKE SAMFUND DELER, HVAD VI HAR –OG DET ER SOCIALISME!!!DET ER SOCIAL RETFÆRDIGHED!!!

Kære kammerat Nelson Mandela, ærede og fremragende politiske personligheder, som er sammen med os her i eftermiddag, slægtninge til dem, der døde i de revolutionære kampe, gæster,kammerater i Matanzas og i hele vort land…

Det er virkelig en stor ære for os at have Nelson Mandela her i vort land og med os ved denne begivenhed.Jeg ved ikke, om vi er tilstrækkeligt bevidste om den symbolik, dette indebærer – og frem for alt værdien af hans eksempel i disse tider. I disse skammelige tider, hvor så mange sænker deres flag. I disse lidet glorværdige tider, hvor så mange angrer, at de engang har været progressive – for ikke at sige socialister, kommunister eller venner med kommunisterne.Hvis man skulle ønske et eksempel på et absolut rankt menneske – så er dette menneske, så er dette eksempel Mandela.Hvis man skulle ønske et eksempel på en urokkelig fast, modig, heroisk, velovervejet, intelligent og kapabel mand – så er dette eksempel og denne mand Mandela.

Og jeg mener ikke bare dette efter at have mødt ham personligt, efter at have haft det privilegium at tale med ham, efter at have haft den store ære at tage imod ham her i vort land. Jeg har tænkt dette i mange år; og jeg identificerer ham som et af de mest ekstraordinære symboler i denne tidsalder.Dette er, hvad jeg tænker om ham og hans folk.For hvis vi skal tale om den mest retfærdige af alle sager – så er det den sag, som de har repræsenteret.Hvis der er noget, som fortjener had og afsky i denne Verden – hvor der findes en hel del forhadte og afskyvækkende ting – så er denne forhadte og afskyvækkende ting apartheid.Hvem blev det opfundet af? Af kommunister, socialister eller socialismen?

Nej! Denne opfindelse udtrykker essensen af kapitalisme.Det blev opfundet af kolonialismen, neokolonialismen og fascismen.

Og hvad adskiller apartheid fra den praksis, som fulgtes gennem århundreder – med at tage titals millioner af afrikanere bort fra deres land og bringe dem over til denne halvkugle for at gøre dem til slaver?- For at udnytte dem til den sidste dråbe af deres sved og blod…

Hvem skulle kende bedre til dette end Matanzas folk – eftersom der her i denne del af det vestlige Cuba var måske mere end 100.000 slaver?I første halvdel af sidste århundrede var der så mange som 300.000 slaver i Cuba. Og en af de provinser, som havde flest slaver, var denne – som også var skuepladsen for store slaveoprør.

Af denne grund er der intet så retfærdigt eller så legitimt som det monument for den oprørske slave, som netop er blevet rejst i denne provins.Apartheid er kapitalismen og imperialismen i sin fascistiske form – og indeholder idéen om højerestående og laverestående racer.

Men det sorte folk i Sydafrika har ikke blot måttet stå ansigt til ansigt med apartheid. Det har også måttet stå ansigt til ansigt med den mest brutale ulighed og politiske undertrykkelse. Og det har måttet stå ansigt til ansigt med den mest grusomme økonomiske udbytning.Det har måttet stå ansigt til ansigt med disse tre store tragedier.

På grund af dette mener jeg: At vores tidsalder ikke kunne have rummet en mere storslået sag end den, som ANC leder… med kammerat Mandela og denne organisations mange andre kapable og brillante ledere, af hvilke vi har haft det privilegium at møde adskillige her i vort land.

Imperialismen brød ikke sine forbindelser med apartheid-regimet og indførte ikke blokade mod apartheid-regimet. Imperialismen opretholdt og opretholder stadigvæk strålende relationer med apartheid-regimet.I dag prøver man i Vesten at forbinde sig med Afrika. Prøver at indynde sig hos dem, der hader apartheid.Men kendsgerningen er, at apartheid blev skabt af Vesten. Af det kapitalistiske og imperialistiske Vesten.Den store sandhed er, at Vesten understøttede apartheid-regimet. Forsynede det med teknologi, talløse milliarder i investeringer, talløse våben og også politisk støtte.

Nej! USA brød ikke sine bånd til apartheid-regimet. USA indførte ikke blokade mod apartheid-regimet. USA opretholdt og opretholder stadigvæk strålende relationer med apartheid-regimet.

De måtte indføre blokade mod Cuba, hvor de sidste træk af apartheid – det vil sige race-diskriminationen – forsvandt for en god stund siden.

De måtte indføre blokade mod Cuba som en straf for dets revolution, som en straf for dets sociale retfærdighed.Men de gjorde det aldrig mod apartheid-regimet.

De tog nogle halvhjertede økonomiske forholdsregler imod apartheid-regimet, som ikke havde den mindste betydning.

Og nu – som Mandela selv har fortalt mig det – undrer de sig over og stiller spørgsmål om, hvorfor ANC er ven med Cuba. Hvorfor det har forbindelser med Cuba. Og – som Mandela fortalte mig det hér – hvorfor det har forbindelser med Sydafrikas Kommunistiske Parti.

– Som om kommunismens spøgelse stadig går gennem Verden…

Hvorfor opretholder de forbindelser med dette lille bitte land, som altid var så loyalt over for det sydafrikanske folks sag i deres kamp mod apartheid?

– Dette viser de reaktionæres og imperialisternes logik!Vi var i Angola i 15 år! Hundrede og atter hundrede tusinder af cubanere tog dertil; og tusindvis af andre tog til andre lande.

Det var den epoke, hvor USA ville have givet hvad som helst for at se Cuba trække sig tilbage fra Angola – og gøre en ende på sin solidaritet med Afrikas folkeslag. Men vores fasthed var større end al deres pression – og var større end enhver fordel, vort land kunne have draget, hvis vi havde givet efter for USA’s krav.

– Hvis det da nogen sinde skulle være muligt at vinde noget ved at opgive vores principper og forråde andre…I Cuito Cuanavale satte den cubanske revolution alt på spil. Den satte sin egen eksistens på spil.

Som Mandela fortalte jer – så satte revolutionen alt på spil med denne aktion. Den satte sin egen eksistens på spil. Den løb den risiko at udkæmpe slag med en af de stærkeste magter placeret i den tredje verdens område. Med en af de rigeste magter – med en afgørende industriel og teknologisk udvikling og væbnet til tænderne. I denne afstand fra vort eget lille bitte land – og kun med vore egne ressourcer og vore egne våben.Vi løb endog den risiko at svække vore egne styrker. At svække vort eget forsvar. Vi brugte vore egne skibe – og kun vore – og vort eget udstyr.

– For at forandre magtbalancen, hvilket muliggjorde succes’en i dette slag.På denne afstand vidste vi ikke, om der på et tidspunkt kunne bryde en krig ud mellem så lille et land som vort – og en stormagt som den, de sydafrikanske racister er i besiddelse af.

Vi satte alt på spil i denne aktion. Og det var ikke første gang.Jeg mener også, at vi satte en forfærdelig masse på spil i 1975 – da vi sendte vore tropper afsted for at kæmpe imod Sydafrikas invasion af Angola.

Den i sandhed kritiske situation opstod i Cuito Cuanavale, hvor der ikke var nogle cubanere på det tidspunkt; for den nærmeste cubanske enhed var placeret omkring 200 kilometer mod vest…

Dette bragte os frem til beslutningen om at bruge de tropper og det udstyr, der var nødvendigt – på vort eget initiativ og på vor egen risiko – og sende, hvad og hvem det måtte være nødvendigt. Selv hvis det var nødvendigt at tage dem væk herfra.

Der kunne have været udkæmpet store slag dér af os. Men i betragtning af den nye situation var det bedre at løse problemet om Angolas integritet og Namibias uafhængighed ved forhandlingsbordet.

Vi vidste – og hvordan skulle vi kunne undgå at vide – at disse begivenheder ville have en dybtgående virkning på livets gang i Sydafrika. Og dette var én af grundene, ét af motiverne, ét af de store stimuli, som drev os fremad.For vi vidste: At når problemet i Angola én gang var løst – så ville de kræfter, der kæmper imod apartheid, også drage fordel af vore kampe.

Har vi sagt det på denne måde tidligere? Nej, aldrig!

Og måske ville vi aldrig have sagt det… For i første række mener vi: At ANC’s sejre – ud over den internationale solidaritet, de har fået; ud over den enorme støtte udefra via den offentlige opinion; via væbnet aktion i vort tilfælde – skyldes heltemodet, offerviljen og kampånden hos det sydafrikanske folk, ledet af ANC.

Dette var den afgørende faktor, den bestemmende faktor.

Det er os, som skaber velstanden nu. Dette er et befriet folks handlen.

Dette er socialisme.

Kammerater… Midt i så mange ting, som i sandhed er bevægende- og af stor historisk betydning – føler jeg mig forpligtet til også at tale om andre spørgsmål. Som ikke er helt så betydningsfulde – ikke så historiske – men som også er enormt vigtige for os.Jeg bliver nødt til at tale en smule – og I kan ikke forlange en masse – om dette sted, dette land… Hvor, som jeg sagde det før, slaverne plejede at gøre arbejdet… Og hvor det nu gøres af frie mænd og kvinder.Nu er det os, som skærer sukkerrørene. Vi plejede at bære dem; men nu gøres det af maskiner. Ingen bør blive bestyrtede, hvis vi på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at bære dem med vore hænder igen. Og så tænker jeg: Skal vi så bære dem eller ej?

(Bifald og ja-råb).

Nu er det os, som luger alt muligt ukrudt bort. Nu er det os, som skaber velstanden. Dette er et befriet folks handlen. Dette er socialisme!Det er ikke de fattige, de udstødte og indvandrerne, som afløste slaverne…Det er ikke de arbejdsløse, som stod i kø uden for sukkerplantagerne…Det er os – os alle sammen, i større eller mindre grad!For i disse tider har vi også set ingeniører, læger og videnskabsmænd deltage i mobiliseringerne inden for landbruget.

Og fordi vi hvert eneste år ser vore studerende – hundredtusindvis af studenter – deltage i det program, der går ud på, at skolerne tager på landet. De studerer på skolerne på landet eller arbejder på fabrikker eller samler cykler eller fremstiller reservedele.Vi ser hele vores unge befolkning deltage i disse fysiske indsatser – som slaverne og senere de udstødte, de fattige, de besiddelsesløse, de arbejdsløse eller under-beskæftigede plejede at gøre…

– Dette har også en stor historisk betydning!Hvad kan de komme og fortælle os?Hvad kan de komme og fortælle os om?Fortiden? Kapitalismen? Privat ejendomsret? Store jordbesiddelser? Selskaber? Imperialismen? Neokolonialismen?

Ønsker vi at høre om alt det affald? – Hvordan skal jeg ellers beskrive alt dette?

Så hvad vil de komme og fortælle os om?Om de tider, hvor der var tiggere?

Hvad er det, de vil fortælle os om?De tider, hvor der var prostitution?

Om den systematiske udplyndring af de offentlige kasser? Om politikere billigt til salg?Om den hjerteløse udbytning af arbejderne?

Om bønder uden jord eller under renternes åg – så stor en procentdel af deres udbytte?Hvad er det, de vil fortælle os om?Om det dér samfund fyldt med race-diskrimination?

Hvor det var sådan i nogle provinshovedstæder, at de hvide vandrede på den ene side af gaden – og de sorte på den anden… eller i forskellige gader… eller ad to forskellige stier gennem parkerne…

Vil de komme og tale til os om prostitution og alle de andre laster i deres samfund? Om barfodede børn, der tigger og dropper ud af skolen?

Om analfabetisme?Om kvinder, der må arbejde som stuepiger – og som direkte eller indirekte prostituerede?

De skulle hellere lade være med at komme til os med historier om deres kapitalisme, deres markedsøkonomier og alt dette vanvid…For vi kender allerede det hele – og jeg tror, vi husker det alt sammen udmærket!Før revolutionen udgjorde kvinderne kun 10 procent af arbejdsstyrken – og nu udgør de 40 procent!

Og ikke bare det… Men denne diskriminerede kvinde – uden nogen fremtid ud over den, jeg nævnte, med arbejde som hjemmegående, med direkte eller indirekte prostitution; for nogen gange valgte de hende til dét eller dét job, så hun kunne tjene som lokkemad eller attraktion for kunderne – denne kvinde udgør nu omkring 60 procent af den tekniske arbejdsstyrke i Matanzas!

Således at hovedparten af de faglærte i denne provins nu er kvinder…Hvor langt er vi slaver ikke nået???Hvem her ønsker at vende tilbage til slavebarakkernes tid?

Og med hvad vil de tvinge os til at gøre det?Med truslen om sult? Med en endnu strammere blokade?Med USA’s sejrsrus – som følge af de katastrofer, der har fundet sted i Østeuropa?

Vil de kunne true os med hunger, blokader, krige?

En værre blokade og med større lidelser end den, som vore forfædre led under, kan vi aldrig komme til at opleve…

For i dag er vi selv ejere af fabrikkerne; nu tilhører de alene folket!

Folket ejer produktionsmidlerne – og alt andet…Og vi vil løse vores problemer. Vi vil løse dem, på hvad måde det end måtte være nødvendigt… Men vi vil aldrig vende tilbage til slavebarakkerne!!!

Hvis de truer os med deres avancerede våben, så er det deres problem – hvis de tror, at de ikke står over for et tappert og intelligent folk, som ved hvordan det skal kæmpe…Og når vi har kæmpet 14.000 kilometer, eller jeg ved ikke hvor langt herfra – hvis vi gik ind i den fælde ved Cuito Cuanavale, som fjenderne havde skabt, men som blev en fælde for dem selv – så vil vi også kæmpe her på vore kyster, i vore landdistrikter, bjerge, byer, sukkermarker, rismarker og sumpe, som vi kæmpede ved Cuito Cuanavale!

Vi vil kæmpe endnu mere, end vi kæmpede ved Cuito Cuanavale…

Og vi vil stå imod i endnu flere år, end vi stod imod i Angola – indtil vi sejrer!

Hvad vil de skræmme os med? Deres såkaldte intelligente våben?Vi er klogere end disse våben – og klogere end dem, som besidder dem!Og vore våben skal man ikke undervurdere – frem for alt fordi der bag hvert eneste af dem er en patriot og en revolutionær.

Vi vil aldrig vende tilbage til fortiden!!!Ideologiske slag må udkæmpes. Og det vil blive store ideologiske slag.For det synes, som om USA nu ikke har andre fjender i Verden end lille Cuba.

Idelogiske slag må udkæmpes. Og det vil blive store ideologiske slag.For det synes, som om USA nu ikke har andre fjender i Verden end lille Cuba.Denne grønne, caribiske alligator – som Che engang kaldte det…Allerede nu er al deres propaganda og alle deres ressourcer ikke længere dirigeret imod den gamle socialistiske lejr, USSR eller nogen som helst andre. Og de stiller krav til alle – angående Cuba…Det er beskæmmende at se, hvordan de taler til USSR – og fortæller dem: At hvis de ønsker nogen økonomisk hjælp – så må de holde op med at samarbejde med Cuba på alle områder. Men dette er ikke det eneste eksempel!

Fornylig blev der fremsat et resolutionsforslag i senatet – med en tilføjelse angående økonomiske relationer med Kina – som erklærede: At Kina ikke længere ville bevare status som mest begunstiget nation – det vil sige en status anvendt inden for den internationale handel, som kineserne har, og som skal fornyes – hvis Kina samarbejdede med Cuba.De koncentrerer sig om stormagter som USSR – og drager fordel af de muligheder, som den aktuelle situation indebærer, til at stille betingelser! Betingelser!

Se engang – hvilket niveau af had, hævntørst, længsel efter revanche mod revolutionen! Hvilken politisk og menneskelig elendighed…Selvfølgelig må jeg også sige: At Sovjetunionen og Kina har erklæret, at de ikke ville acceptere nogen betingelser af denne art. Men pressionen er stor, meget stor – og de truer med ikke at give nogen form for hjælp…Sandheden er: At de retter deres kanoner mod os – alle deres kanoner!!!

Se engang, hvilken ære de viser os… Hvilket privilegium de har tilkendt os – i forsvaret af de mest retfærdige idéer i menneskehedens historie…I forsvaret for socialismens og marxismen-leninismens idéer!Ingen gruppe lærde kom herover – for at instruere os i marxismen-leninismen.

Vi lærte den selv her – idet vi fulgte de universelle strømninger, den socialistiske tanke… Tænkningen hos de store revolutionære i det forrige århundrede og i dette århundrede…For jo mere vi lærer om imperialismen og dens elendighed – jo mere socialistiske føler vi os, jo mere kommunistiske føler vi os!

Socialismen har knap nok eksisteret nogle snese år. Den går med ble!

Et af de kendetegnende træk ved denne tid er den enorme bølge af neoliberalisme henover Latinamerika og henover Verden.Vi kunne sige: At den praktisk talt er verdensomspændende – men den er især stærk i Latinamerika.

Det vil sige: At kapitalismen lykønsker sig selv med de politiske katastrofer i de øst-europæiske, socialistiske lande – som fandt sted af årsager, det ikke er tiden at analysere her.

Vi har vores egne tanker om alle disse spørgsmål. Og vi har haft vores idéer om det i meget lang tid. Og blandt dem, hvis idéer har været ekstremt klare – klarere end vandene ved Varadero – var Che, der som en profet forudsagde resultatet af nogle former for praksis, som blev anvendt under opbygningen af socialismen.Dette være sagt uanset historiske faktorer!

Og den kendsgerning: At disse samfund startede i de fattigste europæiske lande – med hjælp fra en nation som USSR, der var blevet ødelagt to gange på mindre end 25 år.Stillet over for et imperium, der ved afslutningen på anden verdenskrig havde akkumuleret hele Verdens guld – og ikke havde mistet en eneste skrue på sine fabrikker eller et eneste atom af sin økonomiske struktur i krigsårene.

Vi må foretage seriøs og dybtgående forskning…Og dette er ikke engang det rette tidspunkt at gøre det på.

Hver eneste af os må være ansvarlig for hans eller hendes egne handlinger og forehavender.Historisk set er den cubanske revolution ansvarlig for sine handlinger og forehavender. Og vi tager et klart ansvar; fordi det var vores handlinger og forehavender – ikke andres.Vi har vores egne idéer, vores egne principper – og vi har gjort tingene på vores egen måde!Vi behøver for eksempel ikke i dag at opfinde ejerskab til små jordlodder i landbruget… For vi har 70.000 småbønder, 70.000 eksempler på ejerskab til små jordlodder i landbruget – og på, hvordan man skal arbejde og koordinere sammen med dem.

Her var der ingen tvungen kollektivisering – eller noget, der bare ligner det…Her var der ingen af de fænomener, som fandt sted andre steder.

Og hvis der har været nogle negative situationer – så var det, fordi vi på en ukorrekt måde kopierede andre… For det værste, man kan gøre, er at kopiere!Det betyder ikke, at vi undervurderer andres erfaring på nogen måde – men vi står i forskellige situationer.

Som en tilføjelse: Ingen har givet os ordrer – og ingen har nogen sinde vovet at prøve at give os ordrer…

Der har ikke været, der er ikke, og der vil aldrig blive nogen i Verden – der kan give os ordrer!!!Dette er problemer inden for socialismen… Som er meget ny, lige kommet ud af ægget… Hvor grundlaget og essensen i kapitalismen er tusindvis af år gamle… – Som for eksempel den private ejendom er det.

Ting har ikke været den eneste genstand for privat ejendomsret i tusindvis af år – men også mennesker, lige siden det antikke Grækenlands tid!I den forstand er Athen ikke ophøjet symbolsk.Men snarere en historisk erfaring – eller genstand for retfærdig beundring for den kunst, de var i stand til at udvikle.

Men det var et slavesamfund!Og en håndfuld folk samledes på et torv og sagde: Dette er demokrati!

Og resten af borgerne havde ingen rettigheder…Og den overvejende majoritet var slaver…Kapitalismen kommer fra Homers tid – og endda før den!Dens grundlag er tusindvis af år gammelt…

Socialismen har knap nok eksisteret nogle snese år… Den går med ble!

Lad os sige: At socialismen er i det stadium, som fødeklinikkerne beskriver som perinatale (fostret umiddelbart før fødsel – red.)Socialismen er i før-fødselsfasen – eller skulle vi sige: De første seks eller syv dage af spædbarnets liv… De, som er de farligste og forudsætter særlig pleje…

Vi har skabt perinatale intensive plejeafsnit som del af vort program for at beskytte børnenes sundhed her!Med andre ord er det logisk: At socialismen – den mest retfærdige af alle idéer – også må gennemgå forskellige perioder og vanskeligheder!I nogle lande er den nu forsvundet…

Der er tilfælde som det med den tidligere Tyske Demokratiske Republik (DDR) – hvorfra der nu kommer hårrejsende historier… Apartheid i DDR!Måske bliver ANC nødt til at sende politiske rådgivere til de sorte, til asiaterne og mestitzerne – som af den ene eller den anden grund kom for at slå sig ned i DDR. De bliver nu forfulgt i gaderne. Og der har været tilfælde – hvor vietnamesere, mozambiquanere og angolanere er blevet lynchet… Jeg ved ikke, om nogen cubaner – som er blevet derovre – har mødt denne skæbne…Fascistiske grupper forfølger dem – i en demonstration af fremmedhad og racehad.

Dette er, hvad der er kommet for at afløse det andet samfund:Genfødslen af de mest afskyvækkende følelser af racehad, arrogance og idéen om fascistisk race-overlegenhed…

Der er nogle, der glemmer: At Kina er et socialistisk land, som fastholder sine socialistiske principper. Og som har 1,1 milliard indbyggere!

De tænker ikke over den kendsgerning: At selv med så mange indbyggere er hungeren – og de kalamiteter, der udmarvede denne nation i tusinder af år – forsvundet!

De lider lige nu under store katastrofer – så som oversvømmelser og regnskyl, større end de har haft det i 100 år.Men der er en socialistisk stat, der er partiet og regeringen – og ingen i folket er overladt til sig selv!

Det er smerteligt… For vi kender til den enorme anstrengelse, de har gjort sig med at opføre dæmninger og kanaler – og den fare, som disse regnskyl kan indebære for landbruget…

Men ingen vil dø af sult derovre – det er jeg sikker på!

Og ingen vil dø af mangel på lægehjælp!

USSR oplever meget alvorlige problemer!Begivenhedernes gang er uforudsigelig. Vi håber, at de udvikler sig i den mest muligt positive retning!Alle disse begivenheder har ført til en enorm sejrsrus hos USA – og har ført til skepsis blandt mange progressive kræfter og en stor del af Verdens venstre-orienterede kræfter.

Alle disse begivenheder har ført til en enorm sejrsrus hos USA – og har ført til skepsis blandt mange progressive kræfter og en stor del af Verdens venstre-orienterede kræfter.

Der er folk, som hellere vil dø af opportunisme – end at huske på, at de har været medlemmer af et kommunistisk parti. Folk, som er frygtsomme – fordi de har tilhørt et kommunistisk parti. Som er skræmte ved den store ære at have tilhørt et kommunistisk parti. For det at være medlem af et kommunistisk parti vil altid være den største ære -uanset de fejl dette parti måtte have begået.Det er ikke det samme at tilhøre de fattiges parti som at tilslutte sig millionærernes og udplyndrernes partier og klubber.

Hvilken fejltagelse, kommunisterne end kan anklages for – så kan de ikke anklages for udbytning eller for nogen sinde at have medvirket til menneskets udbytning af sit medmenneske.Alt det, som er sket, har skabt forvirring – og en bølge af neoliberalisme.Andre faktorer er blevet føjet til dette:Udenlandsgælden og kravene fra Den Internationale Valutafond, Verdensbanken og de andre internationale finansielle institutioner, som erklærer: Hvis I ikke gør dette – så vil vi ikke give jer en cent!

Og så tvinger de dem til at gøre det på deres måde…

Der er nogen, som tror på neoliberalismen. Og så er der andre, som ikke har andet valg end at tro på den. For hvis de ikke tror på den – så vil de ikke få en eneste cent…Dette fører til privatisering!

Det, som er på mode nu, er: Privatisering, privat foretagsomhed og markeds-økonomi… En mærkelig ny måde at benævne tingene på, som ikke er let at forstå. Og man ved ikke, om de der nævner dem og gentager dem selv forstår, hvad de betyder…Men markedsøkonomi, privat initiativ, privat ejendomsret har faktisk bare ét navn: Kapitalisme – og intet andet!

Socialismens idéer er blevet kastet bort som noget forhistorisk… Som om det ikke var kapitalismen, kolonialismen og neokolonialismen – der i sandhed er forhistoriske systemer. Og socialismen er det virkelig nye system!

Nogle mennesker har sagt i forbindelse med Cuba:Vi ønsker at se forandringer!Men vi har skabt flere forandringer end alle andre i 30 år…I 30 år har vi skabt forandringer, som andre ikke har skabt på 3.000 år…Og jeg har sagt til dem: At de ønsker ikke, at vi skal forandre os…Det, de ønsker, er: At vi skal forandre os tilbage igen!Og det vil vi aldrig gøre… Sådan er virkeligheden…At tro på i denne Verden – at neoliberale formler vil fremme miraklet med økonomisk udvikling i vore lande – er en utrolig illusion.

Der er ingen tvivl om: At alle de politiske ledere taler om spørgsmålet om social retfærdighed og omfordeling af rigdommen – det skorter det ikke på!

Men hvor er uretfærdigheden kommet fra?Hvor er uligheden kommet fra? Hvor er fattigdommen kommet fra? Hvor er underudviklingen kommet fra?

At ville løse disse problemer med kapitalisme – i en Verden, som er delt mellem overvældende rige, kapitalistiske lande og et flertal af ekstremt fattige lande, akkurat som en konsekvens af kapitalismen, kolonialismen, neokolonialismen og imperialismen… At tro på i denne verden – at neoliberale formler vil fremme miraklet med økonomisk udvikling i vore lande – er en utrolig illusion!

Det er, som om vi ville slukke en brand med benzin…- Som om vi ikke var bekendt med statistikkerne…Der er latinamerikanske lande – hvor 5 procent af befolkningen modtager indtil 50 procent af indkomsten. Og hvor 30 til 40 procent af befolkningen modtager 10 procent.

Et utroligt niveau for ulighed og uretfærdighed…

Al denne fattigdom – hvorunder de latinamerikanske lande lider – er det direkte resultat af kapitalismen.Men der opstår flere og flere teorier om, hvordan privat foretagsomhed fremmer rigdommen. Og om: At for at skabe social retfærdighed bliver man nødt til at have kapitalisme, privat initiativ, markedsøkonomi og det rene, skære kapitalistiske system…

– Så rent og skært som i forrige århundrede…Og de forsøger at skjule alt dette med den nette lille frase: ”omfordeling af rigdommen”…De omfordeler en smule rigdom dér ovre i Europa… Og i de lande, som udplyndrede Verden…De, der om end de har titals millioner af arbejdsløse, har noget at give til de arbejdsløse for en tid…

Men der er mange latinamerikanske lande – hvor forskellen i indkomst mellem en del af befolkningen og en anden er som 40 til 1!Kapitalismen har ikke mulighed, moralsk standard, etik og heller ikke vilje til at løse problemerne med fattigdom.Ifølge en konference, som blev afholdt for bare nogle få måneder siden i Quito i Ecuador – en konference om fattigdom – er der 270 millioner fattige i Latinamerika. Af disse er 84 millioner i yderste nød.

Nogen skønner, at der er 30 millioner hjemløse børn i alt på Latinamerikas gader! Antallet af børn i hele Latinamerika, som afslutter grundskolen – er 44 ud af hver 100, som starter!Børnedødelighedstallet i Latinamerika er omkring 60 per 1.000 levendefødte i løbet af det første leveår!Børnedødelighedstallet for børn i de første fem leveår – hvilket selvfølgelig inkluderer det første leveår – er mellem 70 og 80 per 1.000!

30 til 40 procent af arbejdsstyrken er arbejdsløse eller underbeskæftigede i Latinamerika! Fejlernæring berører 80 til 100 millioner mennesker!Levealderen er mindre end 70 år i gennemsnit!

Familielæge-programmet ville for dem minde om en historie fortalt af en tilrejsende fra en fjern planet!Det antal af lærere og læger, som vi har per indbygger – de kan end ikke drømme om sådanne ting!Alle de latinamerikanske hovedstæder er omgivet af slumkvarterer – fyldt med mennesker i yderste nød!Og hvem er ansvarlige for dette?

Er kapitalismen adskilt fra dette problem?Er kolonialismen og neokolonialismen adskilt fra det?Er USA-imperialismen adskilt fra dette problem?Hvordan kan de komme rendende nu – med formlen om mere kapitalisme – for at udvikle disse lande?

Vi må vinde vores plads i Verden – og vores økonomiske uafhængighed – ved intelligens og selvstændighed. Under vanskelige betingelser har vi intet andet valg.I kølvandet på katastroferne i Østeuropa… Imens USSR gennemgår enorme vanskeligheder… Imens USA’s holdning er mere triumferende end nogen sinde… Imens neoliberalismen er på mode… Imens USA påtvinger os en stadig strammere blokade…

– Under alle disse betingelser må vi bane vores egen vej. Dette er vores mest hellige og grundlæggende forpligtelse – hvis vi ønsker at have en nation! Hvis vi ønsker at bevare ikke bare vores revolutions landvindinger – mens også dette lands suverænitet og uafhængighed!

– Som vi gennemgik så mange vanskeligheder for at opnå…

Nuvel! Vi er et land med sparsomme ressourcer. Og alligevel så eksisterer ingen af de fænomener, jeg før nævnte, her i Cuba.

I Cuba var børnedødelighedstallet i fjor 10,7 per 1.000 levendefødte – hvilket er langt bedre end tallet i mange udviklede lande.Sidste års dødelighedstal for børn under fem år var 14 per 1.000 levendefødte.

Dette er imponerende statistikker.Vores forventede levealder er omkring 76 år – og er stigende.Analfabetismen forsvandt for en god stund siden.Næsten 100 procent af de børn, som starter i grundskolen, gør den færdig.Mere end 90 procent af dem, der har alderen til det, går i mellemskole.

Arbejdere i nogle provinser, som Matanzas, har i gennemsnit 10 års skolegang bag sig.

Vi har ikke slumkvarterer – som hovedregel – bortset fra meget isolerede tilfælde, som er opstået på trods af vores anstrengelser.Fænomenet med fejlernæring er uden betydning her. Underernærede børn dukker op på hospitalerne – på grund af nogle sygdomme eller på grund af deres familiers forsømmelighed.

Det kan ikke siges, at der ikke er arbejde at få for dem, som ønsker at arbejde i dette land. Selv i denne specielle periode. For der er altid en masse ting at udrette; selv når vi ikke har råvarer på fabrikkerne.

Selv i denne specielle periode har mere end 20.000 nyuddannede fra universiteterne fået jobs: Ingeniører, økonomer, agronomer og andre.Bare inden for området ingeniører og økonomer er der omkring 8.000, der har taget eksamen. Og vi ved allerede, hvor hver eneste af dem vil komme til at arbejde.

Det er meget muligt, at de ikke er nødvendige lige nu på vores fabrikker – men vi smider dem ikke på gaden!Vi sætter dem ved siden af en anden ingeniør – så at de kan blive ved med at lære mere, tilegne sig erfaring… Så at vi har en reserve af ingeniører og teknikere.Men vort humane og solidariske samfund vil ikke smide nogen som helst på gaden, vil ikke efterlade én eneste nyuddannet uden beskæftigelse.

Vi deler, hvad vi har – og det er socialisme!

Det er social retfærdighed – at dele det, vi har!Hvis vi har meget – kan vi dele meget…Og hvis vi har lidt – kan vi dele lidt…Men vi vil dele, hvad vi har – vi vil ikke udstøde nogen som helst!

Der er ikke en eneste fortabt mor i dette land – hverken hvis hun er enlig mor eller har ét eller to børn… Og nogle har haft op til syv børn, hvilket var utrolig uansvarligt af dem… Men staten lader ikke disse syv børn sulte – og heller ikke moderen – de er alle omfattet af det sociale sikkerhedsnet.

Alle arbejdere er beskyttet af det sociale sikkerhedsnet. Hele befolkningen har ret til uddannelse og til gratis sundhedspleje – selv hvis de behøver en hjertetransplantation. Det er socialisme!

Naturligvis! Når vi har erklæret os som fjender af de store monopoler… Når vi har erklæret os som fjender af imperiet… Så vil de ikke tilgive os det! Hvordan skulle de kunne tilgive den kendsgerning: At et lille land, som de igennem hele historien har tænkt, at de holdt i deres hule hånd – som et modent æble, der falder fra træet – i stedet har skabt en social revolution?

De vil gøre alt, hvad der er dem muligt, for at udslette denne revolutionære proces – dette historiske eksempel! De vil aldrig affinde sig med det!Men det betyder: At vi er to parter, som ikke vil affinde os!

De vil ikke affinde sig med revolutionen…Og vi vil aldrig affinde os med at gå tilbage til at blive en koloni – eller en af USA’s besiddelser… aldrig!Vi vil få at se, hvem af disse to parter der er den mest udholdende…Og hvem af de to der er den stærkeste…Latinamerika har intet andet alternativ end at integrere sig – at forene sig.

Det er, hvad grundlæggerne af disse republikker altid drømte om.Latinamerika står i et dilemma. Problemet for Latinamerika og Caribien er ikke let.Denne region har 446 millioner indbyggere. Og inden for 25 år vil dette tal nå op på 800 millioner – svarende til den nuværende befolkning i Indien – med alle de problemer, som jeg har talt om…

Og der er fremragende politiske ledere i disse landes regeringer – og andre offentlige skikkelser, som jeg har mødt, og som forstår disse problemer.Latinamerika har intet andet alternativ end at integrere sig – at forene sig!

Det er, hvad grundlæggerne af disse republikker altid drømte om…Det var Bolívars essentielle drøm – og næsten 100 år senere Martí’s!Dette var logisk! Og af den grund slørede jeg ikke nogle af mine ord ved det møde. Med tankerne på denne halvkugles historie siden kampene for uafhængighed – erklærede jeg: Vi kunne have været alt – og vi er intet!Jeg henviste til sammenligningen imellem et splittet, fragmenteret Latinamerika… Over for et meget magtfuldt og stadig mere protektionistisk europæisk økonomisk fællesskab… Over for en magt som Japan, der også er økonomisk meget mægtigt og stadig mere protektionistisk… Og over for USA – den tredje økonomiske stormagt blandt de rige udviklede lande – som kontrollerer hele Verdens guld og fremmede valuta, og som styrer de internationale låneinstitutioner…

I denne nye situation internationalt – er USA’s hovedbekymring nu dets konkurrence med Europa, Japan og dets andre handelspartnere.

Det ønsker at sikre sig: At Latinamerika forbliver dets baggård! – Og det er grunden til, at det lancerede det såkaldte ”Initiativ for Amerika”…Dette initiativ støder sammen med den vitale og helt nødvendige latinamerikanske integration. Fordi det er baseret på tosidede overenskomster – med det formål at udvikle neokoloniale handelsforbindelser. I det grundlæggende karakteriseret ved ulige handelsbetingelser: De søger billig arbejdskraft og råvarer for deres kapital.Udviklingen af denne form for politik støder sammen med idéen om handel mellem de latinamerikanske lande og Latinamerikas økonomiske integration…- Hvilket er dets eneste mulige frelse!

Handelen mellem de latinamerikanske lande er nu ubetydelig:I 1970 beløb den sig til 12 procent af den samlede eksport; og nu er den 13 procent.I kontrast hertil vokser handelen mellem de økonomiske stormagter – og de store økonomiske blokke – konstant.Dette initiativ truer Latinamerikas integration. Og truer med at integrere Latin-amerika med USA’s økonomi. Som er dårligst stillet af de tre store blokke…USA var kapitalismens centrum – det rigeste, det mest konkurrencedygtige af alle lande. Efter anden verdenskrig nød USA totalt overherredømme.

Og nu har det mistet alle disse positioner.Ingen forestiller sig vel, at USA er et rosenbed ud fra et økonomisk synspunkt.Det er blevet et land, som er ude af stand til at konkurrere.Det kan ikke konkurrere med Europa og heller ikke med Japan.Inden for Europas grænser er Tyskland – en af de magter, der blev slået i anden verdenskrig – det mægtigste land. Japan – en anden af de overvundne – er også meget mægtigt.

En fjernsynsjournalist fra USA, som interviewede mig… Han sagde, at han ville interviewe mig om sport; men han talte meget lidt om sport – og resten var om politik…

Han fortalte mig: At USSR var blevet ruineret af våbenkapløbet med USA.Jeg sagde til ham: Det er ikke bare USSR… Måske blev USSR ruineret først; men I bliver nummer to – for I ligger også i ruiner…

Syng ikke sejrssange! – sagde jeg til ham.Nuvel! Hvad foregår der i USA?Tillad mig at fortsætte en smule med denne idé for at gøre det tydeligt…

USA var kapitalismens centrum – det rigeste, det mest konkurrencedygtige af alle lande. Efter anden verdenskrig nød USA totalt overherredømme.

Og nu har det mistet disse positioner. Inden for mange vigtige industrier – så som automobiler, kemikalier, elektronik og stål – har det mistet den position, det engang havde. Og som er overtaget af konkurrenter.I årene lige efter krigen var profitraten på den investerede kapital så høj som 24 procent. For kapitalismen er profitraten på investeringer meget vigtig – for det er de penge, der er til rådighed til fortsatte investeringer og udvikling.I 1950’erne var profitraten 24 procent – og nu ligger den på omkring en trediedel af dette, på omkring 8 procent.

Opsparingsraten – som økonomerne siger er et andet meget vigtigt spørgsmål for kapitalismen – hvor mange af de penge, som folk har, der bliver sparet op?

De sætter dem ind i bankerne, bankerne udlåner dem – og disse penge bliver investeret. USA har historisk set været karakteriseret ved høje opsparingsrater.

Som en leder, jeg konverserede med, fortalte mig: Så er der nu nogle europæiske lande, hvor folk sparer 30 cents op af hver dollar, de tjener – og i USA sparer folk 5 cents op af hver dollar.

Dette er et forfærdeligt indekstal for et kapitalistisk land som USA.USA’s udenlandsgæld er ti trillioner dollars!Forestil jer det: Ikke 100 milliarder eller 500 milliarder eller 1 trillion – men ti trillioner dollars!

Dette indbefatter både den offentlige og den private gæld.Staten skylder omkring tre trillioner dollars væk – og resten skyldes væk af virksomheder og privatpersoner.

Med andre ord: Dette land har en gæld på det dobbelte af dets bruttonational-produkt. Det producerer varer og tjenesteydelser til en værdi af fem trillioner dollars – og dets gæld er på ti trillioner dollars!

Dette er også et meget slemt indekstal for landet – og gælden fortsætter med at vokse…Folk i USA er blevet vant til at leve af profitter og renter og spekulation.

Og dette land bruger meget mere, end det producerer.Lad det være tilstrækkeligt at nævne: At nu, med et økonomisk tilbageslag, der startede i 1990, er det blevet oplyst – at USA’s budgetunderskud for det finansår, der begynder i oktober, vil blive på 350 milliarder dollars.

Dette er en forbløffende statistisk oplysning – selv for så stor en økonomi som USA’s…De gør nøjagtig det, som de forbyder andre lande at gøre!De siger, at andre lande ikke må have budgetunderskud – og at de ikke må have underskud på handelsbalancen.Imens de selv har et underskud på handelsbalancen på omkring 100 milliarder dollars.Hvad mere er: En stor procentdel af USA’s bruttonationalprodukt udgøres af dets budgetunderskud, som de lader indgå deri.Valutafonden (IMF) og Verdensbanken tillader ikke noget land i Latinamerika at gøre det samme: At have et budgetunderskud svarende til 7 eller 8 procent af bruttonationalproduktet.

Disse organer – Valutafonden og Verdensbanken – insisterer på: At budget-underskuddet skal være på 2, halvanden, 1 eller 0 procent!

For 10 år siden havde USA investeringer i udlandet – som var 140 milliarder dollars mere værd, end de investeringer som andre lande havde i USA.Og på bare 10 år er dette positive tal på 140 milliarder blevet til et negativt tal på 600 milliarder!

Det vil sige: At de udenlandske investeringer i USA nu er betragteligt større end USA’s investeringer i udlandet.USA er blevet en blæksprutte, der opsuger kæmpe mængder af penge – og de behøver selv flere penge end nogen som helst andre!Så hvis Latinamerika integrerer sig med USA’s økonomi – så integrerer det sig med økonomien i et finansielt ruineret land…

Og det vil gøre den dårligste handel – for det, som Latinamerika eksporterer til USA, er hovedsagelig brændstof og råvarer. 60 procent af, hvad det eksporterer, er brændstof og råvarer – og mindre end 30 procent er forarbejdede varer…

Dette er ideelt for USA: At købe billigt brændstof og råvarer – og sælge forarbejdede varer til meget høje priser…

Men Latinamerika er nødt til at trænge ind på verdensmarkedet med forarbejdede produkter!Det er den slags problemer og udfordringer, som de latinamerikanske lande står overfor… Og de er meget alvorlige!

I må tilgive mig, hvis jeg har udbredt mig om dette – for jeg har ønsket at give jer en idé om de situationer, der eksisterer i denne Verden…Men ingen steder i Verden er økonomien i virkelig blomstring!

USA lider under de problemer, som jeg har nævnt – og flere end dem…Imperialisterne skulle ikke synge sejrssange!

USA er mere mægtigt end nogen sinde: Militært og politisk har det en enorm indflydelse. Men økonomisk set er det svagere end nogen sinde – og har meget alvorlige problemer.

Verden vil nu få at se: Hvordan dette fænomen med konkurrence mellem de store økonomiske blokke udfolder sig. Denne gigantiske efterspørgsel efter kapital – stillet over for et begrænset udbud.

– Og hvordan Latinamerika kommer ud af sín tragedie…Det er disse faktorer, som vi må være i stand til at analysere koldt, klarhovedet og objektivt. I den inderlige overbevisning om retfærdigheden i vores sag, vores idéer og vores projekter. Ansigt til ansigt med problemer så alvorlige som dem, vi har foran os!

Vi elsker vort flag en hel del! Men hvis det en dag bliver nødvendigt at give afkald på det for at skabe en fælles nation – så vil vi gøre det…

Og hvis en dag Verden vinder et så ekstraordinært og fuldkomment niveau for bevidsthed og samvittighed – så at den er i stand til at konstituere sig selv som én stor familie – så vil vi også være villige til at give afkald på vores flag…

Men vi vil aldrig gøre det for en ensidig Verdens skyld – under USA’s herredømme – det vil vi aldrig gøre!Vi vil aldrig afgive bare én af vores beføjelser i den sammenhæng!

Vi er internationalister! Vi er ikke stivsindede eller chauvinistiske nationalister…Og vi har udgydt vores blod i mængder i andre dele af Verden – så som Latinamerika og Afrika…

Som Mandela sagde det: Så var der for hver person – der tog afsted på internationalistiske missioner – ti, der meldte sig frivilligt for at tage afsted!Findes der er et mere ædelt folk – et folk mere villigt til at udtrykke sin solidaritet?

Et mere revolutionært folk?

Angolanernes blod var vores blod. Namibianernes blod er vores blod. Og sydafrikanernes blod er vores blod. Menneskehedens blod er vores blod!

Vore idéer rækker ud over chauvinisme eller en stivsindet nationalisme…Vore idéer rækker ud over alle grænser…Vi lever i den Verden, som blev givet os – og vi kæmper for en bedre Verden!

Vore sind, vor intelligens og vore hjerter er beredte på en langt bedre Verden –som den Marx og Engels længtes efter… Hvor menneskene er brødre – snarere end ulve mod hinanden!Kapitalismen har skabt de fleste menneskelige rovdyr i menneskehedens historie! Og imperialismen har ikke bare været den største skaber af rovdyr – men er også selv det største rovdyr, der nogen sinde har eksisteret!

Vi – som er startet langt bagude for at nå hertil…Som blev erobret, udbyttet og gjort til slaver gennem historien…

Hvilke vidunderlige idéer forsvarer vi ikke i dag?

Hvilke retfærdige idéer kan ikke blive vore idéer?Og vi kan tænke i latinamerikanske og verdensomspændende termer –når vi siger: Hvor langt er vi slaver ikke nået???

Men lige nu må vores internationalistiske indsatser koncentreres om: At forsvare og bevare den cubanske revolution!

Dette er vor største internationalistiske pligt…For når der er et flag som dette – der repræsenterer idéer som vore…Så er dét at forsvare denne skyttegrav – denne bastion for socialismen –den største tjeneste, som vi kan yde menneskeheden!

Tiderne er vanskelige – men vi vil vide at vokse og mangfoldiggøre os…De 100.000 studenter – som deltager i landbrugsarbejde og andre opgaver – er et bevis på vort folks ånd, hvem vort folk er gjort af, og hvem vor ungdom er gjort af…Hver eneste af os må mangfoldiggøre vores anstrengelser…Hver eneste arbejder i sit job, hver kadre, hvert partimedlem og statsembedsmand – må give alt, hvad de kan, af sig selv…

Blive mere krævende over for sig selv og andre end nogen sinde før…

Alle må leve op til dette historiske øjeblik – og det er fuldt værd at gøre det!Den sag, som vi forsvarer – den fortjener det i dén grad!

Vor nation fortjener det i dén grad!

De idéer, som vi forsvarer – fortjener det i dén grad!

Socialismen eller døden!

Fædrelandet eller døden!

Vi vil sejre!

(Langvarigt bifald*).

(*Jeg har kun undtagelsesvis gengivet oplysningerne om ivrige bifald.

Har oversat Fidel Castros og Nelson Mandelas taler fra engelsk. – Ken Bruun).