Optøjer i Cuba – et vestlig narrativ, en kolonisering af magtbegrebet

Det er absurd, at små og fredelige protester i et par byer i Cuba bliver til overskrifter i vestlige medier, mens politiets og myndighedernes dødelig vold mod demonstranter i Argentina og Frankrig forbigås nærmest ubemærket, påpeger dansk-cubanske Henrik Thejl Hansen.

af Henrik T. Hansen, Cand Mag i spansk og samfundsfag

Jeg har netop været på rundtur med en gruppe turister i Cuba. Lige dagen inden, vi kørte mod Bayamo og Santiago de Cuba, opstod der (søndag 17. marts) nogle spontane demonstrationer i disse to byer. Det drejede sig – i Bayamos tilfælde – om nogle få hundrede mennesker, og i Santiago om måske 1000 mennesker. Jeg blev i første omgang gjort opmærksom på disse optøjer via mails fra folk i Danmark, der havde hørt om eller set det på de internationale medier/SoMe. Demonstrationerne opstod som konsekvens af en konkret brændstof- og fødevaremangel i landet pga. USA’s skærpede sanktioner under Biden- og Trump-administrationerne.

Vi kom til Bayamo dagen efter ”optøjerne”, og man kunne så have forventet en eller anden form for mobilisering fra myndighedernes side for at undgå yderligere optøjer. Imod alle forventninger var der ikke nogen mobilisering af spore. Livet gik sin vante gang. En lokal ansat på hotellet fortalte mig, at det er meget barske tider i Cuba lige nu pga. de hårde amerikanske sanktioner, men at der absolut ikke var noget oprør på vej, og – som hun pointerede – ”det vil der heller ikke komme!”

I Santiago de Cuba, som vi ankom til den efterfølgende dag, var oplevelsen fuldstændig den samme: Ingen politi-mobilisering og livet fortsatte sin stille og rolige gang, og min turistgruppe kunne ubesværet bevæge sig rundt i byen, også om aften! Her snakkede jeg med flere lokale, og alle slog fast, at det er en meget alvorlig økonomisk situation forårsaget af inflation, fødevare- og brændstofmangel, men, som en lokal sagde til mig: ”Det har vi oplevet før, og vi skal nok også komme igennem denne krise også!”

Den amerikanske ambassade i Cuba skrev på twitter om ”de fredelige demonstrationer” i Cuba, og at ”man opfordrer den cubanske Regering til at respektere demonstranternes menneskerettigheder og gøre noget ved den cubanske befolknings legitime behov”.

Der blev på ingen måde brugt vold mod demonstranter fra myndighedernes side. Tværtimod tog den lokale leder af kommunistpartiet i Santiago de Cuba, Beatriz Johnson Urrutia, straks hen og talte demonstranterne til ro.

ABSURD AT CUBA HÆNGES UD I MEDIERNE

Set i et større perspektiv er det dog temmelig utroligt, at så små demonstrationer som dem i Bayamo og Santiago, skulle kunne få den internationale presses bevågenhed, hvis man tager i betragtning, hvad der dagligt sker mange andre steder i verden, f.eks. den økonomiske chokkur, som Argentina netop nu gennemgår med den nye ultrakonservative præsident, Javier Milei. Alene i den første måned efter hans indsættelse som præsident blev over 30 mennesker dræbt ved demonstrationer. Men Milei har de bedste relationer til USA, og her har USA ikke bedt Milei ”respektere demonstranternes menneskerettighederne”.

LÆS OGSÅ: Kontraernes trojanske hest rider igen i Cuba

Hvad er det egentlig for en respekt for menneskerettighederne, som USA refererer til? Prøv at tænke på myndighedernes reaktion på urolighederne efter George Floyds død. Her var der ikke alene tale om grove menneskerettighedskrænkelser forårsaget af politivold, der førte til G. Floyds død, men ved de efterfølgende demonstrationer blev op imod 25 mennesker dræbt og mange hundrede sårede. Her blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved USA’s menneskerettighedskrænkelser. Eller hvad med de Gule Veste i Frankrig, hvor dødstallet nåede op på et dusin og næsten 2000 sårede demonstranter, samt over 1000 fængslede. Her snakkes der heller ikke om ”at respektere demonstranternes menneskerettigheder”, for det foregår jo i Vesten – ’demokratiets vugge’ -, og vi overholder jo pr. definition menneskerettighederne!

Israels massakre mod palæstinenserne er et andet aktuelt eksempel på Vestens forståelse af menneskerettighederne. Udover nogle få undtagelser er det kun Vesten, der støtter Israels folkemord. Befolkningerne i Vesten råber op om folkemord, men det ignoreres af den politiske elite.

Så når vi oplever, at så små demonstrationer som dem i Cuba får mediedækning på verdensplan, handler det i virkeligheden om noget helt andet noget. Det handler om en kolonisering af magtbegrebet.

FORTÆLLINGEN OM ’DEN HVIDE MANDS BYRDE’

Race-begrebet opstod som en konsekvens af det civiliserede Vestenskoloniseringen af Amerika. Inden da eksisterede der ikke et race-begreb. De spanske katolske kolonister diskuterede i lang tid, hvorvidt de indfødte i Amerika overhovedet havde ånd, hvorfor de ikke kunne betragtes som mennesker og derfor kunne straffes og dræbes efter forgodtbefindende. Efter spaniernes ankomst til Amerika blev den indfødte befolkning reduceret fra estimeret 50 millioner til blot 4 millioner indfødte omkring år 1900, og på det tidspunkt var de indfødte allerede blevet kategoriseret som laverestående etniske grupper.

Det samme gjaldt de afrikanske slaver, hvor op imod 45 millioner afrikanere blev solgt som slaver i slaveperioden, og heraf nåede kun cirka en tredjedel reelt til Amerika og Caribien, resten døde under fangenskab eller overfart. I den nye verden ventede en tilværelse med tortur (pisk, afskæring af lemmer, voldtægt af kvinder, sult etc.), som skulle opdrage slaverne til deres nye tilværelse som dyr/en vare, der skulle adlyde deres ejere. 1800 tallets koloniseringen af Afrika var en konsekvens af industrialiseringen i Europa, og det fik datidens europæiske stormagter til at skære hele Afrika ud i småbidder (som delte man en lagkage), stjæle kontinentets råvarer og udnytte de lokale som billig arbejdskraft. Socialdarwinismen kunne også her bekræfte de hvide europæeres fremskredne evolution overfor de laverestående afrikanere, der ikke kunne klare sig selv (vi kender det fra dagens Danmark, når vi snakker om, at grønlænderne ikke kan klare sig selv ved uafhængighed fra Danmark). ’The White Mans Burden’ var med hård hånd at tage sig af og civilisere sine undersåtter.

I løbet af 1800-tallet udvikledes der i USA en tro på landets forpligtelse til at sprede deres forståelse af det civiliserede liv ud over hele det nordamerikanske kontinent. Det betød blot massakrer på de indfødte. Monroedoktrinen fra 1823 blev skabt for at beskytte den vestlige hemisfære mod fremtidig europæisk rekolonisering, men doktrinen blev blot et påskud for US-interventioner i egeninteressens navn, og i 1904 tilføjede præsident Theodor Roosevelt, at USA havde ret til at intervenere som “politimagt“, hvis lokale regeringer i Syd- og Mellemamerika ikke var i stand at agere ”civiliseret”.

KOMMUNISTSKRÆK OG FASCISME

Kommunistskrækken i USA efter Anden Verdenskrig førte til oprettelse af Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), hvor medlemsstaterne accepterede USA’s krav om en fælles bekæmpelse af kommunisme i hele den vestlige hemisfære. Det skulle siden føre til en række af US-støttede højre-reaktionære diktaturer og militærregimer i Latinamerika.

Siden det XVIII århundrede udviklede Vesten et stadig mere rationelt samfund, der fortrængte Gud og ånd: Det vestlige menneskets fornuft tog kontrol over naturen, og denne samfundsforståelse blev som en flamme, der skulle sprede frihed og demokrati ud over hele verden, som frihedsgudinden i New York symboliserer. Men det ’rationelle’ kunne også bruges til at beregne, hvor mange penge, der skulle investeres i våben og hvor mange, der ville dø for at vinde en krig; hvordan man kunne lægge maksimalt økonomisk pres på visse lande for at få dem til at makke ret (ud fra princippet om at magt har ret), eller hvordan man kunne opnå massesuggestion ved hjælp af indoktrinering via uddannelse, opdragelse og oplysning.

Fascismen før og under Anden Verdenskrig er et strålende eksempel på, hvordan det lykkedes at overbevise en befolkning om nødvendigheden af en endlösungs-model mod en befolkningsgruppe. Det kunne kun lade sig gøre pga. en kynisk og rationel tankegang blandet med et bureaukratisk system, hvor ingen tager ansvar for helheden.

Og det er den måde, at begrebet magt i historisk sammenhæng har underlagt sig en koloniseret forståelse: Verden er måske blevet afkoloniseret, men Vesten definerer stadig hvilket narrativer, der er rigtige og sande, og somgamle kolonier stadig underlægges, det være sig i form af  ”humanitære interventioner” (der som regel ender i menneskelige katastrofer for de intervenerede lande), økonomiske sanktioner, eller psykologisk krigsførsel.

Narrativet er dog kun sand for en lille gruppe af elitefolk i Vesten, men eliten har i dag koncentreret så megen magt omkring sig samt ejer store dele af de internationale mediekoncerner/SoMe, hvorigennem narrativet presses ned som sandheder over hele verden. Det er kun i det lys, at vi kan forstå, hvordan så små demonstrationer i Cuba bliver blæst op i vestlige internationale medier, og hvor USA desforuden tillader sig at opfordre Cuba til ”at respektere menneskerettighederne” overfor de demonstrerende.

Biden har i de sidste par år lagt et ekstra stor pres på Cuba. De barske sanktioner siden Trump-dagene samt pandemien, der ødelagde Cubas økonomi over to år, har fået Biden til at se muligheder i at lægge maksimalt pres på Cuba.

CUBA UNDER MAKSIMALT PRES

Under pandemien oplevede Cuba pludselig forskellige sabotage-aktioner, hvor molotov-cocktails blev smidt mod tankstationer, skoler, butikker og kontorer, ligesom forskellige monumenter blev vandaliseret.

Flere sabotører blev taget til fange, og det viste sig ofte at være ganske unge mennesker, der fra anti-cubanske grupper i udlandet var blevet lovet småbeløber for at udføre aktionerne samtidig med, at specielt US-baserede medier massivt førte kampagner mod Cuba.

Det var en meget svær tid i Cuba med meget stor vareknaphed og lange køer ved butikkerne. Det var normalt, at vi ventede op mod otte timer for nogle få madvarer.

Landet arbejdede hårdt på at fremstille vacciner, så befolkningen kunne vaccineres og på at vende tilbage til et normalt liv, men derfor var det så meget nemmere at udnytte fødevaremanglen samt nedlukningen af landet til at opildne til demonstrationer, der så brød ud 11. juli, 2021. Det førte til voldsomme gadekampe visse steder i landet, de igen resulterede i, at en demonstrant blev dræbt, hvilket straks blev fordømt fra EU og USA’s side. Biden var sågar ude og proklamere Cuba som en ”falleret stat, der undertrykker sin befolkning”. Alt glemt om George Floyd og de Gule Veste, et supereksempel på kolonisering af magtbegrebet. Biden havde i sin valgkamp i 2020 lovet at føre USA’s udenrigspolitik tilbage til Obama-tiden, men det forblev valgflæsk.

Lige meget hvordan den enkelte forstår Cuba, så kan USA’s sanktioner mod Cuba kun forstås som terrorisme. I 2002 vedtog EU’s medlemslande en definition af terrorisme som ’forsætlige handlinger, hvor dødsfald og massive ødelæggelser finder sted’. Allerede i 1960 formulerede daværende viceudenrigsminister for inter-amerikanske anliggender, Lester Mallory, den amerikanske regerings strategi: “alle mulige midler bør straks tages i brug for at svække Cubas økonomiske liv […] [ved] at nægte penge og forsyninger til Cuba for at sænke pengestrømmen og reallønnen, for at skabe sult, desperation og omstyrtelse af regeringen”. Ved forsætligt at skabe ”sult og desperation” rammes uskyldige mennesker med et politisk mål for øje. I USA’s sanktionspolitik mod Cuba har der siden 1960 været brugt alle midler til at ødelægge landet forsætligt: Invasionsforsøg, økonomiske sanktioner, attentat-forsøg mod politiske ledere, sabotage samt terrorhandlinger (bla. bombesprængninger, der har koster adskillige civile menneskeliv). Alt sammen med forskellige US-administrationers goodwill og meddelagtighed, og det kan med EU’s terror-definition kun betragtes som terrorisme.

I Cuba nævner man ikke i dag, hvor mange ofre den aktuelle økonomiske krise har kostet af civile menneskeliv, men specielt indenfor sundhedsområdet har prisen været høj og kostet civile liv! Manglende økonomi til at udskifte udrangeret udstyr eller anskaffe reservedele, samt manglende medicinproduktion (da råstoffer ikke kan importeres pga. blokaden eller manglende finansieringsmuligheder), betyder, at mange operationer i dag ikke kan udføres, med alvorlige konsekvenser til følge for befolkningen. Samtidig har den alvorlige inflation fået mange ansatte i sundhedssektoren til at enten at forlade Cuba (pga. cubanernes privilegerede adgang til USA) eller at søge arbejde i den voksende private sektor i Cuba.  

Hvis EU skal være tro mod egne definitioner, og hvis vi på nogen måder skal tro på, at Vesten vil en mere demokratisk verden, hvor man følger en regelbaseret international orden, så må EU komme på banen og forlange USA’s ekstraterritoriale sanktioner mod Cuba afskaffet nu.