Apropos Priden: Mariela Castro om sex og revolution

God artikel genudgives august 2021: Mariela Castro var sommeren 2009 i Danmark i forbindelse med World Outgames. Tusinder af mennesker tilhørende en række forskellige seksuelle minoriteter besøgte Danmark for at dyste mod hinanden i sport og for at diskutere menneskerettigheder.

Af Sven-Erik Simonsen

De kom fra næsten 100 forskellige lande. Et af dem er Cuba.

– Nej, jeg skal ikke deltage i olympiaden, griner Mariela Castro.
– Jeg kan godt lide det med, at man laver en særlig olympiade for alle de mennesker, der nu er samlet i København. Men jeg er ikke selv noget sportsmenneske. Hun kan dog fortælle at fire cubanere er i København for at dyrke sport og deltage i World Outgames på dén måde. Selv skal hun deltage som oplægsholder ved en konference om »Seksuel mangfoldighed i Cuba: Fremskridt og udfordringer«.
Mariela Castro er kendt for sit arbejde for friheder og rettigheder til Cubas bøsser, lesbiske, transpersoner og andre, hvis seksualitet er mere eller mindre anderledes end flertallets. Hun er desuden kendt som den frimodige datter af Cubas præsident Raúl Castro. Og af dennes nyligt afdøde hustru Vilma Espín. Derfor hedder Mariela da også Mariela Castro Espín, hvis det hele skal med.
Besøget i Danmark er både arbejde og ferie. Med sig bringer hun sin italiensk-fødte mand og deres to teenage-børn. Familien bor i Havanna, hvor Mariela Castro arbejder som leder af Centeret for Sexualforskning og Oplysning (CENESEX). Ved den seneste kongres i Kvindeforbundet blev hun også valgt ind i Kvindeforbundet FMC’s nationale ledelse.

Kvindeforbundet

FMC blev skabt umiddelbart efter revolutionens sejr. Hendes mor Vilma Espín var initiativtager og formand for Cubas Kvindeforbund i flere årtier.
– Mit arbejde i dag har helt klare forbindelser til det arbejde min mor indledte med dannelsen af FMC helt tilbage i 1960, forklarer Mariela Castro.
– På FMC’s kongres i 1974 vedtog man et program for seksualoplysning i samfundet. Det var på et tidspunkt, hvor homoseksualitet stadig var defineret som en sygdom. Den Latinamerikanske Forening af Psykiatere anbefalede i sin manual terapeutisk behandling af homoseksualitet, forklarer hun. Allerede i 1960’erne besluttede FMC at kæmpe for kvindernes »reproduktive rettigheder«. Men begyndte at udgive et blad og tilkæmpede sig en plads i samfundsdebatten, forklarer Mariela, som ikke selv husker den tid, idet hun er født i 1963. Det er her rødderne til kampen for seksuel frigørelse, mangfoldighed og tolerance i Cuba har sin rod.
Men der skulle tages mange seje skridt før kampen nåede hen til de homoseksuelles problemer.
– På det tidspunkt var der en stærk homofobi i Cuba. Kvinderne var imod det og beskæftigede sig en smule med det i bladet »Mujeres«, men homofobien prægede holdningen i hele verden, påpeger Mariela Castro. Så hun afviser ikke, at homoseksuelle i Cuba har været udsat for undertrykkelse, men hun fastholder energisk, at det naturligvis ikke er den cubanske revolutions skyld – sådan som en del kritikere har påstået gennem tiderne. Det forgik i hele verden – herunder også i de såkaldt udviklede lande.
– Det som var i centrum for Kvindeforbundets kampagne dengang var sundhed, glæde og seksuel tilfredsstillelse. FMC’s beslutning om at fremme seksualoplysning i Cuba blev hurtigt hele samfundets officielle politik.
– I 1975 holdt Cubas Kommunistiske Parti sin første kongres, og her vedtog man at sikre seksualoplysning til de unge og i hele samfundet. Det var bare et år efter at kvinderne havde vedtaget det på FMC’s kongres, siger Mariela Castro med tydelig stolthed. Og det stoppede ikke her.

Ligestilling

I 1975 vedtog den cubanske stat også en ny familielov på initiativ af kvindeorganisationen. Den er vedtaget på en lidt anden måde end Cuba i dag vedtager love, tilføjer hun.
– Som du måske ved, at fik Cuba først sit nuværende parlamentariske system med en lovgivende nationalforsamling i 1976. Indtil da blev love vedtaget efter folkelig debat og folkelig konsensus. Altså forslaget til Familieloven blev sendt ud til debat i hele Cuba og efter tilbagemeldinger og måske nogle ændringer, blev den vedtaget.
– Det var en fantastisk vigtig lov, fordi den fastslår lighed mellem mænd og kvinder, siger Mariela Castro med eftertryk… også i familielivet, understreger hun. Der kommer et muntert udtryk i Marielas øjne – eller drillende måske:
– Der blev vedtaget love i Cuba i 1970’erne, som er meget vigtige, og som den dag i dag ikke er vedtaget og gennemført i mange lande i Europa. Det gælder især loven om lige løn for lige arbejde, når det udføres af personer med de samme kvalifikationer.
– I mange, ja måske i alle lande i Europa og Nordamerika tjener kvinder mindre end mænd. Det er en skandale, og det bør være hovedopgaven for feministerne og venstrefløjen at forandre på det. Hun siger det med en tone, som føler hun sig selv intimideret af dette udtryk for kvindeundertrykkelse i de rige industrilande.
– Ja, bekræfter hun stille. Det var denne kamp, som min mor stod i spidsen for i Cuba. Moderen Vilma Espín døde i 2007, og hendes urne er nedsat i Sierra Maestra bjergene, hvor hun i 1950’er kæmpede side om side med Raúl Castro i Rebelhæren og 26. Julibevægelsen. Det er ud af kvindernes kamp for ligestilling, at der lidt efter lidt vokser initiativer frem til støtte for homoseksuelles rettigheder.
I 1970’erne påbegyndte man processen med at afkriminalisere homoseksuel aktivitet. – Indtil da var det strafbart. Det var en del af straffeloven, og noget, som var blevet overtaget fra tidligere tiders spanske straffelov, forklarer Mariela Castro. Men det var først i 1980’erne, at man faktisk slettede de sidste af denne type paragraffer i straffeloven.

Fri abort

Med hensyn til fri abort var Cuba på den anden side langt fremme. Faktisk var der fri abort i Cuba før revolutionens sejr.
– De cubanske læger udførte abort på Cubas rige kvinder og på rige kvinder fra hele Nord- og Sydamerika, som søgte til Cuba for at få foretaget abort. Cubas fattige kvinder, som der var langt flest af, havde naturligvis ikke råd til at få foretaget abort på de fine og dyre klinikker…. De måtte få foretaget abort under forfærdelige forhold – eller selv udføre det, fortæller Mariela Castro.
– En betydelig del af kvinderne døde under disse forhold før revolutionens sejr, tilføjer hun:
– Det er én af kvindeforbundets største fortjenester, at de i starten af 1960’erne institutionaliserede abort. Som en del af Cubas nye, gratis sundhedsvæsen. Det har reddet talrige kvinders liv, og det har været en milepæl i kampen for at kvinderne kunne bestemme over deres egen krop. Men arbejdet var ikke gjort hermed. Abort skal ikke bruges som graviditetsforebyggelse. Det var nødvendigt at gå ud med seksualoplysning, og det blev en af de felter, hvor Cubas Kvindeforbund FMC har ydet en afgørende indsats, lyder det energisk. Hertil hørte ikke mindst oplysning om brug af præventionsmidler og sikring af, at de var tilgængelige for alle.
– Og altså siden midten af 1970’er har der været systematisk seksualundervisning i hele undervisningssystemet. På alle niveauer.

CENESEX

Ud af hele den proces er så vokset CENESEX, som Mariela Castro er leder af. Det er en organisation, som formelt hører under sundhedsministeriet, men som omfatter folk og eksperter fra andre dele af samfundet. Det er ikke en traditionel offentlig institution. Snarere en blanding af en offentlig institution og en folkelig græsrodsbevægelse, hvor mange engagerer sig frivilligt. CENESEX har afdelinger i alle Cubas provinser og kommuner.
CENESEX har sit eget magasin, og har desuden adgang til landets radio- og tv-stationer.
– Ungkommunisternes Forbund er også en samarbejdspartner for os, fortæller Mariela Castro. Ungkommunisterne er meget aktive i dette oplysningsarbejde.
– Vi arbejder også tæt sammen med kulturministeriet. Og det, der er i centrum for CENESEX i dag – siden 2004 – er i høj grad kampen for tolerance, forståelse og accept af folk med forskellig seksuel orientering. – Ikke kun accept og forståelse, retter hun sig selv. Det handler også i høj grad om, at disse mennesker får adgang til sundhedsydelser på lige fod med resten af befolkningen.

Kønsskifte

Der blev i 2008 vedtaget en lov i Cuba, som åbner for at transseksuelle cubanere kan få foretaget en kønsskifteoperation. Gratis på Cubas hospitaler.
Og det er en lov, som ikke kun handler om det kirurgiske indgreb. Loven sikrer også psykologbistand, kontaktarbejde i forhold til familien. Der bliver taget hånd om vedkommendes forhold til arbejdsmarkedet og hele samfundet. Mariela Castro er tydeligvis stolt af dette resultat af ikke mindst eget arbejde.
– Nu er CENESEX i gang med en bred folkelig kampagne for menneskers frie ret til at »være den de er« i seksuel forstand. Lesbiske, bøsser, biseksuelle eller hvordan man føler sig.
– Den 17. maj 2008 – den 17. maj er den internationale dag mod homofobi – gennemførte vi for førte gang en parade i Havanna. En såkaldt »Pride-Parade«, fortæller Mariela med et muntert grin ved erindringen om denne udfordring af den traditionelle cubanske samfundsorden, som hun selv deltog aktivt i.
– Vi gjorde det igen i år for anden gang.
Det skiller vandene i Cuba:
– Der er mange, som støtter initiativet, og der er mange som tager afstand, fortæller hun. Ungkommunisterne deltager meget i denne kampagne. Det er faktisk en del af det meget større samfundsprojekt, som vi kalder »Batalla de las Ideas«, tilføjer hun – altså idéernes kamp, som den tidligere præsident Fidel Castro var med til at sætte i værk for seks-syv år siden.
Er hun så tilfreds med den situation, som nu hersker i Cuba på dette område?
– Når jeg rejser i andre lande og jeg sammenligner, så kan jeg glæde mig over det, vi har opnået i Cuba. Men tilfreds? Nej, siger hun. Der er stadig meget, der skal gøres.
– Men vi skal huske, at der er ikke noget land i verden, hvor disse problemer er løst. Der er lande, som har vedtaget ganske avancerede og fremskredne love. Men love gør det ikke. Det ser vi i dele af Europa.
– Der er steder, hvor der er er en skræmmende seksuel vold. Ofte er det i oversete dele af samfundet, påpeger hun. Hun peger især på de millioner af immigrantkvinder, som lever i Europa. De er en meget sårbar gruppe, og udsættes i mange tilfælde for seksuel vold. Til denne gruppe hører de handlede kvinder. Og børn, som tvinges ud i prostitution.

Cuba i Revolution

Hun synes faktisk, at den virkelighed hun arbejder i er at foretrække frem for mange andre lande. Cuba er i stadig forandring og derfor mere foranderligt.
– Cuba er et samfund i revolution, som hun formulerer det. – Revolutionens kerne er social retfærdighed, og vel at mærke en social retfærdighed, der gælder alle – både mænd og kvinder, og altså også dem, der seksuelt ikke er så klart definerede.
– Ingen må ekskluderes fra denne retfærdig. Revolutionen er for alle, siger hun med styrke. Som et punktum.
Men der er alligevel lige tid til også at spørge lidt til, hvordan det er at være datter af Cubas præsident og den legendariske kvindesagsforkæmper Vilma Espín? Hvordan går det i Cuba. Hvad sker der når Fidel ikke er mere og Raul inden for en overskuelig fremtid vil blive afløst af en præsident fra en ny generation?
– For at svare på det første først, siger Mariela Castro, så er det klart, at jeg har er blevet mødt med forventninger. Men det har ikke været på en firkantet måde, fortæller hun og tegner i luften en firkant med sine pegefingre. Hun står inde for at være en revolutionær, der vil videreføre revolutionen og udvikle revolutionen.
Til det andet. Hun tænker sig lidt om.
– Min far holdt en tale den 26. juli 2007 – ret kort tid efter at han havde overtaget præsidentposten efter Fidel. Heri opfordrede han til, at hele den cubanske befolkning engagerede sig i kritik og forandring af alt det, som ikke var godt eller hensigtmæssigt eller som man kunne ønske.
– Befolkningens svar var og er enestående. Deltagelse, siger hun. Befolkningens deltagelse. Det er det vigtige.
– I de vestlige medier bliver vi mødt med et krav om forandring – en bestemt type forandring. Hjemme i Cuba har vi også lyst til forandring, men en anden type forandring. Hun henviser til, at talrige meningsmålinger i Cuba viser, at befolkningen ønsker frihed, forandring og fremskridt inden for socialismen.
– For Cuba var kapitalismen fatal! Det var ensbetydende med tabet af frihed.
– For Cuba blev socialismen omvendt en forudsætning for udvikling. Det er takket være socialismen, at Cuba har udviklet sig!
– Så vi takker nej til de forandringer, som man foreslår os fra EU og USA, slutter hun med et lystigt grin.