Sig sandheden om Cuba!
Leder i Cubabladet 2, 2010
Det er ikke ualmindeligt, at løgne og hykleri om det cubanske samfund finder vej til de store medier – men i år er det værre end sædvanligt. I februar sultede en fængslet cubaner, Orlando Zapata Tamayo, sig selv ihjel, og de sædvanlige beskyldninger om diktatur og overtrædelser af menneskerettighederne er nærmest væltet ud af avissiderne og tv-skærmene siden. De store vestlige medier har udnyttet tragedien til at lancere en agressiv hetz imod den cubanske revolution, blottet for kildekritik og balanceret fremstilling. Herhjemme har Danmarks Radio og Politiken, der vel af mange opfattes som politisk balancerede medier, ført an i den anticubanske kampagne. Hykleri, halve sandheder og direkte løgne bliver formidlet som cubansk virkelighed.
For at give beskyldningerne styrke, fremstilles de sultestrejkende cubanere som systemkritikere og deres krav som politiske – og de eksilcubanske kilder som sandhedsvidner. Kommer sandheden frem, er der nemlig ikke undertrykkelse at finde, men tværtimod personlig ulykke med kyniske magtinteresser i baggrunden.
Danmarks Radio, der konsekvent har omtalt Zapata som ’systemkritiker’, skriver på dr.dk at han ’afsonede en fængselsdom på 25 år for blandt andet at skabe offentlig uorden og trodse det kommunistiske styre’ (1) og at han sultede ’i protest mod forholdene i fængslet’ (2). Zapata sad blot ikke i fængsel for at kritisere eller modarbejde det cubanske system, men for drabsforsøg, og var desuden tidligere dømt for mishandling og ulovlig våbenbesiddelse. Hans formål med strejken var at få eget fjernsyn og komfur i sin celle. DR’s karakteristik er halve sandheder og direkte løgne.
På Zapatas dødsdag påbegyndte en anden cubansk indsat, Guillermo Fariñas Hernández, sin sultestrejke. Fariñas, der har været leder af forbundet for sundhedsarbejdere, betegnes af Politiken som ’en af den cubanske revolutions ikoner’ (3). Dét er vel nok at presse citronen, eftersom Fariñas er født efter 1959. Danmarks Radio præsenterer Fariñas som ’systemkritiker og journalist’ (4). Ja, Fariñas har arbejdet som journalist, vel at mærke for den Miami-baserede Radio Martí, der finansieres af den berygtede eksilcubanske organisation Cuban American National Foundation. Ligesom Zapata har Fariñas et længere generalieblad af voldsdomme, blandt andet for at have overfaldet sin kvindelige overordnede og tæsket en ældre mand med en stav. Fariñas sultestrejkede i øvrigt første gang i 2002, hvor han sad inde for angrebet på den ældre mand, og krævede at få fjernsyn i sin celle. Han opgav strejken, da han kom på hospitalet med dehydrering, hvor han i øvrigt genoptog sultestrejken for en tid for at få fjernsyn ved sin hospitalsseng.
Kritikken – fra det, som Politiken kalder ’en alliance af dissidenter, menneskeretsorganisationer og udenlandske regeringer’ (5) – falder fra hinanden, så snart realiteterne kommer frem. Hetzen skyldes ikke bekymring over demokratiske rettigheder, men frygt for at Cuba og de øvrige ALBA-landes gode eksempel skal vinde genklang og støtte. Vi, der kender Cuba, har et stort medansvar for at sandheden kommer frem. Derfor: Tal med dine venner, familie og kolleger, skriv læserbreve, diskutér på nettet, bland dig. Cubanerne fortjener det, og de ved også udmærket, hvordan de store medier fremstiller deres samfund. Skriv derfor også under på hjemmesiden porcuba.org, hvor Cubas venner i verden afviser mediehetzen og viser vores støtte.
Noter:
1. Mikaelsen, Henrik: ’Cubaner død efter 85 dages sultestrejke’. Dr.dk 24.02.10
2. Boertmann, Dines: ’Cubansk systemkritiker begravet’. Dr.dk 26.02.10
3. Sørensen, Anne: ’Nu siger Cubas venner ’nok er nok’’. Politiken 10.04.10
4. ibid.
5. ibid.