ForeningenVedtægter

Vedtægter

Senest ændret på generalforsamlingen den 9. marts 2019.

DOKUMENTER
Vedtægtsfolder_spreads.pdf

Dansk-Cubansk Forening

Vedtægter

Kap. 1. Navn og hjemsted

§ 1. Foreningens navn er »Dansk-Cubansk Forening«.

§ 2. Foreningens hjemsted er Københavns Kommune.

Kap. 2. Foreningens formål og virksomhed

§ 3. Foreningen har til formål at udbrede kendskabet til den cubanske revolution og at udvikle de venskabelige og gensidige forbindelser mellem Danmark og Cuba på det sociale, faglige, økonomiske og kulturelle område.

Stk.2. Foreningen er uafhængig af partipolitik og søger, på det bredest mulige grundlag, at fremme solidariteten med den cubanske revolution, og i denne sammenhæng vil foreningen bidrage til at fremme solidariteten med andre, især latinamerikanske folk, der kæmper for frihed og sociale fremskridt og mod kolonialisme, racisme, fascisme og imperialistisk aggression.

§ 4. Efter hovedbestyrelsens godkendelse kan der under landsforeningen oprettes lokalafdelinger, hvis vedtægter skal godkendes af hovedbestyrelsen, jf. pkt. Lokalforeninger.

Kap. 3. Medlemskab

§ 5. Medlemskab kan være individuelt og/eller kollektivt.

Stk.2. Medlemskab forudsætter tilslutning til foreningens formål samt anerkendelse af dens vedtægt.
Stk. 3. Som kollektive medlemmer kan optages foreninger, institutioner og lignende.
Stk. 4. Tvivlspørgsmål om medlemskab af foreningen afgøres af hovedbestyrelsen, hvis afgørelse kan indbringes for generalforsamlingen.
Stk. 5. Udøvelsen af de til medlemskabet hørende rettigheder er betinget af, at kontingent er betalt senest på det af generalforsamlingen fastsatte tidspunkt, jf. i øvrigt § 7.
Stk. 6. Et medlem, der, på trods af påkrav herom, ikke betaler forfalden kontingent betragtes som udmeldt og slettes af medlemslisten.

§ 6. Et medlem kan ekskluderes af foreningen, hvis det modarbejder foreningens formål eller i øvrigt handler til skade for foreningen.

Stk. 2. Forslag til beslutning om eksklusion kan fremsættes af ethvert medlem af foreningen og af den hovedbestyrelse, der beslutter om eksklusion skal ske.
Stk. 3. Et ekskluderet medlem kan anke eksklusionen til prøvelse på den førstkommende ordinære generalforsamling.
Stk. 4. Et ekskluderet medlem kan genoptages som medlem af foreningen, hvis hovedbestyrelsen beslutter det.

Kap. 4. Medlemskontingent

§ 7. Individuelt medlemskontingent og kollektivt medlemskab fastsættes hvert år af den ordinære generalforsamling.

Stk. 2. Kontingent for et kollektivt medlem dækker kalenderåret. Størrelsen på kontingentet aftales mellem forretningsudvalget og medlemmet, og udgør op til 6 gange kontingentet for enkelt medlemmer.

Kap. 5. Foreningens ledelse

Generalforsamling

§ 8. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

Stk. 2. Generalforsamlingen er med de i vedtægten fastsatte begrænsninger beslutningsdygtig uanset antal deltagende medlemmer.
Stk. 3. Møde- og stemmeret på generalforsamlingen har de medlemmer, der har betalt kontingent for indeværende år.
Stk. 4. Hvert individuelt medlem har én stemme på generalforsamlingen.
Stk. 5. Kollektive medlemmer kan på generalforsamlingen lade sig repræsentere ved et antal stemmeberettigede personer, der svarer til størrelsen af det kollektive medlems kontingent i forhold til enkeltmedlemmers kontingent, dog højst 6 personer. Ved indkaldelse til generalforsamling skal hvert enkelt kollektivt medlem underrettes om antallet af stemmeberettigede generalforsamlingsdeltagere.
Stk .6. Generalforsamlingens beslutninger træffes, medmindre andet er bestemt i denne vedtægt, ved almindelig stemmeflerhed. Ved stemmelighed bortfalder det forslag, der er stemt om.
Stk. 7. Stemmeafgivning sker ved håndsoprækning, med mindre der stilles krav om skriftlig afstemning.
Stk. 8. Deltagelse i afstemning på en generalforsamling er betinget af personlig tilstedeværelse. Der kan ikke stemmes pr. fuldmagt.
Stk. 9. Generalforsamlingen fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 10. Over generalforsamlingens vedtagelser føres et referat af en af generalforsamlingen valgt referent. Referatet skal, underskrevet af dirigent og referent, optages i foreningens medlemsblad i det førstkommende nummer.

Ordinær generalforsamling

§ 9. Foreningens ordinære generalforsamling holdes én gang årligt i perioden februar – april, en lørdag eller søndag. Ordinær generalforsamling indkaldes med mindst 4 ugers varsel ved skriftlig meddelelse til medlemmerne eller ved meddelelse i foreningens blad og på foreningens hjemmeside.

Stk. 2. Med indkaldelsen skal følge:
• Forslag til dagsorden med oplysning om, at medlemsforslag skal stilles senest 10 dage før generalforsamlingen.
• Eventuelle forslag fra hovedbestyrelsen til vedtagelse på generalforsamlingen, såfremt de foreligger på dette tidspunkt.
Stk. 3. Medlemsforslag, der ønskes behandlet på en ordinær generalforsamling, skal være hovedstyrelsens formand i hænde senest 10 dage inden generalforsamlingen.
Stk. 4. Dagsordenen skal indeholde mindst følgende punkter:

1. Valg af dirigent og godkendelse af forretningsordenen.
2. Hovedbestyrelsens beretning.
3. Forelæggelse af regnskab til godkendelse
4. Indkomne forslag
5. Planer for det kommende års arbejde
6. Vedtagelse af budget og evt. ændring af kontingent.
7. Valg af hovedbestyrelse på mellem 15 og 19 medlemmer.
8. Valg af 2 suppleanter.
9. Valg af 2 revisorer og en revisorsuppleant
10. Eventuelt.

Ekstraordinær generalforsamling

§ 10. Ekstraordinær generalforsamling skal holdes, hvis

• mindst 5 medlemmer af hovedbestyrelsen anmoder herom
• 1/4 af foreningens medlemmer anmoder herom
Stk. 2. Anmodning om ekstraordinær generalforsamling skal skriftligt stiles til formanden.
Stk. 3. Anmodning om ekstraordinær generalforsamling skal skriftligt angive det eller de punkter, som ønskes behandlet på den ekstraordinære generalforsamling.

§ 11. Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes senest 4 uger efter, at formanden har modtaget motiveret anmodning herom.

Stk. 2. Ved spørgsmål om foreningens opløsning, jf. kap. 11, gælder ved siden af 4-ugers fristen særlige frister.

§ 12. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med mindst 2 ugers varsel ved direkte, skriftlig henvendelse til hvert medlem med angivelse af dagsordenspunkter og motiveringen herfor.

Hovedbestyrelse

§ 13. Hovedbestyrelsen er foreningens højeste myndighed mellem generalforsamlingerne og forpligtet til at virke for, at foreningens formål kan realiseres i overensstemmelse med denne vedtægt og generalforsamlingens beslutninger samt til at orientere om sit arbejde.

§ 14. Deltagelse i hovedbestyrelsesarbejdet samt i andet arbejde i foreningen er ulønnet. Hovedbestyrelsen kan i særlige situationer antage lønnet arbejdskraft, som i givet fald betales overenskomstmæssig løn.

Stk. 2. Konkrete udgifter i forbindelse med deltagelse i hovedbestyrelsesarbejdet, herunder transportudgifter for medlemmer med bopæl uden for region hovedstaten i forbindelse med varetagelsen af hvervet, kan dog godtgøres.

§ 15. Hovedbestyrelsen konstituerer sig selv med formand, der leder bestyrelsens arbejde, samt næstformand, kasserer og sekretær, samt en ansvarlig for Cubabladet. Sammen med yderligere et til to medlemmer af hovedbestyrelsen udgør disse forretningsudvalget.

Stk 2. Herudover nedsætter hovedbestyrelsen interne arbejdsudvalg – permanente eller ad hoc – til varetagelse af bestemte arbejdsopgaver, herunder et budgetudvalg og et rejseudvalg. Til sådanne udvalg kan vælges medlemmer af foreningen, der ikke er medlemmer af hovedbestyrelsen. Bortset fra budgetudvalget, hvor kassereren er formand, konstituerer udvalgene sig selv.
Stk. 3. Hovedbestyrelsen mødes mindst 4 gange årligt. Desuden holdes der møde, hvis mindst 5 af hovedbestyrelsens medlemmer eller forretningsudvalget anmoder herom.
Stk. 4. Hovedbestyrelsen er beslutningsdygtig, når et flertal af medlemmerne er til stede. Hvis hele hovedbestyrelsen tilslutter sig, kan beslutninger træffes skriftligt uden, at den er samlet til møde.
Stk. 5. Formanden har ansvaret for, at hovedbestyrelsen indkaldes til møde, og at den holdes løbende orienteret om foreningens arbejde.
Stk. 6. Kassereren fører foreningens regnskab og er ansvarlig for foreningens økonomi i forhold til hovedbestyrelsen.
Stk. 7. Over hovedbestyrelsens møder udarbejdes referater der sendes til hovedbestyrelsens medlemmer.
Stk. 8. Hovedbestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden og arbejdsform.

Kap. 7. Administration, økonomi, regnskab og revision

§ 16. Hovedbestyrelsens forretningsudvalg har ansvaret for foreningens daglige administration og kan tilknytte frivillige eller lønnet arbejdskraft efter beslutning af hovedbestyrelsen.

§ 17. Foreningens virksomhed finansieres ved medlemskontingenter, andre bidrag, overskud fra rejseaktiviteter samt ved salg fra foreningens butik.

Stk. 2. Hovedbestyrelsen kan beslutte at optage lån eller oprette kassekredit på maksimalt 50.000 kr.

Stk. 3. Hovedbestyrelsen kan beslutte, at kasserer og formand udstyres med et hævekort, som bl.a. skal sikre adgang til elektroniske betalingssystemer, web-shops, Mobilepay m.m.

§ 18. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

§ 19. Foreningens regnskab føres af kassereren. Kassereren rapporterer om foreningens økonomi på hovedbestyrelsesmøderne.

§ 20. Foreningens regnskab revideres af 2 på generalforsamlingen valgte revisorer, der ikke er medlemmer af hovedbestyrelsen.

Kap. 8. Tegning og hæftelse

§ 21. Foreningen tegnes ved underskrift af formanden, subsidiært næstformanden og mindst 1 medlem af forretningsudvalget.

§ 22. Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den til foreningen enhver tid hørende formue.

Stk. 2. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller hovedbestyrelse nogen økonomisk hæftelse.

Kap. 9. Lokalforeninger

§ 23. Lokalafdelinger stiftes i samråd med hovedbestyrelsen på lokale forsamlinger af foreningens medlemmer i det pågældende område.

En lokalafdeling afholder årsmøde mindst en gang årligt. Der indkaldes skriftligt med mindst 3 ugers varsel med dagsordensforslag, der skal indeholde punkterne:
1. Beretning
2. Fremtidigt arbejde
3. Valg
4. Eventuelt

Årsmødet vælger en lokalbestyrelse på mindst 3 medlemmer, der konstitueres enten på årsmødet eller efterfølgende med en formand, en næstformand og en kasserer. Formanden er født medlem af hovedbestyrelsen.

Generalforsamlingen kan bevilge et beløb pr. medlem af lokalafdelingen til lokalafdelingens selvstændige økonomi. Det kan højst udgøre 1/3 af det betalte kontingent. Hovedbestyrelsen kan derudover imødekomme ansøgninger fra en afdeling om økonomisk støtte til specifikt arrangement.

Lokalafdelinger er underlagt foreningens love og retningslinjer fra hovedbestyrelsen. De arbejder i nært samarbejde med forretningsudvalget.

Ved ophør af en lokalafdeling skal alle aktiver overdrages til foreningen.

Kap. 10. Vedtægtsændring

§ 24. Forslag til vedtægtsændring kan fremsættes af ethvert af foreningens medlemmer og af hovedbestyrelsen.

Stk. 2. Vedtagelse af forslag til vedtægtsændring kan kun finde sted på en generalforsamling og kun, hvis forslag til vedtægtsændring og indhold heraf fremgår af dagordenen.

§ 25. Til vedtagelse af et forslag til vedtægtsændring kræves, at beslutning herom vedtages med mindst 2/3 af de tilstedeværende.

Kap. 11. Foreningens opløsning

§26. Beslutning om foreningens opløsning kan træffes af 2 på hinanden følgende generalforsamlinger.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte generalforsamlinger skal holdes med et mellemrum på mindst 4 uger.
Stk. 3. Til vedtagelse af forslag om opløsning kræves, at mindst 2/3 af de i begge generalforsamlinger deltagende, stemmeberettigede stemmer for.
Stk. 4. Den generalforsamling, der træffer endelig beslutning om foreningens opløsning, skal samtidig træffe bestemmelse om, hvad foreningens formue skal overgå til, dog indenfor rammerne det formål, der beskrevet i § 2.

§ 27. Som baggrund for den i § 26, stk. 4, nævnte beslutning om formuen ved foreningens opløsning foretager foreningens revisorer en opgørelse af foreningens aktiver. Eventuelle immaterielle rettigheder kan prissættes gennem auktion og sælges til højstbydende.

Kap. 12. Ikrafttræden mv.

§ 28. Vedtægten træder i kraft straks.

Stk. 2. Samtidig ophæves ”Love for Dansk Cubansk Forening”, oprindeligt vedtaget på generalforsamlingen den 15. november 1975 samt ændret 20. november 1976, 25. november 1978, 28. november 1987, 4. december 1994, 23. marts 1996, 9. marts 1997, 27. marts 2009 og 20. marts 2010.

***

Således vedtaget på foreningens ordinære generalforsamling den 9. marts 2019.

Senest ændret (§17 stk. 3) på generalforsamlingen 26. marts 2022.

(De tidligere vedtægter ligger som pdf-filen her på opslaget. Der er foretaget ændringer i §7, §9, §9.stk2, §14, §17 og §23.)