ForeningenGeneralforsamlingNyheder

# Vi er Cuba

Hovedbestyrelsens beretning til Dansk-Cubansk Forenings generalforsamling den 1. april 2023

Efter en god debat blev beretningen enstemmigt vedtaget. Foto: Johnny Mortensen

2022 har været et meget svært år for Cuba. Måske det sværeste siden ”Den Specielle Periode” i 1990’erne.

Cuba blev ud over corona og international krise ramt af en række katastrofer: En eksplosion på Hotel Saratoga, som kostede menneskeliv og materielle skader. En oliebrand i Matanzas som kostede menneskeliv og store økonomiske tab. Og en tropisk orkan, Ian, som kostede menneskeliv og enorme økonomiske tab.

Men værst af alt en USA-blokade, der kvæler Cubas økonomi, udvikling, produktion, eksport og import, turisme, videnskabeligt samarbejde over grænserne, sport- og kulturudveksling.

USA’s regering har aldrig optrådt så nådesløst over for Cuba som under Donald Trump – og under Joe Biden er næsten intet forandret! Da orkanen Ian ramte Cuba i slutningen af september 2022 blev der på initiativ af cubavenner og humanistiske kræfter i USA igangsat en mail-appel til Det Hvide Hus om i det mindste at ophæve blokaden i 6 måneder for at lette den alvorlige nødsituation. Svaret fra Det Hvide Hus var NEJ. Der kom blot et meget begrænset løfte om at Cuba kunne købe fødevarer og visse typer medicin i USA.

På den internationale arena er USA formelt set mere isoleret end nogensinde, når det gælder blokaden mod Cuba. Det viste sig, da USA var vært for det såkaldte Amerikatopmøde i juni i Los Angeles. Værtsnationen valgte ikke at invitere Cuba, Venezuela og Nicaragua, som af Washington betragtes som ’slyngelstater’. Men det er regionens lande helt uenige i, og i protest deltog kun cirka halvdelen af regionens 35 stater i mødet med statsleder, kun 20 af de 35 stemte for en sluterklæring forfattet af USA, og der lød åben kritik af USA’s cubapolitik og sanktioner fra mange talere.

Tilsvarende led USA et knusende nederlag, da FN’s generalforsamling 3. november 2022 stemte om Cubas resolutionsforslag med krav til USA om at ophæve blokaden. 185 lande stemte for den cubanske resolution, og kun USA og Israel stemte imod.

Men i virkelighedens verden kan USA bare fastholde sin blokade. USA’s allierede i NATO og hele den såkaldte ’vestlige verden’ lægger intet pres på USA for at efterleve FN-resolutionen. I realiteten ser EU næsten passivt til, mens USA forfølger virksomheder, banker og organisationer i EU-landene med retssager og bøder for at handle med og investere i Cuba. Det er usselt, og EU´s principløse slaphed koster europæiske virksomheder meget dyrt.

Også i Danmark oplever vi konsekvenserne af USA’s blokade. Dansk-Cubansk Forening har vanskeligheder med at overføre penge til Cuba, og det må også gælde andre i Danmark. Vi ved, at blandt andre rederiet Mærsk er sagsøgt ved en domstol i USA, hvor en eksilcubansk familie kræver millioner af rederiet, fordi det har losset og lastet containere fra en kaj, der i 1950’erne tilhørte den pågældende familie.

Mens verdens rige lande tillader USA at blokere og udsulte Cuba er Cubas forbindelser til Kina, Rusland, Indien samt store og små lande i Asien, Afrika og ikke mindst Latinamerika gode.

Den 28. juli fik 822 studerende fra 24 lande deres eksamensbevis som læger efter endt uddannelse i Cuba. De seneste 23 år har Cuba uddannet næsten 30.000 læger fra fattige lande – dertil flere hundrede fattige unge fra det rige USA!

Cubas såkaldte ”Henry Reeve-brigader” har også i 2022 været udsendt på corona- og nødhjælpsmissioner til en række lande.

Cuba spiller en aktiv og enhedsskabende rolle i internationale organisationer som FN, De Alliancefri Landes Organisation, G77 + Kina samt de latinamerikanske organisationer CELAC, UNASUR og ALBA.

Netop i Latinamerika blæser der nu igen ’venstre-gående vinde’ med centrum-venstre regeringer i en række lande som Mexico, Honduras, Chile, Colombia, Bolivia, Argentina og Brasilien, og CELAC-topmødet i Argentina i januar 2023 givere løfter om styrket enhed blandt landene syd for Rio Grande.

Hvis der er en konklusion på spørgsmålet om USA’s blokade og Cubas internationale stilling, så må den være, at Cuba ­- som bannerfører i kampen for en bedre og mere retfærdig verden, for nationernes ret til selvbestemmelse og modstand mod imperialistisk udplyndring, krig og undertrykkelse – fortjener aktiv og principfast international solidaritet.

Således er det glædeligt, at solidaritetsbevægelsen med Cuba tæller omkring 1500 organisationer, partier og foreninger – herunder ikke mindst fagforeninger – i alle verdens lande.

Hjemme i Cuba

Tre store katastrofer – eksplosionen i Hotel Saratoga, oliebranden i Matanzas og orkanen Ian – samt den permanente, ødelæggende blokade, der koster Cuba fem millioner kroner hver time i øgede udgifter og tabte indtægter. Det er bagtæppet. Det er på den baggrund ikke overraskende, at Cubas økonomiske situation, som blev fremlagt for medlemmerne af Nationalforsamlingen i slutningen af december, var ringere end ønsket og forventet.

Målet var en vækst i BNP på 4 procent i 2022. Væksten blev på 2 procent.

Udbuddet af fødevarer, medicin og brændstof såvel som strømforsyningen blev ikke forbedret i det omfang, som det blev forudset i slutningen af 2021. Pandemien og den internationale økonomiske krise satte en stopper for den vækst, som var begyndt for to år siden. Efter en tilbagegang på næsten elleve procent i 2020 steg bruttonationalproduktet med 1,3 procent i 2021 og voksede i 2022 med godt to procent. Der tilstræbes en vækst på tre procent med en stabil prisudvikling i 2023, oplyste indenrigsminister Alejandro Gil. 

Antallet af turister var i 2022 på cirka 1,7 millioner. Det er kun cirka 40 procent af antallet før corona. Målet er at komme op på 3,5 millioner i 2023.

Det er planen at investere over 400 millioner dollars i øget fødevareproduktion; ris, korn, fjerkræ, fiskeri og kvægavl.

Cuba søger at skabe øget produktion og dynamik ved at anspore til selvstændigt iværksætteri som supplement til den statslige produktion og servicesektor. Op mod en tredjedel af cubanerne arbejder i dag i en privat eller kooperativ virksomhed.

Den cubanske regering påpeger, at kapital til investering i øget produktion og bæredygtig energiforsyning er landets hovedproblem.

Men det vanskelige år skal også huskes for vigtige positive ting.

Cuba fik i 2022 styr på corona-pandemien. Med hjemmeudviklede og -producerede vacciner er så at sige hele befolkningen vaccineret – også børnene. Cubas vacciner: Soberana 01, Soberana 02, boosteren Soberana Plus og Abdala viser sig fuld ud så gode og sikre som de bedste vestlige vacciner, forlyder det fra Dr. Eduardo Martínez Díaz, præsidenten for forretningsgruppen BioCubaPharma, som samler de forskningsinstitutioner og virksomheder, der har udviklet og nu producerer vaccinerne.

Nu er der gang i at få de cubanske vacciner godkendt i Verdenssundhedsorganisationen WHO, hvilket Martínez Díaz forventer sker i år. Cubas vacciner bruges allerede i en række lande, men egentligt massesalg og brug forudsætter en WHO-godkendelse.

Corona-dødstallet i Cuba er nu (januar 2023) tæt på 9000, mens det i Danmark (med det halve befolkningstal) er på cirka 8000.  I international målestok er det et meget flot resultat, der kunne have været markant lavere uden blokaden.

Cubas store indsats mod corona i andre lande med vacciner, læger og sygeplejersker skal med i en status på året, der gik.

Det samme skal folkeafstemningen om en ny familielov med den forudgående grundige folkelige debat. Den 25. september stemte 67 procent af vælgerne ja til indholdet i den nye familielov. 74 procent deltog i folkeafstemningen. Det er en skelsættende lov, der åbner for: Ægteskab for personer af samme køn, at ægtepar og samlevende af samme køn kan adoptere. (Kvinders) arbejde i hjemmet betragtes som lønarbejde. Børn er ikke kun mål for omsorg men små mennesker med rettigheder.

Og året sluttede med kommunalvalg i Cuba i november-december. Der er valgt politiske og økonomiske ledere i landets 168 kommuner, som med den nye grundlov fra 2019 har fået langt større magt, handlekraft og ansvar end tidligere.
Dagbladet Granma oplyser, at 54,5 procent af formænd og næstformænd (borgmestre og viceborgmestre) er kvinder. Kommunalbestyrelsesmedlemmernes gennemsnitlige alder er 43 år…. En ny generation har overtaget Folkemagten i Cuba og dermed ledelsen af Revolutionen.

Det er intet mindre end imponerende, at Cuba trods både fysiske og politiske orkaner har kæmpet sig igennem 2022 med sådanne resultater. Enhver der vil påstå, at der ikke er demokrati, at der ikke er folkemagt i Cuba, er dårligt oplyst og vildført af en fjendtlig presse.

Det giver håb for fremtiden, at Cubas nuværende præsident Miguel Diaz-Canel deler Castro-forgængernes politiske linje om ikke mindst i hårde tider at gå til folket og i svære spørgsmål at spørge vælgerne.

Dansk-Cubansk-Forening

Også 2022 blev et aktivt år i Dansk-Cubansk Forening, som det vil fremgå af efterfølgende beretning til generalforsamlingen.

Økonomien har sit eget punkt på generalforsamlingens dagsorden, men her kan det blot konstateres, at foreningens økonomi er sund, medlemstallet ret stabilt, og at mange medlemmer i årets løb har betalt støttebeløb til DCF og ydet bidrag til indsamlinger til Cuba. Det er meget glædeligt og vigtigt både for foreningen og for Cuba. Det viser at Cuba står mange hjerter nær, og at der er vilje til at gøre noget.

Det er fortsat Dansk-Cubansk Forenings største problem, at tiltrække nye – gerne unge – aktivister og hovedbestyrelsen vil gerne i denne beretning appellere til medlemmerne – ikke mindst de kollektive medlemmer – om at hjælpe foreningen med at løse dette problem. Solidaritet med Cuba er at støtte Cubas ret til selvbestemmelse, fred og fremgang – politisk og materielt. Det er en del af kampen for en bedre verden og vigtigt at engagere sig i.

Kampen mod blokaden

Kampen mod USA’s blokade er vores vigtigste opgave. Den kamp antager mange former fra protest ved USA’s ambassade, gadeaktioner for at gøre opmærksom på problemet, oplysningsarbejde på gaden, i blade og på sociale medier, henvendelser til politikere og til ministre. Vi har gjort det hele. Mange steder i landet, i foreningens lokale afdelinger på Fyn, i Kolding, Aarhus og Aalborg – og i København.

Aktiviteterne er blevet støttet af vores kollektive medlemmer og af enkelte fagforeninger.

Agitation og aktion imod USA’s blokade bliver koordineret på europæisk plan og internationalt. Også det seneste år har vi samordnet aktiviteter med det europæiske netværk #UNBLOCK CUBA og vi har i muligt omfang deltaget, når det cubanske venskabsinstitut ICAP har kaldt til aktivitet den 17. i hver måned og nogle gange også den sidste weekend i hver måned.

I vores fokus er også protest mod, at USA har sat Cuba på sin liste over lande som USA påstår støtter international terrorisme. Det er forkasteligt når verdens suverænt største terrorstat, USA, sætter en af verdens mest humanistiske stater, Cuba, på en sådan liste. Men som magtforholdene i verden er i dag, så er konsekvenserne alvorlige. Når Cuba således figurerer på USA’s terrorliste betyder det, at mange banker vælger at afvise at røre ved Cuba, og at investorer og virksomheder opgiver at engagere sig med Cuba.

Således er kampen mod USA’s blokade også kravet om at USA fjerner Cuba fra sin terrorliste.

Som det har været beskrevet i Cubabladet og på vores hjemmeside, så er foreningen ramt af blokaden derved at vi har haft vanskeligheder med at overføre penge til Cuba. Og vi ved, at danske virksomheder er ramt.

Forhåbninger om, at USA’s præsident Joe Biden – med sin fortid som vicepræsident under Barack Obama – ville genoplive en normalisering af forholdet til Cuba er desværre foreløbigt blevet skuffet.

Af den seneste rapport til FN fremgår det, at blokaden har kostet Cuba 3,8 milliarder dollars over en periode på syv måneder. Det svarer til fem millioner kroner i timen!!! Cubas tab på grund af blokaden har aldrig været større.

Der er kun en vej til retfærdighed, og det er at Cuba holder ud og at solidaritetsbevægelsen styrker sit arbejde.

Rejsegruppen – temarejser og brigader

Temarejser 2023

2022 blev et med forventning imødeset og meget glædeligt år set i Cuba-rejse perspektiv – da det efter 2 års ufrivillig corona-pause igen blev muligt at foretage turistrejser til Cuba. Og dermed kunne Dansk-Cubansk Forening endelig søsætte de 2 rejser, som rejsegruppen allerede havde sat på bedding hhv. inden og under corona-pausen.

I foråret 2022 (april-maj) tog de første 8 ”pionerer” afsted på tema-rejsen ”Det glemte Cuba – en opdagelsesrejse” med Lene Bang og Krista Sørensen som rejseledere. Gruppen kom i sagens natur til at opleve et anderledes Cuba – forstået på den måde, at cubanerne knap nok havde åbnet samfundet op endnu, hvilket ikke mindst afspejlede sig i turistsektoren, og gruppen oplevede derfor et usædvanligt ”stille” Cuba. Begrænsninger i infrastrukturen nødvendiggjorde desuden ekstra meget og langvarig transporttid – samt medførte nødvendige ændringer i det planlagte program. Men gensynsglæden med Cuba og cubanerne i samspil med det faktisk gennemførte program overskyggede de forudsigelige vanskeligheder, og det efterfølgende evalueringsmøde viste, at alle deltagere var meget tilfredse med rejsen som helhed samt tilkendegav, at de gerne vil rejse med Dansk Cubansk Forening igen.

I efteråret 2022 (september-oktober) gennemførtes tema-rejsen ”Sundhed og socialisme”. Denne gruppe bestod af 18 deltagere samt rejselederne Marianne Maass og Sven-Erik Simonsen. Rejsen var planlagt og promoveret i sammenhæng med det cubanske sundhedsbesøg i Danmark i april 2022, med det formål at sætte maksimalt fokus på det cubanske sundhedssystem og dets politiske baggrund. Som en ekstra appelsin i turbanen ankom gruppen til Cuba netop på det tidspunkt, hvor der blev afholdt folkeafstemning om den nye familielov. Gruppen fik mulighed for at opleve afstemningen på tæt hold, hvilket var en stor oplevelse. Rejsen blev til dels præget af orkanen Ian’s usædvanligt voldsomme hærgen i det vestlige Cuba netop i denne periode. Men i samarbejde med ICAP og ikke mindst med den cubanske guides ihærdige hjælp, lykkedes det at omrokere i programpunkter og logistik, så de væsentlige sundhedsrelaterede besøg kunne gennemføres. Også på denne rejse meldtes fra deltagernes side om stor tilfredshed med såvel indhold som afvikling af programmet.

At Dansk-Cubansk Forenings rejseaktivitet er på skinner igen er i sig selv af uvurderlig værdi for Cuba-solidariteten. At vi tilmed kunne starte op med to velgennemførte rejser med fine tilbagemeldinger fra deltagerne gør kun appetitten på foreningens kommende temarejser endnu større.

I det forløbne år besluttede rejsegruppen, at den næste temarejse skal handle om de økonomiske forandringer og deres betydning for cubanerne. Arbejdet med indhold og planlægning af denne rejse fortsætter med henblik på lancering og annoncering i første halvdel af 2023 og forventet gennemførelse i foråret 2024.

Brigader

Efter et par års corona nedlukning blev det i sommeren 2022 igen muligt at tage på brigade i Cuba. Der var desværre så få tilmeldte, at sommerbrigaden blev aflyst af ICAP.

Næste brigade blev så Vinterbrigaden – også kendt som Nordisk Brigade.
For at motivere unge til at tage på brigade besluttede Dansk-Cubansk Forenings hovedbestyrelse at give et tilskud på 1000 kr. til deltagere under 30 år. Umiddelbart blev det en succes. 7 unge tilmeldte sig Nordisk Brigade, men desværre meldte 5 fra igen af forskellige personlige grunde, så vi endte med 2 tilfredse unge deltagere og et medlem, der har været på brigade flere gange før.

De to unge har sagt ja til at dele deres oplevelser med andre unge og således hjælpe med at skaffe flere unge brigadister.

Dansk-Cubansk Forening kan sende deltagere på brigade 3 gange om året. Det er 1. maj brigaden som gennemføres den sidste uge af april og den første uge af maj. Det er sommerbrigaden, Jose Martí, som er 3 uger i juli, og så er det vinterbrigaden ”Brigada Nordica” fra midt december og til starten af januar.

Oplysningsarbejde/Cubabladet

Om CubaBladet v/Johnny Mortensen

For andet år har vi ”kun” udsendt tre numre af CubaBladet. Af to grunde, den ene de dyre forsendelsesomkostninger og det andet manglende kræfter til det skrivende arbejde. Jeg tror at I som jeg synes at det er et flot layout bladet har, som er skabt af Per Hørning. Jeg kan også sige ikke uden en vis stolthed, at CubaBladet er kommet på gaden hvert år siden det første nummer kom på gaden i 1975.
I nummer 1-22 har vi blandt andet skrevet om den cubanske regerings holdning til krigen i Ukraine. Besøget af en cubansk læge og en sygeplejerske i den forbindelse lavede vi en DVD om de cubanske læger rundt i verden. Og en rejse med temaet sundhed og socialisme som opfølgning på besøget. En stor artikel på 9 sider om ”Som vi ser Cuba og solidariteten” (beretningen til generalforsamlingen i 2022).
I CubaBladet nr. 2-22 er der blandt andet en artikel om branden i oliedepotet i Matanzas. En anden om at 822 studerende fra 24 lande afslutter lægeuddannelsen i Cuba. 4 sider om solidaritetsrejser, (der var tre danskere med på vinterbrigaden i 2022). ”Cuba skal træde mere i pedalerne” om indsamling af cykler til Cuba. Og sidst men ikke mindst: Cuba viser at en bedre verden er mulig.
I seneste nummer af CubaBladet 3-22 kan i læse om: 60 års morderisk blokade. For 30 gang var der afstemning om blokaden mod Cuba i FN. Lotteriets vindere og VerdensJuleMarkedet. En lille beretning fra vinderne af rejsen til Cuba i 2021. En hilsen fra MediCuba med tak for støtten bl.a. for indsamlingen ”CubaForLivet”. En rejseberetning fra rejsen ”Sundhed og Socialisme”. Og at kommunister fra hele verden mødtes i Cuba. Der var repræsentanter fra 60 lande.

Selvom medlemmerne nu får 3 mod tidligere 4 numre af Cubabladet, så er strømmen af informationer til medlemmer om Cuba og om foreningens arbejde stærkere end nogensinde. Det er muligt med de nye sociale medier som hjemmeside (www.cubavenner.dk), Facebook, fotos på Flickr (https://www.flickr.com/photos/124305455@N04/albums) og videoer på YouTube (https://www.youtube.com/@dansk-cubanskforening5124) samt udsendelse af nyhedsmails cirka hver måned.

Der arbejdes på at indsamle mailadresser på alle medlemmer for at sikre, at de månedlige nyhedsmails når ud til alle. Så hvis DU som medlem ikke har modtaget en lind strøm af ”Cubamails” skyldes det, at vi ikke har din mailadresse. Send den til post@cubavenner.dk så kommer du på listen og får du mere ud af at være medlem!

I løbet af året har vi afholdt debatmøder forskellige steder i landet, og vi har været inviteret til at holde oplæg på skoler, gymnasier og en enkelt gang i en kirke.

Skoleelever henvender sig i forbindelse med opgaver og en del danskere kontakter os forud for rejser til Cuba.

Vores arbejde med oplysning toppede, da vi fra 24. april til 8. maj havde besøg af lægen Nilda López og sygeplejersken Maribel González. De talte for skoleklasser, sundhedsarbejdere, fagforeningsfolk, medlemmer og interesserede i København, Allerød, Slagelse, Odense, Kolding, Sønderborg, Vejle, Aarhus, Aalborg og på Tvind. En artikel i Cubabladet havde overskriften: Nilda og Maribel mødte og talte med 2000 danskere.

Lotteriet

Det kan kun betegnes som en succes, når årets Cuba-lotteri gav et overskud på 52.000 kr. til brug for høreapparater/ hjælpemidler til ældre, hørehæmmede cubanere. Hjælpen formidles via Cubas neurologiske institut, CNEURO, der har opgaver på en række områder, herunder hjælp til døve og hørehæmmede.

Lotteri 2022 blev nærmest en fest – ALT UDSOLGT – så vi på kontoret måtte være kreative for at så mange som muligt kunne få del i de 4900 lodsedler.

Endnu et år med en flot lodseddel kreeret af Per Hørning.1000 tak for det!

Traditionen tro en stor tak til de mange medlemmer og gæve kæmpere fra fagforeningerne som altid tager et stort slæb med at få solgt lodsedler og gøre opmærksom på Cuba. Selvfølgelig også tak til alle som købte lodsedler og støttede det gode formål og her til sidst en tak for sponsorstøtten!

Nu skal vi til at tænke over, og beslutte hvad lotteri 2023 skal støtte…. For et nyt Cuba-solidaritets-lotteri skal der være!

Samarbejdet med Cojimar

2022 har kun i begrænset omfang skabt en afklaring omkring Dansk-Cubansk Forenings samarbejde med og støtte til miljø- og andre projekter i Cojimar.

I året, der er gået, har vores primære samarbejdspartner i Cojimar, Maritza Fontun Gonzales’ firma, fået en godkendelse fra myndighederne til at gennemføre miljøprojekter og angiveligt også indgået kontrakter med kommunen om specifikke opgaver.

Dansk-Cubansk Forenings hovedbestyrelse har foreløbig i en tidsbegrænset periode udlånt den traktor, som allerede i 2016 blev indkøbt for danske støttemidler til et strandrensningsprojekt, til Maritza. Det skal i de kommende måneder afklares om det arbejde, som Maritza udfører er relevant for os at støtte og i givet fald hvordan. Hvis det konkluderes, at det ikke er relevante projekter (for os at støtte) skal der tages stilling til traktorens fremtidige brug til et nyttigt formål.

I marts-april rejser et medlem til Cuba for at arbejde nogle uger sammen med Maritza. Hans oplevelser vil sammen med Maritzas rapporter og udmeldinger fra ICAP danne grundlag for DCF’s fremtidige forhold til Cojimar og Maritzas arbejde.

Materiel og økonomisk støtte

Ud over overskuddet fra lotteriet, der er gået til instituttet CNEURO til støtte for døve og hørehæmmede ældre har vi haft en indsamling i anledning af hoteleksplosionen, oliebranden og orkanen Ian. I alt er 84.000 kr. overført til MediCuba Europa, der med bidrag fra i alt 13 lande i Europa hjælper Cubas sundhedsvæsen med at skaffe råvarer til medicinfremstilling samt andre livsvigtige forsyninger.

Desuden har vi transporteret en mindre sending hospitalsudstyr til Sverige, hvorfra det er sendt til Cuba med en container.

Som noget nyt forbereder en gruppe i foreningen et projekt med at fylde en eller flere containere med primært hospitalsudstyr og få den eller disse sendt til Cuba i 2023. Overskuddet fra en Cubafest i fagforeningen BJMF i København den 4. marts af vil gå til dette projekt.

DCF’s butik

Materialesalg er en faldende post i DCF’s årsregnskab. Det afspejler, at der sælges færre bøger og t-shirts samt nips, smykker og sager fra Cuba.

I forbindelse med lageropgørelsen i januar 2023 er der gjort følgende betragtninger:

Salget af materialer og bøger m.v. har været ringe i år, og vi kan ikke skylde det på corona eller andet udefrakommende. Vi har faktisk en velfungerende webshop, som mange medlemmer og venner bruger til køb af festbilletter og til at sende støttebidrag. Så webshoppen er kendt og har en del besøgende – alligevel er salget af bøger, t-shirts og andet meget begrænset.

Lageropgørelsen sammenholdt med lageret for et år siden viser, at er er solgt 97 bøger og 25 t-shirts. De 3 mest sælgende bøger med 18, 16 og 13 var hhv. ”Fidel – tanker om vores Verden”, ”Fidel – Man kan ikke slå ideer ihjel” og ”Frihedskæmperen Che Guevara”. De bøger er af egen produktion, og de er gamle. Af indkøbte nye bøger kan vi glæde os over salget af 7 stk. ”We are Cuba” og 9 stk ”Kubas Läkare i hele Verden”. Det er knaldgode bøger, som mange flere bør læse.

Der er ikke investeret i indkøb af nye t-shirts, og det er derfor forståeligt, at der kun er solgt 25 stk. og de 19 endda til udsalgspriser, som knap dækker fremstillingen.

Hvis butikken skal øge omsætningen, skal der melde sig nye folk, der vil tage hånd om dette arbejde – lede, udvikle og organisere det. Nye aktivister skal i samarbejde med FU og HB bestemme, hvad butikkens mål skal være; om det primært er at tjene et overskud ind til DCF eller om det primært handler om at sælge bøger og andet, der styrker kendskab til og solidaritet med Cuba.

Medlemmer

Den seneste opgørelse (pr. 11. februar 2023) viser uændret medlemstal i 2022 med små forskydninger inden for kategorierne. Og bemærk, at vi nu har unge som en selvstændig kategori.

Enkeltmedlemmer – fuldt betalende: 123 (mod 139 i 2021)

Par-medlemmer – fuldt betalende: 62 (og 62 i 2021)

Nedsat kontingent til pensionister: 246 (mod 245 i 2021 for både pensionister og unge!)

Nedsat kontingent for unge: 18 (ikke opgjort selvstændigt i 2021)

Nedsat kontingent til pensionist-par: 88 (mod 90 i 2021 for både pensionister og unge!)

Nedsat kontingent for unge-par: 1 (ikke opgjort selvstændigt i 2021)

Dansk-Cubansk Forening har fået 42 nye medlemmer i 2022 (mod 38 i 2021, 22 i 2020 og 34 i 2019).

Antallet af medlemmer (når par-medlemmer tælles for to) er således på 689 i 2022 – mod 688 i 2021, 684 i 2020, 708 i 2019, 705 i 2018 og 652 i 2017.

På generalforsamlingen i 2019 besluttede vi at indføre et frivilligt støtte-kontingent. Indtægten herfra på knap 16.000 kr. ses i regnskabet under støtte-bidrag. En stor tak til alle, der har betalt støtte oven i kontingentet.

DCF har 9 kollektive medlemmer, som giver et solidt rygstød i arbejdet: De er Malernes Fagforening i Horsens/Midtjylland, 3F Aalborg, 3F Aarhus (Murernes Brancheklub), 3F BJMF i Valby samt Murerstiftelsen i København. Dertil DKP, KPiD, KP og Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), som vi skridtvis udvikler er godt samarbejde med – blandt andet omkring brigader.

Vi burde som forening kunne samle flere kollektive medlemmer omkring solidariteten med Cuba – så hovedbestyrelsen opfordrer alle medlemmer til at arbejde for at stille forslag herom i deres fagforening, politiske parti eller andre forenings-sammenhænge

Lokalafdelinger, kontaktpersoner og aktivister

Dansk-Cubansk Forening har lokalafdelinger i Aalborg, Aarhus, Kolding og Odense.

Lokale kontaktpersoner har vi nu i Esbjerg, Herning, Silkeborg, Odder, Gedser og Kastrup.

Og sidst men ikke mindst har vi et stort antal aktivister/aktive medlemmer, der kommer når vi kalder og skal ud med Cuba-butikken, på gaden mod blokaden, sælge lodsedler eller gennemføre en fest, en konference e.l. Tak til alle.

Samarbejde med andre organisationer

Dansk-Cubansk Forening har et godt samarbejde med andre organisationer i solidaritetsmiljøet og med partier og organisationer, som ønsker at støtte solidaritet med Cuba.

Vi arbejder sådan som vedtægterne fastslår for ”at fremme solidaritet med Cuba på det bredest mulige grundlag”.

Vi lægger særlig vægt på et aktivt samarbejde med andre organisationer, som arbejder med lande i Latinamerika. Aktuelt er vi med omkring forberedelserne til at markere 50-året for kuppet mod Chiles demokratisk valgte præsident Salvador Allende den 11. september 1973.

Landskontoret på Høffdingsvej

Landskontoret i Casa Latinoamericana/Valby Kulturcenter på Høffdingsvej 10 i Valby har holdt åbent hver onsdag fra kl. 17 til 19.

Hovedbestyrelsen har holdt møder 4 gange – fysiske møder med mulighed for at nogle har kunnet deltage online.

Derudover har forretningsudvalget holdt en række møder. Når det enkelte gange har været hensigtsmæssigt er spørgsmål afgjort med mailkommunikation med hhv. hovedbestyrelsen eller forretningsudvalgets medlemmer.

For at få økonomien i foreningen Casa Latinoamericana og den ”fond”, som ejer huset, til at hænge sammen er der i dag ud over Dansk-Cubansk Forening en bridgeklub og en skakklub i huset. Bridge- og skak-folkene har råderet over hele huset tirsdag, onsdag og torsdag. Dertil udlejes huset i en del weekender for at skaffe nødvendige indtægter. Alt dette betyder, at mulighederne for at lave aktiviteter i huset er mere begrænsede end tidligere. DCF har sit kontor og vores lejeaftale giver os huset gratis 2 dage om året, som bruges til generalforsamling og Verdensjulemarked. Yderligere brug af huset skal vi betale for.

Besøg fra Cuba

Som tidligere nævnt havde vi i april-maj 22 et meget vellykket besøg fra Cuba af lægen Nilda López og sygeplejersken Maribel González.

Op til den forestående generalforsamling får vi igen cubansk besøg, nemlig af ICAP’s Europa-direktør Rigoberto Zarza Ross og af Elizabeth Rubiera, der er ansvarlig for Nordeuropa. De vil efter planen besøge København, Odense og Kolding samt deltage i dele af generalforsamlingen den 1. april.

Internationale møder

Det Europæiske Solidaritetsmøde med Cuba, som var planlagt til gennemførelse i Moskva i 2021 blev pga. corona udsat til 2022 og siden helt aflyst. Det er muligt, at det afholdes i et andet europæisk land i slutningen af 2023.

Det nordiske møde, som Cubaforeningen i Norge skulle invitere til i 2022 blev udsat og afholdes i Oslo den 17. til 19. marts 2023 – efter at denne beretning er skrevet, men inden generalforsamlingen den 1. april.

Der har dog være et par internationale online-møder, som har været nyttige. ICAP indkaldte til et møde i september forud for afstemningen i FN og blokaden og koordinatorerne på jungeWelt i Berlin af kampagnen #UNBLOCK CUBA har også været værter for et møde sammen med ICAP.

Samarbejdet med ICAP og ambassaden

Dansk-Cubansk Forening har et godt samarbejde med Europa- og Nordeuropa-kontorerne i ICAP. Det Cubanske Institut for Venskab mellem Folkene arbejder meget energisk og under god ledelse af Fernando González – én af ”De 5”, som sad fængslet i USA. Og vores direkte kontaktpersoner Rigoberto og Elizabeth samt ansatte i rejsekontoret AMISTUR leverer som regel hurtige og gode svar på vores henvendelser.

Og ikke mindst har vi et godt samarbejde med Cubas ambassadørpar i Danmark, Eneida og Roger. Ambassadør Roger López García, har deltaget i møder og talt ved manifestationer, konferencer og fester.